Wieniawskis Legende

Noget havde ændret sig dramatisk, efter at jeg havde skrevet mine tanker ned om mit polske eventyr og for alvor set min rejse og mine udfordringer i øjnene. Det var som om, at jeg havde overbevist min krop om, at det, jeg udsatte den for, var alvor. Jeg var trods alt kun halvvejs i mit studieophold i Warszawa. Det var som om, at min krop havde givet efter og accepteret sin geografiske placering. Pludselig begyndte den at gøre alt, hvad den kunne, for at jeg skulle føle mig hjemme; få mig til at hvile i de omgivelser, der var omkring mig her, i stedet for hele tiden at længes hjerteskærende efter de mennesker, jeg var rejst fra i København. Min krop accepterede udfordringen fuldt ud, og foreslog endda, at jeg kunne blive boende her i byen, hvis det skulle være på dén måde. Slå nye rødder, og lade sig forene med de nye omgivelser.
Nina fandt mig et lille yogahold, som jeg begyndte at undervise en gang ugentligt. Genforeningen med undervisningen fyldte mig med fryd, kærlighed og taknemmelighed foruden gensynsglæde med min "egen" vinyasa-inspirerede yoga, som jeg havde undervist i København, og som jeg havde sat til side i Warszawa for at stifte bekendtskab med Astanga. Det var fantastisk for mig at komme helt tæt på mennesker omkring mig igen på den måde, som man gør, når folk hengiver sind og krop til éns undervisning. 
Jeg indså, at jeg havde opbrugt min asociale kvote. Jeg kastede mig mere eller mindre fra den ene dag til den anden over mine omgivelser, lavede aftaler med de folk, jeg allerede kendte, og lod mig selv opsøge nye folk ligeså åbent og ligefremt, som jeg før havde gjort. Jeg begyndte for alvor at hilse og sludre med folk jeg mødte på konservatoriet. Når folk henvendte sig til mig, forsøgte jeg ikke længere at slippe udenom dem og forblive i min lille asociale boble.
Jeg begyndte endelig at have prøver med den fantastiske tenor, som min kammermusiklærer fandt til mig i begyndelsen af semesteret, og som havde været en af de få personer, jeg havde inviteret ind i min lille, lukkede verden. Han har en vidunderlig, stærk stemme, et genialt dramatisk udtryk - og er en skøn og nærværende partner. Det gjorde mig utrolig lykkelig at have fundet sporet af et nyt kammermusik-projekt efter at jeg med min ubeskriveligt dejlige fløjte-partner og veninde, Mai, havde spillet koncert med fransk musik for fløjte og klaver i København midt i november.
En dag besluttede min kammermusiklærer bestemte sig for, at jeg også skulle spille polsk musik for violin og klaver. Da han spurgte, om jeg havde nogen venner blandt violinisterne på konservatoriet, tænkte jeg straks på Ridderen, men kunne ikke gøre andet end at ryste på hovedet til hans spørgsmål, for jeg kunne jo ikke engang huske hans navn. Min lærer så lettere forundret på mig, men forsikrede mig om, at han ville forhøre sig blandt sine kolleger og prøve at finde en violinpartner til mig.
Jeg ærgrede mig. Hvis jeg bare i det mindste havde kendt hans navn... Men vi talte jo alligevel aldrig sammen. Det ville virke meget besynderligt, hvis jeg ud af det blå bad ham om at spille med mig, når jeg altid havde forsøgt at holde min afstand. Men ikke desto mindre håbede jeg, at universet måske ved et tilfælde ville få en af violin-professorerne til at foreslå Ridderen, når min lærer endnu engang gik på jagt for mig. Og hvis ikke, så ville det sikkert også være det bedste - så ville jeg lære en ny violinist at kende, og det kunne ikke skade. 
Til sidst kunne jeg alligevel ikke vente på skæbnens gang og besluttede mig for at tage sagen i egen hånd.

Den polske kunstner, Juliusz Kossaks (1824-1899) malerier af polske legender og krigshelte gjorde stort indtryk på mig som barn, og Ridderen har altid mindet mig om dem - og her er et af dem, som han minder mig mest om. 

 

Tilfældigvis (eller efter universets meget omhyggelige planlægning) var der studiekoncert for violinisterne den næste dag. Da jeg ikke huskede Ridderens navn, kunne jeg ikke finde ud af, om han overhovedet skulle spille den aften, men jeg besluttede mig for at tage chancen og ofre mig for over 2 timer i selskab med Kreislers virtuose violinværker.
Universet lod mig ikke satse forgæves. Den første, som trådte ind på scenen, var Ridderen.

I pausen stod jeg og talte med en af de andre pianister. Pludselig stod Ridderen ved siden af os, og jeg kastede mig straks over ham med ros for hans levende spil. "Vil du spille med mig?", vovede jeg. Den overraskede Ridder svarede forundret, men smilende ja til mit spørgsmål. Jeg gentog mit spørgsmål for at sikre mig, at han forstod alvoren i min henvendelse. Endnu mere forundret svarede han igen ja, med et endnu større smil, men kiggede nu lidt nervøst på pianisten ved siden af mig, og det gik op for mig, at jeg var i gang med at kapre pianistens partner. Ridderen blev nødt til at forlade os, og pianisten og jeg gik i gang med at le ad med, hvordan vi nu skulle dele vores violinist imellem os.
Så langt, så godt. Nu havde jeg hans navn fra koncertprogrammet. Da jeg kom hjem, gjorde jeg en massiv indsats for at finde kontaktoplysninger på internettet - men der var INTET at komme efter.
Næste dag så jeg ham et par gange, men altid længere væk i en gruppe af folk, som han var meget optaget af at tale med. Til sidst besluttede jeg mig hen ad aftenen for at tage mig sammen. Jeg forlod mit øvelokale og lagde kurs an mod kaffeautomaten. Og igen, efter universets præcise planlægning, stod han netop dér, lige ved kaffemaskinen, talte i telefon, og så akkurat i min retning, da jeg kom til syne i korridoren. Jeg styrede direkte mod ham. Og kaffen. Købte min kaffe, stillede mig ved siden af ham og gjorde det tydeligt, at jeg ville tale med ham. Hvilket jeg så gjorde. Og fik lokket et telefonnummer ud af ham.

Næste dag mødtes vi over en kop kaffe hos Starbucks på hovedgaden.
Aldrig havde jeg oplevet noget lignende. Jeg følte mig vitterligt båret igennem vores kaffe-date. Det var ligesom at sætte sig op på en slæde, blive trukket henover den blødeste, fineste hvide sne. Der var ikke ét tidspunkt, hvor jeg følte mig det mindste utilpas, eller hvor jeg følte, at jeg skulle presse samtaleemner frem for at holde forbindelsen kørende. Ridderen var fantastisk selskab. Og vi besluttede os for at starte med at spille den berømte Legenda af den polske violin-virtuos, Henryk Wieniawski (1835-1880), her spillet af

Konstanty Andrzej Kulka på violin med Andrzej Tatarski ved flyglet: 

Jeg begyndte kun at have polsk musik på repertoiret. Jeg begyndte kun at have Polen i tankerne. Jeg begyndte at overveje, om jeg skulle blive.

*

De første måneder i Polen havde jeg tilbragt overvejende i mit eget, stilfærdige selskab, og selv når jeg befandt mig blandt mine mange medstuderende på konservatoriet, gik jeg altid rundt i min egen verden. Men efter min krop havde besluttet sig for at tå mig til at føle mig hjemme i Warszawa, måtte mit sind og mine tanker følge med. Jeg begyndte at bygge en ny tilværelse op - bygge et nyt mentalt tempel, hvor jeg kunne hvile i mig selv OG i mine omgivelser. Bevidst om den sårbarhed, jeg pludselig udsatte mig slev for med en sådan indstilling, begyndte jeg den langsommelige og grundige byggeproces. Jeg måtte med sjæl og krop for alvor acceptere den grund og det fundament, jeg ville bygge på; jeg fandt de smukke og stærke elementer i og omkring mig, som skulle blive til de solide mure omkring min nye base, og begyndte nænsomt at stable det hele op, som skulle jeg bygge et slot af LEGO-klodser.

Få dage efter at jeg havde drukket kaffe med Ridderen, kom han på besøg i mit øvelokale. Han så, at jeg havde skaffet noderne til Legenda, og gik straks ned for at hente sin violin, så vi kunne kaste os ud i vores nye projekt.
Måske var vores møde og vores første musikalske dialoger det mest blottende, jeg havde udsat mig selv for under hele mit ophold i Polen. Siden jeg havde tilbragt så meget tid alene og fundet stor styrke og stabilitet i at hvile i min egen lille verden, var det pludselig uendeligt længe siden, at jeg havde gjort mig så sårbar i et møde med et andet menneske.
Snart stod Ridderen stod klar med sin violin, og jeg begyndte at spille. Efter jeg havde spillet ikke mere end sølle to takter, stoppede Ridderen mig brat op. "Nej, nej, nej... Det skal være piano!" Bum. Der var ingen fingre imellem her. Jeg var chokeret  over at blive bremset så hurtigt i første gennemspilning- så chokeret, at jeg slet ikke kunne få tonerne til at hænge sammen, da jeg forsøgte igen. Jeg havde det, som var jeg blevet slået i hovedet med en stegepande. Men ikke desto mindre fik jeg kæmpet mig ovenvande igen og fortsatte lettere tavst prøven med den meget direkte violinist, som fik luftet utrolig mange rettelser i løbet af de 15 minutter, vi brugte sammen i øvelokalet. Nåh, tænkte jeg - det er ikke som at arbejde med min tenor eller mine fantastiske partnere fra København; og måske er det derfor, at jeg aldrig har brudt mig så meget om at arbejde med violinister. Og straks begyndte jeg i tankerne at lægge planer for, hvornår jeg skulle mødes med tenoren igen.
Ridderen flåede godt og grundigt i mig, men alligevel bevarede han på mærkværdig vis sin utrolig venlige og høflige karakter. Og undervejs gik det op for mig, at han måske slet ikke var helt så ubekvem at arbejde med, som jeg først havde fået indtrykket af. Han var bare hudløst ærlig, og havde ikke tænkt sig at spilde et minut af øvetiden. Men så skete der noget. Det gik op for mig, at han bare fortsatte med at bære, præcis som han gjorde, når vi ikke var i øvelokalet; han bar mig igennem den udvikling, der fandt sted mellem vores musikalske udtryk, som langsomt begyndte at smelte sammen. Ridderen forlod øvelokalet med et stort smil, men ikke desto mindre følte jeg, at det tempel, jeg havde forsøgt at bygge, ikke havde været andet end et sølle korthus, som Ridderen havde blæst sønder og sammen. Jeg ærgrede mig over, at mit tempel var så skrøbeligt, og at der skulle så lidt til, før jeg straks begyndte at længes hjerteskærende efter mine vidunderlige venner og kammermusikpartnere i Danmark.
Få dage efter kom han igen med sin smukke violin og ville spille. Og denne gang skete der noget helt særligt. Det gik op for mig, hvor han ville bære mig hen. Den aften var det som om, at to tango-dansere nåede en dybere forståelse og accept af hinandens roller, og derved smeltede sammen til ét levende væsen. Ridderen førte mig igennem musikken som en dansende gentleman; mine harmonier og melodier fik for alvor plads til at blomstre og sno sig som arabesquer, og vi reagerede på hinandens mindste intentioner. Vores instrumenter sang til hinanden og med hinanden, dialogerne svævede i luften, og legenden blev levende imellem os.

En lørdag morgen havde vi vores første time med min kammermusiklærer. Det var en af de smukkeste, stærkeste og mest levende oplevelser, jeg nogensinde har haft med musik og mennesker. Legenden var stærkere og mere tilstede, end jeg havde kunnet forestille mig. Der var så meget kreativitet, spænding, dramatik, øjenkontakt, tilstedeværelse og kærlighed i musikken, og vi reagerede som ét kød på alle de impulser og idéer, min lærer gav os.
"Maria - ved du, hvad legenden handler om?", spurgte min lærer mig. Ja, svarede jeg - det havde min tenor fortalt mig, da han en dag havde set, at jeg havde noderne liggende i øvelokalet. "Det handler om kærlighed!", understregede han, og kastede diskret et nysgerrigt og prøvende blik hen på Ridderen, hvilket jeg virkelig måtte stramme mig an for ikke at komme til at kommentere på eller le ad. Wieniawski skrev legenda til sin kommende hustru, Isabella Hampton - eller rettere til hendes forældre, som ikke anså unge Henryk for at være en passende ægtemand for deres datter. Imidlertid blev de (ifølge fortællingen) så imponerede og bevægede af Legenda, at de besluttede sig for omsider at velsigne de unge elskendes ønske om et ægteskab.
Legenda er en ægte polsk skattekiste af store følelser, drama, længsel og håb. Det er et manifest af den legendariske, dramatiske og hjerteskærende længsel efter kærlighed, som kun polakkerne forstår at udtrykke den. 

Resten af dagen fløj jeg gennem Warszawas gader. Jeg var lykkelig over, at mit tempel måske slet ikke var helt så skrøbeligt, som det havde virket til i første øjekast. Måske var det i virkeligheden blot blevet stærkere af de udfordringer, Ridderen havde givet det i begyndelsen af vores udviklingsproces. Jeg befandt mig under alle omstændigheder et sted i verden, hvor musikkens legende og min kærlighed til musikken var blevet endnu mere levende for mig.

Om Grieg, brusende elve, pop og nationalromantik

Da jeg besluttede mig for at studere i Polen, var det i høj grad fordi jeg ønskede at fordybe mig i den østeuropæiske romantik i det klassiske repetroire - nå til en dybere forståelse af, hvilke traditioner, historier og legender, der havde skabt den stil, som jeg holdt så meget af, og som jeg følte mig stærkt forbundet med. Jeg følte mig  hjemme i den romantiske musik. Jeg kunne næsten ikke slippe den. Når jeg spillede wienerklassiske sonater af Beethoven (1770-1825) i Danmark, fik jeg at vide, at jeg spillede musikken, som var den skrevet af Chopin. Ikke desto mindre skulle der komme andre boller på suppen, da jeg kom i audiens hos undervisere, som var forbundet til den polske familie Ekiers stærke Chopin-skole: da jeg kom til Warszawa, fik jeg at vide, at jeg spillede Chopin, som var det Beethoven.

I går overværede jeg dele af en konkurrence for klaverkoncerter på konservatoriet i Warszawa. Den første deltager, som jeg fik at høre, var en koreansk pige, som spillede den berømte klaverkoncert i A-mol af den norske nationalromantiker, Edward Grieg (1843-1907). Den smukke pianistinde var mig tydeligvis fuldstændig overlegen i de romantiske fortolkninger, som jeg engang havde troet lå naturligt for mig. Havde hun spillet Chopins klaverkoncert i f-mol, ville selv min klaverprofessor være tilfreds med hendes præstation. Ikke desto mindre var det som om, at noget var helt galt. Og i dét øjeblik gik det for alvor op for mig, hvor stor forskel der er på østeuropæisk og skandinavisk nationalromantik.
Nu var det som om, at nogle af brikkerne faldt på plads i mit indre musikalske fortolkningspuslespil. For måske synes polakkerne, at jeg spiller Chopin, som var det Beethoven - men polakkerne spiller Grieg, som var det Dvorak.

Undervejs i den smukke koreaners østeuropæiske fortolkning af Grieg kom jeg til at tænke på den uendeligt smukke, bløde og gyngende serenade for strygere i E dur, op. 22, af den tjekkiske komponist, Antonin Dvořák (1841-1904):

A-mol koncerten af Grieg er ikke en romantisk, østeuropæisk rubato-serenade fra start til slut. I min optik bør den spilles lettere strikt og strømmende - måske kan beskrivelsen "køligt" til tider komme til sin ret. Der er ikke plads til for meget "slinger i valsen" - som i øvrigt er noget af det, der på bedste østeuropæsike, romantiske vis (vel følt og forstået) kan gøre en fortolkning af ovennævnte serenades 2. sats, "Tempo de Valse", til noget ganske ekstraordinært!
Blot fordi man holder tempoet flydende som strømmen i en brusende elv i de norske fjelde,  behøver den absolut ikke at være mindre smuk. Tværtimod. I sådanne rammer kan man give musikken en frisk, brusende lethed, som i mine ører karakteriserer meget af den skandinaviske klassiske musik. Som en af mine tidligere klaverlærerinder engang sagde: "Nogle gange vil man så gerne gøre alt muligt, for at gøre musikken smukkere og smukkere. Men til tider skal den bare have lov til at flyde, som vand i en å, uden at blive bremset hele tiden. Så får musikken frihed til at vise sine smukkeste sider frem!"

Sådan opfatter jeg Griegs musik. Som den brusende norske elv, der vildt og køligt, omend kærligt, strømmer gennem de enorme, norske fjelde. Vandets bevægelse får solens stråler til at danse endnu smukkere, vildere og mere nuanceret i vandoverflade, og lader naturens utæmmede skønhed komme til sin fulde ret - side om side med den blide og nænsomme glinsen i vandoverfladen, hvor den vilde elv lader sig forgrene til skjulte bække af stillestående, krystalklart vand.

Om nogen pianist i denne verden kan norske Leif Ove Andsnes få den kølige, brusende vildskab frem i Griegs klaverkoncert, her ledsaget af Bergen Philharmonic Orchestra:

 

*

Undervejs i koncerten kom til at tænke på, at dele af Griegs (og i det hele taget skandinavisk) musik måske kan sammenlignes med en popsang. En popsang, som holder et fast tempo og aldrig går i stå, men som derved giver de bedst tænkelige rammer til - på smukkeste og mest bevægende vis - at give et stærkt, musikalsk udtryk. Og jeg kom til at tænke på en optagelse af den canadiske singer-songwriter Leonard Cohens (1934-) fantastiske Hallelujah, første gang udgivet på hans album Various Positions fra 1984, her spillet og sunget af det norske firkløver; Espen Lind, Askil Holm, Alejandro Fuentes og Kurt Nilsen:

Vildskaben i Griegs musik er længe væk, men ikke desto mindre strømmer den nordiske flod endnu. Hen over Espen Linds stabile, men bløde og rolige guitarspil får de fire fantastiske stemmer plads og støtte til at udfolde sig frit og følsomt, og sangens skønhed kommer for alvor til sin ret, og strømmen bærer et frit, interessant og intimt musikalsk udtryk frem over sine bløde bølger.