Da jeg var til et møde hos Hovedstadens Røde Kors om socialpsykiatri tidligere på ugen, havnede jeg i et miljø med klar overvægt af medicin- og psykologistuderende samt andre spændende mennesker fra universiteterne, for hvem musikkens verden var eksotisk og spændende. Jeg blev derfor i pausen spurgt grundigt ud om uddannelsen på musikkonservatoriet og livet som musikaspirant, og de blev introduceret til en verden, som var meget anderledes end deres egen. Det blev til et spændende møde mellem to kulturer.
Først talte vi om optagelsesprøven. Jeg fortalte, at der på min årgang var 30 pianister, der søgte ind på Det kgl. Danske Musikkonservatorium, og at der var 5, der kom ind. Det lød ikke af noget særligt, kunne jeg hurtigt fornemme. Og det er jo heller ikke noget særligt i forhold til, hvor mange der søger ind på universiteterne - eller på Det Rytmiske Musikkonservatorium i København. Men så kom jeg ind på, at det måske kunne have noget med optagelsesprøven på Det kgl. at gøre: den bestod bl.a. af en længe forberedt solooptræden på 35-45min. Og så blev øjnene spærret op. Dét var alligevel specielt, og det gik pludselig op for både dem og jeg selv, hvor utrolig meget forberedelse, der skulle til for at blive optaget på konservatoriet i forhold til at sende en ansøgning af sted til Københavns Universitetet, som blev udfyldt på 5 minutter.
Nå, men hvad så med selve uddannelsens indhold og struktur?
Normalt var en bachelor en form for grunduddannelse, mens man specialiserede sig i kandidaten. Jeg fortalte, at man i princippet allerede har specialiseret sig længe inden man starter på konservatoriet - ellers kommer man ikke ind. Og at man således også fra begyndelsens start har et særligt fokus på fx et instrument, men at man på sin bachelor gennemfører de fleste af uddannelsens bifag, som kan siges at give en form for musikalsk "grunduddannelse". På kandidaten får man derfor mere tid til at arbejde med sit instrument eller sin stemme, og derved kunne der tegnes en parallel til universitetsuddannelsen.Var der så slet ikke nogen undervisning i videnskabsteori? Nej. Det kunne jeg ikke prale af at kende noget til. Men konservatoriet hører jo slet ikke under undervisningsministeriet - det hører under kulturministeriet, ligesom det Kgl. Teater. Selvom vi får en kandidatuddannelse, er vi ikke akademikere. Vi er kunstnere.
Hvordan foregår eksaminerne på konservatoriet?
Størtedelen af eksaminerne - i hvert fald de vigtige af dem - foregår som større eller mindre koncerter og optrædener. En bachelor-opgave er ikke en 50-siders rapport, der kan afleveres inden en deadline, hvorefter man overlader censorens oplevelse af projektet fuldstændig til vedkommende. Det er en performance, hvor man selv skal servere sit stof på et sølvfad. Man kan fifle og rette og skrive om i en rapport til man segner, så den bliver, som man vil have det, og herefter kan man aflevere den og "være færdig". På konservatoriet kan man aldrig blive færdig. Da vi uddannes til at optræde, er det dét, vi skal kunne, når vi forlader institutionen - og det, vi eksamineres i. Om vi så har 10 min. eller en hel kandidatkoncert på ca. 3 kvarter, så vil vi altid blive bedømt på lige præces det, vi kan levere i øjeblikket. Så er alt andet, og alt det, du har gjort før og vil gøre bagefter, fuldstændig lige meget.
Men hvad så med en Ph.d?
Musikkonservatoriets svar på en Ph.D er en solistuddannelse, hvor man får endnu et par års undervisning og vejledning til at udvikle og fordybe sig. Dette vakte ikke stor tilfredshed blandt de nysgerrige. For hvad er en Ph.D uden forskning? Og hertil kunne jeg ikke svare andet end, at man altid - lige fra man begynder at stifte bekendtskab med musik og resten af livet - vil udforske musikkens verden. Livet som musiker er én lang udforskning af musikkens sjæl og væsen.
Herefter kunne de ikke lade være med at smile lidt over min poetiske tilgang til emnet. Men man er vel kunstner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar