Længslen efter den følelsesmæssige udfordring har aldrig forladt mig siden. Jeg frygter den og drages af den - og jeg kan ikke undgå at lade mig forføre af den, bevidst eller ubevidst, når den finder mig, og når jeg finder den.
Ofte har man hørt om mennesker, hvis mål i livet er at blive lykkelige, både i eventyr og i virkeligheden. Men da min opfattelse er, at lykken aldrig vil være konstant, vil man med dette mål for øje savne lykken, når den ikke er tilstede - og derved glemme at sætte pris på de andre vidunderlige følelser, vi som mennesker har muligheden for at opleve. Følelser, som desuden vil forstærke følelsen af lykke, når den så endelig er tilstede i vores liv.
Mit mål i livet er at udforske verden - både den verden, der findes omkring mit væsen, og den verden, der er i mig. Mit ønske er at udforske alle afkroge af mit eget følelsesmæssige spektrum, og det spektrum af følelser og stemninger, der findes i verden omkring mig.
Da jeg cyklede ind på konservatoriet i solens spæde stråler i morges, meldte dagens mantra sig i mine tanker: Jeg er følelsesmæssigt udfordret - derfor er jeg!
Jeg drages af musik, kunst og legender, der udtrykker et sammenstød og dermed en forening af harmoni og disharmoni; et sammenstød og forening mellem det bløde og det hårde, det gode og det onde, det lykkelige og det ulykkelige. Sammenspillet mellem det grimme, skærende og sårende, og det bløde, kærlige og helende. For når det forenes, bliver det til noget udefinerbart - og noget, der er større og stærkere end de to stemninger, følelser eller udtryk, både hver for sig og tilsammen.
Jeg har på det seneste ofte tænkt på en historie, jeg læste som barn, og som jeg siden aldrig har glemt. Detaljerne er mig uklare, men fortællingen handler om en ung mand, der forelsker sig i en pige, som på ulykkelig vis forhekses og forvandles til en bæk. Af længselsfuld kærlighed til hende forvandler hans sig til en poppel ved bækkens bred, med rødderne i vandet, for altid at være forenet med hende. Denne tragedie rørte mig dybt - både på grund af den stærke, smukke kærlighed, der bandt de to mennesker sammen, men også af den ubærlige længsel og dernæst ofringen af livet, der måtte til, for at de kunne være sammen. Historien gjorde særligt indtryk på mig gennem foreningen mellem disse følelser og tilstande, og ved at give plads til både lykke og ulykke - til kærlig forening og sorgfuld længsel. Til liv og død.
Følelsen af længsel er en forening mellem to tilstande - en tilstand af ensomhed eller tomhed, og en tilstand af tosomhed med den eller det, man længes efter. På magisk vis kan foreningen mellem disse to tilstande skabe en følelse, der er langt stærkere end de to tilstande.
Endnu en gang må jeg inddrage den russiske klaverlegende, Sviatoslav Richters (1915-1997) indspildning af Rachmaninovs preludium for soloklaver Op. 23 nr. 4 i D dur. Dette værk er noget af det smukkeste kunstneriske udtryk, jeg endnu har mødt, netop fordi det for mig er et manifest af længsel. Foreningen mellem ensomhed og tosomhed. Tilstanden af forening, der gør længslen uendeligt smuk i sig selv.
Ligeledes oplever jeg Schumanns (1810-1856) klaverkvartet op. 47 i dur, 3.sats som et uendeligt smukt manifest af en forening mellem en svunden tid og et nu, hvor man længselsfuldt vender blikket tilbage mod noget der var, som ikke er mere. Jeg drages af Schumanns ubeskriveligt udtryksfulde melodi med den smukke forening af sørgmodige, små, nedadgående intervaller og store, håbefulde, opadgående septimspring, der altid forløses nedad til en sekst - til kærlighedsintervallet, som giver et indtryk af en kærlig, lys og varm erindring:
I denne fantastiske sats føler jeg mig båret igennem en følelsesmæssig rejse - både i musikkens tid, og den tid, der i min egen tilværelse ressonerer med Schumanns fortælling af stemninger og følelsestilstande. Musikken minder mig om øjeblikke med stor kærlighed og hengivenhed, og samtidig henfører den mig til tider med stor sorg, længsel og sårbarhed. De to modsætninger mødes, forstærker hinanden og blomstrer sammen op til at være et kunstværk, der kan røre menneskesjælen langt dybere end hvis de blev fremlagt og fremkaldt alene.
En fødsel er i min optik ligeledes en forening, der skaber noget, der er langt større og stærkere, end det, der forenes. Når muligheden for det vidunderlige og guddommelige i tilblivelsen af det nye liv møder risikoen for det tragiske i dødsfald og sorg, skabes der noget, der er langt større end livet og døden: foreningen af livet og døden.
Når Friedrich Nietzsche (1844-1900) i sit berømte værk, Also sprach Zarathustra (1885), udtrykker den berømte sætning: "Man muss noch Chaos in sich haben, um einen tanzenden Stern gebären zu können", vækker det genklang i mig. Det er for mig det smukkeste og mest poetiske udtryk af den nødvendige forening af kaos og kosmos, der må eksistere, for at kunne skabe noget, der er større.
Jeg er evigt taknemmelig for at omgås mennesker og musik, der minder mig om, hvor vigtigt det er at opleve alle aspekter af sit følelsesspektrum, være i dem, lade dem spire, blomstre og gro. Lade følelserne mødes, stemninger forenes, og give plads til komplementære sammenstød og sammenfletninger. Ikke kun søge efter styrke og lykke, men hilse sorg velkommen, og huske på, at der ud af sårbarhed kan blomstre nye, smukke eksistenser. Nye muligheder. Huske på, at man af og til må have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar