I sommerferien 2011 tog jeg på et klaverkusus i Ollerup på Sydfyn. Det var ikke kun et studie i klaverteknik, hurtige oktaver, klangfarver og international networking. Det var en fantastisk uge med vidunderlige mennesker og fantastisk undervisning af professorer fra forskellige steder i Europa. Og så var det et studie i en kunstners forhold til sig selv og til anerkendelse.
Efter at alle prøver og eksamener på konservatoriet, hvor jeg havde øvet mig som en vanvittig for at opnå det bedst mulige resultat, fortsatte jeg med at øve på fuld tryk den første måned af sommerferien. Jeg skulle på masterclass i Ollerup, og med det for øje, forsøgte jeg at øve et nyt repertoire op, som skulle bruges i denne anledning. Jeg var dybt optaget af min øvning - så meget, at jeg afslog at tage med mine venner på stranden før efter jeg var hjemvendt fra undervisningen på Sydfyn. Og det var som sådan fuldstændig smertefrit. Men da der pludselig kun var 7 dage tilbage til min afrejse, gik jeg fuldstændig i panik. Jeg blev fyldt med enorme mængder frustration og sorg, og kunne slet ikke finde ud af at omgås andre mennesker uden at bryde ud i gråd. Jeg følte en utrolig stor frygt for dette kursus - en frygt for, at jeg skulle dømmes. For kurset i Ollerup er meget kendt af unge, danske pianist-aspiranter, og er et sted, hvor mange mødes en gang om året for at holde kontakter og venskaber ved lige, modtage god undervisning og nyde et nørdet miljø med dedikerede musikstuderende og klaverlærere. Og jeg var ved at dø ved tanken om, at jeg skulle spille for alle disse folk - at jeg skulle dømmes af dem, og at de ville videregive information om, hvor godt eller skidt jeg nu spillede, til andre i musikmiljøet. Det var 5 år siden, jeg havde været på kurset sidst, og jeg var vanvittigt bange for, at folk skulle blive skuffede over min udvikling over den sidste årrække. Det føltes, som om jeg kun havde én chance for at give dem et godt indtryk af mig, og at opgaven var så godt som umulig. For at berolige mig selv, forsøgte jeg endda at finde på andre uddannelser, jeg kunne begynde på, hvis det skulle gå helt galt. Mine dejlige venner på musikkonservatoriet gjorde hvad de kunne for at muntre mig op, og forsøgte alle at forklare mig, at alle til tider har store komplekser og selv de bedste til tider føler, at de intet er værd. Men intet hjalp.
Trods alle de mange fantastiske mennesker omkring mig, der ikke kunne andet end at få mig til at føle mig velkommen og meget godt tilpas, var frygten stadig cementeret i hver af mine celler, da jeg tog afsted og ankom til kursusstedet. Og den var der i allerhøjeste grad stadig, da jeg skulle have min første offentlige klavertime med en klaverprofessor fra konservatoriet i Köln.Og det blev også en temmelig ubehagelig oplevelse for os begge. Jeg var fyldt med indre frygt og uro, han havde tilsyneladende også en smule uro i kroppen over at skulle undervise offentligt, og vores kommunikation blev temmelig anspændt, og jeg gik fra undervisningen med en lidt ubehagelig fornemmelse i kroppen.
Imidlertid begyndte jeg, mens jeg iagttog alle de andre unge pianister, at alle kom for at give. Alle var kommet, fordi de ville give det, de havde opnået i deres forhold til musikken, til en ny underviser, til en ny koncert, til de skønne mennesker, de omgikkes. Og til gengæld fik de fantastisk undervisning, spændende muligheder for at spille koncerter, og kærligheden til musikken som en fællesnævner for alle deltagere skabte tætte, personlige bånd. Der var ingen, der gik rundt og dømte dem selv så hårdt, som jeg selv gjorde, selvom der selvfølgelig fandtes en helt almindelig nervøsitet og ydmyghed blandt de fleste.
Langsomt, mens jeg kom tættere ind på livet af disse mennesker og min professor, begyndte min frygt at falme. Efter at have hørt en fantastisk masse klavermusik efter blot de første par dage, begyndte jeg at indse, at jeg var min egen største frygt. De andre pianister og klavermennesker var jo ikke kommet hertil for at dømme mig. Det var kun mine egne krav til mig selv, der holdt mig lænket i en ubehagelig sindstilstand. Pludselig holdt jeg helt op med at vurdere kvaliteten af den musik, jeg hørte. Jeg begyndte bare at nyde den, at være i den, og kun på en positiv måde sætte den i relation til mennesket bag. Alle på stedet havde en interessant kunstnerisk vinkel, som fortjente anerkendelse. Også mig.
En aften gik jeg ud af spisestuen efter aftensmaden og satte mig på en bænk udenfor. På bænken sad også en gammel mand, en musikelsker, der besøgte stedet for at opleve alle de unge musikaspiranter og høre god musik. Vi faldt i snak, jeg fortalte ham om mine studier og min interesse for menneskelige relationer og mit virke på Røde Kors, og han konkluderede ud fra, hvad jeg sagde, at jeg nok ville komme en arbejdstid som akkompagnatør i møde. Denne dom gjorde mig temmelig utilpas. Den satte mig i bås, og det var lige præcis det, jeg havde frygtet. Og nu kom dommen fra en helt uventet vinkel, som jeg slet ikke var forberedt på. Om ikke andet fandt han mig interessant og ville gerne komme og overvære min time næste dag.
Og det gjorde han så.
Efter timen var der frokost. Han spurgte ydmygt, om han måtte side ved mit bord, og satte sig ned. Hans øjne var som fæstnede på mig, indtil han sagde, at han blev nødt til at fortælle, at det havde været en kæmpe oplevelse for ham at høre mig spille. Musikken var gået ham lige i hjertet, og han følte sig nu så mættet af klaverets klangverden, at han ikke ville høre mere musik, men bare tage hjem og bevare erindringen af det, han havde oplevet mens han hørte mig spille.
Jeg var målløs. Og lykkelig. Og følte mit behov for anerkendelse tilfredsstillet. Anerkendelsen var kommet fra den person, der var først til at dømme mig, men denne dom var nu ophævet.
Jeg følte mig fri. Og kunne ikke lade være med at være lidt fascineret af den udvikling, jeg havde været vidne til i løbet af disse uger. Og resten af kurset fortsatte jeg med at nyde musik og mennesker, og mine timer blev bedre og bedre, som jeg løsnede op og bare gav alt det, jeg havde i mig, uden forbehold.
Og dét er vel lige netop essensen af musikudøvelse - at give.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar