Om Grieg, brusende elve, pop og nationalromantik

Da jeg besluttede mig for at studere i Polen, var det i høj grad fordi jeg ønskede at fordybe mig i den østeuropæiske romantik i det klassiske repetroire - nå til en dybere forståelse af, hvilke traditioner, historier og legender, der havde skabt den stil, som jeg holdt så meget af, og som jeg følte mig stærkt forbundet med. Jeg følte mig  hjemme i den romantiske musik. Jeg kunne næsten ikke slippe den. Når jeg spillede wienerklassiske sonater af Beethoven (1770-1825) i Danmark, fik jeg at vide, at jeg spillede musikken, som var den skrevet af Chopin. Ikke desto mindre skulle der komme andre boller på suppen, da jeg kom i audiens hos undervisere, som var forbundet til den polske familie Ekiers stærke Chopin-skole: da jeg kom til Warszawa, fik jeg at vide, at jeg spillede Chopin, som var det Beethoven.

I går overværede jeg dele af en konkurrence for klaverkoncerter på konservatoriet i Warszawa. Den første deltager, som jeg fik at høre, var en koreansk pige, som spillede den berømte klaverkoncert i A-mol af den norske nationalromantiker, Edward Grieg (1843-1907). Den smukke pianistinde var mig tydeligvis fuldstændig overlegen i de romantiske fortolkninger, som jeg engang havde troet lå naturligt for mig. Havde hun spillet Chopins klaverkoncert i f-mol, ville selv min klaverprofessor være tilfreds med hendes præstation. Ikke desto mindre var det som om, at noget var helt galt. Og i dét øjeblik gik det for alvor op for mig, hvor stor forskel der er på østeuropæisk og skandinavisk nationalromantik.
Nu var det som om, at nogle af brikkerne faldt på plads i mit indre musikalske fortolkningspuslespil. For måske synes polakkerne, at jeg spiller Chopin, som var det Beethoven - men polakkerne spiller Grieg, som var det Dvorak.

Undervejs i den smukke koreaners østeuropæiske fortolkning af Grieg kom jeg til at tænke på den uendeligt smukke, bløde og gyngende serenade for strygere i E dur, op. 22, af den tjekkiske komponist, Antonin Dvořák (1841-1904):

A-mol koncerten af Grieg er ikke en romantisk, østeuropæisk rubato-serenade fra start til slut. I min optik bør den spilles lettere strikt og strømmende - måske kan beskrivelsen "køligt" til tider komme til sin ret. Der er ikke plads til for meget "slinger i valsen" - som i øvrigt er noget af det, der på bedste østeuropæsike, romantiske vis (vel følt og forstået) kan gøre en fortolkning af ovennævnte serenades 2. sats, "Tempo de Valse", til noget ganske ekstraordinært!
Blot fordi man holder tempoet flydende som strømmen i en brusende elv i de norske fjelde,  behøver den absolut ikke at være mindre smuk. Tværtimod. I sådanne rammer kan man give musikken en frisk, brusende lethed, som i mine ører karakteriserer meget af den skandinaviske klassiske musik. Som en af mine tidligere klaverlærerinder engang sagde: "Nogle gange vil man så gerne gøre alt muligt, for at gøre musikken smukkere og smukkere. Men til tider skal den bare have lov til at flyde, som vand i en å, uden at blive bremset hele tiden. Så får musikken frihed til at vise sine smukkeste sider frem!"

Sådan opfatter jeg Griegs musik. Som den brusende norske elv, der vildt og køligt, omend kærligt, strømmer gennem de enorme, norske fjelde. Vandets bevægelse får solens stråler til at danse endnu smukkere, vildere og mere nuanceret i vandoverflade, og lader naturens utæmmede skønhed komme til sin fulde ret - side om side med den blide og nænsomme glinsen i vandoverfladen, hvor den vilde elv lader sig forgrene til skjulte bække af stillestående, krystalklart vand.

Om nogen pianist i denne verden kan norske Leif Ove Andsnes få den kølige, brusende vildskab frem i Griegs klaverkoncert, her ledsaget af Bergen Philharmonic Orchestra:

 

*

Undervejs i koncerten kom til at tænke på, at dele af Griegs (og i det hele taget skandinavisk) musik måske kan sammenlignes med en popsang. En popsang, som holder et fast tempo og aldrig går i stå, men som derved giver de bedst tænkelige rammer til - på smukkeste og mest bevægende vis - at give et stærkt, musikalsk udtryk. Og jeg kom til at tænke på en optagelse af den canadiske singer-songwriter Leonard Cohens (1934-) fantastiske Hallelujah, første gang udgivet på hans album Various Positions fra 1984, her spillet og sunget af det norske firkløver; Espen Lind, Askil Holm, Alejandro Fuentes og Kurt Nilsen:

Vildskaben i Griegs musik er længe væk, men ikke desto mindre strømmer den nordiske flod endnu. Hen over Espen Linds stabile, men bløde og rolige guitarspil får de fire fantastiske stemmer plads og støtte til at udfolde sig frit og følsomt, og sangens skønhed kommer for alvor til sin ret, og strømmen bærer et frit, interessant og intimt musikalsk udtryk frem over sine bløde bølger.