onsdag den 21. december 2011

To verdener på samme tangenter

Da jeg gik på MGK i Esbjerg, tog jeg nogle timer hos jazzpianisten Catrine Frølund for at udvide min tilgang til klaveret. Efter at jeg blev optaget på konservatoriet og flyttede til København, lod jeg det ligge - indtil Catrine en dag i sommers pludselig ringede til mig. Hun fortalte, at hun også var flyttet til København, og foreslog, at vi kunne lave en byttehandel: jeg kunne give hende undervisning i klassisk klaverspil, mens hun kunne undervise mig i rytmisk.
Jeg var meget spændt på foretagendet. Jeg var stolt over, at Catrine også ville have undervisning af mig, men samtidig også nervøs for, hvordan det ville føles at deles om lærerautoriteten.
Det blev til et fantastisk spændende samarbejde. Det er så utrolig underholdende at se, hvordan to pianister, der hver især har en meget forfinet tilgang til det samme klaver, skal starte helt fra bunden, så snart man bevæger sig over i en anden genre.
Og jeg er vist ikke den eneste, der bliver underholdt. Da jeg her forleden spillede et par simple blues-licks for min kæreste, synes han at det var utrolig morsomt, at jeg kunne være så elendig til at spille blues, når jeg var så god til at spille støre, klassiske værker.
Nu må jeg hellere skynde mig ind på konservatoriet og øve mig, inden Catrine senere i dag skal høre, hvordan jeg kaster mig hovedkluns ud i at finde veje i bluesskalaens labyrinter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar