Jeg ved, at mange - især på konservatoriet - har studset over, hvem jeg er, og hvorfor jeg altid slentrer rundt alene, uden at synes trist eller ensom. Hun er en rigtig enspænder, tænker de måske. Og ja, jeg lever temmelig ensomt. Men til gengæld har jeg skabt mig eget lille farverige eventyr, som jeg lever i, og som hjælper mig med at forholde mig til min omverden - og til mig selv.
Konservatoriet er mit eventyrland. Mit slot. Jeg bor her ikke, jeg er her bare. Jeg har endda drømt om, hvordan mine eventyrfigurer optræder i og omkring slottet, og hvordan jeg har inviteret dem på the. Men hvad enten slottet er mit eget eller ej, en drøm eller en virkelig projektering, så giver disse historier mig en sublim mulighed for at arbejde med gamle minder, følelser og tanker på en måde, så jeg kan forholde mig mere sikkert og distanceret til dem. Og der er mange skeletter at finde i skabene, når jeg går på opdagelse i det store slots kældre, loftsrum og hemmelige gange.
Alting er altså med andre ord præcis sådan, som jeg ønskede mig, inden jeg tog afsted. For en af mine personlige grunde til at rejse et halvt år til Polen var at opsøge de dele af mig selv, som jeg forbinder med min polske familie, og som jeg på mange måder forsøger at fortrænge. Opsøge mine minder og tanker omkring min mor og min barndom. Opsøge det polske folk, den polske historie og kultur, det polske sprog og den polske musik - for det polske blod løber i mine årer, det løber stærkt, og jeg kan ikke løbe fra det. Jeg tog til Polen for at genopleve glimt af min barndom, og for at genopleve de ting, jeg så længe har gemt langt væk, men som jeg nu følte mig klar til at finde og frem og bearbejde.
*
Jeg var lykkelig over at have fået tilstillet så smuk en udfordring, og da jeg ankom til Polen, gik jeg fuld af entusiasme straks i gang med at arbejde på det projekt, som jeg skulle vise Klaverkongen, når jeg kom hjem. Jeg arbejdede med meget stor fascination og kærlighed til musikken, for den vækkede en helt særlig genklang i mig. En genklang, jeg senere skulle forstå, var en genklang af billeder i både lyse og mørke kroge af mit sind.
1. Reflects dans l'eau. Reflektioner i vand.
Reflects dans l'eau er et mesterligt malet billede. Debussy kunne om nogen komponere musik, der ligesom et maleri viser flere lag af og former for tilstedeværelse. Han kreerede på smukkeste vis forskellige lag i musikken med hver sin betydning, klang, og stemning. Der er forgrund, mellemgrund og baggrund - og fragmenter, som høres fjernt, slet skjult af en hvid mystik. Med Reflects dans l'eau begyndte jeg at male. Jeg malede brede laveringer i baggrunden, smukke, store linjer i landskabet, spændende elementer i forgrunden, og mystiske væsener i tågen. Jeg malede kulisserne til mit eventyr.
Her spilles det levende vandspejl af den legendariske, italienske pianist, Auroto Michelangeli (1920-1995):
Hurtigt gik det op for mig, at øvningen på konservatoriet var et mareridt. Det kræver hver dag sin tørn og sine nerver at få tilkæmpet sig et par timer i et øvelokale på konservatoriet. Når det endelig lykkes, vogtes dørene til øvelokalerne, som da føles som skatkamre, af nøgledamerne, som besidder alle nøglerne til konservatoriets lokaler, og som observerer alt, som lægger vejen forbi dem, med øjne så store som thekopper. Og selvom denne kamp er skaber en ubehagelig, mørk stemning, sker der pludselig magiske ting i øvelokalerne, når man endelig er der. For så ønsker man virkelig af hele hjertet at arbejde godt, at udvikle sig, således at man bliver i stand til at skabe den musik, man drømmer om at dele med verden.
Jeg ønskede netop af hele mit hjerte at kunne spille Reflects dans l'eau, så jeg på kunne vise og udtrykke min kærlighed til mit yndlingsmotiv i musikken, nemlig vand. Og meget hurtigt lærte jeg stykket. Aldrig havde jeg arbejdet så godt, som jeg begyndte at arbejde her i Warszawa.
Vand er i symbolikkens verden ofte forbundet med følelser. I Reflects dans l'eau begyndte jeg snart at se det nuancerede billede, jeg havde malet af vand, som et billede på mine følelser. På de følelser, der kreerer harmoniske kulisser i min tilværelse; på de impulsive og nærværende følelser, der dukker op og kræver megen opmærksomhed - og på de følelser, der ligger gemt dybt nede under vandoverfladen, og som kun anes svagt, hvis man ser dem i det oplysende månelys.
2. Hommage a Rameau - hyldest til Rameau
Hommage a Rameau er af Debussy skrevet som en hyldest til en af musikkens store autoriteter: en hyldest til den franske komponist og musikteoretiker Jean-Philippe Rameau (1683-1764), som regnes for at være en af de mest betydningsfulde barok-komponister i Frankrig. Det er en hyldest til en af den franske musikhistories største autoriteter. En hyldest til kongen af den franske musik.
Da jeg ankom til Fryderyk Chopin Universiy of Music, var en af de første personer, jeg lagde mærke til, en cellist, som altid skulede lidt ondt til mig. Jeg mærkede tydeligt hendes utilpashed over min indtrængen på hendes territorium. Signalerne var muligvis ikke så stærke, men et udseende, der understregede hendes ubehagelige skulen med en stor krop, langt og fladt mørkt hår, mørke, hængende øjne kunne jeg ikke lade være med at give hende en rolle i mit eventyr som den onde cellist. Hun blev for mig et symbol på den tavse og diskrete signalering af underspillede magtkampe, som så tit finder sted mellem kvinder; noget, som jeg tog stor afstand fra - men som jeg også kunne genkende et sted dybt inde i min egen kvindelig natur, hvad enten jeg ville kendes ved det eller ej. Et eller andet sted i det kvindelige væsen bor den onde dronning, som hver dag beder sit tryllespejl om at give udtryk for hendes uovertrufne skønhed, og som vil kæmpe med næb og kløer for at forblive ubesejret.
Da jeg skulle vælge lærer på Fryderyk Chopin Universiy of Music, besluttede jeg mig for at konfrontere min frygt for kvindelige autoriteter. Jeg valgte klaverprofessor Kawalla som lærerinde - og det viste sig at være intet mindre end fantastisk. Hun er noget helt for sig. Til trods for sin lille skikkelse optræder hun altid med enorm autoritet og værdighed. Når hun taler, der det som om, at guldet flyder ud af munden på hende. Hvert eneste ord er velovervejet, og hun er aldrig forhastet i sin tale. Med løftet pande, majestætisk gang og stolt holdning, blide, kærlige øjne og en fast autoritet ser jeg hende for mig som den gode dronning i mit eventyr. I Hommage a Rameau ser jeg for mig, hvordan hun skridt for skridt bevæger sig smukt og værdigt gennem sit prægtige palads:
I begyndelsen af satsen gør dronningen sin entré. De første takter består af enkle, unisone fraser. Og da Kawalla bad mig om at "løfte" klangen i netop disse takter ved at give højre hånd lidt mere kulør end venstre, kunne det ikke være anderledes; når dronningen gør sin entré, bærer hun jo hagen højt og løfter stolt blikket ud mod den scene, der venter hende. Melodierne er dronningens blide, syngende replikker, og afsluttes altid med ro og værdighed. Da den gode dronning fortalte, at jeg skulle spille satsens midterdel, som var det et billede af store, tunge søjler, prydet med de smukkeste arabesquer og andre udsmykninger, så jeg igen hendes slot for mig. Jeg forestillede mig de store, smukke søjler, der knejsende bærer de høje lofte af gyldent marmor, imellem hvilke der voksede de smukkeste blomsterranker og krybende vedbend med forgyldte blade. Mellem disse enorme søjler og skønne udsmykninger gør dronningen sin kulminerende entre med ynde og værdighed - og tager sig lige præcis den tid, hun skal bruge. Michelangeli fortryller igen:
Hommage a Rameau vækker genklang i mig som en hyldest til autoriteter. Ikke bare min klaverprofessor, men i høj grad til kvindelige autoriteter i det hele taget, og især til den største kvindelige autoritet, jeg nogensinde har haft i mit liv: min mor. Hommage a Rameau bringer med sine majestætiske, bløde klange minderne om min mor frem i mig. Det er et gensyn med den kvinde, der gjorde det vanskeligt for mig nogensinde igen at forholde mig til kvindelige autoriteter. Og hvor meget jeg end forsøger at leve uden at tænke på den kærlighed, jeg savnede som barn, ved jeg, at jeg vil gå i graven med et stort savn efter følelsen af tryghed og kærlighed i en familie.
Netop sideløbende med mit arbejde med Hommage a Rameau, gik vi i pædagogik-timerne på konservatoriet i dybden med forældre-barn relationer. Vores lærerinde underviste os i, hvor uerstattelige forældrene er i de tidlige år af menneskelivet, og hvordan de savn og svigt, man oplevede i forhold til sine forældre, altid på en eller anden måde vil forblive i sindet. De kan skjules ganske godt, vel at mærke - men de vil altid blive ved med at påvirke den måde, man opfatter sin omverden og sig selv på. Disse timer var frygtelige for mig. Jeg var hele tiden ved at bryde ud i gråd. Min lærerinde gravede i den aller mørkeste afkrog af min sjæl. Hun gravede netop dér, hvor jeg havde forsøgt at gemme alt det væk, som jeg ikke kunne ændre på, og derfor så længe havde forsøgt at fortrænge. Timerne var en voldsom konfrontation med mine fortrængte savn. På samme måde blev Hommage a Rameau en voldsom konfrontation. For Hommage a Rameau udviklede sig til at blive en hyldest til den mor, jeg altid vil savne.
3. Movement. Bevægelse.
Da jeg spillede denne utrolig spændende sats for min professor, bad hun mig om at tænke på bevægelsen som noget stærkt sombolsk. Det, Debussy havde noteret i teksten, var ikke bare en masse hurtige toner, hvorimellem fingrene skulle løbe over stok og sten. Det var bevægelse. Et billede på bevægelsen omkring os, bevægelsen mellem os - og bevægelsen inde i os. Alting er i bevægelse hele tiden, alting forandrer sig. Hun citerede følgende citat af Heraklit (535-475 f.v.t.) for mig:
“Ingen
mand træder nogensinde i den samme flod to gange,
for det er aldrig den
samme flod, og det er aldrig den samme mand."
Gennem min ensomme tilværelse på konservatoriet mærkede jeg, hvordan især én person viste mig oprigtig interesse: Ridderen. Han gjorde altid med sin stærke, venlige udstråling et bravt forsøg på at trænge igennem tjørnehækken, vække Tornerose, og finde ud af, hvem den mystiske enspænder var.
Første gang, vi talte sammen, var den dag, jeg skulle have min første time med professor Kawalla. Jeg havde ofte set ham øve på gangene, og her stod han så igen, i sin ranke skikkelse og øvede på Tchaikovskijs violinkoncert et par meter fra mig. Han var uden tvivl den dygtigtse violinist, jeg havde hørt øve på konservatoriet. Og så mindede han mig utrolig meget om de romantiske, polske helte på hesteryg, jeg som barn havde set Juliusz Kossaks (1824-1899) malerier af i mine forældres kunstbøger. Men dén dag overraskede han mig virkelig med sin musikalitet, sit talent og sit væsen. Jeg havde altid haft store vanskelligheder med at høre violinister øve på netop denne koncert, da det var det musikstykke, som jeg var stærkest følelsesmæssigt forbundet til. Som barn ønskede jeg mig at spille violin, men blev givet til klaveret i stedet for. Tchaikovskijs violinkoncert var det værk, jeg mest af alt ønskede at spille. Jeg ejede som barn en CD med en ukendt indspilning af koncerten, og det var nok ikke den bedste, man kunne støve frem, men jeg hørte den utrætteligt. Hver gang jeg følte mig ulykkelig eller alene, satte jeg altid CD'en på mit anlæg, skruede op for lyden og satte mig til rette ved radiatoren i mit værelse. Siden da kunne ingen violinists udførelse af koncerten måle sig med denne ukendte indspilning for mig. Men som jeg sad dér og ventede nervøst på mit møde med professoren, blæste Ridderen mig omkuld med sine fortryllende toner. Jeg forsøgte at forholde mig neutral, men kunne ikke lade være med at vende blikket mod ham hele tiden i forundring over det, jeg oplevede. Han lagde mærke til min reaktion, og spurgte mig friskt og venligt: "Synes du, jeg spiller jeg falsk?". Meget forvirret over hans henvendelse begyndte jeg straks at udbryde "nej, nej - overhovedet ikke!", og forsøgte igen at koncentrere mig om noderne af Images, som jeg sad med i skødet. Men så let slap jeg ikke. Han kom venligt og prøvende hen mod mig, sagde, at han ofte havde set mig, men ikke vidste, hvem jeg var, og præsenterede sig. Navnet glemte jeg, og har aldrig fået det at vide igen, men i mit eventyr blev han bare ved med at være Ridderen. Siden da hilste han altid hjerteligt på mig, når han så mig på gangene, og selvom jeg har været utrolig vanskelig at komme i kontakt med, blev han ved med at vise sin venlighed og åbenhed, hver gang han så mig.
For nylig gik der et par uger, hvor jeg ikke så ham, og da gik det virkelig op for mig, hvor meget tilstedeværelsen af hans venlighed havde betydet for mig midt i mine bestræbelser for at følge skolegangen og passe min øvning på konservatoriet. Og det gik op for mig, at Ridderen var blevet et symbol for alle de mennesker, der havde vist mig venlighed og kærlighed, når jeg havde haft brug for det gennem tiden. Hver gang jeg havde haft brug for nogens hjælp, var det kommet en frelsende engel som sendt fra himmelen og støttet mig. Og skønt jeg ikke havde opfattet mit behov for denne venlighed før, gik det nu op for mig, hvor meget det havde betydet for mit velbefindende at få de daglige smil fra en person, som jeg mærkede, kun ville mig det godt. Den slags folk, som står ved ens side, måske endda uden selv at vide det, når man står ansigt til ansigt med svære forhindringer og stærke udfordringer. Den slags folk, som hjælper én på livets lange udviklingsvej.
*
Jeg er midt i den hårdeste udvikling, jeg har oplevet meget længe, og den grå, polske vinter vil gøre mig selskab på denne eventyrlige rejse i to lange og intense måneder endnu. Inden jeg tog afsted, var jeg overbevist om, at det ville være passende for mig kun at være på udveksling i et semester, da jeg tænkte, at jeg ville blive vanvittig af at blive så konfronteret i et helt år. Selvom jeg slet ikke vidste, hvad jeg talte om, havde jeg ret. Jeg tror, at 5 måneder er lige præcis den tid, jeg skal bruge her i Warszawa, før jeg kan fuldføre mine udfordringer, udvikle mig til et nyt og rigere menneske og afslutte mit polske eventyr.
Hvor jeg dog glæder mig til at komme hjem!
