Hver dag befinder jeg mig i nærheden af dette smukke monument, som står i konservatoriets gård. Første gang jeg opdagede det, stod jeg længe og bare stirrede på det, og mærkede, hvordan de varme tårer pressede sig frem under øjenlågene. Jeg blev så bevæget af Chopins store kærlighed til fædrelandet og den polske folkemusik - og af den respekt og kærlighed til Chopin og hans musik, som det polske folk bærer i sig, og som dette monument tydeligt viser. Den store, gensidige kærlighed rørte mig dybt og gør det hver dag. Men den gør også ondt, for kærligheden er konfronterende. I hvert fald for mig, da jeg altid har følt mig lidt geografisk rodløs og haft et brændende begær for at komme andre steder hen, end der, hvor jeg er.
Da overvejelserne først var bragt til live, var de ikke til at slå ud af hovedet igen. Og mens jeg legede med de smukke klange fra Debussys Images, blev min oplevelse af musikken blandet med følelsesladede overvejelser om byen, folket, sproget, kulturen og mulighederne. Tankerne var lette, delikate og flyvske, og mindede mest af alt om frøene på en mælkebøtte, som ved et vindpust pludselig letter fra blomsten og hastigt bliver båret af vinden ud til i alverdens afkroge. Og alligevel var det som om, at de små, lette frø stak i mig som små knive, når de landede rundt omkring i mit tankevæv. Følelserne og tankerne gjorde lidt ondt i min rodløse nomade-sjæl, som inderst inde bærer et spirende ønske om at slå rod.
Med et kom jeg til at tænke på flere af mine bekendte fra musikverdenen, udøvende, lærere såvel som studerende, som altid er parat til at krydse grænser og drage over land og by for at finde et job - og måske endda finde et sted at arbejde i nærheden af eventuelle kærester og familier. Jeg kom til at tænke på en af mine veninder, en tysk-født cellist, som studerede på Det kgl. Danske Musikkonservatorium i København, hvor hun dannede par med en dansk slagtøjsspiller. Han tog til Tyskland for at studere, og da de afsluttede deres studier, søgte de arbejde i hele Europa, indtil de ved et mirakel begge blev ansat i et orkester i Finland, hvor de bor nu. Jeg kom dernæst til at tænke på min tidligere lærerinde fra Armenien, som tog til Tyskland for at studere, og derefter fik job i Danmark, hvor hun nu har slået sig ned og fået en familie. Og ligeså tænkte jeg på min veninde, en dansk fløjtenist, hvis tidligere kæreste fik job i et orkester i Mexico, hvorefter hun ligeså prøvede at blive ansat - eller starte sin egen fløjteskole - i nærheden af hans bopæl.
Historierne meldte sig på stribe, og pludselig stod det klart for mig, at hvis man ønsker at leve med musikken, behøver man ikke at tage stilling til, hvor man vil slå rod. For det meste får man endda slet ikke mulighed for at vælge, men må være åben for alle muligheder for at kunne få sit musikalske liv til at hænge sammen.
Disse historier lettede mit hjerte. Mange musikere lever et rodløst liv - men de lever i musikken, og lige meget hvor de befinder sig i verden, er de altid hjemme, når de er ét med musikken. Og i det øjeblik gik det op for mig, at jeg var en af dem.
Det gik op for mig, at så længe jeg bare lever med musikken, ville den vise mig vejen gennem livet.
I musikken er jeg født, der har jeg hjemme
Derfra min rod, derfra min verden går!
