tirsdag den 26. februar 2013

Det magiske dramas pris

Efter min studietid i Warszawa var det svært for mig at føle mig hjemme i København igen. Det begyndte først at blive lettere for mig, da jeg hurtigt købte en flybillet tilbage til Polen. Købet af billetten gav mig en følselse af geografisk mobilitet og uafhængighed, samt en følelse af stadig at være tæt på mit polske eventyr. Derved kunne jeg meget lettere slappe af og give mig selv ro til langsomt at falde mere og mere på plads i Koebenhavn igen.

Mine mål for rejsen var at indspille Karol Szymanowskis (1887-1937) sange op. 11 med den fantastiske tenor, jeg havde mødt i Warszawa, samt at spille Szymanowskis sonate for klaver og violin med Ridderen hos min vidunderlige, polske kammermusiklærer. Imidlertid lykkedes det mod forventning ikke at få mulighed for at indspille sangene i løbet af mit korte ophold, så dagene blev brugt på et intensivt samarbejde med Ridderen om at få sonaten for klaver og violin til at blive til magi imellem os. Disse dage og dette samarbejde blev en langt større, mere intens og langt mere kompliceret udviklingsproces for mig, end jeg kunne have forestillet mig, da jeg onsdag morgen tog flyet fra Kastrup til Chopin-lufthavnen i Warszawa. 

Szymanowskis sonate for klaver og violin er musik, som er skrevet i desperat, dramatisk og ulykkelig kærlighed. Den er spækket med intensitet, enorme følelser og størke konfrontationer. Paa polsk. Og det går mere og mere op for mig, at sonaten er et utrolig rammende udtryk for affekten i en typisk polsk, ulykkelig kærlighedshistorie. Og hvor enorm forskel der kan være på forskellige nationers generelle tendenser til foelelsesmæssige ind- og udtryk.



Ridderen og jeg skulle altså skabe noget magisk med disse dramatiske toner. Sammen. Ridderen er nok den, jeg har mødt, som er det bedste og mest rammende eksempel på en ægte, polsk, dramatisk romantiker. Hans opfattelse af verden og hans måde at omtale den på er tynget af en stolt, tung, voldsom og følelsesladet historie, både personligt og på nationens vegne. For nationens historie betyder virkelig noget, når man befinder sig i Warszawa, som på rekord-tid blev genopbygget efter at være blevet næsten jævnet med jorden i midten af det forrige århundrede. Og det er slet ikke så længe siden, som man - og jeg selv - forestiller sig, når man befinder sig i lille, trygge Danmark. Endvidere er det så godt som umuligt at slippe en så uendelig tragisk historie, når der stadig kan findes skudhuller fra krigen i byens ældre bygninger.
*

Ridderen er et utroligt kunstnerisk begavet menneske. Måske lidt distræt. Men uendelig udtryksfuld, både når han spiller og når han kommunikerer. Udtrykket strømmer ud af ham som en brusende flod af følelser, som slet ikke er til at bremse. Og følelserne er i særdeleshed præget af en varm, romantisk dramatik. Ulykkelig kærlighed. Ubetinget hengivenhed. Håbefulde suk. Sårbarhed, stolthed og sårethed. Frustration over en usikker økonomisk fremtid, men et ufortrudt salg af sin sjæl til musikkens muse. En altoverskyggende kærlighed til kunsten. 
Jeg kunne ikke finde en mere passende partner til at spille netop denne sonate. Men jeg kunne heller ikke finde en partner, som kunne være mere følelsesmæssigt konfronterende i arbejdet med denne musik. For hvis man virkelig skal finde magien i musikkens sprog og være en kanal for komponistens ønske om følelsesmæssigt udtryk, skal dette udtryk mærkes og gennemleves hos udøveren selv. Ikke bare i koncertsituationen, men i hele arbejdsprocessen. Og på scenen skal følelserne og dramaet serveres så overbevisende, at dem, som hører musikken og ikke mindst historien i musikken, bliver overbevist om, at det foregår lige nu og her. At det er virkeligt og helt tæt på. Så tæt på, at de kan mærke det helt ind til marven.
Forløbet med Ridderen formåede virkelig at udfordre min evne til at arbejde professionelt og holde en personlig og følesesmæssig distance til en kammermusikpartner, med hvilken jeg skulle kunne arbejde med og udtrykke så voldsomme og stærke følelser. Endnu mere konfronterende blev det, da Szymanowskis egen ulykkelige kærlighedhistorie, som særligt blev udtrykt gennem netop denne sonate, pludselig også var blevet levende i mellem os. Scenen til sonaten kunne ikke være sat mere rammende, ærligt og uendelig hårdt. 

Musikken, historien og dramaet kom tættere og tættere på mig. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre for at holde den fra livet, og kunne arbejde med den uden for mit eget følelsesliv, uden at lade mig påvirke alt for meget af Ridderens følelsesrus. Og fredag, da vi holdt prøve efter frokosttid, nåede jeg min grænse. Jeg kunne simpelthen ikke håndtere dette virvar af følelser så tæt på mig på så mange planer. Ridderens dramatiske væsen og dramatiske måde at spille på blev alt for meget for mit relativt distancerede, rolige skandinaviske væsen. Og jeg måtte forlade ham, klaveret og musikken i affekt. Affekt over at være fuldstændig følelsesmæssigt udmattet og uden nogen intim sfære, hvor jeg kunne holde min følelsesmæssige kerne stabil. Alene. Ridderen var alt, alt for tæt på mig. Hele tiden. Og jeg havde virkelig brug for en pause.

*

Dybt frustreret og meget udmattet gik jeg ud til det store teater i Warszawa, hvor jeg vidste, at min kammermusiklærer spillede til opera-masterclass med en kendt, italiensk sangcoach. Jeg blev altid i godt humør af at se min kammermusiklærer, og jeg håbede på at kunne opleve lidt musikalsk tilfredsstillelse og inspiration ved at overvære sangtimerne. 
Den første sanger, jeg hørte, var en polsk tenor, som sang følgende recitativ og arie fra Figaros Bryllup af Wolfgang A. Mozart (1756-1796): 


Meget hurtigt blev jeg dybt fascineret af at opleve den enorme forskel i følelsesmæssigt og kropsligt udtryk hos en polsk kunstner og en italiener. Det blev utrolig tydeliggjort i den måde, den polske tenor udtrykte Figaros udråb efter sin elskede Susanna - og hvordan den italienske coach ville have ham til at udtrykke det. Selv teaterdirektøren, som også var tilstede som underviser i timerne, påpegede, at han sang recitativet som en østeuropæer, og ikke en italiener. 
Forskellen var den, at den polske tenor sang "Susanna" med kærlig længsel, åbent hjerte og dyb smerte. Han kaldte på sin elskede med ulykkelig og sorgfuld røst, men udtrykte trods det ubetinget kærlighed til sin udkårne. Sårbart og romantisk. Italieneren og teaterdirektøren brugte undervisningstiden på at få den polske tenor til at udtrykke sig som en italiener. På i sine udråb efter Susanna at skabe en hidsig, sammenbidt vrede, en indædt skuffelse og bitterhed samt en sydlændings til tider hysteriske og meget affetuose kropssprog. Han skulle lære at give slip på den polske, bløde romantik og fange den italienske hidsighed og det varmblodede middelhavstemperament samt de dertilhørende konfronterende, kropslige gesti.

Jeg var dybt betaget af at få udpenslet disse kulturelle forskelle foran mig - og så endda på en teaterscene. Og endvidere blev jeg pludselig slået over, hvor meget sværere det ville være for mig, hvis jeg var operasanger, og skulle forberede og gennemføre forestillinger som en karakter i en kompliceret kærlighedsaffære. Isaer med en italiensk partner. Og særligt, hvis vi i forvejen havde et kompliceret, personligt forhold. Så ville alting være endnu mere konfronterende, hysterisk og kropsligt - og lige op i ansigtet på mig. Og det slog mig, at distance måske i virkeligheden kun er noget, man har i Skandinavien. Og i hvert fald ikke på en opera-scene. Operasangere må kunne udtrykke hvad som helst med hvem som helst, når som helst og hvor som helst. Og så overbevisende, at publikum til enhver tid føler, at det hele virkelig foregår lige nu; i det virkelige liv lige nu
Og jeg blev pludselig utrolig lettet over, at jeg ikke var i netop en sådan situation. En situation, hvor jeg skulle udtrykke enorme følser med stemme, krop og sjæl, og med en person, som var grænseløst tæt på mig, både under forberedelser og  til forestillinger, hvad enten jeg kunne holde vedkommende ud privat eller ej. Så var Ridderen alligevel ikke den mest udfordrende kammermusikpartner, jeg kunne have fundet mig. Og i øvrigt drejede det sig jo kun om få dage. 
Straks efter timerne tog jeg tilbage på konservatoriet, fandt Ridderen og gav ham et stort kram.

Mine gode intentioner om følelsesmæssige udholdenhed blev dog hurtigt sat på prøve. Det lykkedes os at arbejde nogenlunde sammen indtil vores sidste time hos hans lærer lørdag aften, hvor det lykkedes os at vise et temmelig udviklet og stærkt musikalsk samarbejde. Timen gik gnidningsfrit, men så snart Ridderens lærer havde forladt salen, var det slut. Nu kunne ingen af os klare mere af Szymanowskis musikalske drama, forstærket voldsomt af vores eget personlige drama, og dybt frustrerede tog vi afsked med hinanden. 

Jeg følte mig dybt lettet over at have afsluttet det utroligt konfronterende samarbejde med Ridderen og trodset de uendelig mange øjeblikkes gennemtrængende lyst til skrigende at løbe langt væk fra ham og musikken. Vi havde holdt ud indtil lørdagens sidste time. Og vi havde lært en masse. Det havde jeg i hvert fald. Om at arbejde forskelligt med forskellige partnere. Om at holde følelser og konfrontationer fra livet, og om at modstå trangen til at stikke af og flygte fra det hele. Om musik og mennesker. Og om mig. 
Om, hvad det kræver at kunne finde frem til magien i musikkens sprog. Om, hvor hårdt det kan være.
Og om, hvor tæt på Szymanowski og hans følelsesmæssige tilstand, da han skrev sonaten, vi egentlig var kommet denne lørdag aften.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar