Sorgens sang

En frygtelig aften under mit ophold i Warszawa sad jeg i flere timer på et toilet og græd.
Min veninde fra Danmark var på besøg hos mig. Jeg lod hende se mig, som jeg var - sårbar og ulykkelig. Og netop fordi hun havde set mig så blottet, følte jeg efter denne aften, at hun virkelig kendte mig. Jeg følte, at hun havde fået en endnu dybere forståelse for, hvilket menneske, jeg var. Og jeg følte, at denne blottelse havde gjort vores forhold meget stærkere.

Måske ved man først virkelig, at man elsker nogen, og er elsket af nogen, når man har oplevet hinandens dybeste, mørkeste kroge. Når man stadig kan elske dem på den anden side, vel vidende, at de også bærer mørke, frygt og sorg med sig, selvom man ofte helst kun vil se og selv ses som lysende og strålende individer.

*

"Vulnerability is the womb that gives birth to love", skrev den tyske indiologist, Georg Feuerstein, i sin bog 'A Little Book for Lovers'. Da jeg en dag tilfældigvis faldt over bogen og fanget af titlen begyndte at bladrede lidt i den, brændte netop denne sætning sig ind i min nethinde på en måde, så jeg aldrig skulle glemme den igen. For er det overhovedet muligt at elske, uden at være sårbar?
Nej. Det tror jeg ikke. Kærlighed er - for mig - jo netop at kunne rumme et andet menneske, præcis som det er, for både dets mørke og lyse sider. Og kærlighed er ikke mindst at kunne lade sig elske for både sine mørke og lyse sider. Kærlighed er at turde åbne sit aller inderste hjertekammer for et andet menneske. Kærlighed er at betro vedkommende sine største drømme og lykkeligste øjeblikke såvel som største smerter og dybeste frygter. Og kærlighed er fra tid til anden også at dele disse oplevelser med den elskede: de smukke, og derfor også de skrækkelige. For sorrig og glæde de vandre til hobe.

*

Midt i min egen nuværende sorg har jeg fundet stor lindring i at arbejde med Ravels (1875-1937) vidunderlige klaverværk, Ondine, fra Gaspard de la Nuit. Nedenfor kan du høre Marta Argerichs smukke indspilning af det lille mesterværk.

Værket er skrevet over følgende digt af Aloysius Bertrand (1807-1841), her oversat fra fransk til engelsk: 

. . . . . . . . I thought I heard
A faint harmony that enchants my sleep.
And close to me radiates an identical murmur
Of songs interrupted by a sad and tender voice.

Ch. Brugnot – The two Spirits

» Listen! – Listen! – It is I, it is Ondine who brushes drops of water on the resonant panes of your windows lit by the gloomy rays of the moon; and here in gown of watered silk, the mistress of the chateau gazes from her balcony on the beautiful starry night and the beautiful sleeping lake.
» Each wave is a water sprite who swims in the stream, each stream is a footpath that winds towards my palace, and my palace is a fluid structure, at the bottom of the lake, in a triangle of fire, of earth and of air.

» Listen! – Listen! – My father whips the croaking water with a branch of a green alder tree, and my sisters caress with their arms of foam the cool islands of herbs, of water lilies, and of corn flowers, or laugh at the decrepit and bearded willow who fishes at the line. »

Her song murmured, she beseeches me to accept her ring on my finger, and be the husband of an Ondine, and to visit her in her palace and be king of the lakes.
And as I was replying to her that I loved a mortal, sullen and spiteful, she wept some tears, uttered a burst of laughter, and vanished in a shower that streamed white down the length of my stained glass windows.

*

Legenden om Ondine er udødelig, fordi den berører den dybe, gudsforladte sorg, som vi kan risikere at møde i sig selv, når vi kaster sig ud i det dybe og altopslugende kærligheds eventyr. Med blottede hjerter bliver vi sårbare for frygter og sorger, som kan være meget svære at italesætte Og derfor bearbejde. Og netop hér føler jeg, at kunsten er uvurderlig i mit liv. For i kunstens verden kan jeg udtrykke, dvæle ved og bearbejde frygter og sorger, både gennem digte, billeder og historier, men i særdeleshed ved hjælp af musikkens universelle sprog, der stikker så meget dybere end det talte. For musikkens udtryk starter der, hvor det talte sprog
møder sin begrænsning.

*

Ondine var vandets gudinde i folkeeventyret af samme navn.
Vandgudinden besad ufattelig skønhed og stærk uafhængighed, men ville som alle andre havfruer og nymfer blive dødelig, hvis hun forelskede sig i en mand og bar hans barn.
Da hun en dag så den smukke, unge Palemon, tabte hun øjeblikkeligt sit hjerte til ham. Hun holdt øje med ham på hans daglige gåture ved vandkanten, og da han omsider så hende, blev han straks betaget af hendes skønhed. Forelskelsen var stormende, og han brød sin forlovelse med den unge, noble Berta. Ondine overtalte ham snart til at gifte sig med hende, og under vielsen svor Palemon, at hvert af hans vågne åndedrag skulle være et løfte om kærlighed og trofasthed til hende.

Men sådan gik det ikke.

Året efter vielsen fødte Ondine en søn. Fra dét øjeblik begyndte hendes skønhed at falme, og Palemon begyndte snart at spejde længselsfuldt efter de yngre og smukkere kvinder omkring ham.
En dag, da Ondine gik tur på ægteparrets ejendom, hørte hun sin mands snorken fra stalden. I ønsket om at bringe ham tilbage til huset, så han kunne forstætte sin lur i mere bekvemme omgivelser, gik hun hen for at vække ham. Men den scene, hun fik at se, skulle komme til at fyldte hende med ubærlig sorg resten af hendes dage. I en høstak fandt hun sin mand - sovende i armene på sin tidligere forlovede, Berta. Bitterheden og fortrydelsen over at have opgivet sin guddom for at tilbringe et dødeligt liv med Palemon var så voldsom, at hun i affekt kastede en forbandelse over ham med den sidste rest af magi, der endnu var bundet til hendes sjæl: "Du lovede kærlighed og troskab til mig gennem alle dine vågne åndedrag, og jeg tog imod dette løfte. Så således må det være. Så længe du er vågen, skal du trække vejret. Men skulle du nogensinde falde i søvn, vil dine åndedrag forlade dig."

Og således blev det. Palemon kom aldrig til at sove igen.

*
 

Legenden om Ondine er en fortælling om gudinden, der opgiver sin udødelighed for at gifte sig med den mand, hun elsker - og ved at blive opnåelig i hans virkelighed, mister hun snart hans interesse. Hvor ofte har man ikke hørt tragiske historier om mænd, der drevet af en stormende forelskelse og begejstring har forladt ægteskab og familier for at være sammen med en ung, guddommeligt smuk og endnu ubesejret kvinde, for derefter at forlade hende igen, når den eventyrlige forelskelse har lagt sig, og det uopnåelige pludselig er vundet?
Legenden fortæller om mange kvinders frygt - frygten for at blive forladt til fordel for den ubesejrede gudinde, de selv engang var, før de blottede deres sårbarhed for at føle kærlighedens velsignelse.

Legenden fortæller både om mandens til tider uhåndterlige begejstring for den uopnåelige og ubesejrede kvinde - men den billedliggør også det offer, man må give, for at kærligheden kan sejre. For først når hjertet blottes og sårbarhedens nærvær melder sig, mærker man kærligheden helt ind til bunden af sjælen. Kærligheden kan kun eksistere i forening med sårbarheden, for kærlighed er tillid. Tillid til at man tage et andet menneske med helt ind til bunden af sit hjerte. Tillid til at han ikke sårer det undervejs, og tillid til at han stadig vil elske det og værne om det, når han opdager dets fjerne skyggesider. Sårbarheden er ikke guddommelig. Den er menneskelig. Og derfor må kærligheden - den dybe, tillidsfulde og sårbare kærlighed - være mere menneskelig, end den er guddommelig.

Legenden fremstiller forskellige slags forelskelser.
Den fortæller om stormende forelskelse: begejstringen for et uopnåelige og eventyrlige, der kan gøre alt andet i hele verden ligegyldigt. Og den fortæller om den dybe, evige kærlighed: kærligheden, der tilgiver, og som lever trods svigt og sorg - kærligheden mellem Palemon og Berta. Den kærlighed, der altid vil være nærværende, når begejstringen for det uopnåelige og eventyrlige har lagt sig.
Palemon elskede virkelig Berta. Han eksede hende helt inde fra bunden af sit hjerte. Palemons kærlighed til Ondine var baseret på fascination, begejstring - jagten efter eventyr og anerkendelse. Desværre kunne Palemon, trods sin dybe kærlighed til Berta, ikke modstå fristelsen til at løbe lige lukt i armene på Ondine og forlade sin forlovede.
Straffen, som Palemon blev tildelt, er frygtelig. Søvnløshed til sine dages ende.
Søvnløsheden opfatter jeg som legendens sceniske billedliggørelse af skam. For skammen ville aldrig forlade Palemon igen. Han ville resten af sine dage fortryde sine valg, og hans hjerte ville være tynget til den dag, han forlod verden.

*

Den dag i dag, thi legenden er udødelig og lever iblandt os, trækker Palemon stadig vejret med skam, og Ondine vil for evigt føle sig ulykkelig forelsket i en mand, som elskede en anden mere end hende.

 

*

 

Det smukkeste tekst, jeg kender, er Tove Ditlevsens vidunderlige digt "Så tag mit hjerte" fra digtsamlingen Lille Verden (1942). Flere komponister har vist Ditlevsen deres ærbødighed ved at skrive smukke melodier til hendes hudløst kærlige ord. Her er digtet sunget af Jussi Bjorling med Hugo Alfvens lyriske melodi:

 

 

 

Så tag mit hjerte i dine hænder,

men tag det varsomt og tag det blidt,

det røde hjerte - nu er det dit.

Det slår så roligt, det slår så dæmpet,

for det har elsket og det har lidt,

nu er det stille - nu er det dit.

Og det kan såres, og det kan segne,

og det kan glemme og glemme tit,

men glemmer aldrig - at det er dit.

Det var saa stærkt og saa stolt, mit hjerte,

det sov og drømte i lyst og leg,

nu kan det knuses - men kun af dig!

*

 

Engang var Tove Ditlevsens hjerte ungt, guddommeligt og ubesejret - præcis som Ondines. Hendes hjerte var så stærkt og stolt. Men hun opgav denne stolthed og styrke for at lade sit hjerte elske, fuldt og helt. Hun lod sit hjerte blive så sårbart, at det ikke bare kunne såres. Det kunne knuses.

 

Og knust blev det.

 Mit hjerte.

 

*

 

 

 

 

Lyden af ubetinget kærlighed

 

Hvad jeg troede, at jeg havde lært, da jeg led af frygtelige kærestesorger: 

1. Vent ikke på kærlighed fra en mand, der er travlt optaget af politisk arbejde på Christiansborg. 

2. Lad være med at lade som om du er 30, når du er 23.

3. Find dig ikke i at føle dig ligegyldig.

Hvad jeg i virkeligheden havde lært: 

1. Lyt til dit hjerte. Altid. 

*

 

"Hvorfor skal man lytte til sit hjerte?", spurgte drengen da de slog lejr den dag. 

"Fordi dér hvor dit hjerte er, dér er skatten."

"Drengens hjerte begyndte at tale om frygt. Det fortalte drengen om historier det havde hørt fra verdenssjælen, historier om mænd som drog ud for at finde deres skatte og aldrig fandt dem. Nogle gange forskrækkede det drengen med tanken om at han ikke ville finde sin skat eller kunne dø i ørkenen. Andre gange sagde det til ham at det var tilfreds med at han allerede havde fundet sin kærlighed og fået godt med guldpenge. 

"Mit hjerte er forræderisk," sagde drengen til Alkymisten, da de gjorde holdt for at lade hestene hvile lidt. "Det ønsker at jeg ikke fortsætter."

"Det er fint, sagde Alkymisten. "Det viser at dit hjerte er levende. Det er naturligt at være bange for at bytte alt det du allerede har opnået ud med en drøm." 

"Jamen, hvorfor skulle jeg så lytte til mit hjerte?"

"Fordi du aldrig mere vil kunne få det til at tie. Og selv om du lader som om du ikke hører, hvad det siger, sidder det inde i brystet på dig og vil blive ved med at gentage hvad det mener om livet og verden."

"Også selvom det er forræderisk?"

"Forræderisk er det slag, du ikke forventer. Hvis du kender dit hjerte godt, vil det aldrig kunne gøre det. For du kender dets drømme og dets ønsker, og ved hvad du skal stille op med dem. Ingen kan flygte fra sit eget hjerte. Derfor er det bedst at lytte til det det har at sige. For at du aldrig skal få et slag du ikke venter." 

 

Drengen blev ved med at lytte til sit hjerte mens de hjerte mens de red gennem ørkenen. Han begyndte at forstå de dets kneb og trick, og at acceptere det, som det var. Så drengen holdt op med at være bange og have lyst til at vende om, og en eftermiddag fortalte hans hjerte ham at det var glad og tilfreds.

"Det kan godt være, at jeg gør lidt vrøvl", sagde hans hjerte, "men det er fordi jeg er en mands hjerte, og sådan er mænds hjerter. De er bange for at virkeliggøre deres højeste ønsker, fordi de mener at de ikke fortjener det eller det ikke vil lykkes for dem. Vi hjerter dør af angst bare ved tanken om en elsket der drager bort for altid, på øjeblikke der kunne have været skønne og ikke var det, på skatte der kunne være blevet fundet, men som blev liggende skjult i sandet for altid. For når det sker, lider vi forfærdeligt." 

*

Mænds hjerter er bange, siger Alkymisten i Paolo Coellos smukke roman af samme titel.

Mit hjerte var også bange. Meget bange. I mange år var min største frygt at blive såret.

 Mit hjerte døde lidt bare ved tanken om min elskede, der drog bort for altid. Det døde ved tanken om den skat, jeg kunne have fundet eller skabt, for mig selv, for os, for ham…. men som blev liggende i sandet, gemt langt væk fra en virkelighed, som jeg kunne have delt med ham. 

 

*

Det er så let at se tilbage på en svunden tid og belære sig selv om, hvad man skulle have gjort, og hvordan man skulle have handlet anderledes. Men inderst inde tror jeg ikke, at man nogensinde kunne have gjort noget anderledes. Man gør altid det bedste man kan i den givne situation, ud fra de ressourcer man har, og de erfaringer man har gjort sig. Hver dag er en ny dag med andre ressourcer og nye erfaringer. Det eneste, man kan og bør gøre, er at følge sit hjerte. For der findes intet mål med kærligheden. Der findes kun en vej. En smuk, kærlig og hudløst ærlig vej. Og den vej kan vi følge fra livets spæde start til det allersidste åndedrag, hvis vi blot vælger det.

 

*

"Mit hjerte er bange for at lide", sagde drengen til Alkymisten en nat hvor de sad og så på den måneløse himmel.

"Sig til det at frygten for at lide er værre end selve lidelsen. Og intet hjerte har nogensinde lidt mens det søgte at virkeliggøre sine drømme, fordi hvert sekunds søgen er at finde Gud og evigheden."

"Hvert sekunds søgen er at finde", sagde drengen til sit hjerte. "Mens jeg har søgt efter min skat, har hver dag været strålende, for jeg vidste at hver time var en del af drømmen om at finde. Mens jeg har ledt efter min skat har jeg undervejs opdaget ting som jeg aldrig ville have set hvis jeg ikke havde haft modet til at prøve noget der forekom umuligt for en hyrde".

 

*

 

Hvad jeg i virkeligheden havde lært:

2. Følg hjertets vej, selvom du er bange for sorgen. For frygten er endnu værre end selve sorgen.

Et hjerte lider ikke, så længe det blot følger sin vej. Et hjerte lider kun, når det ikke bliver lyttet til, og føler sig ensomt og forladt.

 

Ved at lytte til mig hjerte hørte jeg lyden af ubetinget kærlighed. 

Og mit hjertes ubetingede kærlighed lyder omtrent sådan her:

 

 

*

 

 

Følg dit hjerte. Altid.

 

 

*

 

 

 

 

Om at vågne, drømme videre - og leve i en drøm.

I nat drømte jeg, at jeg var på vej tilbage til Polen. Jeg var godkendt til endnu et udvekslingsår på Fryderyk Chopin University of Music i Warszawa, og skulle igen bo i den smukke storbys hipster-kvarter med min polske sambo, som hurtigt var blevet en meget nær veninde. Det var en drøm, som vækkede en længsel til live - en længsel, som jeg længe har fortrængt. Jeg vågnede op i min højtelskede lejlighed på Vesterbro og prøvede at finde ud af, om min livsbane virkelig ville føre mig tilbage til Chopinland, eller om nattens billeder blot var et blødt ekko af en trist og ensom afsked med det land, som havde skabt rammerne for et af mit livs største eventyr. Et ekko af en opvågnen fra en eventyrlig drøm - og om længslen for at drømme videre.

Hele dagen har drømmens liflige dufte lokket mig ind i en tilstand af eftertanke. Og da jeg her til aften lod blikket glide ned over listen af kladder i mit blogarkiv, faldt jeg over denne stump tekst, som jeg hurtigt gemte væk - præcis som jeg forsøgte at gemme min længsel efter en del af mit hjerte, som for altid vil have hjemme blandt det polske folk.

*

"Det er sen aften i København. Jeg sidder i mit tomme, nye værelse på Vesterbro og begynder så småt at forstå, at jeg har forladt mit eventyrland, og nu igen skal finde mig til rette i København. Jeg må indrømme, at jeg aldrig havde troet, at det ville blive så stærk og kompleks en oplevelse at vende tilbage til Danmark igen efter blot et halvt år i Warszawa. Men her sidder jeg på min yoga-måtte i en lille lampes bløde skær og føler mig uendelig alene, forvirret og splittet. Jeg lykkelig over at være tilbage i velkendte, fantastiske Danmark, velsignet med de dejligste mennesker omkring mig og en luksuriøs dagligdag - og samtidig er jeg fyldt med længsel efter en helt anden verden, som i løbet af det sidste halve år har fået en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg mærker en følelse af uforståenhed for, hvorfor jeg forlod et land med så meget passion, kunstnerisk udtryk og dramatisk åbenhed; hvorfor jeg forlod min nye, polske omgangskreds, mine skønne kammermusikpartnere og ikke mindst mine helt fantastiske lærere.

Beslutningen om at blive i Warsawa over jul og nytår havde haft større betydning for min tilværelse, end jeg havde regnet med. Præcis som jeg havde håbet på, havde jeg knyttet mig mere til Warszawa og folkene omkring mig. Men Warszawa havde lokket mig ud af min længsel efter Danmark, og fået mig til for alvor at slå rødder i mine nye omgivelser. Jeg holdt op med at savne København. Jeg gav endda helt slip på mine minder om København. Til sidst fortrængte jeg Danmark fuldstændig og gemte mere eller mindre samtlige erindringer om byen væk fra mine tanker for at kunne være fuldt ud tilstede i mine polske omgivelser. Jeg kunne ikke længere genkalde billeder fra byen eller stemninger fra min københavnske hverdag. Derimod levede jeg lykkeligt blandt de vidunderlige, dramatiske og udtryksfulde polakker og lod mig selv forsvinde fuldstændig i arbejdet med det geniale, polske musikrepertoire blandt mennesker, som mere end nogen, jeg før havde hørt, kunne udtrykke tragisk dramatik, stærk passion, hjerteskærende melankoli og længselsfuld kærlighed gennem musikkens forunderlige sprog. Og jeg slugte det hele råt. Dybt fascineret forsøgte jeg at labbe så meget som muligt af polakkernes stærke udtryk og åbenlyse passion for musikken i mig.

Jeg udskød købet af min billet hjem til København i slutningen af semesteret så længe som muligt. Så længe, at jeg kom en hel uge for sent tilbage til begyndelsen af studiets begyndelse, selvom jeg havde afsluttet alle mine eksamener længe inden. Jeg ville svælge i eventyrlandet lidt endnu og lære så meget som muligt af deres stærke, åbne og passionerede udtryk - og deres til tider fuldstændige uforståelige arbejdsdisciplin.

Da jeg endelig fik taget mig sammen til at købe min billet en uge inden afgang, nåede jeg et knækpunkt i min udvikling. En brusende elv af tårer strømmede under huden på mig, da jeg så min kvittering og mit afrejsetidspunkt på computerskærmen foran mig. Og siden da blev mit humør aldrig helt det samme igen. Den sidste uge inden jeg forlod Polen, var jeg dybt plaget af humørsvingninger som følge af en uendelig dyb splittelse mellem to vidt forskellige verdener. Det var helt ubærligt. Det ene øjeblik længtes jeg hjerteskærende efter mine venner i København og følte mig meget alene i Warszawa, det næste kunne jeg ikke holde tanken ud om at forlade denne fantastiske, polske tilværelse, den fantastiske polske kultur og de fantastiske mennesker, jeg her havde mødt.

Da jeg i Chopin-lufthavnen tog afsked med mit polske eventyr, var det som om, at min krop og mit sind gav op. Alle de mange stærke følelser og det store drama, som havde drevet mig rundt i manegen den sidste uge, blev fuldstændig fortrængt, og jeg distancerede mig helt og holdent fra alt, hvad der foregik omkring mig."

* 

At forlade Warszawa var som at vågne op fra en drøm, jeg allerhelst bare ville ligge og svælge i længe endnu. Langsomt faldt jeg mere og mere til rette i København, og jeg opdagede, at selvom jeg gerne ville have drømt videre, var jeg vågnet op til en verden sammen med de to aller mest vidunderlige mennesker, jeg nogensinde har mødt: I den lejlighed på Vesterbro, hvor jeg lejede et værelse, kom jeg til at bo sammen med den mand, som nu er blevet min højt elskede kæreste, og på konservatoriet vendte jeg hjem til min bedste veninde og duo-partner: min musikalske forelskelse, Mai. Man kan drømme om mangt og meget, men disse to mennesker har blidt og kærligt fået mig til at vågne op til det smukkeste liv, jeg nogensinde har turdet drømme om.

Det kan være så svært at se og sætte pris på alle de skatte, man er omgivet med i sin hverdag, før man pludselig får mulighed for at opdage dem på ny. Nogle gange må man rejse ud i verden og lede efter det, der gør ens liv smukt og vigtigt, for derefter at kunne vende hjem igen og finde ud af, at det største kærlighedseventyr starter inde hos samboen, og at den vigtigste musikalske partner i ens liv var hende, som man forsøgte at finde ude i verden, men som hele tiden har boet lige rundt om hjørnet på Guldbergsgade. 

Programnoter fra et bacheloreventyr

Der var engang...

Bachelorkoncert

3. juni 2013

Maria Bundgård, klaver

Claude Debussy:

(1862-1918) Images, 1^ére série

1. Reflets dans l'eau
2. Hommage à Rameau
3. Mouvement

Fryderyk Chopin:

(1810-1849) Klaverkoncert nr. 2, f-mol

1. Maestoso

Medvirkende: Thomas Darelius, klaver

*

Billeder fra mit polske eventyr

Med stor respekt og kærlighed har jeg i hele min studietid på konservatoriet set min lærer, Jens Elvekjær, som en klaverfar for mig. Mange kender til følelsen af, at det til tider kan føles som en kamp mod vindmøller at vinde sin fars anerkendelse. Endnu flere kender måske også lysten til i ungdomsårene at rejse væk fra det hele og stå på egne ben – og se, om de holder.

”Klaverkongen hørte sin datters bønner, og lod hende rejse ud i den store verden. Inden afrejse gav han hende en trefoldig opgave at løse undervejs: han bad hende om at spille de 3 satser af Debussys Images.”

Da sommeren gik på held i 2012, flyttede jeg til Warszawa for at studere på Fryderyk Chopin University of Music. Jeg var lykkelig over at være rejst ud i verden med så smuk en udfordring i bagagen, og jeg arbejdede med stor fascination og voksende kærlighed til musikken. Den vækkede en helt særlig genklang i mig; en genklang af billeder i både lyse og mørke kroge af mit sind. Men i Warszawa var øvningen et mareridt, og hver dag kæmpede de mange pianister om at få bare et par timers øvetid i de 5 lokaler, der var stillet os til rådighed.

”Skatkamrene blev bevogtet af ”nøgledamerne”. De dystre skikkelser observerede alt, som lagde vejen forbi dem, med øjne så store som tekopper. Den mørke stemning til trods, skete der næsten magiske ting i kamrene, når hun endelig blev lukket ind – for da ønskede hun virkelig af hele sit hjerte at fordybe sig i den opgave, der var blevet hende tildelt, og blive i stand til at skabe den musik, hun drømte om at dele med verden.”

1. Reflects dans l'eau. Reflektioner i vand.

I dette lille mesterværk kreerede Debussy på smukkeste vis billedlige lag med hver sin farve, klang og stemning. Der er forgrund, mellemgrund og baggrund - og fragmenter, som høres fjernt, slet skjult af en hvid mystik.

”I symbolikkens verden skitserede hun sine følelser i vandet. Hun malede brede laveringer i baggrunden, smukke, horisontale linjer i landskabet, spændende fragmenter i forgrunden og mystiske væsener i tågen.

Snart fremtonede der sig et detaljeret billede af akvareller, der satte den harmoniske kulisse for hendes tilværelse i det nye land. Kulissen reflekterede hendes impulsive og nærværende følelser, dem, som lå gemt dybt nede over vandoverfladen, og også dem, som kun svagt kunne anes, hvis man fangede dem i det helt rigtige, hemmelighedsfulde månelys.”

2. Hommage à Rameau. Hyldest til Rameau.

Debussy skrev Hommage à Rameau som en hyldest til en af musikkens store autoriteter, den franske komponist og musikteoretiker Jean-Philippe Rameau (1683-1764). Rameau regnes for at være en af de mest betydningsfulde barok-komponister i Frankrig – måske som kongen af den franske musikhistorie.

Min klaverlærer i Warszawa, Bronislawa Kawalla, var en helt særlig kvinde i sit livs sene efterår. Til trods for sin lille, skrøbelige skikkelse, optrådte hun altid med enorm autoritet og værdighed. Med sin løftede pande, majestætiske gang og sit kærlige blik fik hun hurtigt rollen som den gode dronning i mit polske eventyr.

”Med værdige skridt bevægede dronningen sig majestætisk gennem sit prægtige slot. De smukkeste blomsterranker og krybende vedbend med forgyldte blade snoede sig kærligt om de enorme søjler, der knejsende bar de rigt dekorerede lofter af gyldent marmor.”

Men de majestætiske, bløde klange vækkede også minderne om min mor frem i mig. Hommage à Rameau udviklede sig derfor til at blive en hyldest til den mor, jeg altid vil savne.

3. Movement. Bevægelse.

Jeg ser musikken som et billede på bevægelsen omkring os, bevægelsen mellem os - og bevægelsen inde i os. Alting er i bevægelse hele tiden, alting forandrer sig, og intet er nogensinde det samme, som det var før. Som Heraklit (535-475 f.v.t.) udtrykte det: “Ingen mand træder nogensinde i den samme flod to gange, for det er aldrig den samme flod, og det er aldrig den samme mand."

I mit eventyr blev Mouvement et symbol for min egen bevægelse - min egen udvikling. Bevægelsen i livet er vanvittigt udfordrende, præcis som klaverstykket er det, men det er jo netop alle udfordringerne i livet, som for alvor udvikler os og gør os til nye mennesker hele tiden.

”Klaverkongens datter rejste ud i verden og gik ihærdigt på opdagelse i alt det nye omkring hende.

Dronningen af Chopinland lod hende ikke dvæle ved den melodiske fascination, men styrede hende kærligt mod de sande udfordringer i livet. Hun viste hende vandspejlets magi, og klaverkongens datter så, hvordan følelserne ændrede sig for hver eneste gang, hun spillede dem.”

”Hun rejste ud i verden, men voksede indad. Hun så spændende riger og lande, men mærkede mest af alt, hvordan mennesker udvikler og fornyer sig hele tiden, præcis som den verden, de lever i.”

På samme måde vil Reflects dans l'eau og alle de følelser, der ligger gemt i vandspejlet, også ændre sig lidt for hver eneste gang, jeg spiller dem.

Chopins klaverkoncert

- en kærlighedshistorie

Som barn forelskede jeg mig hurtigt i den klassiske musik. Mine forældre købte mig engang en CD med Tchaikovskis klaver- og violinkoncert, og jeg forelskede mig hovedkluns i musikken. Da jeg hørte violinkoncerten, var jeg overbevist om, at mit mål med livet måtte være at spille netop dette værk. Jeg blev enig med mig selv om, at når det engang ville lykkes mig, havde jeg udrettet alt, hvad jeg kunne i dette liv. Jeg plagede ukueligt mine forældre om at få lov til at spille violin, men de købte mig i stedet et gammelt og utrolig smukt Hornung & Møller klaver da jeg var 10 år gammel, som jeg blev placeret foran med min polske mor siddende ved min side som min personlige, nådesløse klavercoach.

Trods min umiddelbare genstridighed og store modstand mod de sorthvide tangenter, begyndte et ganske særligt kærlighedsforhold langsomt at spire, vokse og gro, og snart havde især den romantiske klavermusik fået en helt særlig plads i mit hjerte.

*

Mange år senere fik jeg til tider at vide, at jeg spillede Beethoven som Chopin: alt for romantisk, blødt og rubato. Jeg var derfor overbevist om, at det ville være oplagt at tage til Chopinland og lade Chopin-eksperterne undervise mig i f-mol koncertens melodiske og melankolske dybder. Imidlertid blev jeg rystet i min grundvold, da jeg i Warszawa fik at vide, at jeg spillede Chopin som Beethoven: alt for klassisk, korrekt, stift og struktureret.

Mine polske lærere begyndte at pille koncerten fuldstændig fra hinanden. Til sidst var den revet så meget i stumper og stykker, at jeg var lige ved at give helt op. Og da det så sortest ud, og jeg følte mig fuldstændig uduelig til at spille romantisk klavermusik, var min studietid i Warszawa forbi, og jeg måtte trøstesløs vende tilbage til Danmark.

Med Jens' hjælp og store tålmodighed fik jeg dog langsomt limet stykkerne sammen igen. Stille og roligt begyndte kærligheden til musikken at overskygge frygten for at få Chopin til at vende sig i graven, og jeg mærkede, hvordan der trods alt havde været en mening med alt det, jeg havde oplevet i Warszawa: jeg havde fået et meget stærkt, personligt og ærligt indblik i den østeuropæiske, romantiske klavertradition – og i mig selv.

Se, dét var en rigtig historie!

*

Min musikalske forelskelse - Duo con Passione

Hvem har ikke hørt historier om folk, der er rejst ud i verden for at finde kærligheden, for derefter at vende hjem og opdage, at den 'eneste ene' hele tiden har været lige rundt om hjørnet. Det er en fantastisk historie, som viser, hvor svært det kan være at se og sætte pris på alle de skatte, man er omgivet med i sin hverdag, før man pludselig får mulighed for at opdage dem på ny. Netop sådan en historie oplevede selv, da jeg tog til Polen for bl.a. at finde skønne og spændende musikere, som jeg kunne etablere et stærkt personligt og musikalsk forhold til og bevare dette på lang sigt. Og det gjorde jeg såmænd også. Men jeg fandt også noget langt mere betydningsfuldt - nemlig min fantastiske fløjtenist hjemme fra København. Hjemme i min polske lejlighed, oven i købet. Hun tog til Warszawa for at besøge mig, spille med mig, og for at dele noget af mit polske eventyr med mig.
Det gik stille og roligt op for mig, at mit livs musikalske forelskelse, min muse og min uerstattelige veninde gennem tykt og tyndt, hele tiden havde boet lige rundt om hjørnet på Guldbergsgade. Det går til stadighed lidt mere op for mig hver dag, hvor utrolig meget Mai betyder for mit liv, og hvor uendelig taknemmelig jeg er, over at jeg endelig fik åbnet øjnene og set skatten ligge begravet så tæt på mine egne rødder. 

Nu øver sammen næsten hver dag. Vi trækker vejret sammen. Vi kender hinandens mindste vink. Vi Fuldender hinandens sætninger. De dage, hvor jeg kun øver alene, længes jeg frygtelig meget efter hendes tisltedeværelse. Jeg mangler vores musikalske, kreative dialog og vores arbejdsproces. Vores fælles udviklingsproces. Vores modning som spirende kunstnere. Og mennesker. Der sker noget helt magisk, når vi træder ind i et musikalsk rum sammen. Det bliver så fyldt med nysgerrighed, dynamik, vovethed, kærlighed og respekt -  og med vanvittige mængder af disciplin og arbejdsmoral.

*

Han stod i en have fuld af blomstrende roser. 

-Goddag, sagde roserne.

Den lille prins stirrede på dem. De lignede alle hans blomst.

- Hvem er I? spurgte han forbløffet.

- Vi er roserne, svarede de.

- Å! sagde den lille prins.

Og han følte sig meget ulykkelig. Hans blomst havde fortalt ham, at det var den eneste af sin art i verden. Og her var nu fem tusinde akkurat mage til i en enkelt have!

...

Jeg troede, den var den eneste, og jeg følte mig så rig, og så er det bare en ganske almindelig rose, jeg ejer. Den og så mine tre vulkaner, der går mig til knæet og hvoraf den ene måske for altid er udslukt - det bliver man ikke nogen stor prins af...

Og han lagde sig ned i græsset og græd.

*

Vores tætte samarbejde startede for alvor, da Mai besøgte mig i Warszawa i begyndelsen af november 2012. Inden da havde vi spillet en masse fransk musik for klaver og fløjte i løbet af vores studietid i København, men som regel i små portioner og til mindre arrangementer.
Den uge i Polen kastede vi os ud i et meget intensivt udviklingsforløb. Vi arrangerede en koncert i midten af november på Metronomen på Frederiksberg, hvor vi ville spille creme de la creme af det franske repertoire for fløjte og klaver, og med Mais ankomst til de polske breddegrader begyndte det hårde arbejde for alvor. Hver morgen stod jeg tidligt op for at øve lidt alene og skrive mig op på ventelisten til at få øvelokaler hen ad formiddagen, hvor Mai kom ind på konservatoriet efter at have øvet hjemme i lejligheden. Så øvede vi et par timer sammen, spiste frokost, og øvede videre. Vi tog timer hos min fantastiske kammermusikprofessor. Vi kodede hinandens kropssprog ind på rygraden, og vores fornemmelse for hinandens vejrtrækninger blev en indgroet i vores DNA.
Vi rejste ind i os selv og hinanden som musikere - og ikke mindst som mennesker. Vi brugte hele dagen i hinandens selskab hver dag. Vi sov i den samme seng. Vi gik hinanden på nerverne. Og vi trøstede og støttede hinanden, når vi var ved at bryde sammen. Et frø begyndte at spire til en helt særlig og uerstattelig relation, og for hver dag voksede vores kærlighed til hinanden og til vores fælles musikalske rejse.
Efter Mais ophold i Warszawa fløj vi sammen tilbage til Danmark, hvor vi fortsatte processen i danske rammer, indtil vi efter to meget intense og utrolig udviklende uger i hinandens og den franske musiks selskab kunne afslutte forløbet med vores første, helt egen offentlige koncert. Det var det største projekt, vi hver især nogensinde havde begået. Det var en kulmination på et arbejdsforløb - men også en milepæl i vores musikalske udvikling hver for sig, og ikke mindst sammen.
Da jeg herefter tog hjem tik Polen igen, var det med en tung sky af længsel efter en fortsættelse af vores fantastiske, fælles udviklingsforløb og Mais vidunderlige tilstedeværelse i min dagligdag.
Hun var selvfølgelig også den første til at byde mig velkommen i Danmark, da jeg pakkede kufferten og til tilbage til København. Mødet med hende på hovedbanen i København var det dejligste, jeg kunne have forestillet mig. Og snart gik vi i gang med at sætte nye musikalske planer i verden.

*

 "Gå hen og se på roserne igen, og du vil forstå, at din rose er den eneste i verden.

Den lille prins gik hen og så på roserne. 

"I ligner slet ikke min rose, I er slet ingenting endnu, sagde han til dem. Ingen har gjort jer tamme, og I har ikke gjort nogen tamme. I er ligesom ræven var. Den var bare en ræv ligesom hundrede tusind andre ræve. Men jeg gjorde den til min ven, og nu er den den eneste ræv i verden. 

Og roserne blev helt flove.

"I er smukke, men tomme", vedblev han. "Man går ikke i døden for jer. En almindelig forbipasserende ville nok tro, at min rose var ligesom I. Den alene er mere værd end jer alle sammen, fordi det er den, jeg har vandet. Fordi det er den, jeg har sat under glasklokke. Fordi det er den, jeg har dækket med en skærm. Fordi det er den, jeg har slået kålorme ihjel for (lige med undtagelse  af de par stykker, der skulle blive til sommerfugle). Fordi det er den, jeg har hørt beklage sig eller småprale, ja undertiden enddog tie. Fordi det er min rose."

*

En dag efter en prøve på konservatoriet så Mai noderne til Szymanowskis sonate for klaver og violin ligge på flygelet og begyndte nysgerrigt at pille ved dem. "Har du ikke lyst til at prøve at spille lidt af det med mig, bare for sjov?" spurgte jeg. Vi kastede os legende ud i musikken sammen, og dette musikalske møde mellem mig, Mai og Szymanowski skulle vise sig at blive mere betydningsfuldt, end nogen af os havde forestillet os. Mai fik hurtigt blod på tanden. Dén kunne hun da godt spille på fløjte!
Og så begyndte hendes omhyggelige arbejdsproces med at nærstudere sonaten, violinstemmen, harmonierne, melodierne og samspillet med klaveret. Med et klaverpartitur og en violinstemme, som langsomt blev fyldt med flere og flere røde streger og kradse markeringer, begyndte transkribtionen for fløjte at tage form.  Den umiddelbare optimisme blev dog hurtigt sat på prøve, da det alligevel viste det sig at være en enormt krævende proces at ændre sonatens besætning.
Der er langt fra lyden af træ til klangen af ædelmetal. Mais - og vores fælles - forhold til musikken ændrede sig langsomt, men radikalt, da vi byggede violinmusikken om til at være noget af det mest spændende fløjterepertoire, nogen af os havde stiftet bekendtskab med.

*

På min fødselsdag uropførte vi Mais transkription af Szymanowski-sonaten til en studiekoncert på Det kgl. Danske Musikkonservatorium. Vi havde brugt så vanvittigt meget tid på at øve os og fået masser af undervisning fra forskellige lærere, men lige inden vi gik på scenen, gik det op for os, at vi egentlig aldrig havde prøvet at spille hele sonaten igennem i ét stræk, ligesom vi skulle gøre nu. Så det blev ikke bare en uropførelse - det blev også performance in first take. Sonaten varer omtrent en halv time og er en dynamisk eksplosion af drama fra ende til anden, og kræver utrolig meget energi at spille. Udtrykket er stort, stærkt og stormende lige fra de første akkorder. Musikken bevæger sig gennem nuancer af ulmende trussel, for derefter at bevæge sig over i blide bølger, der lyser et håb op i mørket - men pludselig forvandles den igen gennem drastiske, dynamiske skift til voldsomme følelsesudbrud og hjerteskærende sorg og smerte. Satserne er meget forskellige. Og deres karakter ændrede sig også markant, efter vi fandt ud af at tilpasse sonaten til fløjtens udtryksmuligheder og begrænsninger.
Uropførelsen var en nervepirrende, krævende og helt fantastisk oplevelse.Og præcis som jeg næsten altid gør, var jeg dybt bevæget af den intimitet og det nærvær, vi havde med os på scenen. Den helt særlige kontakt, den helt ubeskrivelige følsomhed. Den musikalske forbindelse, jeg aldrig har oplevet med nogen anden.

*

Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet, sagde ræven. 

- Det væsentlige er usynligt for øjet , gentog den lille prins for bedre at huske det. 

- Det er den tid, du har spildt på din rose, der gør den så betydningsfuld.

- Det er den tid, jeg har spildt på min rose... sagde den lille prins for bedre at huske det.

fra "Den lille prins" 

af Antoine de Saint-Exupéry.

*

Når jeg rammes af væk-ve og sukker længselsfuldt efter at rejse væk fra den danske rigdom og magelighed, kan jeg altid kaste et blik på min musikalske forelskelse fra Guldbergsgade og blive mindet om, hvorfor jeg befinder mig lige præcis her. Fordi jeg må passe på min rose, og lade mig rive med på en uendelig smuk rejse med Duo con Passione.

Det magiske dramas pris

Efter min studietid i Warszawa var det svært for mig at føle mig hjemme i København igen. Det begyndte først at blive lettere for mig, da jeg hurtigt købte en flybillet tilbage til Polen. Købet af billetten gav mig en følselse af geografisk mobilitet og uafhængighed, samt en følelse af stadig at være tæt på mit polske eventyr. Derved kunne jeg meget lettere slappe af og give mig selv ro til langsomt at falde mere og mere på plads i Koebenhavn igen.

Mine mål for rejsen var at indspille Karol Szymanowskis (1887-1937) sange op. 11 med den fantastiske tenor, jeg havde mødt i Warszawa, samt at spille Szymanowskis sonate for klaver og violin med Ridderen hos min vidunderlige, polske kammermusiklærer. Imidlertid lykkedes det mod forventning ikke at få mulighed for at indspille sangene i løbet af mit korte ophold, så dagene blev brugt på et intensivt samarbejde med Ridderen om at få sonaten for klaver og violin til at blive til magi imellem os. Disse dage og dette samarbejde blev en langt større, mere intens og langt mere kompliceret udviklingsproces for mig, end jeg kunne have forestillet mig, da jeg onsdag morgen tog flyet fra Kastrup til Chopin-lufthavnen i Warszawa. 

Szymanowskis sonate for klaver og violin er musik, som er skrevet i desperat, dramatisk og ulykkelig kærlighed. Den er spækket med intensitet, enorme følelser og størke konfrontationer. Paa polsk. Og det går mere og mere op for mig, at sonaten er et utrolig rammende udtryk for affekten i en typisk polsk, ulykkelig kærlighedshistorie. Og hvor enorm forskel der kan være på forskellige nationers generelle tendenser til foelelsesmæssige ind- og udtryk.

Ridderen og jeg skulle altså skabe noget magisk med disse dramatiske toner. Sammen. Ridderen er nok den, jeg har mødt, som er det bedste og mest rammende eksempel på en ægte, polsk, dramatisk romantiker. Hans opfattelse af verden og hans måde at omtale den på er tynget af en stolt, tung, voldsom og følelsesladet historie, både personligt og på nationens vegne. For nationens historie betyder virkelig noget, når man befinder sig i Warszawa, som på rekord-tid blev genopbygget efter at være blevet næsten jævnet med jorden i midten af det forrige århundrede. Og det er slet ikke så længe siden, som man - og jeg selv - forestiller sig, når man befinder sig i lille, trygge Danmark. Endvidere er det så godt som umuligt at slippe en så uendelig tragisk historie, når der stadig kan findes skudhuller fra krigen i byens ældre bygninger.

*

Ridderen er et utroligt kunstnerisk begavet menneske. Måske lidt distræt. Men uendelig udtryksfuld, både når han spiller og når han kommunikerer. Udtrykket strømmer ud af ham som en brusende flod af følelser, som slet ikke er til at bremse. Og følelserne er i særdeleshed præget af en varm, romantisk dramatik. Ulykkelig kærlighed. Ubetinget hengivenhed. Håbefulde suk. Sårbarhed, stolthed og sårethed. Frustration over en usikker økonomisk fremtid, men et ufortrudt salg af sin sjæl til musikkens muse. En altoverskyggende kærlighed til kunsten. 

Jeg kunne ikke finde en mere passende partner til at spille netop denne sonate. Men jeg kunne heller ikke finde en partner, som kunne være mere følelsesmæssigt konfronterende i arbejdet med denne musik. For hvis man virkelig skal finde magien i musikkens sprog og være en kanal for komponistens ønske om følelsesmæssigt udtryk, skal dette udtryk mærkes og gennemleves hos udøveren selv. Ikke bare i koncertsituationen, men i hele arbejdsprocessen. Og på scenen skal følelserne og dramaet serveres så overbevisende, at dem, som hører musikken og ikke mindst historien i musikken, bliver overbevist om, at det foregår lige nu og her. At det er virkeligt og helt tæt på. Så tæt på, at de kan mærke det helt ind til marven.
Forløbet med Ridderen formåede virkelig at udfordre min evne til at arbejde professionelt og holde en personlig og følesesmæssig distance til en kammermusikpartner, med hvilken jeg skulle kunne arbejde med og udtrykke så voldsomme og stærke følelser. Endnu mere konfronterende blev det, da Szymanowskis egen ulykkelige kærlighedhistorie, som særligt blev udtrykt gennem netop denne sonate, pludselig også var blevet levende i mellem os. Scenen til sonaten kunne ikke være sat mere rammende, ærligt og uendelig hårdt. 

Musikken, historien og dramaet kom tættere og tættere på mig. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre for at holde den fra livet, og kunne arbejde med den uden for mit eget følelsesliv, uden at lade mig påvirke alt for meget af Ridderens følelsesrus. Og fredag, da vi holdt prøve efter frokosttid, nåede jeg min grænse. Jeg kunne simpelthen ikke håndtere dette virvar af følelser så tæt på mig på så mange planer. Ridderens dramatiske væsen og dramatiske måde at spille på blev alt for meget for mit relativt distancerede, rolige skandinaviske væsen. Og jeg måtte forlade ham, klaveret og musikken i affekt. Affekt over at være fuldstændig følelsesmæssigt udmattet og uden nogen intim sfære, hvor jeg kunne holde min følelsesmæssige kerne stabil. Alene. Ridderen var alt, alt for tæt på mig. Hele tiden. Og jeg havde virkelig brug for en pause.

*

Dybt frustreret og meget udmattet gik jeg ud til det store teater i Warszawa, hvor jeg vidste, at min kammermusiklærer spillede til opera-masterclass med en kendt, italiensk sangcoach. Jeg blev altid i godt humør af at se min kammermusiklærer, og jeg håbede på at kunne opleve lidt musikalsk tilfredsstillelse og inspiration ved at overvære sangtimerne. 

Den første sanger, jeg hørte, var en polsk tenor, som sang følgende recitativ og arie fra Figaros Bryllup af Wolfgang A. Mozart (1756-1796): 

Meget hurtigt blev jeg dybt fascineret af at opleve den enorme forskel i følelsesmæssigt og kropsligt udtryk hos en polsk kunstner og en italiener. Det blev utrolig tydeliggjort i den måde, den polske tenor udtrykte Figaros udråb efter sin elskede Susanna - og hvordan den italienske coach ville have ham til at udtrykke det. Selv teaterdirektøren, som også var tilstede som underviser i timerne, påpegede, at han sang recitativet som en østeuropæer, og ikke en italiener. 

Forskellen var den, at den polske tenor sang "Susanna" med kærlig længsel, åbent hjerte og dyb smerte. Han kaldte på sin elskede med ulykkelig og sorgfuld røst, men udtrykte trods det ubetinget kærlighed til sin udkårne. Sårbart og romantisk. Italieneren og teaterdirektøren brugte undervisningstiden på at få den polske tenor til at udtrykke sig som en italiener. På i sine udråb efter Susanna at skabe en hidsig, sammenbidt vrede, en indædt skuffelse og bitterhed samt en sydlændings til tider hysteriske og meget affetuose kropssprog. Han skulle lære at give slip på den polske, bløde romantik og fange den italienske hidsighed og det varmblodede middelhavstemperament samt de dertilhørende konfronterende, kropslige gesti.

Jeg var dybt betaget af at få udpenslet disse kulturelle forskelle foran mig - og så endda på en teaterscene. Og endvidere blev jeg pludselig slået over, hvor meget sværere det ville være for mig, hvis jeg var operasanger, og skulle forberede og gennemføre forestillinger som en karakter i en kompliceret kærlighedsaffære. Isaer med en italiensk partner. Og særligt, hvis vi i forvejen havde et kompliceret, personligt forhold. Så ville alting være endnu mere konfronterende, hysterisk og kropsligt - og lige op i ansigtet på mig. Og det slog mig, at distance måske i virkeligheden kun er noget, man har i Skandinavien. Og i hvert fald ikke på en opera-scene. Operasangere må kunne udtrykke hvad som helst med hvem som helst, når som helst og hvor som helst. Og så overbevisende, at publikum til enhver tid føler, at det hele virkelig foregår lige nu; i det virkelige liv lige nu. 

Og jeg blev pludselig utrolig lettet over, at jeg ikke var i netop en sådan situation. En situation, hvor jeg skulle udtrykke enorme følser med stemme, krop og sjæl, og med en person, som var grænseløst tæt på mig, både under forberedelser og  til forestillinger, hvad enten jeg kunne holde vedkommende ud privat eller ej. Så var Ridderen alligevel ikke den mest udfordrende kammermusikpartner, jeg kunne have fundet mig. Og i øvrigt drejede det sig jo kun om få dage. 

Straks efter timerne tog jeg tilbage på konservatoriet, fandt Ridderen og gav ham et stort kram.

Mine gode intentioner om følelsesmæssige udholdenhed blev dog hurtigt sat på prøve. Det lykkedes os at arbejde nogenlunde sammen indtil vores sidste time hos hans lærer lørdag aften, hvor det lykkedes os at vise et temmelig udviklet og stærkt musikalsk samarbejde. Timen gik gnidningsfrit, men så snart Ridderens lærer havde forladt salen, var det slut. Nu kunne ingen af os klare mere af Szymanowskis musikalske drama, forstærket voldsomt af vores eget personlige drama, og dybt frustrerede tog vi afsked med hinanden. 

Jeg følte mig dybt lettet over at have afsluttet det utroligt konfronterende samarbejde med Ridderen og trodset de uendelig mange øjeblikkes gennemtrængende lyst til skrigende at løbe langt væk fra ham og musikken. Vi havde holdt ud indtil lørdagens sidste time. Og vi havde lært en masse. Det havde jeg i hvert fald. Om at arbejde forskelligt med forskellige partnere. Om at holde følelser og konfrontationer fra livet, og om at modstå trangen til at stikke af og flygte fra det hele. Om musik og mennesker. Og om mig. 

Om, hvad det kræver at kunne finde frem til magien i musikkens sprog. Om, hvor hårdt det kan være.

Og om, hvor tæt på Szymanowski og hans følelsesmæssige tilstand, da han skrev sonaten, vi egentlig var kommet denne lørdag aften.