Min gode veninde og jeg havde for noget tid siden en spændende diskussion.
Hun var frustreret over, at det hele tiden handlede om at opnå ting i tilværelsen. Man står op om morgenen, fordi man skal nå eller opnå nogle bestemte ting. Man tager en uddannelse, fordi man gerne vil opnå viden, anerkendelse, et job, løn etc., og man opfører sig hele tiden på en måde, fordi man gerne vil opnå noget med det. Dette ville altså i hendes øjne betyde, at når vi bruger vores liv på at blive musikere, er det kun for at opnå en masse ting - virtuositet og anden teknisk kunnen, jobmuligheder og anerkendelse. Anerkendelse, anerkendelse, anerkendelse.
Og det er jo på sin vis rigtig nok. Alle vil gerne opnå anerkendelse ved det, de gør. Videnskabsmænd, vinduespudsere og virksomhedsledere. Selv musikere. Måske i høj grad musikere, idet de lever af den umiddelbare anerkendelse på scenen. Men jeg blev alligevel meget stødt af den måde, hun stillede menneskets liv op, og den måde, hvorpå alting handlede om at opnå noget i forhold til andres bedømmelse.
Jeg føler ikke, at jeg står op hver morgen, udelukkende fordi jeg skal opnå noget hver dag. Jeg bruger ikke mit liv på at spille musik, udelukkende fordi jeg gerne vil opnå noget med det. Nej. Det handler om, hvad jeg gerne vil bruge mit liv på. Jeg står op om morgenen og spiller musik, fordi det er det, jeg gerne vil bruge mit liv på. Jeg bruger mange timer om ugen sammen med sindslidende, fordi det er det, jeg gerne vil bruge mit liv på. Jeg underviser og dyrker yoga fordi det er det, jeg gerne vil bruge mit liv på. Og jeg er sammen med min kæreste, fordi det er ham, jeg gerne vil bruge mit liv på.
Min erkendelse gjorde stort indtryk på os begge. Lige meget hvad man beskæftiger sig med, tror jeg det er utroligt vigtigt, at man er bevist om, hvorvidt det er noget, man gerne vil bruge sit liv på eller ej. Og i svære perioder huske på, at der som regel altid er noget at stå op til, som man gerne vil bruge livet på, og som ikke nødvendigvis behøver at udgøre et pres.
Livet handler om at opnå en tilværelse, man gerne vil stå op til og leve i. Der er ingen andre end en selv, der kan gøre det.
onsdag den 28. december 2011
onsdag den 21. december 2011
To verdener på samme tangenter
Da jeg gik på MGK i Esbjerg, tog jeg nogle timer hos jazzpianisten Catrine Frølund for at udvide min tilgang til klaveret. Efter at jeg blev optaget på konservatoriet og flyttede til København, lod jeg det ligge - indtil Catrine en dag i sommers pludselig ringede til mig. Hun fortalte, at hun også var flyttet til København, og foreslog, at vi kunne lave en byttehandel: jeg kunne give hende undervisning i klassisk klaverspil, mens hun kunne undervise mig i rytmisk.
Jeg var meget spændt på foretagendet. Jeg var stolt over, at Catrine også ville have undervisning af mig, men samtidig også nervøs for, hvordan det ville føles at deles om lærerautoriteten.
Det blev til et fantastisk spændende samarbejde. Det er så utrolig underholdende at se, hvordan to pianister, der hver især har en meget forfinet tilgang til det samme klaver, skal starte helt fra bunden, så snart man bevæger sig over i en anden genre.
Og jeg er vist ikke den eneste, der bliver underholdt. Da jeg her forleden spillede et par simple blues-licks for min kæreste, synes han at det var utrolig morsomt, at jeg kunne være så elendig til at spille blues, når jeg var så god til at spille støre, klassiske værker.
Nu må jeg hellere skynde mig ind på konservatoriet og øve mig, inden Catrine senere i dag skal høre, hvordan jeg kaster mig hovedkluns ud i at finde veje i bluesskalaens labyrinter.
Jeg var meget spændt på foretagendet. Jeg var stolt over, at Catrine også ville have undervisning af mig, men samtidig også nervøs for, hvordan det ville føles at deles om lærerautoriteten.
Det blev til et fantastisk spændende samarbejde. Det er så utrolig underholdende at se, hvordan to pianister, der hver især har en meget forfinet tilgang til det samme klaver, skal starte helt fra bunden, så snart man bevæger sig over i en anden genre.
Og jeg er vist ikke den eneste, der bliver underholdt. Da jeg her forleden spillede et par simple blues-licks for min kæreste, synes han at det var utrolig morsomt, at jeg kunne være så elendig til at spille blues, når jeg var så god til at spille støre, klassiske værker.
Nu må jeg hellere skynde mig ind på konservatoriet og øve mig, inden Catrine senere i dag skal høre, hvordan jeg kaster mig hovedkluns ud i at finde veje i bluesskalaens labyrinter.
søndag den 18. december 2011
Et kursus i sommers
I sommerferien 2011 tog jeg på et klaverkusus i Ollerup på Sydfyn. Det var ikke kun et studie i klaverteknik, hurtige oktaver, klangfarver og international networking. Det var en fantastisk uge med vidunderlige mennesker og fantastisk undervisning af professorer fra forskellige steder i Europa. Og så var det et studie i en kunstners forhold til sig selv og til anerkendelse.
Efter at alle prøver og eksamener på konservatoriet, hvor jeg havde øvet mig som en vanvittig for at opnå det bedst mulige resultat, fortsatte jeg med at øve på fuld tryk den første måned af sommerferien. Jeg skulle på masterclass i Ollerup, og med det for øje, forsøgte jeg at øve et nyt repertoire op, som skulle bruges i denne anledning. Jeg var dybt optaget af min øvning - så meget, at jeg afslog at tage med mine venner på stranden før efter jeg var hjemvendt fra undervisningen på Sydfyn. Og det var som sådan fuldstændig smertefrit. Men da der pludselig kun var 7 dage tilbage til min afrejse, gik jeg fuldstændig i panik. Jeg blev fyldt med enorme mængder frustration og sorg, og kunne slet ikke finde ud af at omgås andre mennesker uden at bryde ud i gråd. Jeg følte en utrolig stor frygt for dette kursus - en frygt for, at jeg skulle dømmes. For kurset i Ollerup er meget kendt af unge, danske pianist-aspiranter, og er et sted, hvor mange mødes en gang om året for at holde kontakter og venskaber ved lige, modtage god undervisning og nyde et nørdet miljø med dedikerede musikstuderende og klaverlærere. Og jeg var ved at dø ved tanken om, at jeg skulle spille for alle disse folk - at jeg skulle dømmes af dem, og at de ville videregive information om, hvor godt eller skidt jeg nu spillede, til andre i musikmiljøet. Det var 5 år siden, jeg havde været på kurset sidst, og jeg var vanvittigt bange for, at folk skulle blive skuffede over min udvikling over den sidste årrække. Det føltes, som om jeg kun havde én chance for at give dem et godt indtryk af mig, og at opgaven var så godt som umulig. For at berolige mig selv, forsøgte jeg endda at finde på andre uddannelser, jeg kunne begynde på, hvis det skulle gå helt galt. Mine dejlige venner på musikkonservatoriet gjorde hvad de kunne for at muntre mig op, og forsøgte alle at forklare mig, at alle til tider har store komplekser og selv de bedste til tider føler, at de intet er værd. Men intet hjalp.
Trods alle de mange fantastiske mennesker omkring mig, der ikke kunne andet end at få mig til at føle mig velkommen og meget godt tilpas, var frygten stadig cementeret i hver af mine celler, da jeg tog afsted og ankom til kursusstedet. Og den var der i allerhøjeste grad stadig, da jeg skulle have min første offentlige klavertime med en klaverprofessor fra konservatoriet i Köln.Og det blev også en temmelig ubehagelig oplevelse for os begge. Jeg var fyldt med indre frygt og uro, han havde tilsyneladende også en smule uro i kroppen over at skulle undervise offentligt, og vores kommunikation blev temmelig anspændt, og jeg gik fra undervisningen med en lidt ubehagelig fornemmelse i kroppen.
Imidlertid begyndte jeg, mens jeg iagttog alle de andre unge pianister, at alle kom for at give. Alle var kommet, fordi de ville give det, de havde opnået i deres forhold til musikken, til en ny underviser, til en ny koncert, til de skønne mennesker, de omgikkes. Og til gengæld fik de fantastisk undervisning, spændende muligheder for at spille koncerter, og kærligheden til musikken som en fællesnævner for alle deltagere skabte tætte, personlige bånd. Der var ingen, der gik rundt og dømte dem selv så hårdt, som jeg selv gjorde, selvom der selvfølgelig fandtes en helt almindelig nervøsitet og ydmyghed blandt de fleste.
Langsomt, mens jeg kom tættere ind på livet af disse mennesker og min professor, begyndte min frygt at falme. Efter at have hørt en fantastisk masse klavermusik efter blot de første par dage, begyndte jeg at indse, at jeg var min egen største frygt. De andre pianister og klavermennesker var jo ikke kommet hertil for at dømme mig. Det var kun mine egne krav til mig selv, der holdt mig lænket i en ubehagelig sindstilstand. Pludselig holdt jeg helt op med at vurdere kvaliteten af den musik, jeg hørte. Jeg begyndte bare at nyde den, at være i den, og kun på en positiv måde sætte den i relation til mennesket bag. Alle på stedet havde en interessant kunstnerisk vinkel, som fortjente anerkendelse. Også mig.
En aften gik jeg ud af spisestuen efter aftensmaden og satte mig på en bænk udenfor. På bænken sad også en gammel mand, en musikelsker, der besøgte stedet for at opleve alle de unge musikaspiranter og høre god musik. Vi faldt i snak, jeg fortalte ham om mine studier og min interesse for menneskelige relationer og mit virke på Røde Kors, og han konkluderede ud fra, hvad jeg sagde, at jeg nok ville komme en arbejdstid som akkompagnatør i møde. Denne dom gjorde mig temmelig utilpas. Den satte mig i bås, og det var lige præcis det, jeg havde frygtet. Og nu kom dommen fra en helt uventet vinkel, som jeg slet ikke var forberedt på. Om ikke andet fandt han mig interessant og ville gerne komme og overvære min time næste dag.
Og det gjorde han så.
Efter timen var der frokost. Han spurgte ydmygt, om han måtte side ved mit bord, og satte sig ned. Hans øjne var som fæstnede på mig, indtil han sagde, at han blev nødt til at fortælle, at det havde været en kæmpe oplevelse for ham at høre mig spille. Musikken var gået ham lige i hjertet, og han følte sig nu så mættet af klaverets klangverden, at han ikke ville høre mere musik, men bare tage hjem og bevare erindringen af det, han havde oplevet mens han hørte mig spille.
Jeg var målløs. Og lykkelig. Og følte mit behov for anerkendelse tilfredsstillet. Anerkendelsen var kommet fra den person, der var først til at dømme mig, men denne dom var nu ophævet.
Jeg følte mig fri. Og kunne ikke lade være med at være lidt fascineret af den udvikling, jeg havde været vidne til i løbet af disse uger. Og resten af kurset fortsatte jeg med at nyde musik og mennesker, og mine timer blev bedre og bedre, som jeg løsnede op og bare gav alt det, jeg havde i mig, uden forbehold.
Og dét er vel lige netop essensen af musikudøvelse - at give.
Efter at alle prøver og eksamener på konservatoriet, hvor jeg havde øvet mig som en vanvittig for at opnå det bedst mulige resultat, fortsatte jeg med at øve på fuld tryk den første måned af sommerferien. Jeg skulle på masterclass i Ollerup, og med det for øje, forsøgte jeg at øve et nyt repertoire op, som skulle bruges i denne anledning. Jeg var dybt optaget af min øvning - så meget, at jeg afslog at tage med mine venner på stranden før efter jeg var hjemvendt fra undervisningen på Sydfyn. Og det var som sådan fuldstændig smertefrit. Men da der pludselig kun var 7 dage tilbage til min afrejse, gik jeg fuldstændig i panik. Jeg blev fyldt med enorme mængder frustration og sorg, og kunne slet ikke finde ud af at omgås andre mennesker uden at bryde ud i gråd. Jeg følte en utrolig stor frygt for dette kursus - en frygt for, at jeg skulle dømmes. For kurset i Ollerup er meget kendt af unge, danske pianist-aspiranter, og er et sted, hvor mange mødes en gang om året for at holde kontakter og venskaber ved lige, modtage god undervisning og nyde et nørdet miljø med dedikerede musikstuderende og klaverlærere. Og jeg var ved at dø ved tanken om, at jeg skulle spille for alle disse folk - at jeg skulle dømmes af dem, og at de ville videregive information om, hvor godt eller skidt jeg nu spillede, til andre i musikmiljøet. Det var 5 år siden, jeg havde været på kurset sidst, og jeg var vanvittigt bange for, at folk skulle blive skuffede over min udvikling over den sidste årrække. Det føltes, som om jeg kun havde én chance for at give dem et godt indtryk af mig, og at opgaven var så godt som umulig. For at berolige mig selv, forsøgte jeg endda at finde på andre uddannelser, jeg kunne begynde på, hvis det skulle gå helt galt. Mine dejlige venner på musikkonservatoriet gjorde hvad de kunne for at muntre mig op, og forsøgte alle at forklare mig, at alle til tider har store komplekser og selv de bedste til tider føler, at de intet er værd. Men intet hjalp.
Trods alle de mange fantastiske mennesker omkring mig, der ikke kunne andet end at få mig til at føle mig velkommen og meget godt tilpas, var frygten stadig cementeret i hver af mine celler, da jeg tog afsted og ankom til kursusstedet. Og den var der i allerhøjeste grad stadig, da jeg skulle have min første offentlige klavertime med en klaverprofessor fra konservatoriet i Köln.Og det blev også en temmelig ubehagelig oplevelse for os begge. Jeg var fyldt med indre frygt og uro, han havde tilsyneladende også en smule uro i kroppen over at skulle undervise offentligt, og vores kommunikation blev temmelig anspændt, og jeg gik fra undervisningen med en lidt ubehagelig fornemmelse i kroppen.
Imidlertid begyndte jeg, mens jeg iagttog alle de andre unge pianister, at alle kom for at give. Alle var kommet, fordi de ville give det, de havde opnået i deres forhold til musikken, til en ny underviser, til en ny koncert, til de skønne mennesker, de omgikkes. Og til gengæld fik de fantastisk undervisning, spændende muligheder for at spille koncerter, og kærligheden til musikken som en fællesnævner for alle deltagere skabte tætte, personlige bånd. Der var ingen, der gik rundt og dømte dem selv så hårdt, som jeg selv gjorde, selvom der selvfølgelig fandtes en helt almindelig nervøsitet og ydmyghed blandt de fleste.
Langsomt, mens jeg kom tættere ind på livet af disse mennesker og min professor, begyndte min frygt at falme. Efter at have hørt en fantastisk masse klavermusik efter blot de første par dage, begyndte jeg at indse, at jeg var min egen største frygt. De andre pianister og klavermennesker var jo ikke kommet hertil for at dømme mig. Det var kun mine egne krav til mig selv, der holdt mig lænket i en ubehagelig sindstilstand. Pludselig holdt jeg helt op med at vurdere kvaliteten af den musik, jeg hørte. Jeg begyndte bare at nyde den, at være i den, og kun på en positiv måde sætte den i relation til mennesket bag. Alle på stedet havde en interessant kunstnerisk vinkel, som fortjente anerkendelse. Også mig.
En aften gik jeg ud af spisestuen efter aftensmaden og satte mig på en bænk udenfor. På bænken sad også en gammel mand, en musikelsker, der besøgte stedet for at opleve alle de unge musikaspiranter og høre god musik. Vi faldt i snak, jeg fortalte ham om mine studier og min interesse for menneskelige relationer og mit virke på Røde Kors, og han konkluderede ud fra, hvad jeg sagde, at jeg nok ville komme en arbejdstid som akkompagnatør i møde. Denne dom gjorde mig temmelig utilpas. Den satte mig i bås, og det var lige præcis det, jeg havde frygtet. Og nu kom dommen fra en helt uventet vinkel, som jeg slet ikke var forberedt på. Om ikke andet fandt han mig interessant og ville gerne komme og overvære min time næste dag.
Og det gjorde han så.
Efter timen var der frokost. Han spurgte ydmygt, om han måtte side ved mit bord, og satte sig ned. Hans øjne var som fæstnede på mig, indtil han sagde, at han blev nødt til at fortælle, at det havde været en kæmpe oplevelse for ham at høre mig spille. Musikken var gået ham lige i hjertet, og han følte sig nu så mættet af klaverets klangverden, at han ikke ville høre mere musik, men bare tage hjem og bevare erindringen af det, han havde oplevet mens han hørte mig spille.
Jeg var målløs. Og lykkelig. Og følte mit behov for anerkendelse tilfredsstillet. Anerkendelsen var kommet fra den person, der var først til at dømme mig, men denne dom var nu ophævet.
Jeg følte mig fri. Og kunne ikke lade være med at være lidt fascineret af den udvikling, jeg havde været vidne til i løbet af disse uger. Og resten af kurset fortsatte jeg med at nyde musik og mennesker, og mine timer blev bedre og bedre, som jeg løsnede op og bare gav alt det, jeg havde i mig, uden forbehold.
Og dét er vel lige netop essensen af musikudøvelse - at give.
lørdag den 17. december 2011
At udlevere sig selv
Jeg har aldrig spillet så mange koncerter som i november og begyndelsen af december i år. I forhold til professionelle musikere er det ikke noget at prale af, men at spille gennemsnitligt en koncert om ugen i forskellige fora og med forskelligt repertuire, både kammermusik og solo, har været det nærmeste, jeg hidtil er kommet det virkelige koncertliv. Det har været fantastisk. Travlt. Sygdomsfremkaldende. Bekræftende. Og ikke mindst grænseoverskridende, da man skal vænne sig til at udlevere sig selv på en scene med jævne mellemrum. Jo oftere man spiller koncerter, desto mere må man være i stand til at give publikum et ærligt og personligt indtryk af, hvordan man oplever og kan formidle en stemning, en karakter eller en historie uden særlig lang tid til at forberede sig mentalt – eller for den sags skyld restituere, før man sætter sig ved flyglet igen.
Nogle uger oplevede jeg et fantastisk flow, hvor jeg bare fløj fra den ene historiefortælling til den anden. Hvor jeg gled direkte fra forberedelse til præstation til forberedelse og igen videre til præstation. Denne balance var især tilstede, hvor der var en hel uges mellemrum mellem koncerterne.
Imidlertid oplevede jeg min grænse, da jeg skulle spille koncert 2 dage i træk – den ene aften på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, hvor jeg spillede solorepertuire, og aftenen efter på Metronomen i Frederiksberg, hvor jeg spillede kammermusik med en fløjtenist. Jeg tog toget fra København til Esbjerg kl. 13.30 på koncertdagen og var fremme 16.45 – spillede lidt over 18.30, og tog så toget hjem igen kl. 21.42. Jeg ankom til Nørreport kl. 01.15. Det var i sig selv ikke noget problem. Imidlertid blev det noget ubekvemt for min kæreste, da jeg blev ringet op af en gammel musikervens kone, som gerne ville sove hos mig den pågældende nat. Jeg kendte – og kender hende stadig – overhovedet ikke, men hun var i færd med at blive skilt fra sin mand og var i samme omgang blevet smidt ud af sin lejlighed. Selvfølgelig kunne jeg ikke lade være med at sige, at ‘selvfølgelig måtte hun da gerne komme, jeg var ikke selv hjemme, men min kæreste skulle nok tage imod hende’. Nok en smule imod min trætte kærestes vilje (Hun gik dog iøvrigt lige i seng, da hun kom, og stod op inden os næste morgen, så det var en kort historie).
Det, der var svært for mig ved denne Esbjerg-koncert, var, at den forløb så professionelt. Jeg kom, varmede op, tog en pæn kjole på og spillede for publikum, og tog så herefter straks toget hjem igen. Pludselig gik det op for mig, hvor vandt jeg var blevet til at få personlig feedback efter alle mine koncerter i København. Her var der altid mennesker omkring mig, der kommenterede på mine præstationer. Det var der ikke her. Og det efterlod et stort tomrum i mig. Jeg følte, at jeg havde udleveret mig selv, som altid – men denne gang uden at få anden respons på det, end den umiddelbare klapsalve, der fulgte inde i selve koncertsalen. Det beundrer jeg virkelig kunstnere for at kunne håndtere – det er jo sådan, det kommer til at foregå i praksis. Og det må være hårdt.
Næste dag var jeg stadig påvirket af dette tomrum, og jeg blev meget pirrelig inden aftenens koncert. Der ophobede sig mere og mere uro i mig: frustrationen over gårsdagens koncertoplevelse i en heftig cocktail med den stigende nervøsitet inden den kommende optræden, og jeg kunne bryde ud i gråd når som helst. Ikke desto mindre gik koncerten forbavsende godt, og jeg var lykkelig for at have et par uger uden planlagte optrædener til at restituere lidt oven på mit første egentlige møde med det professionelle musikkerliv.
Nogle uger oplevede jeg et fantastisk flow, hvor jeg bare fløj fra den ene historiefortælling til den anden. Hvor jeg gled direkte fra forberedelse til præstation til forberedelse og igen videre til præstation. Denne balance var især tilstede, hvor der var en hel uges mellemrum mellem koncerterne.
Imidlertid oplevede jeg min grænse, da jeg skulle spille koncert 2 dage i træk – den ene aften på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, hvor jeg spillede solorepertuire, og aftenen efter på Metronomen i Frederiksberg, hvor jeg spillede kammermusik med en fløjtenist. Jeg tog toget fra København til Esbjerg kl. 13.30 på koncertdagen og var fremme 16.45 – spillede lidt over 18.30, og tog så toget hjem igen kl. 21.42. Jeg ankom til Nørreport kl. 01.15. Det var i sig selv ikke noget problem. Imidlertid blev det noget ubekvemt for min kæreste, da jeg blev ringet op af en gammel musikervens kone, som gerne ville sove hos mig den pågældende nat. Jeg kendte – og kender hende stadig – overhovedet ikke, men hun var i færd med at blive skilt fra sin mand og var i samme omgang blevet smidt ud af sin lejlighed. Selvfølgelig kunne jeg ikke lade være med at sige, at ‘selvfølgelig måtte hun da gerne komme, jeg var ikke selv hjemme, men min kæreste skulle nok tage imod hende’. Nok en smule imod min trætte kærestes vilje (Hun gik dog iøvrigt lige i seng, da hun kom, og stod op inden os næste morgen, så det var en kort historie).
Det, der var svært for mig ved denne Esbjerg-koncert, var, at den forløb så professionelt. Jeg kom, varmede op, tog en pæn kjole på og spillede for publikum, og tog så herefter straks toget hjem igen. Pludselig gik det op for mig, hvor vandt jeg var blevet til at få personlig feedback efter alle mine koncerter i København. Her var der altid mennesker omkring mig, der kommenterede på mine præstationer. Det var der ikke her. Og det efterlod et stort tomrum i mig. Jeg følte, at jeg havde udleveret mig selv, som altid – men denne gang uden at få anden respons på det, end den umiddelbare klapsalve, der fulgte inde i selve koncertsalen. Det beundrer jeg virkelig kunstnere for at kunne håndtere – det er jo sådan, det kommer til at foregå i praksis. Og det må være hårdt.
Næste dag var jeg stadig påvirket af dette tomrum, og jeg blev meget pirrelig inden aftenens koncert. Der ophobede sig mere og mere uro i mig: frustrationen over gårsdagens koncertoplevelse i en heftig cocktail med den stigende nervøsitet inden den kommende optræden, og jeg kunne bryde ud i gråd når som helst. Ikke desto mindre gik koncerten forbavsende godt, og jeg var lykkelig for at have et par uger uden planlagte optrædener til at restituere lidt oven på mit første egentlige møde med det professionelle musikkerliv.
Abonner på:
Opslag (Atom)