Det magiske grænseland

Noget af det, der fascinerer mig mest i denne verden, er grænser, der brydes. Jeg elsker det magiske ved overgangen mellem to stadier, to steder, to stemninger. Den fysiske spænding og tilfredsstillelse, man opnår ved at opleve et fly lette fra jorden. Når tiden står stille lige inden to mennesker kysser hinanden. Afsættet og tilstanden der opstår i det øjeblik, man springer ud fra en afsats. Randen på stranden, der viser den ustabile skillelinje mellem havet og sandet. Øjeblikket, når to vanddråber smelter sammen:

Det magiske i musikken er i min optik også disse overgange.
Disse overgange, fortalt med musik, kan i nogen tilfælde være så overbevisende, at de kan give den samme fysiske spænding og tilfredsstillelse som ved at lette fra jorden.

For at overgangene i musikken kan have denne fantastiske effekt, må der nødvendigvis være to veldefinerede afsatser på hver side - præcis som i alle andre overgange. To poler, måske. Overgangen fra land til luft. Fra spænding til afspænding, blødt til hårdt. Der kræves to veldefinerede og stærke udtryk, før man kan føle vejen imellem dem.
Dertil kommer så at gøre vejen mellem dem til noget helt, helt særligt.

Det unikke ved sådanne overgange og grænsestadier træder måske i høj grad i kraft af deres flygtighed. De bliver specielle og forholdsvis sjældne, idet de kun eksisterer midlertidigt, hvorfor man ikke kan hvile i dem. Der går kun et ganske lille øjeblik fra man har hele flyvemaskinen på jorden, til den er oppe i luften. Derfor er dette øjeblik unikt - og aldeles afgørende for, hvordan man møder det andet stadie.

Et af de musikstykker, jeg har oplevet suset af magiske overgange i, er Beethovens 'Pathetique'-sonate. Her spilles den af Daniel Barenboim. Lyt, og lad dig selv svælge i det flygtige, magiske grænseland.