Brahms og barnets lykke

Et af de smukkeste værker i denne verden er efter min mening Brahms' intermezzo Op. 117 nr. 1. Her kan det høres i en indspilning fra 1950 med Wilhelm Kempff:

De tre intermezzi fra Op. 117 var bl.a. inspireret af et skotsk digt fra Herder's Volkslieder, og bærer dette citat:

Schlaf sanft mein Kind, schlaf sanft und Schön !
Mich dauert's sehr, dich weinen sehn.

Stykket rører mig dybt i sin rene, instrumentale form. Det er så enkelt, så ømt - og så fyldt med modstridende følelser. For når jeg hører værket, eller selv spiller det og synker ind i stykkets stemning (hvilket jeg ofte har om aftenen som det sidste, inden jeg går fra tangenterne), forestiller jeg mig et meget tydeligt billede.

Det er et billede af en ung kvinde, en smuk og kærlig mor, der vugger sit barn i sine arme. Hun er så fyldt med ømhed og kærlighed til sit lille barn, som er så ren og uskyldig, fyldt med frygtløs nysgerrighed og varme til verden - så uspoleret. Som hun sidder der med sit barn, er alting godt.
Men hvor gerne hun end ville undgå at tænke på det, kommer hun (i stykkets midterdel/B-del) til at tænke på alle de farer, der lurer ude i verden, lige rundt om hjørnet, som barnet endnu ikke ved noget om. Alle de oplevelser og personer, der kan gøre barnet fortræd og ødelægge dets tillid til verden. Så meget sorg, svigt og skuffelse. Barnet er, som hun selv var, da hun var barn, og som alle andre børn altid har været og altid vil være, utrolig sårbart overfor alle disse erfaringer. Og de vil aldrig blive glemt.
Men så ser hun igen på sit barn med så megen mildhed og kærlighed i øjnene (i sidste 3.del af stykket, reprisen), og ser, hvor upåvirket barnet endnu er, Hun kaster sin sorg over de ubehagelige oplevelser, barnet vil få gennem livet, fra sig, og beslutter sig for at give det alt den kærlighed, hun har i sig.

Sov trygt og godt, mit barn, i din moders kærlige arme.

Græd ikke, for du ved jo endnu slet ikke, hvad ondt verden vil bringe dig.

Chopin

"Når jeg har spillet Chopin, føler jeg det, som havde jeg grædt over synder, jeg aldrig har begået, og sørget over tragedier, som aldrig har ramt mig."

 Oscar Wilde

Det magiske grænseland

Noget af det, der fascinerer mig mest i denne verden, er grænser, der brydes. Jeg elsker det magiske ved overgangen mellem to stadier, to steder, to stemninger. Den fysiske spænding og tilfredsstillelse, man opnår ved at opleve et fly lette fra jorden. Når tiden står stille lige inden to mennesker kysser hinanden. Afsættet og tilstanden der opstår i det øjeblik, man springer ud fra en afsats. Randen på stranden, der viser den ustabile skillelinje mellem havet og sandet. Øjeblikket, når to vanddråber smelter sammen:

Det magiske i musikken er i min optik også disse overgange.
Disse overgange, fortalt med musik, kan i nogen tilfælde være så overbevisende, at de kan give den samme fysiske spænding og tilfredsstillelse som ved at lette fra jorden.

For at overgangene i musikken kan have denne fantastiske effekt, må der nødvendigvis være to veldefinerede afsatser på hver side - præcis som i alle andre overgange. To poler, måske. Overgangen fra land til luft. Fra spænding til afspænding, blødt til hårdt. Der kræves to veldefinerede og stærke udtryk, før man kan føle vejen imellem dem.
Dertil kommer så at gøre vejen mellem dem til noget helt, helt særligt.

Det unikke ved sådanne overgange og grænsestadier træder måske i høj grad i kraft af deres flygtighed. De bliver specielle og forholdsvis sjældne, idet de kun eksisterer midlertidigt, hvorfor man ikke kan hvile i dem. Der går kun et ganske lille øjeblik fra man har hele flyvemaskinen på jorden, til den er oppe i luften. Derfor er dette øjeblik unikt - og aldeles afgørende for, hvordan man møder det andet stadie.

Et af de musikstykker, jeg har oplevet suset af magiske overgange i, er Beethovens 'Pathetique'-sonate. Her spilles den af Daniel Barenboim. Lyt, og lad dig selv svælge i det flygtige, magiske grænseland.