søndag den 16. december 2012

Wieniawskis Legende

Noget havde ændret sig dramatisk, efter at jeg havde skrevet mine tanker ned om mit polske eventyr og for alvor set min rejse og mine udfordringer i øjnene. Det var som om, at jeg havde overbevist min krop om, at det, jeg udsatte den for, var alvor. Jeg var trods alt kun halvvejs i mit studieophold i Warszawa. Det var som om, at min krop havde givet efter og accepteret sin geografiske placering. Pludselig begyndte den at gøre alt, hvad den kunne, for at jeg skulle føle mig hjemme; få mig til at hvile i de omgivelser, der var omkring mig her, i stedet for hele tiden at længes hjerteskærende efter de mennesker, jeg var rejst fra i København. Min krop accepterede udfordringen fuldt ud, og foreslog endda, at jeg kunne blive boende her i byen, hvis det skulle være på dén måde. Slå nye rødder, og lade sig forene med de nye omgivelser.
Nina fandt mig et lille yogahold, som jeg begyndte at undervise en gang ugentligt. Genforeningen med undervisningen fyldte mig med fryd, kærlighed og taknemmelighed foruden gensynsglæde med min "egen" vinyasa-inspirerede yoga, som jeg havde undervist i København, og som jeg havde sat til side i Warszawa for at stifte bekendtskab med Astanga. Det var fantastisk for mig at komme helt tæt på mennesker omkring mig igen på den måde, som man gør, når folk hengiver sind og krop til éns undervisning. 
Jeg indså, at jeg havde opbrugt min asociale kvote. Jeg kastede mig mere eller mindre fra den ene dag til den anden over mine omgivelser, lavede aftaler med de folk, jeg allerede kendte, og lod mig selv opsøge nye folk ligeså åbent og ligefremt, som jeg før havde gjort. Jeg begyndte for alvor at hilse og sludre med folk jeg mødte på konservatoriet. Når folk henvendte sig til mig, forsøgte jeg ikke længere at slippe udenom dem og forblive i min lille asociale boble.
Jeg begyndte endelig at have prøver med den fantastiske tenor, som min kammermusiklærer fandt til mig i begyndelsen af semesteret, og som havde været en af de få personer, jeg havde inviteret ind i min lille, lukkede verden. Han har en vidunderlig, stærk stemme, et genialt dramatisk udtryk - og er en skøn og nærværende partner. Det gjorde mig utrolig lykkelig at have fundet sporet af et nyt kammermusik-projekt efter at jeg med min ubeskriveligt dejlige fløjte-partner og veninde, Mai, havde spillet koncert med fransk musik for fløjte og klaver i København midt i november.
En dag besluttede min kammermusiklærer bestemte sig for, at jeg også skulle spille polsk musik for violin og klaver. Da han spurgte, om jeg havde nogen venner blandt violinisterne på konservatoriet, tænkte jeg straks på Ridderen, men kunne ikke gøre andet end at ryste på hovedet til hans spørgsmål, for jeg kunne jo ikke engang huske hans navn. Min lærer så lettere forundret på mig, men forsikrede mig om, at han ville forhøre sig blandt sine kolleger og prøve at finde en violinpartner til mig.
Jeg ærgrede mig. Hvis jeg bare i det mindste havde kendt hans navn... Men vi talte jo alligevel aldrig sammen. Det ville virke meget besynderligt, hvis jeg ud af det blå bad ham om at spille med mig, når jeg altid havde forsøgt at holde min afstand. Men ikke desto mindre håbede jeg, at universet måske ved et tilfælde ville få en af violin-professorerne til at foreslå Ridderen, når min lærer endnu engang gik på jagt for mig. Og hvis ikke, så ville det sikkert også være det bedste - så ville jeg lære en ny violinist at kende, og det kunne ikke skade. 
Til sidst kunne jeg alligevel ikke vente på skæbnens gang og besluttede mig for at tage sagen i egen hånd.

Den polske kunstner, Juliusz Kossaks (1824-1899) malerier af polske legender og krigshelte gjorde stort indtryk på mig som barn, og Ridderen har altid mindet mig om dem - og her er et af dem, som han minder mig mest om. 
 

Tilfældigvis (eller efter universets meget omhyggelige planlægning) var der studiekoncert for violinisterne den næste dag. Da jeg ikke huskede Ridderens navn, kunne jeg ikke finde ud af, om han overhovedet skulle spille den aften, men jeg besluttede mig for at tage chancen og ofre mig for over 2 timer i selskab med Kreislers virtuose violinværker.
Universet lod mig ikke satse forgæves. Den første, som trådte ind på scenen, var Ridderen.

I pausen stod jeg og talte med en af de andre pianister. Pludselig stod Ridderen ved siden af os, og jeg kastede mig straks over ham med ros for hans levende spil. "Vil du spille med mig?", vovede jeg. Den overraskede Ridder svarede forundret, men smilende ja til mit spørgsmål. Jeg gentog mit spørgsmål for at sikre mig, at han forstod alvoren i min henvendelse. Endnu mere forundret svarede han igen ja, med et endnu større smil, men kiggede nu lidt nervøst på pianisten ved siden af mig, og det gik op for mig, at jeg var i gang med at kapre pianistens partner. Ridderen blev nødt til at forlade os, og pianisten og jeg gik i gang med at le ad med, hvordan vi nu skulle dele vores violinist imellem os.
Så langt, så godt. Nu havde jeg hans navn fra koncertprogrammet. Da jeg kom hjem, gjorde jeg en massiv indsats for at finde kontaktoplysninger på internettet - men der var INTET at komme efter.
Næste dag så jeg ham et par gange, men altid længere væk i en gruppe af folk, som han var meget optaget af at tale med. Til sidst besluttede jeg mig hen ad aftenen for at tage mig sammen. Jeg forlod mit øvelokale og lagde kurs an mod kaffeautomaten. Og igen, efter universets præcise planlægning, stod han netop dér, lige ved kaffemaskinen, talte i telefon, og så akkurat i min retning, da jeg kom til syne i korridoren. Jeg styrede direkte mod ham. Og kaffen. Købte min kaffe, stillede mig ved siden af ham og gjorde det tydeligt, at jeg ville tale med ham. Hvilket jeg så gjorde. Og fik lokket et telefonnummer ud af ham.

Næste dag mødtes vi over en kop kaffe hos Starbucks på hovedgaden.
Aldrig havde jeg oplevet noget lignende. Jeg følte mig vitterligt båret igennem vores kaffe-date. Det var ligesom at sætte sig op på en slæde, blive trukket henover den blødeste, fineste hvide sne. Der var ikke ét tidspunkt, hvor jeg følte mig det mindste utilpas, eller hvor jeg følte, at jeg skulle presse samtaleemner frem for at holde forbindelsen kørende. Ridderen var fantastisk selskab. Og vi besluttede os for at starte med at spille den berømte Legenda af den polske violin-virtuos, Henryk Wieniawski (1835-1880), her spillet af
Konstanty Andrzej Kulka på violin med Andrzej Tatarski ved flyglet: 




Jeg begyndte kun at have polsk musik på repertoiret. Jeg begyndte kun at have Polen i tankerne. Jeg begyndte at overveje, om jeg skulle blive.

*

De første måneder i Polen havde jeg tilbragt overvejende i mit eget, stilfærdige selskab, og selv når jeg befandt mig blandt mine mange medstuderende på konservatoriet, gik jeg altid rundt i min egen verden. Men efter min krop havde besluttet sig for at tå mig til at føle mig hjemme i Warszawa, måtte mit sind og mine tanker følge med. Jeg begyndte at bygge en ny tilværelse op - bygge et nyt mentalt tempel, hvor jeg kunne hvile i mig selv OG i mine omgivelser. Bevidst om den sårbarhed, jeg pludselig udsatte mig slev for med en sådan indstilling, begyndte jeg den langsommelige og grundige byggeproces. Jeg måtte med sjæl og krop for alvor acceptere den grund og det fundament, jeg ville bygge på; jeg fandt de smukke og stærke elementer i og omkring mig, som skulle blive til de solide mure omkring min nye base, og begyndte nænsomt at stable det hele op, som skulle jeg bygge et slot af LEGO-klodser.

Få dage efter at jeg havde drukket kaffe med Ridderen, kom han på besøg i mit øvelokale. Han så, at jeg havde skaffet noderne til Legenda, og gik straks ned for at hente sin violin, så vi kunne kaste os ud i vores nye projekt.
Måske var vores møde og vores første musikalske dialoger det mest blottende, jeg havde udsat mig selv for under hele mit ophold i Polen. Siden jeg havde tilbragt så meget tid alene og fundet stor styrke og stabilitet i at hvile i min egen lille verden, var det pludselig uendeligt længe siden, at jeg havde gjort mig så sårbar i et møde med et andet menneske.
Snart stod Ridderen stod klar med sin violin, og jeg begyndte at spille. Efter jeg havde spillet ikke mere end sølle to takter, stoppede Ridderen mig brat op. "Nej, nej, nej... Det skal være piano!" Bum. Der var ingen fingre imellem her. Jeg var chokeret  over at blive bremset så hurtigt i første gennemspilning- så chokeret, at jeg slet ikke kunne få tonerne til at hænge sammen, da jeg forsøgte igen. Jeg havde det, som var jeg blevet slået i hovedet med en stegepande. Men ikke desto mindre fik jeg kæmpet mig ovenvande igen og fortsatte lettere tavst prøven med den meget direkte violinist, som fik luftet utrolig mange rettelser i løbet af de 15 minutter, vi brugte sammen i øvelokalet. Nåh, tænkte jeg - det er ikke som at arbejde med min tenor eller mine fantastiske partnere fra København; og måske er det derfor, at jeg aldrig har brudt mig så meget om at arbejde med violinister. Og straks begyndte jeg i tankerne at lægge planer for, hvornår jeg skulle mødes med tenoren igen.
Ridderen flåede godt og grundigt i mig, men alligevel bevarede han på mærkværdig vis sin utrolig venlige og høflige karakter. Og undervejs gik det op for mig, at han måske slet ikke var helt så ubekvem at arbejde med, som jeg først havde fået indtrykket af. Han var bare hudløst ærlig, og havde ikke tænkt sig at spilde et minut af øvetiden. Men så skete der noget. Det gik op for mig, at han bare fortsatte med at bære, præcis som han gjorde, når vi ikke var i øvelokalet; han bar mig igennem den udvikling, der fandt sted mellem vores musikalske udtryk, som langsomt begyndte at smelte sammen. Ridderen forlod øvelokalet med et stort smil, men ikke desto mindre følte jeg, at det tempel, jeg havde forsøgt at bygge, ikke havde været andet end et sølle korthus, som Ridderen havde blæst sønder og sammen. Jeg ærgrede mig over, at mit tempel var så skrøbeligt, og at der skulle så lidt til, før jeg straks begyndte at længes hjerteskærende efter mine vidunderlige venner og kammermusikpartnere i Danmark.
Få dage efter kom han igen med sin smukke violin og ville spille. Og denne gang skete der noget helt særligt. Det gik op for mig, hvor han ville bære mig hen. Den aften var det som om, at to tango-dansere nåede en dybere forståelse og accept af hinandens roller, og derved smeltede sammen til ét levende væsen. Ridderen førte mig igennem musikken som en dansende gentleman; mine harmonier og melodier fik for alvor plads til at blomstre og sno sig som arabesquer, og vi reagerede på hinandens mindste intentioner. Vores instrumenter sang til hinanden og med hinanden, dialogerne svævede i luften, og legenden blev levende imellem os.

En lørdag morgen havde vi vores første time med min kammermusiklærer. Det var en af de smukkeste, stærkeste og mest levende oplevelser, jeg nogensinde har haft med musik og mennesker. Legenden var stærkere og mere tilstede, end jeg havde kunnet forestille mig. Der var så meget kreativitet, spænding, dramatik, øjenkontakt, tilstedeværelse og kærlighed i musikken, og vi reagerede som ét kød på alle de impulser og idéer, min lærer gav os.
"Maria - ved du, hvad legenden handler om?", spurgte min lærer mig. Ja, svarede jeg - det havde min tenor fortalt mig, da han en dag havde set, at jeg havde noderne liggende i øvelokalet. "Det handler om kærlighed!", understregede han, og kastede diskret et nysgerrigt og prøvende blik hen på Ridderen, hvilket jeg virkelig måtte stramme mig an for ikke at komme til at kommentere på eller le ad. Wieniawski skrev legenda til sin kommende hustru, Isabella Hampton - eller rettere til hendes forældre, som ikke anså unge Henryk for at være en passende ægtemand for deres datter. Imidlertid blev de (ifølge fortællingen) så imponerede og bevægede af Legenda, at de besluttede sig for omsider at velsigne de unge elskendes ønske om et ægteskab.
Legenda er en ægte polsk skattekiste af store følelser, drama, længsel og håb. Det er et manifest af den legendariske, dramatiske og hjerteskærende længsel efter kærlighed, som kun polakkerne forstår at udtrykke den. 

Resten af dagen fløj jeg gennem Warszawas gader. Jeg var lykkelig over, at mit tempel måske slet ikke var helt så skrøbeligt, som det havde virket til i første øjekast. Måske var det i virkeligheden blot blevet stærkere af de udfordringer, Ridderen havde givet det i begyndelsen af vores udviklingsproces. Jeg befandt mig under alle omstændigheder et sted i verden, hvor musikkens legende og min kærlighed til musikken var blevet endnu mere levende for mig.



torsdag den 13. december 2012

Om Grieg, brusende elve, pop og nationalromantik

Da jeg besluttede mig for at studere i Polen, var det i høj grad fordi jeg ønskede at fordybe mig i den østeuropæiske romantik i det klassiske repetroire - nå til en dybere forståelse af, hvilke traditioner, historier og legender, der havde skabt den stil, som jeg holdt så meget af, og som jeg følte mig stærkt forbundet med. Jeg følte mig  hjemme i den romantiske musik. Jeg kunne næsten ikke slippe den. Når jeg spillede wienerklassiske sonater af Beethoven (1770-1825) i Danmark, fik jeg at vide, at jeg spillede musikken, som var den skrevet af Chopin. Ikke desto mindre skulle der komme andre boller på suppen, da jeg kom i audiens hos undervisere, som var forbundet til den polske familie Ekiers stærke Chopin-skole: da jeg kom til Warszawa, fik jeg at vide, at jeg spillede Chopin, som var det Beethoven.

I går overværede jeg dele af en konkurrence for klaverkoncerter på konservatoriet i Warszawa. Den første deltager, som jeg fik at høre, var en koreansk pige, som spillede den berømte klaverkoncert i A-mol af den norske nationalromantiker, Edward Grieg (1843-1907). Den smukke pianistinde var mig tydeligvis fuldstændig overlegen i de romantiske fortolkninger, som jeg engang havde troet lå naturligt for mig. Havde hun spillet Chopins klaverkoncert i f-mol, ville selv min klaverprofessor være tilfreds med hendes præstation. Ikke desto mindre var det som om, at noget var helt galt. Og i dét øjeblik gik det for alvor op for mig, hvor stor forskel der er på østeuropæisk og skandinavisk nationalromantik.
Nu var det som om, at nogle af brikkerne faldt på plads i mit indre musikalske fortolkningspuslespil. For måske synes polakkerne, at jeg spiller Chopin, som var det Beethoven - men polakkerne spiller Grieg, som var det Dvorak.

Undervejs i den smukke koreaners østeuropæiske fortolkning af Grieg kom jeg til at tænke på den uendeligt smukke, bløde og gyngende serenade for strygere i E dur, op. 22, af den tjekkiske komponist, Antonin Dvořák (1841-1904):



A-mol koncerten af Grieg er ikke en romantisk, østeuropæisk rubato-serenade fra start til slut. I min optik bør den spilles lettere strikt og strømmende - måske kan beskrivelsen "køligt" til tider komme til sin ret. Der er ikke plads til for meget "slinger i valsen" - som i øvrigt er noget af det, der på bedste østeuropæsike, romantiske vis (vel følt og forstået) kan gøre en fortolkning af ovennævnte serenades 2. sats, "Tempo de Valse", til noget ganske ekstraordinært!
Blot fordi man holder tempoet flydende som strømmen i en brusende elv i de norske fjelde,  behøver den absolut ikke at være mindre smuk. Tværtimod. I sådanne rammer kan man give musikken en frisk, brusende lethed, som i mine ører karakteriserer meget af den skandinaviske klassiske musik. Som en af mine tidligere klaverlærerinder engang sagde: "Nogle gange vil man så gerne gøre alt muligt, for at gøre musikken smukkere og smukkere. Men til tider skal den bare have lov til at flyde, som vand i en å, uden at blive bremset hele tiden. Så får musikken frihed til at vise sine smukkeste sider frem!"

Sådan opfatter jeg Griegs musik. Som den brusende norske elv, der vildt og køligt, omend kærligt, strømmer gennem de enorme, norske fjelde. Vandets bevægelse får solens stråler til at danse endnu smukkere, vildere og mere nuanceret i vandoverflade, og lader naturens utæmmede skønhed komme til sin fulde ret - side om side med den blide og nænsomme glinsen i vandoverfladen, hvor den vilde elv lader sig forgrene til skjulte bække af stillestående, krystalklart vand.

Om nogen pianist i denne verden kan norske Leif Ove Andsnes få den kølige, brusende vildskab frem i Griegs klaverkoncert, her ledsaget af Bergen :

 

*

Undervejs i koncerten kom til at tænke på, at dele af Griegs (og i det hele taget skandinavisk) musik måske kan sammenlignes med en popsang. En popsang, som holder et fast tempo og aldrig går i stå, men som derved giver de bedst tænkelige rammer til - på smukkeste og mest bevægende vis - at give et stærkt, musikalsk udtryk. Og jeg kom til at tænke på en optagelse af den canadiske singer-songwriter Leonard Cohens (1934-) fantastiske Hallelujah, første gang udgivet på hans album Various Positions fra 1984, her spillet og sunget af det norske firkløver; Espen Lind, Askil Holm, Alejandro Fuentes og Kurt Nilsen:



Vildskaben i Griegs musik er længe væk, men ikke desto mindre strømmer den nordiske flod endnu. Hen over Espen Linds stabile, men bløde og rolige guitarspil får de fire fantastiske stemmer plads og støtte til at udfolde sig frit og følsomt, og sangens skønhed kommer for alvor til sin ret, og strømmen bærer et frit, interessant og intimt musikalsk udtryk frem over sine bløde bølger.

torsdag den 29. november 2012

Images - billeder fra mit polske eventyr

Her i Warszawa er jeg meget alene, og går rundt i min egen verden det meste af dagen. Jeg øver alene i mit øvelokale, og befinder mig ikke på konservatoriet, medmindre jeg enten øver eller har timer, så jeg kender meget få af mine medstuderende. Siden min sambo arbejder hele dagen, er jeg også alene hjemme - med katten, vel at mærke. Hver dag går jeg forbi hundreder af mennesker, men har meget beskeden kontakt med dem. For sådan valgte jeg at leve, da jeg kom herned. Jeg valgte at fordybe mig i min stilfærdige rejse. Og jeg har virkelig nydt at kunne gå rundt  blandt folk på den måde. Jeg har nydt bare at være mig, og for alvor udfordre min evne til at hvile i mig selv og til at give plads til, at jeg kan rejse ind i mig selv - og gå på opdagelse. Gå på opdagelse, give plads til udvikling - og til voldsom konfrontation.

Jeg ved, at mange - især på konservatoriet -  har studset over, hvem jeg er, og hvorfor jeg altid slentrer rundt alene, uden at synes trist eller ensom. Hun er en rigtig enspænder, tænker de måske. Og ja, jeg lever temmelig ensomt. Men til gengæld har jeg skabt mig eget lille farverige eventyr, som jeg lever i, og som hjælper mig med at forholde mig til min omverden - og til mig selv.
Konservatoriet er mit eventyrland. Mit slot. Jeg bor her ikke, jeg er her bare. Jeg har endda drømt om, hvordan mine eventyrfigurer optræder i og omkring slottet, og hvordan jeg har inviteret dem på the. Men hvad enten slottet er mit eget eller ej, en drøm eller en virkelig projektering, så giver disse historier mig en sublim mulighed for at arbejde med gamle minder, følelser og tanker på en måde, så jeg kan forholde mig mere sikkert og distanceret til dem. Og der er mange skeletter at finde i skabene, når jeg går på opdagelse i det store slots kældre, loftsrum og hemmelige gange.
Alting er altså med andre ord præcis sådan, som jeg ønskede mig, inden jeg tog afsted. For en af mine personlige grunde til at rejse et halvt år til Polen var at opsøge de dele af mig selv, som jeg forbinder med min polske familie, og som jeg på mange måder forsøger at fortrænge. Opsøge mine minder og tanker omkring min mor og min barndom. Opsøge det polske folk, den polske historie og kultur, det polske sprog og den polske musik - for det polske blod løber i mine årer, det løber stærkt, og jeg kan ikke løbe fra det. Jeg tog til Polen for at genopleve glimt af min barndom, og for at genopleve de ting, jeg så længe har gemt langt væk, men som jeg nu følte mig klar til at finde og frem og bearbejde.

*

Jens Elvekjær, min klaverlærer på konservatoriet i København, har altid været lidt af en klaverfar for mig. Jeg ser meget af min relation til min egen far i mit forhold til ham. Jeg har altid haft utrolig stor respekt for min far, og har - som de fleste børn - villet gøre hvad som helst for at bevise mit værd for for ham. Gøre ham stolt. Og som så mange andre også har oplevet det, kan det føles som en kamp mod vindmøller at vinde sin fars anerkendelse. Den samme enorme respekt samt trangen til at bevise mit værd har jeg oplevet i mit forhold til Jens - og til tider også den samme håbløshed, når kampen om at bevise sit værd gang på gang har slået fejl. Ikke desto mindre lod hørte klaverkongen sin datters bønner og lod hende rejse ud i verden, men gav hende 3 opgaver at løse undervejs. Han bad hende om at spille de 3 satser af Debussys (1862-1918) Images, første bind, komponeret i 1904-1905. Billeder.

Jeg var lykkelig over at have fået tilstillet så smuk en udfordring, og da jeg ankom til Polen, gik jeg fuld af entusiasme straks i gang med at arbejde på det projekt, som jeg skulle vise Klaverkongen, når jeg kom hjem. Jeg arbejdede med meget stor fascination og kærlighed til musikken, for den vækkede en helt særlig genklang i mig. En genklang, jeg senere skulle forstå, var en genklang af billeder i både lyse og mørke kroge af mit sind.

1. Reflects dans l'eau. Reflektioner i vand.
Reflects dans l'eau er et mesterligt malet billede. Debussy kunne om nogen komponere musik, der ligesom et maleri viser flere lag af og former for tilstedeværelse. Han kreerede på smukkeste vis forskellige lag i musikken med hver sin betydning, klang, og stemning. Der er forgrund, mellemgrund og baggrund - og fragmenter, som høres fjernt, slet skjult af en hvid mystik. Med Reflects dans l'eau begyndte jeg at male. Jeg malede brede laveringer i baggrunden, smukke, store linjer i landskabet, spændende elementer i forgrunden, og mystiske væsener i tågen. Jeg malede kulisserne til mit eventyr.
Her spilles det levende vandspejl af den legendariske, italienske pianist, Auroto Michelangeli (1920-1995):


Hurtigt gik det op for mig, at øvningen på konservatoriet var et mareridt. Det kræver hver dag sin tørn og sine nerver at få tilkæmpet sig et par timer i et øvelokale på konservatoriet. Når det endelig lykkes, vogtes dørene til øvelokalerne, som da føles som skatkamre, af nøgledamerne, som besidder alle nøglerne til konservatoriets lokaler, og som observerer alt, som lægger vejen forbi dem, med øjne så store som thekopper. Og selvom denne kamp er skaber en ubehagelig, mørk stemning, sker der pludselig magiske ting i øvelokalerne, når man endelig er der. For så ønsker man virkelig af hele hjertet at arbejde godt, at udvikle sig, således at man bliver i stand til at skabe den musik, man drømmer om at dele med verden.
Jeg ønskede netop af hele mit hjerte at kunne spille Reflects dans l'eau, så jeg på kunne vise og udtrykke min kærlighed til mit yndlingsmotiv i musikken, nemlig vand. Og meget hurtigt lærte jeg stykket. Aldrig havde jeg arbejdet så godt, som jeg begyndte at arbejde her i Warszawa.
Vand er i symbolikkens verden ofte forbundet med følelser. I Reflects dans l'eau begyndte jeg snart at se det nuancerede billede, jeg havde malet af vand, som et billede på mine følelser. På de følelser, der kreerer harmoniske kulisser i min tilværelse; på de impulsive og nærværende følelser, der dukker op og kræver megen opmærksomhed - og på de følelser, der ligger gemt dybt nede under vandoverfladen, og som kun anes svagt, hvis man ser dem i det oplysende månelys.

2. Hommage a Rameau - hyldest til Rameau
Hommage a Rameau er af Debussy skrevet som en hyldest til en af musikkens store autoriteter: en hyldest til den franske komponist og musikteoretiker Jean-Philippe Rameau (1683-1764), som regnes for at være en af de mest betydningsfulde barok-komponister i Frankrig. Det er en hyldest til en af den franske musikhistories største autoriteter. En hyldest til kongen af den franske musik.

Da jeg ankom til Fryderyk Chopin Universiy of Music, var en af de første personer, jeg lagde mærke til, en cellist, som altid skulede lidt ondt til mig. Jeg mærkede tydeligt hendes utilpashed over min indtrængen på hendes territorium. Signalerne var muligvis ikke så stærke, men et udseende, der understregede hendes ubehagelige skulen med en stor krop, langt og fladt mørkt hår, mørke, hængende øjne kunne jeg ikke lade være med at give hende en rolle i mit eventyr som den onde cellist. Hun blev for mig et symbol på den tavse og diskrete signalering af underspillede magtkampe, som så tit finder sted mellem kvinder; noget, som jeg tog stor afstand fra - men som jeg også kunne genkende et sted dybt inde i min egen kvindelig natur, hvad enten jeg ville kendes ved det eller ej. Et eller andet sted i det kvindelige væsen bor den onde dronning, som hver dag beder sit tryllespejl om at give udtryk for hendes uovertrufne skønhed, og som vil kæmpe med næb og kløer for at forblive ubesejret.
Da jeg skulle vælge lærer på Fryderyk Chopin Universiy of Music, besluttede jeg mig for at konfrontere min frygt for kvindelige autoriteter. Jeg valgte klaverprofessor Kawalla som lærerinde - og det viste sig at være intet mindre end fantastisk. Hun er noget helt for sig. Til trods for sin lille skikkelse optræder hun altid med enorm autoritet og værdighed. Når hun taler, der det som om, at guldet flyder ud af munden på hende. Hvert eneste ord er velovervejet, og hun er aldrig forhastet i sin tale. Med løftet pande, majestætisk gang og stolt holdning, blide, kærlige øjne og en fast autoritet ser jeg hende for mig som den gode dronning i mit eventyr. I Hommage a Rameau ser jeg for mig, hvordan hun skridt for skridt bevæger sig smukt og værdigt gennem sit prægtige palads:
I begyndelsen af satsen gør dronningen sin entré. De første takter består af enkle, unisone fraser. Og da Kawalla bad mig om at "løfte" klangen i netop disse takter ved at give højre hånd lidt mere kulør end venstre, kunne det ikke være anderledes; når dronningen gør sin entré, bærer hun jo hagen højt og løfter stolt blikket ud mod den scene, der venter hende.  Melodierne er dronningens blide, syngende replikker, og afsluttes altid med ro og værdighed. Da den gode dronning fortalte, at jeg skulle spille satsens midterdel, som var det et billede af store, tunge søjler, prydet med de smukkeste arabesquer og andre udsmykninger, så jeg igen hendes slot for mig. Jeg forestillede mig de store, smukke søjler, der knejsende bærer de høje lofte af gyldent marmor, imellem hvilke der voksede de smukkeste blomsterranker og krybende vedbend med forgyldte blade. Mellem disse enorme søjler og skønne udsmykninger gør dronningen sin kulminerende entre med ynde og værdighed - og tager sig lige præcis den tid, hun skal bruge. Michelangeli fortryller igen:


Hommage a Rameau vækker genklang i mig som en hyldest til autoriteter. Ikke bare min klaverprofessor, men i høj grad til kvindelige autoriteter i det hele taget, og især til den største kvindelige autoritet, jeg nogensinde har haft i mit liv: min mor. Hommage a Rameau bringer med sine majestætiske, bløde klange minderne om min mor frem i mig. Det er et gensyn med den kvinde, der gjorde det vanskeligt for mig nogensinde igen at forholde mig til kvindelige autoriteter. Og hvor meget jeg end forsøger at leve uden at tænke på den kærlighed, jeg savnede som barn, ved jeg, at jeg vil gå i graven med et stort savn efter følelsen af tryghed og kærlighed i en familie.
Netop sideløbende med mit arbejde med Hommage a Rameau, gik vi i pædagogik-timerne på konservatoriet i dybden med forældre-barn relationer. Vores lærerinde underviste os i, hvor uerstattelige forældrene er i de tidlige år af menneskelivet, og hvordan de savn og svigt, man oplevede i forhold til sine forældre, altid på en eller anden måde vil forblive i sindet. De kan skjules ganske godt, vel at mærke - men de vil altid blive ved med at påvirke den måde, man opfatter sin omverden og sig selv på. Disse timer var frygtelige for mig. Jeg var hele tiden ved at bryde ud i gråd. Min lærerinde gravede i den aller mørkeste afkrog af min sjæl. Hun gravede netop dér, hvor jeg havde forsøgt at gemme alt det væk, som jeg ikke kunne ændre på, og derfor så længe havde forsøgt at fortrænge. Timerne var en voldsom konfrontation med mine fortrængte savn. På samme måde blev Hommage a Rameau en voldsom konfrontation. For Hommage a Rameau udviklede sig til at blive en hyldest til den mor, jeg altid vil savne.

3. Movement. Bevægelse.
Da jeg spillede denne utrolig spændende sats for min professor, bad hun mig om at tænke på bevægelsen som noget stærkt sombolsk. Det, Debussy havde noteret i teksten, var ikke bare en masse hurtige toner, hvorimellem fingrene skulle løbe over stok og sten. Det var bevægelse. Et billede på bevægelsen omkring os, bevægelsen mellem os - og  bevægelsen inde i os. Alting er i bevægelse hele tiden, alting forandrer sig. Hun citerede følgende citat af Heraklit (535-475 f.v.t.) for mig:

“Ingen mand træder nogensinde i den samme flod to gange, 
for det er aldrig den samme flod, og det er aldrig den samme mand." 

Resten af dagen tænkte jeg over denne bevægelse og disse ord, og prøvede at få dem til at give konkret mening for mig i Movement. Og pludselig faldt brikkerne på plads. Movement er et symbol for at bevæge sig fra et sted til et andet - et symbol for udvikling. Og Heraklits ord er netop en beskrivelse af, hvordan denne bevægelse udvikler os. Hvordan vi hele tiden forandrer os, og tager alt, hvad vi oplever, med os til det næste øjeblik af vores tilværelse. I mit eventyr blev Movement et symbol for min egen udvikling. Jeg bevæger mig, og det er vanvittigt udfordrende, præcis som klaverstykket er det, men på den anden side af det hårde arbejde vil jeg være nået til et nyt stadie i min udvikling - og jeg vil ikke længere være helt den samme, som før. På samme måde vil Reflects dans l'eau og alle de følelser, der ligger i vandspejlet, ændre sig lidt for hver eneste gang, jeg spiller den.


Gennem  min ensomme tilværelse på konservatoriet mærkede jeg, hvordan især én person viste mig oprigtig interesse: Ridderen. Han gjorde altid med sin stærke, venlige udstråling et bravt forsøg på at trænge igennem tjørnehækken, vække Tornerose, og finde ud af, hvem den mystiske enspænder var.
Første gang, vi talte sammen, var den dag, jeg skulle have min første time med professor Kawalla. Jeg havde ofte set ham øve på gangene, og her stod han så igen, i sin ranke skikkelse og øvede på Tchaikovskijs violinkoncert et par meter fra mig. Han var uden tvivl den dygtigtse violinist, jeg havde hørt øve på konservatoriet. Og så mindede han mig utrolig meget om de romantiske, polske helte på hesteryg, jeg som barn havde set Juliusz Kossaks (1824-1899) malerier af i mine forældres kunstbøger. Men dén dag overraskede han mig virkelig med sin musikalitet, sit talent og sit væsen. Jeg havde altid haft store vanskelligheder med at høre violinister øve på netop denne koncert, da det var det musikstykke, som jeg var stærkest følelsesmæssigt forbundet til. Som barn ønskede jeg mig at spille violin, men blev givet til klaveret i stedet for. Tchaikovskijs violinkoncert var det værk, jeg mest af alt ønskede at spille. Jeg ejede som barn en CD med en ukendt indspilning af koncerten, og det var nok ikke den bedste, man kunne støve frem, men jeg hørte den utrætteligt. Hver gang jeg følte mig ulykkelig eller alene, satte jeg altid CD'en på mit anlæg, skruede op for lyden og satte mig til rette ved radiatoren i mit værelse. Siden da kunne ingen violinists udførelse af koncerten måle sig med denne ukendte indspilning for mig. Men som jeg sad dér og ventede nervøst på mit møde med professoren, blæste Ridderen mig omkuld med sine fortryllende toner. Jeg forsøgte at forholde mig neutral, men kunne ikke lade være med at vende blikket mod ham hele tiden i forundring over det, jeg oplevede. Han lagde mærke til min reaktion, og spurgte mig friskt og venligt: "Synes du, jeg spiller jeg falsk?". Meget forvirret over hans henvendelse begyndte jeg straks at udbryde "nej, nej - overhovedet ikke!", og forsøgte igen at koncentrere mig om noderne af Images, som jeg sad med i skødet. Men så let slap jeg ikke. Han kom venligt og prøvende hen mod mig, sagde, at han ofte havde set mig, men ikke vidste, hvem jeg var, og præsenterede sig. Navnet glemte jeg, og har aldrig fået det at vide igen, men i mit eventyr blev han bare ved med at være Ridderen. Siden da hilste han altid hjerteligt på mig, når han så mig på gangene, og selvom jeg har været utrolig vanskelig at komme i kontakt med, blev han ved med at vise sin venlighed og åbenhed, hver gang han så mig.
For nylig gik der et par uger, hvor jeg ikke så ham, og da gik det virkelig op for mig, hvor meget tilstedeværelsen af hans venlighed havde betydet for mig midt i mine bestræbelser for at følge skolegangen og passe min øvning på konservatoriet. Og det gik op for mig, at Ridderen var blevet et symbol for alle de mennesker, der havde vist mig venlighed og kærlighed, når jeg havde haft brug for det gennem tiden. Hver gang jeg havde haft brug for nogens hjælp, var det kommet en frelsende engel som sendt fra himmelen og støttet mig. Og skønt jeg ikke havde opfattet mit behov for denne venlighed før, gik det nu op for mig, hvor meget det havde betydet for mit velbefindende at få de daglige smil fra en person, som jeg mærkede, kun ville mig det godt. Den slags folk, som står ved ens side, måske endda uden selv at vide det, når man står ansigt til ansigt med svære forhindringer og stærke udfordringer. Den slags folk, som hjælper én på livets lange udviklingsvej.

*

Jeg er midt i den hårdeste udvikling, jeg har oplevet meget længe, og den grå, polske vinter vil gøre mig selskab på denne eventyrlige rejse i to lange og intense måneder endnu. Inden jeg tog afsted, var jeg overbevist om, at det ville være passende for mig kun at være på udveksling i et semester, da jeg tænkte, at jeg ville blive vanvittig af at blive så konfronteret i et helt år. Selvom jeg slet ikke vidste, hvad jeg talte om, havde jeg ret. Jeg tror, at 5 måneder er lige præcis den tid, jeg skal bruge her i Warszawa, før jeg kan fuldføre mine udfordringer, udvikle mig til et nyt og rigere menneske og afslutte mit polske eventyr.  

Hvor jeg dog glæder mig til at komme hjem!

onsdag den 21. november 2012

Om kærlighed og komposition

For et par uger siden sad jeg en stille aften foran computerskærmen i mit lille værelse i Warszawa, og blev pludselig inddraget i en utrolig smuk chat på Facebook med en af de mest spændende og inspirerende mennesker, jeg kender. Vores samtale var som en lille, gylden spire, som hurtigt voksede sig overraskende stor og smuk, og hvis blade havde det dejligste, inspirerende røde skær af passion og intensitet. Samtalen gjorde stort indtryk på mig, og længe har jeg forsøgt at finde en måde at omskrive samtalen og dele tankerne, vi udvekslede, men jeg kunne ikke finde nogen ord, der var mere rammende, end dem, som vi brugte den aften, ej heller en måde at bygge det op, der var ligeså autentisk som de røde træs naturlige vækst, da vores idéer fik lov til at blomstre sammen for en stund - så her er hele samtalen gengivet i sin oprindelige form:




V: Część piękna :) Hvordan går det i Polen?

M: Det går smukt, flotte :) Jeg finder mig stille og roligt mere og mere til rette. Sjovt, som man kan tro, at man er faldet godt til, og så finder ud af, at der er mange flere dybere lag under den følelse - dybere måder at falde til på og finde en daglig rutine... Men jeg har fantastiske mennesker omkring mig, selvom jeg har været meget tilbageholdende med at skabe nye relationer. Da jeg kom til Polen, havde jeg mest lyst til bare at spille klaver, passe min yogapraksis og være meget alene, men min søde flatmate fik skovlen under mig og har endda til en vis grad fået mig til at opføre mig "normalt" nogle aftener... Fx har jeg med hende og hendes veninder været på karaoke-bar. Og dér stod jeg pludselig og sang Aqua for en masse begejstrede homoseksuelle. Bum. Men så kunne jeg også mærke, at det var på tide at vende udviklingen igen ;)Hvordan går det i København?

V: Det er jeg glad for at høre.
Det undrer mig ikke, at du finder dybere lag i at falde til rette. Når man falder til rette et sted, forbinder og forener man sin identitet til det nye sted. Men man lærer jo også noget nyt om sig selv, når man interagerer med nye omgivelser. Så når ens selverkendelse bliver dybere, føles det også igen dybere at falde til. ..tror jeg selv. Fortæl mig; hvordan passer du din yogapraksis?
Jeg holder meget at din nye, udviklede person. Der er sket et eller andet med dig, der har gjort dig rigere - i og med, du hviler så meget i dig selv. Jeg ærgrer mig egentlig over, jeg ikke nåede at se mere til dig, inden du tog af sted.
Herre gud, vi kan alle synge Aqua for homoseksuelle - det kan ske for den bedste :) Det er kun godt, du også morer dig .. på det mere primitive plan. Men du har sjovt nok ikke nævnt klaveret, og hvordan det går?
Tja, her i København går det henrivende. Jeg føler mig også lidt forandret. Jeg komponerer helt fantastisk musik nu, og jeg kan endelig stå helt og holdent ved den og være stolt af den. Her på det sidste har jeg fundet det interessant at læse en hel del psykoterapi og faktisk ret meget om både underbevidstheden, hypnose og sådan nogle spændende ting. Jeg er helt i ekstase over det.

M: Fantastiske du :) Jeg elsker dine ord! Det går rigtig dejligt med klaveret. Som jeg vist skrev, var tangenterne nogle af de eneste, jeg egentlig havde lyst til at bruge tid sammen med, da jeg kom. Det er så smukt at spille klaver et sted, hvor klavermusikken betyder så meget for folk. Hvor fodgængerovergange er malet som tangenter, og hvor bænke spiller små stykker af Chopin. Mine lærere er fantastiske. Jeg har set deres "onde", slaviske sider overfor andre elever, men endnu ikke overfor mig... Jeg passer min yogapraksis ved at dyrke yoga. Hmm. Med mig selv, på min måtte og med et tændt stearinlys, eller i et yogastudie sammen med andre, enten til guidede timer, eller hvor folk kører deres eget program, mens en lærer går rundt og giver vejledning og udfordringer. Giver det mening?

V: Ja, men det var jo det, du skrev - du havde lyst til tangenterne, da du kom. Ikke nu ;) Men det er lige meget. Jeg kan høre på dig, du er gladere end nogensinde for klaveret. Virkelig smukt at høre! Og jeg forstår godt, det giver mere mening for dig at spille derovre. Musik er jo ikke noget, der opstår teknisk, når du spiller på klaveret, men en tilrettet sindstilstand hos en dedikeret lytter. Uden lyttere er musikken ingenting. At du sidder i lokale 244 og spiller for dig selv er meningsløst, hvor meget du end sidder og nyder at spille. På den måde er musikken komplementært modsat af dine yogaøvelser - eller de øvelser, du laver selv. Musikken er en formidlet forplantning af energien fra den udøvende musiker. Den er først musik, når den vækker resonans hos en lytter. I de mediterende yoga-øvelser finder du omvendt svaret i dig selv. (har jeg misforstået noget?)
Men alt det vrøvl for at sige: Når din klavermusik er alt-afhængig af det lyttende sind, er det jo ikke nok at spille for dig selv, måske i 244, og med nok så meget stearinlys. Du har brug for et forstående miljø, din musik kan vokse i. Ellers ville det være som at forsøge at plante en Aloe Vera i en krukke uden jord. Det glæder mig, at du har fundet bedre jord, hvor du er nu :) Giver det mening?

M: Det giver så meget mening! Og du skal vide, at du får mig til at smile og mærke kærligheden til musikken blomstre inde i mig, når den for alvor bliver forstået!

V: Flot! Jeg er glad for, vi taler samme sprog. Det er sjældent, - selv på kons -, at jeg møder nogen, der virkelig forstår det. Kærligheden for musikken kan virkelig være stærk. Det er den også for mange inde på kons og andre steder - men dér, hvor den er størst, er dér, hvor den er kendt og forstået. Der er så mange nuancer og facetter af dét at elske musik, at den bliver fattig, hvis den tages for givet. Det værste, der kunne ske mig, ville være, hvis jeg tog min kærlighed til musikken for givet. For mig er arbejdet med musikken at undersøge den kærlighed og dykke ned i den hver dag. "Hvorfor vil jeg skrive tre toner for en obo her på takt 47 i partituret? Fordi det lyder >>godt<< ? Fordi teorien forslår det? Fordi min lærer siger det? Eller fordi det er en vane for mig, at der skal være en obo dér i den der musikalske situation?" Det ville da være fattige svar. Ved at spørge mig selv, hvorfor jeg har kærlighed for at skrive den tone, vender jeg den til et sjæleligt behov, og det kan godt stikke dybere end, hvad der lige lyder godt. Sjælen har et langt større overblik og en dybere musikalsk hensigt, end hvad mit bevidste (heldigvis) nogensinde kunne producere. Ved at undersøge min kærlighed til det, jeg gør, ved jeg, om min sjæl er i balance med det, der sker. Hvis kærligheden pludselig ikke er der, er det en alarm, der fortæller mig, at jeg gør et eller andet afgørende forkert, der må ændres omgående.
Det skræmmer mig hvor mange, der går og spiller (eller komponerer) på autopilot og uden at have nogen dybere retning med foretagenet. Den eneste retning, der er, hedder konkurrencer eller Bachelor. Helt ærligt!
Hvad er dine tanker om det? Jeg tænker bare højt.

M: Skønne - dét der lyder fuldstændig som mine tanker omkring kærlighed mellem mennesker, hvordan den ikke må tages for givet, og hvordan man ikke bare skal gøre tingene som man plejer, eller hvad en eller anden tradition siger, man skal, men fordi man føler, at det er lige præcis dét, der skal til lige nu. At undersøge relationen, alle de ting, der sker mellem parterne, sætte pris på dem, anerkende dem, acceptere dem - og dermed udvikle kærligheden og give den flere lag og flere dybder. Og alarmen er den samme. Det er det, jeg umiddelbart tænker... Og et forhold mellem mennesker er måske ikke så forskelligt fra mellem menneske og musik.

V: Maria, hvor er du smuk. Det var meget smukt sagt. Og det havde jeg ikke tænkt nærmere over, men hvor er det dog rigtigt. Kærligheden til mennesker kan også behandles sådan. At man aldrig må tage nogen for givet, er de fleste vel enige om, men at man ikke må tage kærligheden - også sin egen rettet mod andre - for givet, har jeg ikke engang selv tænkt over. At man skal gøre det mod sin kærlighed, som du så flot beskriver. Hmmm. Det var lige aftenens øjenåbner :) Hvad var i øvrigt de prik der?

M: Du er aftenens øjenåbner! Det ender sikkert med at jeg skriver et blogindlæg om vores lille samtale ;)
Og alt prikkeriet var fordi min sjæl kunne mærke, at vores sjæle havde noget, de skulle udveksle - og få en lille plante til at spire og gro. 

V: Fascinerende. Du er fascinerende og smuk.

M:  I lige måde!! Nu vil jeg nørde fransk fløjtelir. Mai og jeg spiller koncert i metronomen, når jeg kommer hjem midt i november. Drøm smukt!

V: Sov selv vidunderligt.

*

mandag den 19. november 2012

Clair de Lune - en rejse i månelys

"Har du set Twilight, Maria?", spurgte en af mine kolleger, Nanna, mig i formiddags på Joe and The Juice på Nørrebro, efter at Mathias og jeg havde været til en af hendes fantastiske yogatimer, ganske få timer inden jeg skulle rejse tilbage til Warszawa efter en uge i Danmark. "Nej", svarede jeg. "Du skal se 1, 2, 3 og 4!", sagde hun bestemt. Til mit forvirrede ansigtsudtryk forklarede hun, at det var fordi, der var noget meget smuk klavermusik med i filmene. Jeg vidste, hvad hun talte om, for hver gang jeg havde søgt på Debussy's berømte klaverstykke, Clair de Lune, på Youtube.com, dukkede altid et hav af søgeresultater op med klip fra Twilight-filmene, hvor stykket er blevet brugt som soundtrack.
Clair de Lune (som er fransk for månelys) er et af mine absolutte yndlingsstykker fra det klassiske klaverrepertoire. Det er et lille mesterværk, der i al sin stille enkelthed forstår at indfange månelysets sprøde kølighed og samtidig skyde en pil af melankoli i hjertet på sin lytter.

Da jeg uendelig trist havde taget afsked med Mathias og mit elskede København omkring frokosttid, havde jeg været ved at bryde ud i gråd hvert øjeblik resten af døgnet. Universet gjorde ellers sit bedste for at støtte mig i den rejse, der gjorde så ondt på mig. Jeg kørte i en tom bus til Malmø med en utrolig flink chauffør, som fik mig til at smile. Jeg var badet i det smukkeste, bløde skær fra eftermiddagssolens varme stråler, og den spæde frosts sprødhed indhyllede verden i en tilstand af klar, smuk og gennemsigtig tilstedeværelse. Selv Øresunds blide, blå bølger syntes at ville vugge mig blidt, da vi i stilhed kørte over broen til Sverige.
Det gjorde så hjerteskærende ondt på mig at forlade alt det og alle dem, der betød så uendelig meget for mig i København - og samtidig blev rejsen mødt af en stærk, tung og alvorlig følelse i mig af, at det var så uendelig godt for mig leve dette halve år i Polen. Det havde allerede nu givet min sjæl, min krop og mine følelser tid til at hvile, restituere, styrkes og modnes.
 
Resten af dagen mødte jeg jævnligt tonerne fra Debussys klaverstykke for mit indre øre. Og da jeg nogle timer senere fløj over skyerne mod Polen under en dybblå himmel i det smukkeste, klare månelys, vækkede musikken endnu større genklang i min sindsstemning.
Da jeg ankom til lufthavnen i Modlin, lidt udenfor Warszawa, var der helt mørkt omkring mig. En sprød tåge havde lagt sig over jorden og hyllede folkene omkring mig og mig selv endnu tydeligere ind i det klare, hvide månelys. Efter en bustur ind til Warszawas bymidte, steg jeg ud i en by, der syntes at leve af dette kølige lys. Det var som om, at månelysets intensitet havde tændt en hvid flamme i folks øjne. Som om, at øjenkontakt med fremmede på gaden pludselig var af en hel anden kaliber og styrke, end jeg havde oplevet nogle timer inden i Danmark. Måske var det en forskel mellem de to folkeslag, jeg ikke havde bemærket før. Eller måske var det fordi, polakkerne kunne se grådens mørke himmel i (og under) mine triste øjne. Måske havde månen virkelig fremmanet denne hvide flamme. Hvad intensiteten så end skyldtes, så følte jeg, at jeg rejste rundt midt i stemningen af Debussys Clair de Lune, indhyllet i en kold tåge, mens aftenens spæde, sprøde frost krøb ind under huden på mig, og jeg var badet i det hvide, kølige og melankolske månelys.



Da jeg gik igennem Warszawas gader, hørte Clair de Lune for mig og studsede jeg over denne intensitet i folks øjne, hørte jeg pludselig lyden af guitarmusik. Mine øjne fandt efter noget tid omridset af guitaristen i mørket. Jeg stoppede op. Han spillede godt. Virkelig godt. Hans spil var virtuost og levende, og det lød bestemt ikke som noget, jeg plejede at høre gademusikanter spille. Guitaristen var en lille, buttet mand, med et rundt og venligt ansigt, og han så på sit instrument, som var det hans bedste ven. Som han sad dér på gaden, badet i månens kølige skygger, lignede han en levende legende. Jeg fandt med noget besvær frem til min pung under yogamåtten i min tætpakkede sportstaske, og delte et par øre af min skrøbelige studenterøkonomi med ham. Så snart mønten ramte hans guitartaske, som lå spredt ud foran ham, startede det en lavine af ord, der nærmest faldt ud af munden på ham. Han talte og talte og talte i ét væk, og jeg forstod næsten ingenting, men stod bare som en stolpe i jorden foran ham, fanget i hans talestrøm. Og som en fortsættelse af legenden trådte endnu en mystisk person pludselig ud af gadens mørke skygger. En høj, tynd mand med mørk hår, stærke, blå øjne og en guitar på ryggen kom hen til os, kastede et par sparsomme ord ind i guitaristens få vejrtrækningspauser, så min forvirrede fastlåsthed og reddede mig snart ud af strømmen. Han fulgte mig lidt ned af gaden, præsenterede sig som Luc, som også spillede på gaden i ny og næ. Han fortalte, at den virtuose guitarist var russer og havde talt russisk til mig, hvorfor jeg kun havde forstået få af hans ord. Luc anerkendte også hans virtuositet og dygtighed, og fortalte mig, at russeren var oprevet, fordi polakkerne af historiske årsager havde et dårligt forhold til russere - og russisk musik. Så når han sad på gaden og spillede Tchaikovsky på sin guitar, forstod folk ikke musikken. De kendte den slet ikke. De havde ikke lyst til at have noget med den at gøre. Men Luc var stor fortaler for medmenneskelighed og åbenhed,og ærgrede sig over denne distance, som han oplevede mellem det polske folk og den russiske kultur. For musikken var jo fantastisk. Og universel.

Luc og jeg skiltes, og jeg fortsatte hjem mod lejligheden, min sambo og hendes kat. Jeg kæmpede fortsat med tårene, hver gang jeg kom til at tænke på Mathias. Men igen var det som om, at universet prøvede at støtte mig i min rejse. Nu gik det op for mig, at universet velsignede mig med det kølende lys fra månen og stemningen af Clair de Lune. Og snart lod jeg mig indhylle i tågen. Jeg lod frosten komme til mig, lod skyggerne og tristheden få plads til at være i mig, uden hverken at fortrænge dem eller begrave mig i dem.
Jeg fortsatte stille min rejse i månelys.



Claude Debussy var meget inspireret af Paul Verlaines digte, og netop han skrev et digt ved navn Clair de Lune, som Debussy (foruden klaverstykket) skrev hele to sange over. Verlaines smukke digt er fra den tidlige samling  Fêtes galantes (Gallant Parties, 1869), og lyder som følger:


Clair de lune

Votre âme est un paysage choisi
Que vont charmant masques et bergamasques
Jouant du luth et dansant et quasi
Tristes sous leurs déguisements fantasques.

Tout en chantant sur le mode mineur
L’amour vainqueur et la vie opportune,
Ils n’ont pas l’air de croire à leur bonheur
Et leur chanson se mêle au clair de lune,

Au calme clair de lune triste et beau,
Qui fait rêver les oiseaux dans les arbres
Et sangloter d’extase les jets d’eau,
Les grands jets d’eau sveltes parmi les marbres.

 *

Moonlight

Your soul is a select landscape
Where charming masqueraders and bergamaskers go
Playing the lute and dancing and almost
Sad beneath their fantastic disguises.

All sing in a minor key
Of victorious love and the opportune life,
They do not seem to believe in their happiness
And their song mingles with the moonlight,

With the still moonlight, sad and beautiful,
That sets the birds dreaming in the trees
And the fountains sobbing in ecstasy,
The tall slender fountains among marble statues.

onsdag den 10. oktober 2012

I musikken er jeg født, der har jeg hjemme

Som hver morgen sad jeg i dag og øvede i et af øvelokalerne på konservatoriet. I min musikalske fordybelse kom jeg pludselig til at kigge ud af vinduet på den polske himmel udenfor, og jeg begyndte at tænke over, hvorvidt jeg kunne slå mig ned på dette smukke sted i verden. Kunne jeg finde mig til rette på længere sigt i Chopins Warszawa? Kunne jeg slå rod her og finde et job, en vennekreds, en familie, en bolig, en hund - og finde ro?


Hver dag befinder jeg mig i nærheden af dette smukke monument, som står i konservatoriets gård. Første gang jeg opdagede det, stod jeg længe og bare stirrede på det, og mærkede, hvordan de varme tårer pressede sig frem under øjenlågene. Jeg blev så bevæget af Chopins store kærlighed til fædrelandet og den polske folkemusik - og af den respekt og kærlighed til Chopin og hans musik, som det polske folk bærer i sig, og som dette monument tydeligt viser. Den store, gensidige kærlighed rørte mig dybt og gør det hver dag. Men den gør også ondt, for kærligheden er konfronterende. I hvert fald for mig, da jeg altid har følt mig lidt geografisk rodløs og haft et brændende begær for at komme andre steder hen, end der, hvor jeg er.


Da overvejelserne først var bragt til live, var de ikke til at slå ud af hovedet igen. Og mens jeg legede med de smukke klange fra Debussys Images, blev min oplevelse af musikken blandet med følelsesladede overvejelser om byen, folket, sproget, kulturen og mulighederne. Tankerne var lette, delikate og flyvske, og mindede mest af alt om frøene på en mælkebøtte, som ved et vindpust pludselig letter fra blomsten og hastigt bliver båret af vinden ud til i alverdens afkroge. Og alligevel var det som om, at de små, lette frø stak i mig som små knive, når de landede rundt omkring i mit tankevæv. Følelserne og tankerne gjorde lidt ondt i min rodløse nomade-sjæl, som inderst inde bærer et spirende ønske om at slå rod.

Med et kom jeg til at tænke på flere af mine bekendte fra musikverdenen, udøvende, lærere såvel som studerende, som altid er parat til at krydse grænser og drage over land og by for at finde et job - og måske endda finde et sted at arbejde i nærheden af eventuelle kærester og familier. Jeg kom til at tænke på en af mine veninder, en tysk-født cellist, som studerede på Det kgl. Danske Musikkonservatorium i København, hvor hun dannede par med en dansk slagtøjsspiller. Han tog til Tyskland for at studere, og da de afsluttede deres studier, søgte de arbejde i hele Europa, indtil de ved et mirakel begge blev ansat i et orkester i Finland, hvor de bor nu. Jeg kom dernæst til at tænke på min tidligere lærerinde fra Armenien, som tog til Tyskland for at studere, og derefter fik job i Danmark, hvor hun nu har slået sig ned og fået en familie. Og ligeså tænkte jeg på min veninde, en dansk fløjtenist, hvis tidligere kæreste fik job i et orkester i Mexico, hvorefter hun ligeså prøvede at blive ansat - eller starte sin egen fløjteskole - i nærheden af hans bopæl.

Historierne meldte sig på stribe, og pludselig stod det klart for mig, at hvis man ønsker at leve med musikken, behøver man ikke at tage stilling til, hvor man vil slå rod. For det meste får man endda slet ikke mulighed for at vælge, men må være åben for alle muligheder for at kunne få sit musikalske liv til at hænge sammen.
Disse historier lettede mit hjerte. Mange musikere lever et rodløst liv - men de lever i musikken, og lige meget hvor de befinder sig i verden, er de altid hjemme, når de er ét med musikken. Og i det øjeblik gik det op for mig, at jeg var en af dem.
Det gik op for mig, at så længe jeg bare lever med musikken, ville den vise mig vejen gennem livet.

I musikken er jeg født, der har jeg hjemme
Derfra min rod, derfra min verden går! 

mandag den 24. september 2012

Den stilfærdige rejse

I øjeblikket befinder jeg mig et utrolig smukt og spændende sted i verden - i Warszawa. En fantastisk by fyldt med forunderlige kontraster. En by, der udstråler historiens tyngde af 2. verdenskrig, hvor store dele blev jævnet med jorden, hvorefter præcise kopier af de gamle bydele blev bygget op igen. Hvor kommunistiske bygninger med skudhuller i cementen står side om side med nye, moderne erhvervskontorer og smukke palæer. Hvor folkene udstråler historiens tragedie  i de alvorlige miner, men samtidig viser den største gæstfrihed og høflighed, jeg nogensinde har mødt. Og hvor de stolte polakker har smykket byen med kærlige hilsner til Chopin, deres kunstneriske flagskib - og folkehelt. Hvor selv lufthavnen er opkaldt efter den romantiske komponist, og hvor bænke i byens gader afspiller nogle af hans små klaverstykker, når man sætter sig på dem.

Her skal jeg være det næste semester, mens jeg er udvekslingsstuderende på Fryderyk Chopin University of Music. Hvilket mere fabelagtigt sted kunne man befinde sig, når man ønsker at fordybe sig i den romantiske musiks rødder - og sine egne, hvis man som jeg har "Chopin i blodet" og et polsk statsborgerskab.

Jeg har altid været meget fascineret af menneskelige relationer og uden tøven kastet mig ud i alverdens eventyr med spændende mennesker, og gennem min udadvendthed følt, at min sjæl fik stillet sin store sult for udvikling. På samtlige rejser, kurser og master classes rundt om i ind- og udland  blussede min søgen efter at udforske nye relationer voldsomt op, og hver gang har jeg oplevet meget intense og dybe forbindelser med nye bekendte. Jeg har opfattet dette træk som en helt central del af mit væsen siden mine tidlige teenage-år, men for første gang mærker jeg nu at noget er forandret. Eller måske er det først nu, jeg for alvor mærker det, der har været på vej, siden jeg begyndte min yoga-rejse sidste år. Fra altid at have interesseret mig for at udforske verden udadtil, føler jeg mig nu utrolig mættet af oplevelser med nye relationer. Jeg føler derimod en stor trang til at nære de relationer, jeg har været med til at bygge op med de fantastiske mennesker, der er i mit liv nu. Min søgen har vendt sig indad. Mine dage er fyldt med ro, eftertanke og fordybelse i det, jeg bruger mit liv på nu. Min musik, min yoga, min kost, min hvile - min hverdag. Det ser ikke ud af meget, og havde jeg været dette sted i verden for bare 3 år siden, havde min tilgang til livet været meget anderledes. Nu føler jeg mig utrolig anderledes og lidt gammel, når mine nye polske bekendte prøver at få mig med ud til drinks og dans, mens jeg hellere bare vil være hjemme, høre smuk musik, som vækker genklang i mit stille sind, og udforske min krop og mit sind på yoga-måtten i det bløde, varme skær af et stearinlys, og nyde de smukke, vidunderlige mennesker,  jeg er så uendelig lykkelig for at leve dette liv sammen med - om ikke andet i tanken, når de befinder sig omkring 1000 km fra mig.


Måske er det netop den fysiske ustabilitet omkring mig, der for alvor giver mig mulighed for at mærke, hvor meget der har forandret sig i mig på det sidste. Kort inden jeg rejste, fortalte nogle af mine venner på konservatoriet i København mig, at de syntes at kunne mærke en tydelig forskel på mig efter yogaen havde fået sin plads i mit liv. Forskellene var både fysiske og psykiske: min holdning var blevet anderledes, min krop stærkere og mere harmonisk; jeg hvilede meget mere i mig selv og havde en roligere og mere stabil tilgang til min omverden. Men jeg forstod ikke rigtig, hvad de mente, selvom jeg tydeligt mærkede visse kropslige forskelle.

Først nu, når alt omkring mig er nyt, og jeg for alvor får mulighed for at knytte mig til det eneste, jeg kender - mig selv - går det op for mig, hvad de måske mente. Måske også fordi udviklingen har fået lov til at komme langt mere til udtryk nu, hvor jeg har fået en fast, privat base, hvor jeg netop kan høre den musik, tænde de lys og være alene på mit flyvende tæppe. Det flyvende tæppe, som har taget mig med på nye eventyr til en verden inde i mig. Og det smitter af på alt, hvad jeg gør.

Min øvning ved klaveret har ændret sig markant efter mit møde med yogaen. Jeg behøver aldrig at tage smertestillende for at bedøve nakkespændinger, håndledssmerter og hovedpine længere, og derudover mærker jeg alt på en helt anderledes måde end før. Jeg er langt mere tilstede i min øvning, end jeg før har været, og mærker nu også straks, når jeg arbejder godt, samt når jeg har opbrugt min koncentration, og nu kun udøver vold mod musikken i et velment men lettere blokerende ønske om at fortsætte studierne og blive dygtigere. Min øvetid er i øjeblikket ikke så lang, som den tidligere har været, med ikke desto mindre er tiden ved klaveret nu så fuld af detaljer, nuancer, kærlighed og solidt håndværk, og jeg mærker fra inderst til yderst, hvordan jeg aldrig har været mere i kontakt med musikken, instrumentet og min indlæringsevne, end jeg er nu.

Hjemvendt fra disse fantastiske stunder af fordybelse, tilstedeværelse og kærlighed på konservatoriet fortsætter min stilfærdige menneskelige og musikalske rejse hver aften i stearinlysets skær på mit flyvende tæppe til musik, der vækker genklang med mit inderste. Musik, der aldrig har givet så meget mening for mig, som det gør nu - og som gang på gang kan fylde mine øjne med tårer af kærlighed og lykke over at være til.





mandag den 20. august 2012

Når dansende stjerner fødes

Som barn var jeg meget betaget af skønlitterære fortællinger og historier. Men der gik ikke længe, før jeg så mig utilfreds med de typiske børnehistoriers lykkelige slutninger og i stedet fik et særligt forhold til de fortællinger, der brugte andre dele af det følelsesmæssige spektrum som credo.

Længslen efter den følelsesmæssige udfordring har aldrig forladt mig siden. Jeg frygter den og drages af den - og jeg kan ikke undgå at lade mig forføre af den, bevidst eller ubevidst, når den finder mig, og når jeg finder den.  
Ofte har man hørt om mennesker, hvis mål i livet er at blive lykkelige, både i eventyr og i virkeligheden. Men da min opfattelse er, at lykken aldrig vil være konstant, vil man med dette mål for øje savne lykken, når den ikke er tilstede - og derved glemme at sætte pris på de andre vidunderlige følelser, vi som mennesker har muligheden for at opleve. Følelser, som desuden vil forstærke følelsen af lykke, når den så endelig er tilstede i vores liv.
Mit mål i livet er at udforske verden - både den verden, der findes omkring mit væsen, og den verden, der er i mig. Mit ønske er at udforske alle afkroge af mit eget følelsesmæssige spektrum, og det spektrum af følelser og stemninger, der findes i verden omkring mig.
Da jeg cyklede ind på konservatoriet i solens spæde stråler i morges, meldte dagens mantra sig i mine tanker: Jeg er følelsesmæssigt udfordret - derfor er jeg! 

Jeg drages af musik, kunst og legender, der udtrykker et sammenstød og dermed en forening af harmoni og disharmoni; et sammenstød og forening mellem det bløde og det hårde, det gode og det onde, det lykkelige og det ulykkelige. Sammenspillet mellem det grimme, skærende og sårende, og det bløde, kærlige og helende. For når det forenes, bliver det til noget udefinerbart - og noget, der er større og stærkere end de to stemninger, følelser eller udtryk, både hver for sig og tilsammen.

Jeg har på det seneste ofte tænkt på en historie, jeg læste som barn, og som jeg siden aldrig har glemt. Detaljerne er mig uklare, men fortællingen handler om en ung mand, der forelsker sig i en pige, som på ulykkelig vis forhekses og forvandles til en bæk. Af længselsfuld kærlighed til hende forvandler hans sig til en poppel ved bækkens bred, med rødderne i vandet, for altid at være forenet med hende. Denne tragedie rørte mig dybt - både på grund af den stærke, smukke kærlighed, der bandt de to mennesker sammen, men også af den ubærlige længsel og dernæst ofringen af livet, der måtte til, for at de kunne være sammen. Historien gjorde særligt indtryk på mig gennem foreningen mellem disse følelser og tilstande, og ved at give plads til både lykke og ulykke - til kærlig forening og sorgfuld længsel. Til liv og død.

Følelsen af længsel er en forening mellem to tilstande - en tilstand af ensomhed eller tomhed, og en tilstand af tosomhed med den eller det, man længes efter. På magisk vis kan foreningen mellem disse to tilstande skabe en følelse, der er langt stærkere end de to tilstande.
Endnu en gang må jeg inddrage den russiske klaverlegende, Sviatoslav Richters (1915-1997) indspildning af  Rachmaninovs preludium for soloklaver Op. 23 nr. 4 i D dur. Dette værk er noget af det smukkeste kunstneriske udtryk, jeg endnu har mødt, netop fordi det for mig er et manifest af længsel. Foreningen mellem ensomhed og tosomhed. Tilstanden af forening, der gør længslen uendeligt smuk i sig selv.


Ligeledes oplever jeg Schumanns (1810-1856) klaverkvartet op. 47 i dur, 3.sats som et uendeligt smukt manifest af en forening mellem en svunden tid og et nu, hvor man længselsfuldt vender blikket tilbage mod noget der var, som ikke er mere. Jeg drages af Schumanns ubeskriveligt udtryksfulde melodi med den smukke forening af sørgmodige, små, nedadgående intervaller og store, håbefulde, opadgående septimspring, der altid forløses nedad til en sekst - til kærlighedsintervallet, som giver et indtryk af en kærlig, lys og varm erindring:


I denne fantastiske sats føler jeg mig båret igennem en følelsesmæssig rejse - både i musikkens tid, og den tid, der i min egen tilværelse ressonerer med Schumanns fortælling af stemninger og følelsestilstande. Musikken minder mig om øjeblikke med stor kærlighed og hengivenhed, og samtidig henfører den mig til tider med stor sorg, længsel og sårbarhed. De to modsætninger mødes, forstærker hinanden og blomstrer sammen op til at være et kunstværk, der kan røre menneskesjælen langt dybere end hvis de blev fremlagt og fremkaldt alene.
 
En fødsel er i min optik ligeledes en forening, der skaber noget, der er langt større og stærkere, end det, der forenes. Når muligheden for det vidunderlige og guddommelige i tilblivelsen af det nye liv møder risikoen for det tragiske i dødsfald og sorg, skabes der noget, der er langt større end livet og døden: foreningen af livet og døden.
Når Friedrich Nietzsche (1844-1900) i sit berømte værk, Also sprach Zarathustra (1885), udtrykker den berømte sætning: "Man muss noch Chaos in sich haben, um einen tanzenden Stern gebären zu können", vækker det genklang i mig. Det er for mig det smukkeste og mest poetiske udtryk af den nødvendige forening af kaos og kosmos, der må eksistere, for at kunne skabe noget, der er større.

Jeg er evigt taknemmelig for at omgås mennesker og musik, der minder mig om, hvor vigtigt det er at opleve alle aspekter af sit følelsesspektrum, være i dem, lade dem spire, blomstre og gro. Lade følelserne mødes, stemninger forenes, og give plads til komplementære sammenstød og sammenfletninger. Ikke kun søge efter styrke og lykke, men hilse sorg velkommen, og huske på, at der ud af sårbarhed kan blomstre nye, smukke eksistenser. Nye muligheder. Huske på, at man af og til må have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne.

torsdag den 17. maj 2012

Variationer over et tema af Verlaine

Forleden kom en sangerinde til mig med noderne til Spleen af den franske komponist Gabriel Faure (1845-1924). Sangen er skrevet til digtet "Il pleure dans mon coeur" af den franske digter Paul Verlaine (1844-1896). Jeg blev straks forelsket i den smukke og uendelig triste tekst om den uforklarlige sorg i det regnfulde gråvejr, den smukke sangstemme og de fantastiske regndråbe-lignende klange i klaveret.

Il pleure dans mon coeur
Comme il pleut sur la ville.
Quelle est cette langeur
Qui pénêtre mon coeur?

O bruit doux de la pluie
Par terre et sur le toits!
Pour un coeur qui s'ennuie,
O le chant de la pluie!

Il Pleure sans raison
Dans ce coeur qui s'écoeure.
Quoi! Nulle trahison?
Ce deuil est sans raison.

C'est bien la pire peine
De ne savoir pourquoi,
Sans amour et sans haine,
Mon coeur a tant de peine.



Jeg opfattede musikken som et helt fantastisk manifest af den stemning, Verlaine beskriver i digtet. Kølig, grå, enkel og sørgmodig. Mystisk, uforklarlig - og alligevel højst genkendelig. De smukkeste, melankolske harmonier gør deres for at fuldende scenariet.



Når jeg hører stykket, kan jeg ikke undgå at forestille mig scenariet med den uforklarligt sørgmodige kvinde, der sidder i sin vindueskarm i Paris og kigger ud på gaden, mens regnen blidt pludrer mod ruden.

Dagen efter finder jeg ud af, at Claude Debussy (1862-1918) også har lavet en sang over samme digt - og jeg må nu stille spørgsmålstegn ved min opfattelse af Faureś udgaves fuldkommenhed, da jeg hører et ganske og aldeles anderledes bud på en musikalsk genklang af digtet:


Denne sang viser også elementer af melankoli og sørgmodighed - men indeholder langt flere lyspunkter med de mange åbne og varme durklange samt den yderst melodiske og næsten improvisatoriske sangstemme med de karakteristiske store, håbefulde intervalspring.

Hvor er det vidunderligt, at to fænomenale, franske komponister har givet hver deres vidunderlige bud på en musikalsk forankring af Verlaines smukke digt. Det er et fantastisk bevis for, hvor forskelligt man kan fortolke en litterær tekst - hvor forskelligt man kan opleve stemninger, og hvor utrolig meget af dette man på helt særlig vis kan udtrykke gennem musikkens sprog; sproget, der er mystisk, uforklarligt - og alligevel højst genkendeligt.

mandag den 14. maj 2012

At dø i dur

"Man kan ikke dø i dur", udbrød min lærer i musikteori og analyse meget bestemt engang i løbet af mit første år på konservatoriet, da snakken i en undervisningstime faldt på musikhistoriens skildringer af døden.
Hans ord gjorde stort indtryk på mig - men vakte ikke just genklang i mine tanker. Hvorfor skulle man ikke kunne dø i dur? Skal døden altid skildres ubetinget sørgelig og tragisk? Er det ikke ligeså smukt og accepteret at forlade denne verden til lyden af åbne, varme og involverende durklange?

Der findes utallige eksempler på musikalske dødsskildringer i mol-tonearter. Men skildringen findes  også, om end i beskedent antal, i dur; fx i satsen Im Paradisum fra Faurés Requiem (Gabriel Fauré: 1845-1924). Værket som helhed finder sit udgangspunkt i d-mol, men Im Paradisum, som er den sidste af værkets 7 satser, står i D dur, og får derved hele oplevelsen af døden til at forløses i de smukkeste og varmeste, åbne og rene dur-klange:


Som titlen på satsen - og teksten, som er angivet og oversat nedenfor - fastslår, handler denne sats om den afdødes ankomst til himmeriget:

In paradisum deducant te angeli,
in tuo adventu
suscipiant te martyres,
et perducant te
in civitatem sanctam Jerusalem.
"Må englene føre dig til paradis, og må martyrerne modtage dig og føre dig til den hellige stad Jerusalem."
Chorus angelorum te suscipiat,
et cum Lazaro quondam paupere
aeternam habeas requiem.
"Må englenes kor modtage dig, og må du finde evig hvile sammen  med den engang fattige Lazarus."


Dette er nok et af musikhistoriens smukkeste eksempler på en dødsrejses musikalske afslutning i dur-klange. En rejse, hvor sangernes lyse klange vækker associationer om enklekor i himmeriget, og en rejse, der - efter den naturlige og uundgåelige sorg - trods alt giver de efterladte lov til at opleve afviklingen af den afdødes tilværelse i denne verden som en smuk forening med den guddommelige, evige hvile.

Når mine tanker kredser i disse baner, kan jeg ikke undgå at tænke på det værk, jeg selv gerne vil høre som det sidste, inden jeg forlader denne verden: Rachmaninovs preludium for soloklaver Op. 23 nr. 4 - også i D dur (Sergei Rachmaninov: 1873-1943). Her findes stykket indspillet af den russiske klaverlegende, Sviatoslav Richter (1915-1997):



Dette lille og yderst værdifulde værk har ganske vist en noget anden og mere melankolsk grundstemning og -klang, men er skabt ud fra det samme tonale materiale som Im Paradisum, og indeholder derfor mange lignende åbne, afklarende og varme klange. Det er klange, der kan opleves som både trygge og fyldt med umiddelbar og ren kærlighed, men som samtidigt i al deres enkelhed understreger livets sorger og savn. Klange, der på helt særlig vis kan indramme det smukke, simple og tragiske - og gå lige i hjertet. Helt uden omsvøb. 

fredag den 11. maj 2012

Introduktion til det kunstneriske studie

Da jeg var til et møde hos Hovedstadens Røde Kors om socialpsykiatri tidligere på ugen, havnede jeg i et miljø med klar overvægt af medicin- og psykologistuderende samt andre spændende mennesker fra universiteterne, for hvem musikkens verden var eksotisk og spændende. Jeg blev derfor i pausen spurgt grundigt ud om uddannelsen på musikkonservatoriet og livet som musikaspirant, og de blev introduceret til en verden, som var meget anderledes end deres egen. Det blev til et spændende møde mellem to kulturer.

Først talte vi om optagelsesprøven. Jeg fortalte, at der på min årgang var 30 pianister, der søgte ind på Det kgl. Danske Musikkonservatorium, og at der var 5, der kom ind. Det lød ikke af noget særligt, kunne jeg hurtigt fornemme. Og det er jo heller ikke noget særligt i forhold til, hvor mange der søger ind på universiteterne - eller på Det Rytmiske Musikkonservatorium i København. Men så kom jeg ind på, at det måske kunne have noget med optagelsesprøven på Det kgl. at gøre: den bestod bl.a. af en  længe forberedt solooptræden på 35-45min. Og så blev øjnene spærret op. Dét var alligevel specielt, og det gik pludselig op for både dem og jeg selv, hvor utrolig meget forberedelse, der skulle til for at blive optaget på konservatoriet i forhold til at sende en ansøgning af sted til Københavns Universitetet, som blev udfyldt på 5 minutter.

Nå, men hvad så med selve uddannelsens indhold og struktur?
Normalt var en bachelor en form for grunduddannelse, mens man specialiserede sig i kandidaten. Jeg fortalte, at man i princippet allerede har specialiseret sig længe inden man starter på konservatoriet - ellers kommer man ikke ind. Og at man således også fra begyndelsens start har et særligt fokus på fx et instrument, men at man på sin bachelor gennemfører de fleste af uddannelsens bifag, som kan siges at give en form for musikalsk "grunduddannelse". På kandidaten får man derfor mere tid til at arbejde med sit instrument eller sin stemme, og derved kunne der tegnes en parallel til universitetsuddannelsen.Var der så slet ikke nogen undervisning i videnskabsteori? Nej. Det kunne jeg ikke prale af at kende noget til. Men konservatoriet hører jo slet ikke under undervisningsministeriet - det hører under kulturministeriet, ligesom det Kgl. Teater. Selvom vi får en kandidatuddannelse, er vi ikke akademikere. Vi er kunstnere.

Hvordan foregår eksaminerne på konservatoriet?
Størtedelen af eksaminerne - i hvert fald de vigtige af dem - foregår som større eller mindre koncerter og optrædener. En bachelor-opgave er ikke en 50-siders rapport, der kan afleveres inden en deadline, hvorefter man overlader censorens oplevelse af projektet fuldstændig til vedkommende. Det er en performance, hvor man selv skal servere sit stof på et sølvfad. Man kan fifle og rette og skrive om i en rapport til man segner, så den bliver, som man vil have det, og herefter kan man aflevere den og "være færdig". På konservatoriet kan man aldrig blive færdig. Da vi uddannes til at optræde, er det dét,  vi skal kunne, når vi forlader institutionen - og det, vi eksamineres i. Om vi så har 10 min. eller en hel kandidatkoncert på ca. 3 kvarter, så vil vi altid blive bedømt på lige præces det, vi kan levere i øjeblikket. Så er alt andet, og alt det, du har gjort før og vil gøre bagefter, fuldstændig lige meget.

Men hvad så med en Ph.d?
Musikkonservatoriets svar på en Ph.D er en solistuddannelse, hvor man får endnu et par års undervisning og vejledning til at udvikle og fordybe sig. Dette vakte ikke stor tilfredshed blandt de nysgerrige. For hvad er en Ph.D uden forskning? Og hertil kunne jeg ikke svare andet end, at man altid - lige fra man begynder at stifte bekendtskab med musik og resten af livet - vil udforske musikkens verden. Livet som musiker er én lang udforskning af musikkens sjæl og væsen.

Herefter kunne de ikke lade være med at smile lidt over min poetiske tilgang til emnet. Men man er vel kunstner.

mandag den 27. februar 2012

Kunsten at finde sin kvadratmeter

Her forleden nød min kæreste og jeg en søndag aften med en omgang jazz-jam på La Fontaine.
Det er et fantastisk sted. Småt, rødt, intenst og intimt. Præcis som en rigtig jazzcafé skal være det. Overalt hænger smukke billeder på væggene af musikere, der gennem tiden har sat deres præg på stedet, og giver en helt særlig stemning af tidsmæssig forening med alt det, der har været, og det, der er nu.
Og så er der evig trængsel. Både blandt publikum og på den absurd lille scene, hvor der på magisk vis altid kan blive plads til én mere.
Og som vi sad der med vores kaffe og øl, tæt klemt op og ned af alle de andre besøgende, forstod man, at denne trængsel var så utrolig vigtig for stedets energi. Man forenedes i det lille rum - både fysisk og mentalt - om det behagelige nærvær og den dejlige musik. Musikere, musik og mennesker blev til ét.

Men på scenen opstår naturligvis en helt særlig grad af denne forening. Og det blev så tydeligt i går, at jeg endnu engang undrede mig og blev fascineret over magien mellem de musikere, der virkelig forstår at blive ét med hinanden. De folk, der formår at dele puls og plads. At finde sin kvadratmeter, både på scenen og i musikken. Det kræver naturligvis noget helt særligt - ikke mindst den rette kemi og musikalske forståelse musikerne imellem. Og netop dette bliver for alvor skåret ud i pap, når man oplever en jamsession, hvor folkene på scenen hele tiden bliver skiftet ud. Da gøres det virkelig klart, hvem der er på musikalsk bølgelængde med hvem. Om de brikker, musikkerne hver i sær udgør i musikkens puslespil, passer sammen; om de kan udfylde de rette tomrum og samtidigt kende deres begrænsninger. 

Magien opstod denne aften én gang. Brikkerne faldt på plads. Fire musikere fandt hinanden og deres kvadratmeter. Musikken flød fuldstændig ubesværet igennem dem og ud i rummet, da alle forstod hinandens sprog og plads. Det så mere eller mindre sådan ud:


Rammerne udviskedes, og de blev til ét.

lørdag den 25. februar 2012

En oplevelse med musikmeditation

I sidste uge medvirkede jeg i en session med den fantastiske yogainstruktør Mathias From.
Temaet for denne session var det andet chakra, Svadhisthana (som fysisk især knytter sig til kønsorganerne og har betydning for sanselighed, intuition, kreativitet og lystfølelse), og vi havde derfor brugt det meste af timen på at være i stillinger, der skulle stimulere netop dette chakra.
Det særlige ved denne session var imidlertid, at der indgik en musikmeditation, hvilket jeg aldrig havde prøvet før. Og jeg må indrømme, at mine forventninger var meget små. Jeg var alvorligt bange for, at min gang på musikkonservatoriet ville have ødelagt min evne til at sætte pris på den simple newage-musik, jeg forventede, at han ville sætte på, og regnede derfor ikke just med nogen stor oplevelse. Jeg var derimod temmelig sikker på, at jeg ville blive lettere irriteret over kvaliteten af musikken og måske endda komme til at føle, at den gjorde mere skade end gavn.
Men det blev en oplevelse, jeg sent vil glemme.

"Musikken vil være relativt høj", varslede han, lige inden han tændte for anlægget. Vi sidder alle afventende i skrædderstilling eller lotus. Og jeg skal love for, at den var høj. Ikke bare i form af volumen, men især i kraft af dens ekstreme intensitet. Musikken var voldsom og agressiv, fyldt med dybe, vibrerende lyde af både instrumenter og stemmer, og hele tiden bankede en heftig puls, spillet på meget store, dybe trommer. Musikken skabte næsten med det samme en stor uro i både sind og krop på mig - jeg blev ligefrem grebet af frygt.
Så slukkedes lyset i salen pludselig. Alt var mørkt - salen, musikken, stemningen - og så pludselig aner jeg en lille lyskugle ud for mit underliv. Som en lille stjerne, der hænger i luften lidt under min navle. Denne stjerne bliver hængende under næsten hele forløbet, overraskende klar.
Jeg ser en af mine bedste veninder for mig. Jeg ser hende, fordi jeg så utrolig gerne ville have delt denne oplevelse med hende - fordi jeg er sikker på, at hun ville have fået noget helt særligt ud af dette mystiske foretagende. Og fordi jeg savner hende.
Pludselig føler jeg, at jeg vokser. Det er som om min krop forstørres - som om den pustes op som en stor ballon nedefra. Da jeg løfter nakken en lille smule, forstærkes følelsen enormt meget.
Herfra mærker jeg en stigende grad af kontakt med min venstre kropsdel. Jeg kommer mere og mere i kontakt med min venstre del, mens jeg distancerer mig mere og mere fra den højre side. på et tidspunkt ser og mærker jeg en meget tydelig, sort streg, der går lige ned gennem min centerlinje og understreger kontrasten af fornemmelsen for de to sider. Fokus flyttes langsomt fra kroppen op til hovedet, og lige med et føler jeg en voldsom overvægt i min højre halvdel af hovedet. Overbalancen bliver så stor, at jeg af frygt for at vælte må støtte mig på min højre arm og flytte lidt frem og tilbage på min krop, før jeg igen finder balancen.
Musikken pumper videre med sine yderst skræmmende vibrationer. Jeg føler mig dybt udsat og sårbar på grund af den agressive musik. Sårbarheden når sit højeste, da jeg føler, at jeg når som helst kunne blive slået i hovedet af en forbipasserende, uden at det ville overraske mig det mindste. På et tidspunkt må jeg rykke nervæst på mig, da jeg forestiller mig at Mathias står lidt til venstre for mig og bare står klar til at give mig et slag på siden af hovedet.
Musikken pumper og pumper. Stille og roligt tvinger jeg mig selv til at acceptere dens tilstedeværelse. Og lige i det øjeblik, det begynder at lykkes, fader musikken meget langsomt, men sikkert, ud. I takt med at musikkens volumen og intensitet falder, føler jeg, at den tager noget af mig med sig, og jeg krummer mig langsomt mere og mere sammen. Det føles nu overraskende nok dybt ubehageligt for mig, at den forsvinder - at den forlader mig.

Da musikken er helt væk, lyset igen tændes i salen og jeg kommer til mig selv, sidder jeg sammenkrummet med tårer strømmende ned af kinderne. Den musik, jeg havde så ringe forventninger til for blot 10 minutter siden, har ramt mig lige på det aller ømmeste sted i min sjæl.

tirsdag den 31. januar 2012

Brahms og barnets lykke

Et af de smukkeste værker i denne verden er efter min mening Brahms' intermezzo Op. 117 nr. 1. Her kan det høres i en indspilning fra 1950 med Wilhelm Kempff:



De tre intermezzi fra Op. 117 var bl.a. inspireret af et skotsk digt fra Herder's Volkslieder, og bærer dette citat:
Schlaf sanft mein Kind, schlaf sanft und Schön !
Mich dauert's sehr, dich weinen sehn.

Stykket rører mig dybt i sin rene, instrumentale form. Det er så enkelt, så ømt - og så fyldt med modstridende følelser. For når jeg hører værket, eller selv spiller det og synker ind i stykkets stemning (hvilket jeg ofte har om aftenen som det sidste, inden jeg går fra tangenterne), forestiller jeg mig et meget tydeligt billede.

Det er et billede af en ung kvinde, en smuk og kærlig mor, der vugger sit barn i sine arme. Hun er så fyldt med ømhed og kærlighed til sit lille barn, som er så ren og uskyldig, fyldt med frygtløs nysgerrighed og varme til verden - så uspoleret. Som hun sidder der med sit barn, er alting godt.
Men hvor gerne hun end ville undgå at tænke på det, kommer hun (i stykkets midterdel/B-del) til at tænke på alle de farer, der lurer ude i verden, lige rundt om hjørnet, som barnet endnu ikke ved noget om. Alle de oplevelser og personer, der kan gøre barnet fortræd og ødelægge dets tillid til verden. Så meget sorg, svigt og skuffelse. Barnet er, som hun selv var, da hun var barn, og som alle andre børn altid har været og altid vil være, utrolig sårbart overfor alle disse erfaringer. Og de vil aldrig blive glemt.
Men så ser hun igen på sit barn med så megen mildhed og kærlighed i øjnene (i sidste 3.del af stykket, reprisen), og ser, hvor upåvirket barnet endnu er, Hun kaster sin sorg over de ubehagelige oplevelser, barnet vil få gennem livet, fra sig, og beslutter sig for at give det alt den kærlighed, hun har i sig.

Sov trygt og godt, mit barn, i din moders kærlige arme.
Græd ikke, for du ved jo endnu slet ikke, hvad ondt verden vil bringe dig.