Il pleure dans mon coeur
Comme il pleut sur la ville.
Quelle est cette langeur
Qui pénêtre mon coeur?
O bruit doux de la pluie
Par terre et sur le toits!
Pour un coeur qui s'ennuie,
O le chant de la pluie!
Il Pleure sans raison
Dans ce coeur qui s'écoeure.
Quoi! Nulle trahison?
Ce deuil est sans raison.
C'est bien la pire peine
De ne savoir pourquoi,
Sans amour et sans haine,
Mon coeur a tant de peine.
Jeg opfattede musikken som et helt fantastisk manifest af den stemning, Verlaine beskriver i digtet. Kølig, grå, enkel og sørgmodig. Mystisk, uforklarlig - og alligevel højst genkendelig. De smukkeste, melankolske harmonier gør deres for at fuldende scenariet.
Når jeg hører stykket, kan jeg ikke undgå at forestille mig scenariet med den uforklarligt sørgmodige kvinde, der sidder i sin vindueskarm i Paris og kigger ud på gaden, mens regnen blidt pludrer mod ruden.
Dagen efter finder jeg ud af, at Claude Debussy (1862-1918) også har lavet en sang over samme digt - og jeg må nu stille spørgsmålstegn ved min opfattelse af Faureś udgaves fuldkommenhed, da jeg hører et ganske og aldeles anderledes bud på en musikalsk genklang af digtet:
Denne sang viser også elementer af melankoli og sørgmodighed - men indeholder langt flere lyspunkter med de mange åbne og varme durklange samt den yderst melodiske og næsten improvisatoriske sangstemme med de karakteristiske store, håbefulde intervalspring.
Hvor er det vidunderligt, at to fænomenale, franske komponister har givet hver deres vidunderlige bud på en musikalsk forankring af Verlaines smukke digt. Det er et fantastisk bevis for, hvor forskelligt man kan fortolke en litterær tekst - hvor forskelligt man kan opleve stemninger, og hvor utrolig meget af dette man på helt særlig vis kan udtrykke gennem musikkens sprog; sproget, der er mystisk, uforklarligt - og alligevel højst genkendeligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar