Det er et fantastisk sted. Småt, rødt, intenst og intimt. Præcis som en rigtig jazzcafé skal være det. Overalt hænger smukke billeder på væggene af musikere, der gennem tiden har sat deres præg på stedet, og giver en helt særlig stemning af tidsmæssig forening med alt det, der har været, og det, der er nu.
Og så er der evig trængsel. Både blandt publikum og på den absurd lille scene, hvor der på magisk vis altid kan blive plads til én mere.
Og som vi sad der med vores kaffe og øl, tæt klemt op og ned af alle de andre besøgende, forstod man, at denne trængsel var så utrolig vigtig for stedets energi. Man forenedes i det lille rum - både fysisk og mentalt - om det behagelige nærvær og den dejlige musik. Musikere, musik og mennesker blev til ét.
Men på scenen opstår naturligvis en helt særlig grad af denne forening. Og det blev så tydeligt i går, at jeg endnu engang undrede mig og blev fascineret over magien mellem de musikere, der virkelig forstår at blive ét med hinanden. De folk, der formår at dele puls og plads. At finde sin kvadratmeter, både på scenen og i musikken. Det kræver naturligvis noget helt særligt - ikke mindst den rette kemi og musikalske forståelse musikerne imellem. Og netop dette bliver for alvor skåret ud i pap, når man oplever en jamsession, hvor folkene på scenen hele tiden bliver skiftet ud. Da gøres det virkelig klart, hvem der er på musikalsk bølgelængde med hvem. Om de brikker, musikkerne hver i sær udgør i musikkens puslespil, passer sammen; om de kan udfylde de rette tomrum og samtidigt kende deres begrænsninger.
Magien opstod denne aften én gang. Brikkerne faldt på plads. Fire musikere fandt hinanden og deres kvadratmeter. Musikken flød fuldstændig ubesværet igennem dem og ud i rummet, da alle forstod hinandens sprog og plads. Det så mere eller mindre sådan ud:
Rammerne udviskedes, og de blev til ét.
like! :)
SvarSlet