Clair de Lune - en rejse i månelys

"Har du set Twilight, Maria?", spurgte en af mine kolleger, Nanna, mig i formiddags på Joe and The Juice på Nørrebro, efter at Mathias og jeg havde været til en af hendes fantastiske yogatimer, ganske få timer inden jeg skulle rejse tilbage til Warszawa efter en uge i Danmark. "Nej", svarede jeg. "Du skal se 1, 2, 3 og 4!", sagde hun bestemt. Til mit forvirrede ansigtsudtryk forklarede hun, at det var fordi, der var noget meget smuk klavermusik med i filmene. Jeg vidste, hvad hun talte om, for hver gang jeg havde søgt på Debussy's berømte klaverstykke, Clair de Lune, på Youtube.com, dukkede altid et hav af søgeresultater op med klip fra Twilight-filmene, hvor stykket er blevet brugt som soundtrack.
Clair de Lune (som er fransk for månelys) er et af mine absolutte yndlingsstykker fra det klassiske klaverrepertoire. Det er et lille mesterværk, der i al sin stille enkelthed forstår at indfange månelysets sprøde kølighed og samtidig skyde en pil af melankoli i hjertet på sin lytter.

Da jeg uendelig trist havde taget afsked med Mathias og mit elskede København omkring frokosttid, havde jeg været ved at bryde ud i gråd hvert øjeblik resten af døgnet. Universet gjorde ellers sit bedste for at støtte mig i den rejse, der gjorde så ondt på mig. Jeg kørte i en tom bus til Malmø med en utrolig flink chauffør, som fik mig til at smile. Jeg var badet i det smukkeste, bløde skær fra eftermiddagssolens varme stråler, og den spæde frosts sprødhed indhyllede verden i en tilstand af klar, smuk og gennemsigtig tilstedeværelse. Selv Øresunds blide, blå bølger syntes at ville vugge mig blidt, da vi i stilhed kørte over broen til Sverige.
Det gjorde så hjerteskærende ondt på mig at forlade alt det og alle dem, der betød så uendelig meget for mig i København - og samtidig blev rejsen mødt af en stærk, tung og alvorlig følelse i mig af, at det var så uendelig godt for mig leve dette halve år i Polen. Det havde allerede nu givet min sjæl, min krop og mine følelser tid til at hvile, restituere, styrkes og modnes.
 
Resten af dagen mødte jeg jævnligt tonerne fra Debussys klaverstykke for mit indre øre. Og da jeg nogle timer senere fløj over skyerne mod Polen under en dybblå himmel i det smukkeste, klare månelys, vækkede musikken endnu større genklang i min sindsstemning.
Da jeg ankom til lufthavnen i Modlin, lidt udenfor Warszawa, var der helt mørkt omkring mig. En sprød tåge havde lagt sig over jorden og hyllede folkene omkring mig og mig selv endnu tydeligere ind i det klare, hvide månelys. Efter en bustur ind til Warszawas bymidte, steg jeg ud i en by, der syntes at leve af dette kølige lys. Det var som om, at månelysets intensitet havde tændt en hvid flamme i folks øjne. Som om, at øjenkontakt med fremmede på gaden pludselig var af en hel anden kaliber og styrke, end jeg havde oplevet nogle timer inden i Danmark. Måske var det en forskel mellem de to folkeslag, jeg ikke havde bemærket før. Eller måske var det fordi, polakkerne kunne se grådens mørke himmel i (og under) mine triste øjne. Måske havde månen virkelig fremmanet denne hvide flamme. Hvad intensiteten så end skyldtes, så følte jeg, at jeg rejste rundt midt i stemningen af Debussys Clair de Lune, indhyllet i en kold tåge, mens aftenens spæde, sprøde frost krøb ind under huden på mig, og jeg var badet i det hvide, kølige og melankolske månelys.

Da jeg gik igennem Warszawas gader, hørte Clair de Lune for mig og studsede jeg over denne intensitet i folks øjne, hørte jeg pludselig lyden af guitarmusik. Mine øjne fandt efter noget tid omridset af guitaristen i mørket. Jeg stoppede op. Han spillede godt. Virkelig godt. Hans spil var virtuost og levende, og det lød bestemt ikke som noget, jeg plejede at høre gademusikanter spille. Guitaristen var en lille, buttet mand, med et rundt og venligt ansigt, og han så på sit instrument, som var det hans bedste ven. Som han sad dér på gaden, badet i månens kølige skygger, lignede han en levende legende. Jeg fandt med noget besvær frem til min pung under yogamåtten i min tætpakkede sportstaske, og delte et par øre af min skrøbelige studenterøkonomi med ham. Så snart mønten ramte hans guitartaske, som lå spredt ud foran ham, startede det en lavine af ord, der nærmest faldt ud af munden på ham. Han talte og talte og talte i ét væk, og jeg forstod næsten ingenting, men stod bare som en stolpe i jorden foran ham, fanget i hans talestrøm. Og som en fortsættelse af legenden trådte endnu en mystisk person pludselig ud af gadens mørke skygger. En høj, tynd mand med mørk hår, stærke, blå øjne og en guitar på ryggen kom hen til os, kastede et par sparsomme ord ind i guitaristens få vejrtrækningspauser, så min forvirrede fastlåsthed og reddede mig snart ud af strømmen. Han fulgte mig lidt ned af gaden, præsenterede sig som Luc, som også spillede på gaden i ny og næ. Han fortalte, at den virtuose guitarist var russer og havde talt russisk til mig, hvorfor jeg kun havde forstået få af hans ord. Luc anerkendte også hans virtuositet og dygtighed, og fortalte mig, at russeren var oprevet, fordi polakkerne af historiske årsager havde et dårligt forhold til russere - og russisk musik. Så når han sad på gaden og spillede Tchaikovsky på sin guitar, forstod folk ikke musikken. De kendte den slet ikke. De havde ikke lyst til at have noget med den at gøre. Men Luc var stor fortaler for medmenneskelighed og åbenhed,og ærgrede sig over denne distance, som han oplevede mellem det polske folk og den russiske kultur. For musikken var jo fantastisk. Og universel.

Luc og jeg skiltes, og jeg fortsatte hjem mod lejligheden, min sambo og hendes kat. Jeg kæmpede fortsat med tårene, hver gang jeg kom til at tænke på Mathias. Men igen var det som om, at universet prøvede at støtte mig i min rejse. Nu gik det op for mig, at universet velsignede mig med det kølende lys fra månen og stemningen af Clair de Lune. Og snart lod jeg mig indhylle i tågen. Jeg lod frosten komme til mig, lod skyggerne og tristheden få plads til at være i mig, uden hverken at fortrænge dem eller begrave mig i dem.
Jeg fortsatte stille min rejse i månelys.

Claude Debussy var meget inspireret af Paul Verlaines digte, og netop han skrev et digt ved navn Clair de Lune, som Debussy (foruden klaverstykket) skrev hele to sange over. Verlaines smukke digt er fra den tidlige samling  Fêtes galantes (Gallant Parties, 1869), og lyder som følger:

Clair de lune

Votre âme est un paysage choisi
Que vont charmant masques et bergamasques
Jouant du luth et dansant et quasi
Tristes sous leurs déguisements fantasques.

Tout en chantant sur le mode mineur
L’amour vainqueur et la vie opportune,
Ils n’ont pas l’air de croire à leur bonheur
Et leur chanson se mêle au clair de lune,

Au calme clair de lune triste et beau,
Qui fait rêver les oiseaux dans les arbres
Et sangloter d’extase les jets d’eau,
Les grands jets d’eau sveltes parmi les marbres.

 *

Moonlight

Your soul is a select landscape
Where charming masqueraders and bergamaskers go
Playing the lute and dancing and almost
Sad beneath their fantastic disguises.

All sing in a minor key
Of victorious love and the opportune life,
They do not seem to believe in their happiness
And their song mingles with the moonlight,

With the still moonlight, sad and beautiful,
That sets the birds dreaming in the trees
And the fountains sobbing in ecstasy,
The tall slender fountains among marble statues.