Min veninde fra Danmark var på besøg hos mig. Jeg lod hende se mig, som jeg var - sårbar og ulykkelig. Og netop fordi hun havde set mig så blottet, følte jeg efter denne aften, at hun virkelig kendte mig. Jeg følte, at hun havde fået en endnu dybere forståelse for, hvilket menneske, jeg var. Og jeg følte, at denne blottelse havde gjort vores forhold meget stærkere.
Måske ved man først virkelig, at man elsker nogen, og er elsket af nogen, når man har oplevet hinandens dybeste, mørkeste kroge. Når man stadig kan elske dem på den anden side, vel vidende, at de også bærer mørke, frygt og sorg med sig, selvom man ofte helst kun vil se og selv ses som lysende og strålende individer.
*
"Vulnerability is the womb that gives birth to love", skrev den tyske indiologist, Georg Feuerstein, i sin bog 'A Little Book for Lovers'. Da jeg en dag tilfældigvis faldt over bogen og fanget af titlen begyndte at bladrede lidt i den, brændte netop denne sætning sig ind i min nethinde på en måde, så jeg aldrig skulle glemme den igen. For er det overhovedet muligt at elske, uden at være sårbar?
Nej. Det tror jeg ikke. Kærlighed er - for mig - jo netop at kunne rumme et andet menneske, præcis som det er, for både dets mørke og lyse sider. Og kærlighed er ikke mindst at kunne lade sig elske for både sine mørke og lyse sider. Kærlighed er at turde åbne sit aller inderste hjertekammer for et andet menneske. Kærlighed er at betro vedkommende sine største drømme og lykkeligste øjeblikke såvel som største smerter og dybeste frygter. Og kærlighed er fra tid til anden også at dele disse oplevelser med den elskede: de smukke, og derfor også de skrækkelige. For sorrig og glæde de vandre til hobe.
*
Midt i min egen nuværende sorg har jeg fundet stor lindring i at arbejde med Ravels (1875-1937) vidunderlige klaverværk, Ondine, fra Gaspard de la Nuit. Nedenfor kan du høre Marta Argerichs smukke indspilning af det lille mesterværk.
Værket er skrevet over følgende digt af Aloysius Bertrand (1807-1841), her oversat fra fransk til engelsk:
. . . . . . . . I thought I heard
A faint harmony that enchants my sleep.
And close to me radiates an identical murmur
Of songs interrupted by a sad and tender voice.
Ch. Brugnot – The two Spirits
» Listen! – Listen! – It is I, it is Ondine who brushes drops of water on the resonant panes of your windows lit by the gloomy rays of the moon; and here in gown of watered silk, the mistress of the chateau gazes from her balcony on the beautiful starry night and the beautiful sleeping lake.
» Each wave is a water sprite who swims in the stream, each stream is a footpath that winds towards my palace, and my palace is a fluid structure, at the bottom of the lake, in a triangle of fire, of earth and of air.
» Listen! – Listen! – My father whips the croaking water with a branch of a green alder tree, and my sisters caress with their arms of foam the cool islands of herbs, of water lilies, and of corn flowers, or laugh at the decrepit and bearded willow who fishes at the line. »
Her song murmured, she beseeches me to accept her ring on my finger, and be the husband of an Ondine, and to visit her in her palace and be king of the lakes.
And as I was replying to her that I loved a mortal, sullen and spiteful, she wept some tears, uttered a burst of laughter, and vanished in a shower that streamed white down the length of my stained glass windows.
*
Legenden om Ondine er udødelig, fordi den berører den dybe, gudsforladte sorg, som vi kan risikere at møde i sig selv, når vi kaster sig ud i det dybe og altopslugende kærligheds eventyr. Med blottede hjerter bliver vi sårbare for frygter og sorger, som kan være meget svære at italesætte Og derfor bearbejde. Og netop hér føler jeg, at kunsten er uvurderlig i mit liv. For i kunstens verden kan jeg udtrykke, dvæle ved og bearbejde frygter og sorger, både gennem digte, billeder og historier, men i særdeleshed ved hjælp af musikkens universelle sprog, der stikker så meget dybere end det talte. For musikkens udtryk starter der, hvor det talte sprog
møder sin begrænsning.
*
Ondine var vandets gudinde i folkeeventyret af samme navn.
Vandgudinden besad ufattelig skønhed og stærk uafhængighed, men ville som alle andre havfruer og nymfer blive dødelig, hvis hun forelskede sig i en mand og bar hans barn.
Da hun en dag så den smukke, unge Palemon, tabte hun øjeblikkeligt sit hjerte til ham. Hun holdt øje med ham på hans daglige gåture ved vandkanten, og da han omsider så hende, blev han straks betaget af hendes skønhed. Forelskelsen var stormende, og han brød sin forlovelse med den unge, noble Berta. Ondine overtalte ham snart til at gifte sig med hende, og under vielsen svor Palemon, at hvert af hans vågne åndedrag skulle være et løfte om kærlighed og trofasthed til hende.
Men sådan gik det ikke.
Året efter vielsen fødte Ondine en søn. Fra dét øjeblik begyndte hendes skønhed at falme, og Palemon begyndte snart at spejde længselsfuldt efter de yngre og smukkere kvinder omkring ham.
En dag, da Ondine gik tur på ægteparrets ejendom, hørte hun sin mands snorken fra stalden. I ønsket om at bringe ham tilbage til huset, så han kunne forstætte sin lur i mere bekvemme omgivelser, gik hun hen for at vække ham. Men den scene, hun fik at se, skulle komme til at fyldte hende med ubærlig sorg resten af hendes dage. I en høstak fandt hun sin mand - sovende i armene på sin tidligere forlovede, Berta. Bitterheden og fortrydelsen over at have opgivet sin guddom for at tilbringe et dødeligt liv med Palemon var så voldsom, at hun i affekt kastede en forbandelse over ham med den sidste rest af magi, der endnu var bundet til hendes sjæl: "Du lovede kærlighed og troskab til mig gennem alle dine vågne åndedrag, og jeg tog imod dette løfte. Så således må det være. Så længe du er vågen, skal du trække vejret. Men skulle du nogensinde falde i søvn, vil dine åndedrag forlade dig."
Og således blev det. Palemon kom aldrig til at sove igen.
*
Legenden om Ondine er en fortælling om gudinden, der opgiver sin udødelighed for at gifte sig med den mand, hun elsker - og ved at blive opnåelig i hans virkelighed, mister hun snart hans interesse. Hvor ofte har man ikke hørt tragiske historier om mænd, der drevet af en stormende forelskelse og begejstring har forladt ægteskab og familier for at være sammen med en ung, guddommeligt smuk og endnu ubesejret kvinde, for derefter at forlade hende igen, når den eventyrlige forelskelse har lagt sig, og det uopnåelige pludselig er vundet? Legenden fortæller om mange kvinders frygt - frygten for at blive forladt til fordel for den ubesejrede gudinde, de selv engang var, før de blottede deres sårbarhed for at føle kærlighedens velsignelse.
Legenden fortæller både om mandens til tider uhåndterlige begejstring for den uopnåelige og ubesejrede kvinde - men den billedliggør også det offer, man må give, for at kærligheden kan sejre. For først når hjertet blottes og sårbarhedens nærvær melder sig, mærker man kærligheden helt ind til bunden af sjælen. Kærligheden kan kun eksistere i forening med sårbarheden, for kærlighed er tillid. Tillid til at man tage et andet menneske med helt ind til bunden af sit hjerte. Tillid til at han ikke sårer det undervejs, og tillid til at han stadig vil elske det og værne om det, når han opdager dets fjerne skyggesider. Sårbarheden er ikke guddommelig. Den er menneskelig. Og derfor må kærligheden - den dybe, tillidsfulde og sårbare kærlighed - være mere menneskelig, end den er guddommelig.
Legenden fremstiller forskellige slags forelskelser.
Den fortæller om stormende forelskelse: begejstringen for et uopnåelige og eventyrlige, der kan gøre alt andet i hele verden ligegyldigt. Og den fortæller om den dybe, evige kærlighed: kærligheden, der tilgiver, og som lever trods svigt og sorg - kærligheden mellem Palemon og Berta. Den kærlighed, der altid vil være nærværende, når begejstringen for det uopnåelige og eventyrlige har lagt sig.
Palemon elskede virkelig Berta. Han eksede hende helt inde fra bunden af sit hjerte. Palemons kærlighed til Ondine var baseret på fascination, begejstring - jagten efter eventyr og anerkendelse. Desværre kunne Palemon, trods sin dybe kærlighed til Berta, ikke modstå fristelsen til at løbe lige lukt i armene på Ondine og forlade sin forlovede.
Straffen, som Palemon blev tildelt, er frygtelig. Søvnløshed til sine dages ende.
Søvnløsheden opfatter jeg som legendens sceniske billedliggørelse af skam. For skammen ville aldrig forlade Palemon igen. Han ville resten af sine dage fortryde sine valg, og hans hjerte ville være tynget til den dag, han forlod verden.
*
Den dag i dag, thi legenden er udødelig og lever iblandt os, trækker Palemon stadig vejret med skam, og Ondine vil for evigt føle sig ulykkelig forelsket i en mand, som elskede en anden mere end hende.
*
Det smukkeste tekst, jeg kender, er Tove Ditlevsens vidunderlige digt "Så tag mit hjerte" fra digtsamlingen Lille Verden (1942). Flere komponister har vist Ditlevsen deres ærbødighed ved at skrive smukke melodier til hendes hudløst kærlige ord. Her er digtet sunget af Jussi Bjorling med Hugo Alfvens lyriske melodi:
Så tag mit hjerte i dine hænder,
men tag det varsomt og tag det blidt,
det røde hjerte - nu er det dit.
Det slår så roligt, det slår så dæmpet,
for det har elsket og det har lidt,
nu er det stille - nu er det dit.
Og det kan såres, og det kan segne,
og det kan glemme og glemme tit,
men glemmer aldrig - at det er dit.
Det var saa stærkt og saa stolt, mit hjerte,
det sov og drømte i lyst og leg,
nu kan det knuses - men kun af dig!
*
Engang var Tove Ditlevsens hjerte ungt, guddommeligt og ubesejret - præcis som Ondines. Hendes hjerte var så stærkt og stolt. Men hun opgav denne stolthed og styrke for at lade sit hjerte elske, fuldt og helt. Hun lod sit hjerte blive så sårbart, at det ikke bare kunne såres. Det kunne knuses.
Og knust blev det.
Mit hjerte.
*
