Kunsten at finde sin kvadratmeter

Her forleden nød min kæreste og jeg en søndag aften med en omgang jazz-jam på La Fontaine.
Det er et fantastisk sted. Småt, rødt, intenst og intimt. Præcis som en rigtig jazzcafé skal være det. Overalt hænger smukke billeder på væggene af musikere, der gennem tiden har sat deres præg på stedet, og giver en helt særlig stemning af tidsmæssig forening med alt det, der har været, og det, der er nu.
Og så er der evig trængsel. Både blandt publikum og på den absurd lille scene, hvor der på magisk vis altid kan blive plads til én mere.
Og som vi sad der med vores kaffe og øl, tæt klemt op og ned af alle de andre besøgende, forstod man, at denne trængsel var så utrolig vigtig for stedets energi. Man forenedes i det lille rum - både fysisk og mentalt - om det behagelige nærvær og den dejlige musik. Musikere, musik og mennesker blev til ét.

Men på scenen opstår naturligvis en helt særlig grad af denne forening. Og det blev så tydeligt i går, at jeg endnu engang undrede mig og blev fascineret over magien mellem de musikere, der virkelig forstår at blive ét med hinanden. De folk, der formår at dele puls og plads. At finde sin kvadratmeter, både på scenen og i musikken. Det kræver naturligvis noget helt særligt - ikke mindst den rette kemi og musikalske forståelse musikerne imellem. Og netop dette bliver for alvor skåret ud i pap, når man oplever en jamsession, hvor folkene på scenen hele tiden bliver skiftet ud. Da gøres det virkelig klart, hvem der er på musikalsk bølgelængde med hvem. Om de brikker, musikkerne hver i sær udgør i musikkens puslespil, passer sammen; om de kan udfylde de rette tomrum og samtidigt kende deres begrænsninger. 

Magien opstod denne aften én gang. Brikkerne faldt på plads. Fire musikere fandt hinanden og deres kvadratmeter. Musikken flød fuldstændig ubesværet igennem dem og ud i rummet, da alle forstod hinandens sprog og plads. Det så mere eller mindre sådan ud:

Rammerne udviskedes, og de blev til ét.

En oplevelse med musikmeditation

I sidste uge medvirkede jeg i en session med den fantastiske yogainstruktør Mathias From.
Temaet for denne session var det andet chakra, Svadhisthana (som fysisk især knytter sig til kønsorganerne og har betydning for sanselighed, intuition, kreativitet og lystfølelse), og vi havde derfor brugt det meste af timen på at være i stillinger, der skulle stimulere netop dette chakra.
Det særlige ved denne session var imidlertid, at der indgik en musikmeditation, hvilket jeg aldrig havde prøvet før. Og jeg må indrømme, at mine forventninger var meget små. Jeg var alvorligt bange for, at min gang på musikkonservatoriet ville have ødelagt min evne til at sætte pris på den simple newage-musik, jeg forventede, at han ville sætte på, og regnede derfor ikke just med nogen stor oplevelse. Jeg var derimod temmelig sikker på, at jeg ville blive lettere irriteret over kvaliteten af musikken og måske endda komme til at føle, at den gjorde mere skade end gavn.
Men det blev en oplevelse, jeg sent vil glemme.

"Musikken vil være relativt høj", varslede han, lige inden han tændte for anlægget. Vi sidder alle afventende i skrædderstilling eller lotus. Og jeg skal love for, at den var høj. Ikke bare i form af volumen, men især i kraft af dens ekstreme intensitet. Musikken var voldsom og agressiv, fyldt med dybe, vibrerende lyde af både instrumenter og stemmer, og hele tiden bankede en heftig puls, spillet på meget store, dybe trommer. Musikken skabte næsten med det samme en stor uro i både sind og krop på mig - jeg blev ligefrem grebet af frygt.
Så slukkedes lyset i salen pludselig. Alt var mørkt - salen, musikken, stemningen - og så pludselig aner jeg en lille lyskugle ud for mit underliv. Som en lille stjerne, der hænger i luften lidt under min navle. Denne stjerne bliver hængende under næsten hele forløbet, overraskende klar.
Jeg ser en af mine bedste veninder for mig. Jeg ser hende, fordi jeg så utrolig gerne ville have delt denne oplevelse med hende - fordi jeg er sikker på, at hun ville have fået noget helt særligt ud af dette mystiske foretagende. Og fordi jeg savner hende.
Pludselig føler jeg, at jeg vokser. Det er som om min krop forstørres - som om den pustes op som en stor ballon nedefra. Da jeg løfter nakken en lille smule, forstærkes følelsen enormt meget.
Herfra mærker jeg en stigende grad af kontakt med min venstre kropsdel. Jeg kommer mere og mere i kontakt med min venstre del, mens jeg distancerer mig mere og mere fra den højre side. på et tidspunkt ser og mærker jeg en meget tydelig, sort streg, der går lige ned gennem min centerlinje og understreger kontrasten af fornemmelsen for de to sider. Fokus flyttes langsomt fra kroppen op til hovedet, og lige med et føler jeg en voldsom overvægt i min højre halvdel af hovedet. Overbalancen bliver så stor, at jeg af frygt for at vælte må støtte mig på min højre arm og flytte lidt frem og tilbage på min krop, før jeg igen finder balancen.
Musikken pumper videre med sine yderst skræmmende vibrationer. Jeg føler mig dybt udsat og sårbar på grund af den agressive musik. Sårbarheden når sit højeste, da jeg føler, at jeg når som helst kunne blive slået i hovedet af en forbipasserende, uden at det ville overraske mig det mindste. På et tidspunkt må jeg rykke nervæst på mig, da jeg forestiller mig at Mathias står lidt til venstre for mig og bare står klar til at give mig et slag på siden af hovedet.
Musikken pumper og pumper. Stille og roligt tvinger jeg mig selv til at acceptere dens tilstedeværelse. Og lige i det øjeblik, det begynder at lykkes, fader musikken meget langsomt, men sikkert, ud. I takt med at musikkens volumen og intensitet falder, føler jeg, at den tager noget af mig med sig, og jeg krummer mig langsomt mere og mere sammen. Det føles nu overraskende nok dybt ubehageligt for mig, at den forsvinder - at den forlader mig.

Da musikken er helt væk, lyset igen tændes i salen og jeg kommer til mig selv, sidder jeg sammenkrummet med tårer strømmende ned af kinderne. Den musik, jeg havde så ringe forventninger til for blot 10 minutter siden, har ramt mig lige på det aller ømmeste sted i min sjæl.