mandag den 14. maj 2012

At dø i dur

"Man kan ikke dø i dur", udbrød min lærer i musikteori og analyse meget bestemt engang i løbet af mit første år på konservatoriet, da snakken i en undervisningstime faldt på musikhistoriens skildringer af døden.
Hans ord gjorde stort indtryk på mig - men vakte ikke just genklang i mine tanker. Hvorfor skulle man ikke kunne dø i dur? Skal døden altid skildres ubetinget sørgelig og tragisk? Er det ikke ligeså smukt og accepteret at forlade denne verden til lyden af åbne, varme og involverende durklange?

Der findes utallige eksempler på musikalske dødsskildringer i mol-tonearter. Men skildringen findes  også, om end i beskedent antal, i dur; fx i satsen Im Paradisum fra Faurés Requiem (Gabriel Fauré: 1845-1924). Værket som helhed finder sit udgangspunkt i d-mol, men Im Paradisum, som er den sidste af værkets 7 satser, står i D dur, og får derved hele oplevelsen af døden til at forløses i de smukkeste og varmeste, åbne og rene dur-klange:


Som titlen på satsen - og teksten, som er angivet og oversat nedenfor - fastslår, handler denne sats om den afdødes ankomst til himmeriget:

In paradisum deducant te angeli,
in tuo adventu
suscipiant te martyres,
et perducant te
in civitatem sanctam Jerusalem.
"Må englene føre dig til paradis, og må martyrerne modtage dig og føre dig til den hellige stad Jerusalem."
Chorus angelorum te suscipiat,
et cum Lazaro quondam paupere
aeternam habeas requiem.
"Må englenes kor modtage dig, og må du finde evig hvile sammen  med den engang fattige Lazarus."


Dette er nok et af musikhistoriens smukkeste eksempler på en dødsrejses musikalske afslutning i dur-klange. En rejse, hvor sangernes lyse klange vækker associationer om enklekor i himmeriget, og en rejse, der - efter den naturlige og uundgåelige sorg - trods alt giver de efterladte lov til at opleve afviklingen af den afdødes tilværelse i denne verden som en smuk forening med den guddommelige, evige hvile.

Når mine tanker kredser i disse baner, kan jeg ikke undgå at tænke på det værk, jeg selv gerne vil høre som det sidste, inden jeg forlader denne verden: Rachmaninovs preludium for soloklaver Op. 23 nr. 4 - også i D dur (Sergei Rachmaninov: 1873-1943). Her findes stykket indspillet af den russiske klaverlegende, Sviatoslav Richter (1915-1997):



Dette lille og yderst værdifulde værk har ganske vist en noget anden og mere melankolsk grundstemning og -klang, men er skabt ud fra det samme tonale materiale som Im Paradisum, og indeholder derfor mange lignende åbne, afklarende og varme klange. Det er klange, der kan opleves som både trygge og fyldt med umiddelbar og ren kærlighed, men som samtidigt i al deres enkelhed understreger livets sorger og savn. Klange, der på helt særlig vis kan indramme det smukke, simple og tragiske - og gå lige i hjertet. Helt uden omsvøb. 

1 kommentar:

  1. Jeg er desværre ikke så vild med Faurés requiem. Det er for pænt! For fint! Der mangler karakter og kontraster..... efter min beskedne mening! ;-)

    Jeg er glad for jeg ikke kan eller skal vælge den sidste musik jeg får at høre i dette liv. Jamen, der er jo så meget at vælge i mellem. Selv om det kun er en tankeleg, så er det fuldstændig umuligt for mig, at vælge et enkelt værk. :-D

    SvarSlet