lørdag den 17. december 2011

At udlevere sig selv

Jeg har aldrig spillet så mange koncerter som i november og begyndelsen af december i år.  I forhold til professionelle musikere er det ikke noget at prale af, men at spille gennemsnitligt en koncert om ugen i forskellige fora og med forskelligt repertuire, både kammermusik og solo, har været det nærmeste, jeg hidtil er kommet det virkelige koncertliv.  Det har været fantastisk. Travlt. Sygdomsfremkaldende. Bekræftende. Og ikke mindst grænseoverskridende, da man skal vænne sig til at udlevere sig selv på en scene med jævne mellemrum.  Jo oftere man spiller koncerter, desto mere må man være i stand til at give publikum et ærligt og personligt indtryk af, hvordan man oplever og kan formidle en stemning, en karakter eller en historie uden særlig lang tid til at forberede sig mentalt – eller for den sags skyld restituere, før man sætter sig ved flyglet igen.
Nogle uger oplevede jeg et fantastisk flow, hvor jeg bare fløj fra den ene historiefortælling til den anden. Hvor jeg gled direkte fra forberedelse til præstation til forberedelse og igen videre til præstation.  Denne balance var især tilstede, hvor der var en hel uges mellemrum mellem koncerterne.
Imidlertid oplevede jeg min grænse, da jeg skulle spille koncert 2 dage i træk – den ene aften på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, hvor jeg spillede solorepertuire, og aftenen efter på Metronomen i Frederiksberg, hvor jeg spillede kammermusik med en fløjtenist. Jeg tog toget fra København til Esbjerg kl. 13.30 på koncertdagen og var fremme 16.45 – spillede lidt over 18.30, og tog så toget hjem igen kl. 21.42.  Jeg ankom til Nørreport kl. 01.15. Det var i sig selv ikke noget problem. Imidlertid blev det noget ubekvemt for min kæreste, da jeg blev ringet op af en gammel musikervens kone, som gerne ville sove hos mig den pågældende nat. Jeg kendte – og kender hende stadig – overhovedet ikke, men hun var i færd med at blive skilt fra sin mand og var i samme omgang blevet smidt ud af sin lejlighed. Selvfølgelig kunne jeg ikke lade være med at sige, at ‘selvfølgelig måtte hun da gerne komme, jeg var ikke selv hjemme, men min kæreste skulle nok tage imod hende’. Nok en smule imod min trætte kærestes vilje  (Hun gik dog iøvrigt lige i seng, da hun kom, og stod op inden os næste morgen, så det var en kort historie).
Det, der var svært for mig ved denne Esbjerg-koncert, var, at den forløb så professionelt. Jeg kom, varmede op, tog en pæn kjole på og spillede for publikum, og tog så herefter straks toget hjem igen.  Pludselig gik det op for mig, hvor vandt jeg var blevet til at få personlig feedback efter alle mine koncerter i København. Her var der altid mennesker omkring mig, der kommenterede på mine præstationer. Det var der ikke her. Og det efterlod et stort tomrum i mig. Jeg følte, at jeg havde udleveret mig selv, som altid – men denne gang uden at få anden respons på det, end den umiddelbare klapsalve, der fulgte inde i selve koncertsalen. Det beundrer jeg virkelig kunstnere for at kunne håndtere – det er jo sådan, det kommer til at foregå i praksis. Og det må være hårdt.
Næste dag var jeg stadig påvirket af dette tomrum, og jeg blev meget pirrelig inden aftenens koncert. Der ophobede sig mere og mere uro i mig: frustrationen over gårsdagens koncertoplevelse i en heftig cocktail med den stigende nervøsitet inden den kommende optræden, og jeg kunne bryde ud i gråd når som helst. Ikke desto mindre  gik koncerten forbavsende godt, og jeg var lykkelig for at have et par uger uden planlagte optrædener til at restituere lidt oven på mit første egentlige møde med det professionelle musikkerliv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar