Programnoter fra et bacheloreventyr

Der var engang...

Bachelorkoncert

3. juni 2013

Maria Bundgård, klaver

Claude Debussy:

(1862-1918) Images, 1^ére série

1. Reflets dans l'eau
2. Hommage à Rameau
3. Mouvement

Fryderyk Chopin:

(1810-1849) Klaverkoncert nr. 2, f-mol

1. Maestoso

Medvirkende: Thomas Darelius, klaver

*

Billeder fra mit polske eventyr

Med stor respekt og kærlighed har jeg i hele min studietid på konservatoriet set min lærer, Jens Elvekjær, som en klaverfar for mig. Mange kender til følelsen af, at det til tider kan føles som en kamp mod vindmøller at vinde sin fars anerkendelse. Endnu flere kender måske også lysten til i ungdomsårene at rejse væk fra det hele og stå på egne ben – og se, om de holder.

”Klaverkongen hørte sin datters bønner, og lod hende rejse ud i den store verden. Inden afrejse gav han hende en trefoldig opgave at løse undervejs: han bad hende om at spille de 3 satser af Debussys Images.”

Da sommeren gik på held i 2012, flyttede jeg til Warszawa for at studere på Fryderyk Chopin University of Music. Jeg var lykkelig over at være rejst ud i verden med så smuk en udfordring i bagagen, og jeg arbejdede med stor fascination og voksende kærlighed til musikken. Den vækkede en helt særlig genklang i mig; en genklang af billeder i både lyse og mørke kroge af mit sind. Men i Warszawa var øvningen et mareridt, og hver dag kæmpede de mange pianister om at få bare et par timers øvetid i de 5 lokaler, der var stillet os til rådighed.

”Skatkamrene blev bevogtet af ”nøgledamerne”. De dystre skikkelser observerede alt, som lagde vejen forbi dem, med øjne så store som tekopper. Den mørke stemning til trods, skete der næsten magiske ting i kamrene, når hun endelig blev lukket ind – for da ønskede hun virkelig af hele sit hjerte at fordybe sig i den opgave, der var blevet hende tildelt, og blive i stand til at skabe den musik, hun drømte om at dele med verden.”

1. Reflects dans l'eau. Reflektioner i vand.

I dette lille mesterværk kreerede Debussy på smukkeste vis billedlige lag med hver sin farve, klang og stemning. Der er forgrund, mellemgrund og baggrund - og fragmenter, som høres fjernt, slet skjult af en hvid mystik.

”I symbolikkens verden skitserede hun sine følelser i vandet. Hun malede brede laveringer i baggrunden, smukke, horisontale linjer i landskabet, spændende fragmenter i forgrunden og mystiske væsener i tågen.

Snart fremtonede der sig et detaljeret billede af akvareller, der satte den harmoniske kulisse for hendes tilværelse i det nye land. Kulissen reflekterede hendes impulsive og nærværende følelser, dem, som lå gemt dybt nede over vandoverfladen, og også dem, som kun svagt kunne anes, hvis man fangede dem i det helt rigtige, hemmelighedsfulde månelys.”

2. Hommage à Rameau. Hyldest til Rameau.

Debussy skrev Hommage à Rameau som en hyldest til en af musikkens store autoriteter, den franske komponist og musikteoretiker Jean-Philippe Rameau (1683-1764). Rameau regnes for at være en af de mest betydningsfulde barok-komponister i Frankrig – måske som kongen af den franske musikhistorie.

Min klaverlærer i Warszawa, Bronislawa Kawalla, var en helt særlig kvinde i sit livs sene efterår. Til trods for sin lille, skrøbelige skikkelse, optrådte hun altid med enorm autoritet og værdighed. Med sin løftede pande, majestætiske gang og sit kærlige blik fik hun hurtigt rollen som den gode dronning i mit polske eventyr.

”Med værdige skridt bevægede dronningen sig majestætisk gennem sit prægtige slot. De smukkeste blomsterranker og krybende vedbend med forgyldte blade snoede sig kærligt om de enorme søjler, der knejsende bar de rigt dekorerede lofter af gyldent marmor.”

Men de majestætiske, bløde klange vækkede også minderne om min mor frem i mig. Hommage à Rameau udviklede sig derfor til at blive en hyldest til den mor, jeg altid vil savne.

3. Movement. Bevægelse.

Jeg ser musikken som et billede på bevægelsen omkring os, bevægelsen mellem os - og bevægelsen inde i os. Alting er i bevægelse hele tiden, alting forandrer sig, og intet er nogensinde det samme, som det var før. Som Heraklit (535-475 f.v.t.) udtrykte det: “Ingen mand træder nogensinde i den samme flod to gange, for det er aldrig den samme flod, og det er aldrig den samme mand."

I mit eventyr blev Mouvement et symbol for min egen bevægelse - min egen udvikling. Bevægelsen i livet er vanvittigt udfordrende, præcis som klaverstykket er det, men det er jo netop alle udfordringerne i livet, som for alvor udvikler os og gør os til nye mennesker hele tiden.

”Klaverkongens datter rejste ud i verden og gik ihærdigt på opdagelse i alt det nye omkring hende.

Dronningen af Chopinland lod hende ikke dvæle ved den melodiske fascination, men styrede hende kærligt mod de sande udfordringer i livet. Hun viste hende vandspejlets magi, og klaverkongens datter så, hvordan følelserne ændrede sig for hver eneste gang, hun spillede dem.”

”Hun rejste ud i verden, men voksede indad. Hun så spændende riger og lande, men mærkede mest af alt, hvordan mennesker udvikler og fornyer sig hele tiden, præcis som den verden, de lever i.”

På samme måde vil Reflects dans l'eau og alle de følelser, der ligger gemt i vandspejlet, også ændre sig lidt for hver eneste gang, jeg spiller dem.

Chopins klaverkoncert

- en kærlighedshistorie

Som barn forelskede jeg mig hurtigt i den klassiske musik. Mine forældre købte mig engang en CD med Tchaikovskis klaver- og violinkoncert, og jeg forelskede mig hovedkluns i musikken. Da jeg hørte violinkoncerten, var jeg overbevist om, at mit mål med livet måtte være at spille netop dette værk. Jeg blev enig med mig selv om, at når det engang ville lykkes mig, havde jeg udrettet alt, hvad jeg kunne i dette liv. Jeg plagede ukueligt mine forældre om at få lov til at spille violin, men de købte mig i stedet et gammelt og utrolig smukt Hornung & Møller klaver da jeg var 10 år gammel, som jeg blev placeret foran med min polske mor siddende ved min side som min personlige, nådesløse klavercoach.

Trods min umiddelbare genstridighed og store modstand mod de sorthvide tangenter, begyndte et ganske særligt kærlighedsforhold langsomt at spire, vokse og gro, og snart havde især den romantiske klavermusik fået en helt særlig plads i mit hjerte.

*

Mange år senere fik jeg til tider at vide, at jeg spillede Beethoven som Chopin: alt for romantisk, blødt og rubato. Jeg var derfor overbevist om, at det ville være oplagt at tage til Chopinland og lade Chopin-eksperterne undervise mig i f-mol koncertens melodiske og melankolske dybder. Imidlertid blev jeg rystet i min grundvold, da jeg i Warszawa fik at vide, at jeg spillede Chopin som Beethoven: alt for klassisk, korrekt, stift og struktureret.

Mine polske lærere begyndte at pille koncerten fuldstændig fra hinanden. Til sidst var den revet så meget i stumper og stykker, at jeg var lige ved at give helt op. Og da det så sortest ud, og jeg følte mig fuldstændig uduelig til at spille romantisk klavermusik, var min studietid i Warszawa forbi, og jeg måtte trøstesløs vende tilbage til Danmark.

Med Jens' hjælp og store tålmodighed fik jeg dog langsomt limet stykkerne sammen igen. Stille og roligt begyndte kærligheden til musikken at overskygge frygten for at få Chopin til at vende sig i graven, og jeg mærkede, hvordan der trods alt havde været en mening med alt det, jeg havde oplevet i Warszawa: jeg havde fået et meget stærkt, personligt og ærligt indblik i den østeuropæiske, romantiske klavertradition – og i mig selv.

Se, dét var en rigtig historie!

*