Om kærlighed og komposition

For et par uger siden sad jeg en stille aften foran computerskærmen i mit lille værelse i Warszawa, og blev pludselig inddraget i en utrolig smuk chat på Facebook med en af de mest spændende og inspirerende mennesker, jeg kender. Vores samtale var som en lille, gylden spire, som hurtigt voksede sig overraskende stor og smuk, og hvis blade havde det dejligste, inspirerende røde skær af passion og intensitet. Samtalen gjorde stort indtryk på mig, og længe har jeg forsøgt at finde en måde at omskrive samtalen og dele tankerne, vi udvekslede, men jeg kunne ikke finde nogen ord, der var mere rammende, end dem, som vi brugte den aften, ej heller en måde at bygge det op, der var ligeså autentisk som de røde træs naturlige vækst, da vores idéer fik lov til at blomstre sammen for en stund - så her er hele samtalen gengivet i sin oprindelige form:

V: Część piękna :) Hvordan går det i Polen?

M: Det går smukt, flotte :) Jeg finder mig stille og roligt mere og mere til rette. Sjovt, som man kan tro, at man er faldet godt til, og så finder ud af, at der er mange flere dybere lag under den følelse - dybere måder at falde til på og finde en daglig rutine... Men jeg har fantastiske mennesker omkring mig, selvom jeg har været meget tilbageholdende med at skabe nye relationer. Da jeg kom til Polen, havde jeg mest lyst til bare at spille klaver, passe min yogapraksis og være meget alene, men min søde flatmate fik skovlen under mig og har endda til en vis grad fået mig til at opføre mig "normalt" nogle aftener... Fx har jeg med hende og hendes veninder været på karaoke-bar. Og dér stod jeg pludselig og sang Aqua for en masse begejstrede homoseksuelle. Bum. Men så kunne jeg også mærke, at det var på tide at vende udviklingen igen ;)Hvordan går det i København?

V: Det er jeg glad for at høre.
Det undrer mig ikke, at du finder dybere lag i at falde til rette. Når man falder til rette et sted, forbinder og forener man sin identitet til det nye sted. Men man lærer jo også noget nyt om sig selv, når man interagerer med nye omgivelser. Så når ens selverkendelse bliver dybere, føles det også igen dybere at falde til. ..tror jeg selv. Fortæl mig; hvordan passer du din yogapraksis?
Jeg holder meget at din nye, udviklede person. Der er sket et eller andet med dig, der har gjort dig rigere - i og med, du hviler så meget i dig selv. Jeg ærgrer mig egentlig over, jeg ikke nåede at se mere til dig, inden du tog af sted.
Herre gud, vi kan alle synge Aqua for homoseksuelle - det kan ske for den bedste :) Det er kun godt, du også morer dig .. på det mere primitive plan. Men du har sjovt nok ikke nævnt klaveret, og hvordan det går?
Tja, her i København går det henrivende. Jeg føler mig også lidt forandret. Jeg komponerer helt fantastisk musik nu, og jeg kan endelig stå helt og holdent ved den og være stolt af den. Her på det sidste har jeg fundet det interessant at læse en hel del psykoterapi og faktisk ret meget om både underbevidstheden, hypnose og sådan nogle spændende ting. Jeg er helt i ekstase over det.

M: Fantastiske du :) Jeg elsker dine ord! Det går rigtig dejligt med klaveret. Som jeg vist skrev, var tangenterne nogle af de eneste, jeg egentlig havde lyst til at bruge tid sammen med, da jeg kom. Det er så smukt at spille klaver et sted, hvor klavermusikken betyder så meget for folk. Hvor fodgængerovergange er malet som tangenter, og hvor bænke spiller små stykker af Chopin. Mine lærere er fantastiske. Jeg har set deres "onde", slaviske sider overfor andre elever, men endnu ikke overfor mig... Jeg passer min yogapraksis ved at dyrke yoga. Hmm. Med mig selv, på min måtte og med et tændt stearinlys, eller i et yogastudie sammen med andre, enten til guidede timer, eller hvor folk kører deres eget program, mens en lærer går rundt og giver vejledning og udfordringer. Giver det mening?

V: Ja, men det var jo det, du skrev - du havde lyst til tangenterne, da du kom. Ikke nu ;) Men det er lige meget. Jeg kan høre på dig, du er gladere end nogensinde for klaveret. Virkelig smukt at høre! Og jeg forstår godt, det giver mere mening for dig at spille derovre. Musik er jo ikke noget, der opstår teknisk, når du spiller på klaveret, men en tilrettet sindstilstand hos en dedikeret lytter. Uden lyttere er musikken ingenting. At du sidder i lokale 244 og spiller for dig selv er meningsløst, hvor meget du end sidder og nyder at spille. På den måde er musikken komplementært modsat af dine yogaøvelser - eller de øvelser, du laver selv. Musikken er en formidlet forplantning af energien fra den udøvende musiker. Den er først musik, når den vækker resonans hos en lytter. I de mediterende yoga-øvelser finder du omvendt svaret i dig selv. (har jeg misforstået noget?)
Men alt det vrøvl for at sige: Når din klavermusik er alt-afhængig af det lyttende sind, er det jo ikke nok at spille for dig selv, måske i 244, og med nok så meget stearinlys. Du har brug for et forstående miljø, din musik kan vokse i. Ellers ville det være som at forsøge at plante en Aloe Vera i en krukke uden jord. Det glæder mig, at du har fundet bedre jord, hvor du er nu :) Giver det mening?

M: Det giver så meget mening! Og du skal vide, at du får mig til at smile og mærke kærligheden til musikken blomstre inde i mig, når den for alvor bliver forstået!

V: Flot! Jeg er glad for, vi taler samme sprog. Det er sjældent, - selv på kons -, at jeg møder nogen, der virkelig forstår det. Kærligheden for musikken kan virkelig være stærk. Det er den også for mange inde på kons og andre steder - men dér, hvor den er størst, er dér, hvor den er kendt og forstået. Der er så mange nuancer og facetter af dét at elske musik, at den bliver fattig, hvis den tages for givet. Det værste, der kunne ske mig, ville være, hvis jeg tog min kærlighed til musikken for givet. For mig er arbejdet med musikken at undersøge den kærlighed og dykke ned i den hver dag. "Hvorfor vil jeg skrive tre toner for en obo her på takt 47 i partituret? Fordi det lyder >>godt<< ? Fordi teorien forslår det? Fordi min lærer siger det? Eller fordi det er en vane for mig, at der skal være en obo dér i den der musikalske situation?" Det ville da være fattige svar. Ved at spørge mig selv, hvorfor jeg har kærlighed for at skrive den tone, vender jeg den til et sjæleligt behov, og det kan godt stikke dybere end, hvad der lige lyder godt. Sjælen har et langt større overblik og en dybere musikalsk hensigt, end hvad mit bevidste (heldigvis) nogensinde kunne producere. Ved at undersøge min kærlighed til det, jeg gør, ved jeg, om min sjæl er i balance med det, der sker. Hvis kærligheden pludselig ikke er der, er det en alarm, der fortæller mig, at jeg gør et eller andet afgørende forkert, der må ændres omgående.
Det skræmmer mig hvor mange, der går og spiller (eller komponerer) på autopilot og uden at have nogen dybere retning med foretagenet. Den eneste retning, der er, hedder konkurrencer eller Bachelor. Helt ærligt!
Hvad er dine tanker om det? Jeg tænker bare højt.

M: Skønne - dét der lyder fuldstændig som mine tanker omkring kærlighed mellem mennesker, hvordan den ikke må tages for givet, og hvordan man ikke bare skal gøre tingene som man plejer, eller hvad en eller anden tradition siger, man skal, men fordi man føler, at det er lige præcis dét, der skal til lige nu. At undersøge relationen, alle de ting, der sker mellem parterne, sætte pris på dem, anerkende dem, acceptere dem - og dermed udvikle kærligheden og give den flere lag og flere dybder. Og alarmen er den samme. Det er det, jeg umiddelbart tænker... Og et forhold mellem mennesker er måske ikke så forskelligt fra mellem menneske og musik.

V: Maria, hvor er du smuk. Det var meget smukt sagt. Og det havde jeg ikke tænkt nærmere over, men hvor er det dog rigtigt. Kærligheden til mennesker kan også behandles sådan. At man aldrig må tage nogen for givet, er de fleste vel enige om, men at man ikke må tage kærligheden - også sin egen rettet mod andre - for givet, har jeg ikke engang selv tænkt over. At man skal gøre det mod sin kærlighed, som du så flot beskriver. Hmmm. Det var lige aftenens øjenåbner :) Hvad var i øvrigt de prik der?

M: Du er aftenens øjenåbner! Det ender sikkert med at jeg skriver et blogindlæg om vores lille samtale ;)
Og alt prikkeriet var fordi min sjæl kunne mærke, at vores sjæle havde noget, de skulle udveksle - og få en lille plante til at spire og gro. 

V: Fascinerende. Du er fascinerende og smuk.

M:  I lige måde!! Nu vil jeg nørde fransk fløjtelir. Mai og jeg spiller koncert i metronomen, når jeg kommer hjem midt i november. Drøm smukt!

V: Sov selv vidunderligt.

*