Det gik stille og roligt op for mig, at mit livs musikalske forelskelse, min muse og min uerstattelige veninde gennem tykt og tyndt, hele tiden havde boet lige rundt om hjørnet på Guldbergsgade. Det går til stadighed lidt mere op for mig hver dag, hvor utrolig meget Mai betyder for mit liv, og hvor uendelig taknemmelig jeg er, over at jeg endelig fik åbnet øjnene og set skatten ligge begravet så tæt på mine egne rødder.
Nu øver sammen næsten hver dag. Vi trækker vejret sammen. Vi kender hinandens mindste vink. Vi Fuldender hinandens sætninger. De dage, hvor jeg kun øver alene, længes jeg frygtelig meget efter hendes tisltedeværelse. Jeg mangler vores musikalske, kreative dialog og vores arbejdsproces. Vores fælles udviklingsproces. Vores modning som spirende kunstnere. Og mennesker. Der sker noget helt magisk, når vi træder ind i et musikalsk rum sammen. Det bliver så fyldt med nysgerrighed, dynamik, vovethed, kærlighed og respekt - og med vanvittige mængder af disciplin og arbejdsmoral.
*
Han stod i en have fuld af blomstrende roser.
-Goddag, sagde roserne.
Den lille prins stirrede på dem. De lignede alle hans blomst.
- Hvem er I? spurgte han forbløffet.
- Vi er roserne, svarede de.
- Å! sagde den lille prins.
Og han følte sig meget ulykkelig. Hans blomst havde fortalt ham, at det var den eneste af sin art i verden. Og her var nu fem tusinde akkurat mage til i en enkelt have!
...
Jeg troede, den var den eneste, og jeg følte mig så rig, og så er det bare en ganske almindelig rose, jeg ejer. Den og så mine tre vulkaner, der går mig til knæet og hvoraf den ene måske for altid er udslukt - det bliver man ikke nogen stor prins af...
Og han lagde sig ned i græsset og græd.
*
Den uge i Polen kastede vi os ud i et meget intensivt udviklingsforløb. Vi arrangerede en koncert i midten af november på Metronomen på Frederiksberg, hvor vi ville spille creme de la creme af det franske repertoire for fløjte og klaver, og med Mais ankomst til de polske breddegrader begyndte det hårde arbejde for alvor. Hver morgen stod jeg tidligt op for at øve lidt alene og skrive mig op på ventelisten til at få øvelokaler hen ad formiddagen, hvor Mai kom ind på konservatoriet efter at have øvet hjemme i lejligheden. Så øvede vi et par timer sammen, spiste frokost, og øvede videre. Vi tog timer hos min fantastiske kammermusikprofessor. Vi kodede hinandens kropssprog ind på rygraden, og vores fornemmelse for hinandens vejrtrækninger blev en indgroet i vores DNA.
Vi rejste ind i os selv og hinanden som musikere - og ikke mindst som mennesker. Vi brugte hele dagen i hinandens selskab hver dag. Vi sov i den samme seng. Vi gik hinanden på nerverne. Og vi trøstede og støttede hinanden, når vi var ved at bryde sammen. Et frø begyndte at spire til en helt særlig og uerstattelig relation, og for hver dag voksede vores kærlighed til hinanden og til vores fælles musikalske rejse.
Efter Mais ophold i Warszawa fløj vi sammen tilbage til Danmark, hvor vi fortsatte processen i danske rammer, indtil vi efter to meget intense og utrolig udviklende uger i hinandens og den franske musiks selskab kunne afslutte forløbet med vores første, helt egen offentlige koncert. Det var det største projekt, vi hver især nogensinde havde begået. Det var en kulmination på et arbejdsforløb - men også en milepæl i vores musikalske udvikling hver for sig, og ikke mindst sammen.
Da jeg herefter tog hjem tik Polen igen, var det med en tung sky af længsel efter en fortsættelse af vores fantastiske, fælles udviklingsforløb og Mais vidunderlige tilstedeværelse i min dagligdag.
Hun var selvfølgelig også den første til at byde mig velkommen i Danmark, da jeg pakkede kufferten og til tilbage til København. Mødet med hende på hovedbanen i København var det dejligste, jeg kunne have forestillet mig. Og snart gik vi i gang med at sætte nye musikalske planer i verden.
*
"Gå hen og se på roserne igen, og du vil forstå, at din rose er den eneste i verden.
Den lille prins gik hen og så på roserne.
"I
ligner slet ikke min rose, I er slet ingenting endnu, sagde han til
dem. Ingen har gjort jer tamme, og I har ikke gjort nogen tamme. I er
ligesom ræven var. Den var bare en ræv ligesom hundrede tusind andre
ræve. Men jeg gjorde den til min ven, og nu er den den eneste ræv i
verden.
Og roserne blev helt flove.
"I er smukke, men tomme", vedblev han. "Man går ikke i døden for jer.
En almindelig forbipasserende ville nok tro, at min rose var ligesom I.
Den alene er mere værd end jer alle sammen, fordi det er den, jeg har vandet. Fordi det er den, jeg har sat under glasklokke. Fordi det er den, jeg har dækket med en skærm. Fordi det er den, jeg har slået kålorme ihjel for (lige med undtagelse af de par stykker, der skulle blive til sommerfugle). Fordi det er den, jeg har hørt beklage sig eller småprale, ja undertiden enddog tie. Fordi det er min rose."
*
En dag efter en prøve på konservatoriet så Mai noderne til Szymanowskis sonate for klaver og violin ligge på flygelet og begyndte nysgerrigt at pille ved dem. "Har du ikke lyst til at prøve at spille lidt af det med mig, bare for sjov?" spurgte jeg. Vi kastede os legende ud i musikken sammen, og dette musikalske møde mellem mig, Mai og Szymanowski skulle vise sig at blive mere betydningsfuldt, end nogen af os havde forestillet os. Mai fik hurtigt blod på tanden. Dén kunne hun da godt spille på fløjte!
Og så begyndte hendes omhyggelige arbejdsproces med at nærstudere sonaten, violinstemmen, harmonierne, melodierne og samspillet med klaveret. Med et klaverpartitur og en violinstemme, som langsomt blev fyldt med flere og flere røde streger og kradse markeringer, begyndte transkribtionen for fløjte at tage form. Den umiddelbare optimisme blev dog hurtigt sat på prøve, da det alligevel viste det sig at være en enormt krævende proces at ændre sonatens besætning.
Der er langt fra lyden af træ til klangen af ædelmetal. Mais - og vores fælles - forhold til musikken ændrede sig langsomt, men radikalt, da vi byggede violinmusikken om til at være noget af det mest spændende fløjterepertoire, nogen af os havde stiftet bekendtskab med.
*
På min fødselsdag uropførte vi Mais transkription af Szymanowski-sonaten til en studiekoncert på Det kgl. Danske Musikkonservatorium. Vi havde brugt så vanvittigt meget tid på at øve os og fået masser af undervisning fra forskellige lærere, men lige inden vi gik på scenen, gik det op for os, at vi egentlig aldrig havde prøvet at spille hele sonaten igennem i ét stræk, ligesom vi skulle gøre nu. Så det blev ikke bare en uropførelse - det blev også performance in first take. Sonaten varer omtrent en halv time og er en dynamisk eksplosion af drama fra ende til anden, og kræver utrolig meget energi at spille. Udtrykket er stort, stærkt og stormende lige fra de første akkorder. Musikken bevæger sig gennem nuancer af ulmende trussel, for derefter at bevæge sig over i blide bølger, der lyser et håb op i mørket - men pludselig forvandles den igen gennem drastiske, dynamiske skift til voldsomme følelsesudbrud og hjerteskærende sorg og smerte. Satserne er meget forskellige. Og deres karakter ændrede sig også markant, efter vi fandt ud af at tilpasse sonaten til fløjtens udtryksmuligheder og begrænsninger.
Uropførelsen var en nervepirrende, krævende og helt fantastisk oplevelse.Og præcis som jeg næsten altid gør, var jeg dybt bevæget af den intimitet og det nærvær, vi havde med os på scenen. Den helt særlige kontakt, den helt ubeskrivelige følsomhed. Den musikalske forbindelse, jeg aldrig har oplevet med nogen anden.
*
Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet, sagde ræven.
- Det væsentlige er usynligt for øjet , gentog den lille prins for bedre at huske det.
- Det er den tid, du har spildt på din rose, der gør den så betydningsfuld.
- Det er den tid, jeg har spildt på min rose... sagde den lille prins for bedre at huske det.
fra "Den lille prins"
af Antoine de Saint-Exupéry.
*
Når jeg rammes af væk-ve og sukker længselsfuldt efter at rejse væk fra den danske rigdom og magelighed, kan jeg altid kaste et blik på min musikalske forelskelse fra Guldbergsgade og blive mindet om, hvorfor jeg befinder mig lige præcis her. Fordi jeg må passe på min rose, og lade mig rive med på en uendelig smuk rejse med Duo con Passione.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar