Min musikalske forelskelse - Duo con Passione

Hvem har ikke hørt historier om folk, der er rejst ud i verden for at finde kærligheden, for derefter at vende hjem og opdage, at den 'eneste ene' hele tiden har været lige rundt om hjørnet. Det er en fantastisk historie, som viser, hvor svært det kan være at se og sætte pris på alle de skatte, man er omgivet med i sin hverdag, før man pludselig får mulighed for at opdage dem på ny. Netop sådan en historie oplevede selv, da jeg tog til Polen for bl.a. at finde skønne og spændende musikere, som jeg kunne etablere et stærkt personligt og musikalsk forhold til og bevare dette på lang sigt. Og det gjorde jeg såmænd også. Men jeg fandt også noget langt mere betydningsfuldt - nemlig min fantastiske fløjtenist hjemme fra København. Hjemme i min polske lejlighed, oven i købet. Hun tog til Warszawa for at besøge mig, spille med mig, og for at dele noget af mit polske eventyr med mig.
Det gik stille og roligt op for mig, at mit livs musikalske forelskelse, min muse og min uerstattelige veninde gennem tykt og tyndt, hele tiden havde boet lige rundt om hjørnet på Guldbergsgade. Det går til stadighed lidt mere op for mig hver dag, hvor utrolig meget Mai betyder for mit liv, og hvor uendelig taknemmelig jeg er, over at jeg endelig fik åbnet øjnene og set skatten ligge begravet så tæt på mine egne rødder. 

Nu øver sammen næsten hver dag. Vi trækker vejret sammen. Vi kender hinandens mindste vink. Vi Fuldender hinandens sætninger. De dage, hvor jeg kun øver alene, længes jeg frygtelig meget efter hendes tisltedeværelse. Jeg mangler vores musikalske, kreative dialog og vores arbejdsproces. Vores fælles udviklingsproces. Vores modning som spirende kunstnere. Og mennesker. Der sker noget helt magisk, når vi træder ind i et musikalsk rum sammen. Det bliver så fyldt med nysgerrighed, dynamik, vovethed, kærlighed og respekt -  og med vanvittige mængder af disciplin og arbejdsmoral.

*

Han stod i en have fuld af blomstrende roser. 

-Goddag, sagde roserne.

Den lille prins stirrede på dem. De lignede alle hans blomst.

- Hvem er I? spurgte han forbløffet.

- Vi er roserne, svarede de.

- Å! sagde den lille prins.

Og han følte sig meget ulykkelig. Hans blomst havde fortalt ham, at det var den eneste af sin art i verden. Og her var nu fem tusinde akkurat mage til i en enkelt have!

...

Jeg troede, den var den eneste, og jeg følte mig så rig, og så er det bare en ganske almindelig rose, jeg ejer. Den og så mine tre vulkaner, der går mig til knæet og hvoraf den ene måske for altid er udslukt - det bliver man ikke nogen stor prins af...

Og han lagde sig ned i græsset og græd.

*

Vores tætte samarbejde startede for alvor, da Mai besøgte mig i Warszawa i begyndelsen af november 2012. Inden da havde vi spillet en masse fransk musik for klaver og fløjte i løbet af vores studietid i København, men som regel i små portioner og til mindre arrangementer.
Den uge i Polen kastede vi os ud i et meget intensivt udviklingsforløb. Vi arrangerede en koncert i midten af november på Metronomen på Frederiksberg, hvor vi ville spille creme de la creme af det franske repertoire for fløjte og klaver, og med Mais ankomst til de polske breddegrader begyndte det hårde arbejde for alvor. Hver morgen stod jeg tidligt op for at øve lidt alene og skrive mig op på ventelisten til at få øvelokaler hen ad formiddagen, hvor Mai kom ind på konservatoriet efter at have øvet hjemme i lejligheden. Så øvede vi et par timer sammen, spiste frokost, og øvede videre. Vi tog timer hos min fantastiske kammermusikprofessor. Vi kodede hinandens kropssprog ind på rygraden, og vores fornemmelse for hinandens vejrtrækninger blev en indgroet i vores DNA.
Vi rejste ind i os selv og hinanden som musikere - og ikke mindst som mennesker. Vi brugte hele dagen i hinandens selskab hver dag. Vi sov i den samme seng. Vi gik hinanden på nerverne. Og vi trøstede og støttede hinanden, når vi var ved at bryde sammen. Et frø begyndte at spire til en helt særlig og uerstattelig relation, og for hver dag voksede vores kærlighed til hinanden og til vores fælles musikalske rejse.
Efter Mais ophold i Warszawa fløj vi sammen tilbage til Danmark, hvor vi fortsatte processen i danske rammer, indtil vi efter to meget intense og utrolig udviklende uger i hinandens og den franske musiks selskab kunne afslutte forløbet med vores første, helt egen offentlige koncert. Det var det største projekt, vi hver især nogensinde havde begået. Det var en kulmination på et arbejdsforløb - men også en milepæl i vores musikalske udvikling hver for sig, og ikke mindst sammen.
Da jeg herefter tog hjem tik Polen igen, var det med en tung sky af længsel efter en fortsættelse af vores fantastiske, fælles udviklingsforløb og Mais vidunderlige tilstedeværelse i min dagligdag.
Hun var selvfølgelig også den første til at byde mig velkommen i Danmark, da jeg pakkede kufferten og til tilbage til København. Mødet med hende på hovedbanen i København var det dejligste, jeg kunne have forestillet mig. Og snart gik vi i gang med at sætte nye musikalske planer i verden.

*

 "Gå hen og se på roserne igen, og du vil forstå, at din rose er den eneste i verden.

Den lille prins gik hen og så på roserne. 

"I ligner slet ikke min rose, I er slet ingenting endnu, sagde han til dem. Ingen har gjort jer tamme, og I har ikke gjort nogen tamme. I er ligesom ræven var. Den var bare en ræv ligesom hundrede tusind andre ræve. Men jeg gjorde den til min ven, og nu er den den eneste ræv i verden. 

Og roserne blev helt flove.

"I er smukke, men tomme", vedblev han. "Man går ikke i døden for jer. En almindelig forbipasserende ville nok tro, at min rose var ligesom I. Den alene er mere værd end jer alle sammen, fordi det er den, jeg har vandet. Fordi det er den, jeg har sat under glasklokke. Fordi det er den, jeg har dækket med en skærm. Fordi det er den, jeg har slået kålorme ihjel for (lige med undtagelse  af de par stykker, der skulle blive til sommerfugle). Fordi det er den, jeg har hørt beklage sig eller småprale, ja undertiden enddog tie. Fordi det er min rose."

*

En dag efter en prøve på konservatoriet så Mai noderne til Szymanowskis sonate for klaver og violin ligge på flygelet og begyndte nysgerrigt at pille ved dem. "Har du ikke lyst til at prøve at spille lidt af det med mig, bare for sjov?" spurgte jeg. Vi kastede os legende ud i musikken sammen, og dette musikalske møde mellem mig, Mai og Szymanowski skulle vise sig at blive mere betydningsfuldt, end nogen af os havde forestillet os. Mai fik hurtigt blod på tanden. Dén kunne hun da godt spille på fløjte!
Og så begyndte hendes omhyggelige arbejdsproces med at nærstudere sonaten, violinstemmen, harmonierne, melodierne og samspillet med klaveret. Med et klaverpartitur og en violinstemme, som langsomt blev fyldt med flere og flere røde streger og kradse markeringer, begyndte transkribtionen for fløjte at tage form.  Den umiddelbare optimisme blev dog hurtigt sat på prøve, da det alligevel viste det sig at være en enormt krævende proces at ændre sonatens besætning.
Der er langt fra lyden af træ til klangen af ædelmetal. Mais - og vores fælles - forhold til musikken ændrede sig langsomt, men radikalt, da vi byggede violinmusikken om til at være noget af det mest spændende fløjterepertoire, nogen af os havde stiftet bekendtskab med.

*

På min fødselsdag uropførte vi Mais transkription af Szymanowski-sonaten til en studiekoncert på Det kgl. Danske Musikkonservatorium. Vi havde brugt så vanvittigt meget tid på at øve os og fået masser af undervisning fra forskellige lærere, men lige inden vi gik på scenen, gik det op for os, at vi egentlig aldrig havde prøvet at spille hele sonaten igennem i ét stræk, ligesom vi skulle gøre nu. Så det blev ikke bare en uropførelse - det blev også performance in first take. Sonaten varer omtrent en halv time og er en dynamisk eksplosion af drama fra ende til anden, og kræver utrolig meget energi at spille. Udtrykket er stort, stærkt og stormende lige fra de første akkorder. Musikken bevæger sig gennem nuancer af ulmende trussel, for derefter at bevæge sig over i blide bølger, der lyser et håb op i mørket - men pludselig forvandles den igen gennem drastiske, dynamiske skift til voldsomme følelsesudbrud og hjerteskærende sorg og smerte. Satserne er meget forskellige. Og deres karakter ændrede sig også markant, efter vi fandt ud af at tilpasse sonaten til fløjtens udtryksmuligheder og begrænsninger.
Uropførelsen var en nervepirrende, krævende og helt fantastisk oplevelse.Og præcis som jeg næsten altid gør, var jeg dybt bevæget af den intimitet og det nærvær, vi havde med os på scenen. Den helt særlige kontakt, den helt ubeskrivelige følsomhed. Den musikalske forbindelse, jeg aldrig har oplevet med nogen anden.

*

Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet, sagde ræven. 

- Det væsentlige er usynligt for øjet , gentog den lille prins for bedre at huske det. 

- Det er den tid, du har spildt på din rose, der gør den så betydningsfuld.

- Det er den tid, jeg har spildt på min rose... sagde den lille prins for bedre at huske det.

fra "Den lille prins" 

af Antoine de Saint-Exupéry.

*

Når jeg rammes af væk-ve og sukker længselsfuldt efter at rejse væk fra den danske rigdom og magelighed, kan jeg altid kaste et blik på min musikalske forelskelse fra Guldbergsgade og blive mindet om, hvorfor jeg befinder mig lige præcis her. Fordi jeg må passe på min rose, og lade mig rive med på en uendelig smuk rejse med Duo con Passione.

Det magiske dramas pris

Efter min studietid i Warszawa var det svært for mig at føle mig hjemme i København igen. Det begyndte først at blive lettere for mig, da jeg hurtigt købte en flybillet tilbage til Polen. Købet af billetten gav mig en følselse af geografisk mobilitet og uafhængighed, samt en følelse af stadig at være tæt på mit polske eventyr. Derved kunne jeg meget lettere slappe af og give mig selv ro til langsomt at falde mere og mere på plads i Koebenhavn igen.

Mine mål for rejsen var at indspille Karol Szymanowskis (1887-1937) sange op. 11 med den fantastiske tenor, jeg havde mødt i Warszawa, samt at spille Szymanowskis sonate for klaver og violin med Ridderen hos min vidunderlige, polske kammermusiklærer. Imidlertid lykkedes det mod forventning ikke at få mulighed for at indspille sangene i løbet af mit korte ophold, så dagene blev brugt på et intensivt samarbejde med Ridderen om at få sonaten for klaver og violin til at blive til magi imellem os. Disse dage og dette samarbejde blev en langt større, mere intens og langt mere kompliceret udviklingsproces for mig, end jeg kunne have forestillet mig, da jeg onsdag morgen tog flyet fra Kastrup til Chopin-lufthavnen i Warszawa. 

Szymanowskis sonate for klaver og violin er musik, som er skrevet i desperat, dramatisk og ulykkelig kærlighed. Den er spækket med intensitet, enorme følelser og størke konfrontationer. Paa polsk. Og det går mere og mere op for mig, at sonaten er et utrolig rammende udtryk for affekten i en typisk polsk, ulykkelig kærlighedshistorie. Og hvor enorm forskel der kan være på forskellige nationers generelle tendenser til foelelsesmæssige ind- og udtryk.

Ridderen og jeg skulle altså skabe noget magisk med disse dramatiske toner. Sammen. Ridderen er nok den, jeg har mødt, som er det bedste og mest rammende eksempel på en ægte, polsk, dramatisk romantiker. Hans opfattelse af verden og hans måde at omtale den på er tynget af en stolt, tung, voldsom og følelsesladet historie, både personligt og på nationens vegne. For nationens historie betyder virkelig noget, når man befinder sig i Warszawa, som på rekord-tid blev genopbygget efter at være blevet næsten jævnet med jorden i midten af det forrige århundrede. Og det er slet ikke så længe siden, som man - og jeg selv - forestiller sig, når man befinder sig i lille, trygge Danmark. Endvidere er det så godt som umuligt at slippe en så uendelig tragisk historie, når der stadig kan findes skudhuller fra krigen i byens ældre bygninger.

*

Ridderen er et utroligt kunstnerisk begavet menneske. Måske lidt distræt. Men uendelig udtryksfuld, både når han spiller og når han kommunikerer. Udtrykket strømmer ud af ham som en brusende flod af følelser, som slet ikke er til at bremse. Og følelserne er i særdeleshed præget af en varm, romantisk dramatik. Ulykkelig kærlighed. Ubetinget hengivenhed. Håbefulde suk. Sårbarhed, stolthed og sårethed. Frustration over en usikker økonomisk fremtid, men et ufortrudt salg af sin sjæl til musikkens muse. En altoverskyggende kærlighed til kunsten. 

Jeg kunne ikke finde en mere passende partner til at spille netop denne sonate. Men jeg kunne heller ikke finde en partner, som kunne være mere følelsesmæssigt konfronterende i arbejdet med denne musik. For hvis man virkelig skal finde magien i musikkens sprog og være en kanal for komponistens ønske om følelsesmæssigt udtryk, skal dette udtryk mærkes og gennemleves hos udøveren selv. Ikke bare i koncertsituationen, men i hele arbejdsprocessen. Og på scenen skal følelserne og dramaet serveres så overbevisende, at dem, som hører musikken og ikke mindst historien i musikken, bliver overbevist om, at det foregår lige nu og her. At det er virkeligt og helt tæt på. Så tæt på, at de kan mærke det helt ind til marven.
Forløbet med Ridderen formåede virkelig at udfordre min evne til at arbejde professionelt og holde en personlig og følesesmæssig distance til en kammermusikpartner, med hvilken jeg skulle kunne arbejde med og udtrykke så voldsomme og stærke følelser. Endnu mere konfronterende blev det, da Szymanowskis egen ulykkelige kærlighedhistorie, som særligt blev udtrykt gennem netop denne sonate, pludselig også var blevet levende i mellem os. Scenen til sonaten kunne ikke være sat mere rammende, ærligt og uendelig hårdt. 

Musikken, historien og dramaet kom tættere og tættere på mig. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre for at holde den fra livet, og kunne arbejde med den uden for mit eget følelsesliv, uden at lade mig påvirke alt for meget af Ridderens følelsesrus. Og fredag, da vi holdt prøve efter frokosttid, nåede jeg min grænse. Jeg kunne simpelthen ikke håndtere dette virvar af følelser så tæt på mig på så mange planer. Ridderens dramatiske væsen og dramatiske måde at spille på blev alt for meget for mit relativt distancerede, rolige skandinaviske væsen. Og jeg måtte forlade ham, klaveret og musikken i affekt. Affekt over at være fuldstændig følelsesmæssigt udmattet og uden nogen intim sfære, hvor jeg kunne holde min følelsesmæssige kerne stabil. Alene. Ridderen var alt, alt for tæt på mig. Hele tiden. Og jeg havde virkelig brug for en pause.

*

Dybt frustreret og meget udmattet gik jeg ud til det store teater i Warszawa, hvor jeg vidste, at min kammermusiklærer spillede til opera-masterclass med en kendt, italiensk sangcoach. Jeg blev altid i godt humør af at se min kammermusiklærer, og jeg håbede på at kunne opleve lidt musikalsk tilfredsstillelse og inspiration ved at overvære sangtimerne. 

Den første sanger, jeg hørte, var en polsk tenor, som sang følgende recitativ og arie fra Figaros Bryllup af Wolfgang A. Mozart (1756-1796): 

Meget hurtigt blev jeg dybt fascineret af at opleve den enorme forskel i følelsesmæssigt og kropsligt udtryk hos en polsk kunstner og en italiener. Det blev utrolig tydeliggjort i den måde, den polske tenor udtrykte Figaros udråb efter sin elskede Susanna - og hvordan den italienske coach ville have ham til at udtrykke det. Selv teaterdirektøren, som også var tilstede som underviser i timerne, påpegede, at han sang recitativet som en østeuropæer, og ikke en italiener. 

Forskellen var den, at den polske tenor sang "Susanna" med kærlig længsel, åbent hjerte og dyb smerte. Han kaldte på sin elskede med ulykkelig og sorgfuld røst, men udtrykte trods det ubetinget kærlighed til sin udkårne. Sårbart og romantisk. Italieneren og teaterdirektøren brugte undervisningstiden på at få den polske tenor til at udtrykke sig som en italiener. På i sine udråb efter Susanna at skabe en hidsig, sammenbidt vrede, en indædt skuffelse og bitterhed samt en sydlændings til tider hysteriske og meget affetuose kropssprog. Han skulle lære at give slip på den polske, bløde romantik og fange den italienske hidsighed og det varmblodede middelhavstemperament samt de dertilhørende konfronterende, kropslige gesti.

Jeg var dybt betaget af at få udpenslet disse kulturelle forskelle foran mig - og så endda på en teaterscene. Og endvidere blev jeg pludselig slået over, hvor meget sværere det ville være for mig, hvis jeg var operasanger, og skulle forberede og gennemføre forestillinger som en karakter i en kompliceret kærlighedsaffære. Isaer med en italiensk partner. Og særligt, hvis vi i forvejen havde et kompliceret, personligt forhold. Så ville alting være endnu mere konfronterende, hysterisk og kropsligt - og lige op i ansigtet på mig. Og det slog mig, at distance måske i virkeligheden kun er noget, man har i Skandinavien. Og i hvert fald ikke på en opera-scene. Operasangere må kunne udtrykke hvad som helst med hvem som helst, når som helst og hvor som helst. Og så overbevisende, at publikum til enhver tid føler, at det hele virkelig foregår lige nu; i det virkelige liv lige nu. 

Og jeg blev pludselig utrolig lettet over, at jeg ikke var i netop en sådan situation. En situation, hvor jeg skulle udtrykke enorme følser med stemme, krop og sjæl, og med en person, som var grænseløst tæt på mig, både under forberedelser og  til forestillinger, hvad enten jeg kunne holde vedkommende ud privat eller ej. Så var Ridderen alligevel ikke den mest udfordrende kammermusikpartner, jeg kunne have fundet mig. Og i øvrigt drejede det sig jo kun om få dage. 

Straks efter timerne tog jeg tilbage på konservatoriet, fandt Ridderen og gav ham et stort kram.

Mine gode intentioner om følelsesmæssige udholdenhed blev dog hurtigt sat på prøve. Det lykkedes os at arbejde nogenlunde sammen indtil vores sidste time hos hans lærer lørdag aften, hvor det lykkedes os at vise et temmelig udviklet og stærkt musikalsk samarbejde. Timen gik gnidningsfrit, men så snart Ridderens lærer havde forladt salen, var det slut. Nu kunne ingen af os klare mere af Szymanowskis musikalske drama, forstærket voldsomt af vores eget personlige drama, og dybt frustrerede tog vi afsked med hinanden. 

Jeg følte mig dybt lettet over at have afsluttet det utroligt konfronterende samarbejde med Ridderen og trodset de uendelig mange øjeblikkes gennemtrængende lyst til skrigende at løbe langt væk fra ham og musikken. Vi havde holdt ud indtil lørdagens sidste time. Og vi havde lært en masse. Det havde jeg i hvert fald. Om at arbejde forskelligt med forskellige partnere. Om at holde følelser og konfrontationer fra livet, og om at modstå trangen til at stikke af og flygte fra det hele. Om musik og mennesker. Og om mig. 

Om, hvad det kræver at kunne finde frem til magien i musikkens sprog. Om, hvor hårdt det kan være.

Og om, hvor tæt på Szymanowski og hans følelsesmæssige tilstand, da han skrev sonaten, vi egentlig var kommet denne lørdag aften.

Szymanowski & sweet sensations

Jeg har netop haft en af de stærkeste musikalske oplevelser nogensinde: 90 minutters magisk prøve med min ovenud fantastiske, polske tenor. Vores prøver er altid virkelig, virkelig gode og konstruktive, og efterlader mig hver eneste gang med et kæmpe smil, et varmt hjerte og en følelse af at have oplevet noget særligt i mit arbejde med musikken - men hvad vi oplevede i dag var uden sammenligning med noget, vi har oplevet før. Og måske uden sammenligning med noget, jeg har oplevet før med musik. Overhovedet.

Vi spillede Szymanowskis sangcyklus op. 11, som vi skal spille til min kammermusikeksamen inden længe. Sangende er virkelig geniale og rummer så uendelig mange spændende stemninger, stærke følelser vidunderlige øjeblikke af magiske overgange. Sangene er et kraftfuldt stormvejr af sorg, vrede og håbløshed - længsel og lidenskab. Sangene passer perfekt til min tenor. Jeg kan ikke forestille mig nogen, som kan skabe så meget torden og lynild i musikken, som han. Og aldrig har jeg følt mig så meget i midten af orkanens hæsblæsende øje, som jeg gør, når jeg spiller med ham.

Vores gennemgående tema for i dag var netop at gøre de mange overgange og forbindelser magiske. Perfekte. Forbinde stemningerne så fantastisk som muligt, og lede musikken flydende og subtilt gennem en labyrint af forskelligartede udtryk og fortællinger.
Det lykkedes. Måske har jeg aldrig før oplevet så meget eksplosiv magi og sweet sensation i musikken med en kammermusikpartner, som jeg gjorde i dag. Det var en oplevelse, der fik os begge til at lette helt op under skyerne af henrivelse over magien i vores udviklingsproces med sangene. Og det endda trods sangenes meget dystre, mørke og tunge karakter.
Endnu engang gik det op for mig, hvor fascineret jeg er af overgange og forbindelser, og hvor enorm en virkning de kan have på mig. De øjeblikke i musikken, hvor to stemninger mødes. De delikate overgange. De gribende foreninger. Det magiske grænseland!

Mine noder fyldtes med små tegninger af hjerter og stjerner omkring de steder, hvor jeg ønskede at forstærke disse magiske øjeblikke af overgange og foreninger, samt af ordene "SWEET SENSATION" i store blokbogstaver ved de helt særlige stemningsskift. For hvert øjeblik blev flammerne i mig større og vildere, og mit bryst føltes som om, det snart ville eksplodere af al den ubeskrivelige kraft, der findes i sådanne, stærke musikalske øjeblikke.

Min normalt ikke-rygende tenor måtte have et sug af en cigaret for at falde lidt til ro efter vores gribende prøve, da vi forlod konservatoriet i det solbeskinede, sneklædte Warszawa for få minutter siden.
 Jeg følte mig fuld af eksplosiv sweet sensation: 

Jul på slottet

Da jeg en sneklædt decemberdag tog til min sidste klavertime hos min fantastiske klaverprofessor, klaverdronningen på konservatoriet, spurgte hun mig, om jeg tog hjem til Danmark til jul. Jeg havde besluttet mig for ikke at rejse tilbage til København, selvom jeg var blevet tilbudt at holde juleaften hos min fantastiske fløjtepartner Mai's familie i år. Jeg havde besluttet mig for at opleve så meget, jeg overhovedet kunne, under mit ophold i Warszawa; også juletiden. Da dronningen hørte, at jeg ville blive i Polen, inviterede hun mig hjem til sig og sin familie - "for man kan jo ikke være alene juleaften!", som hun værdigt og kærligt understregede. Straks, da det gik op for mig, at hun virkelig havde inviteret mig hjem til sig til jul, dukkede ordene "Jul på slottet" op i mine tanker som bøjet i neon. Det var da et tilbud, jeg ikke kunne tillade mig at afslå! At blive inviteret hjem til dronningens slot en af de helligste og mest betydningsfule dage på året i Polen var mig en kæmpe ære. Så et par dage senere besluttede jeg mig for at ringe til hende og lade bordet fange. Jeg besluttede mig for at teste den polske gæstfrihed - og ikke mindst at tage imod en enestående chance for at komme tættere ind på livet af min legende af en polsk pianistinde.

Da jeg sad i taxaen på vej til min klaverlærers børn, som havde tilbudt at tage mig med fra Warszawa til dronningens hjem i en af de omkringliggende forstæder, mødtes mine hænder foran mit bryst, jeg bøjede mit hoved mod mit hjerte og ønskede, at jeg denne aften ville være en kanal for universets kærlighed. At jeg ville kunne vise de mennesker, jeg aldrig havde mødt før - mennesker, som havde knyttet sig tæt til hinanden gennem generationer af tætte famniliebånd, som talte et andet modersmål en mig, som var vokset op i et andet land, en anden tid og en anden verden end mig - noget af al den glæde, varme og taknemmelighed, jeg følte mig fuld af på denne juledag. Glæde, varme og taknemmelighed over at mennesker, som ikke kendte mig, endnu engang havde inviteret mig ind i deres hjem til hjerternes fest.

Dronningens hjem var utrolig smukt, stilfuldt og fuld af sjæl. Hendes afdøde mand var en kendt polsk skulptør, og i entréen blev jeg mødt af den smukkeste, enorme buste af Chopin, omkranset af 2 delikate, eksotisk blomstrende grene i lange, elegante vaser. Huset var bygget af passion. I stuen spredte pejsen det varmeste lys i stuen, hvor det smukt dekorerede juletræ stod i fuld flor og nød sin velfortjente opmærksomhed.
Det var i sandhed en jul på slottet. Den smukke dronning var den mest fantastiske værtinde, og min mistænksomhed over, hvorvidt jeg nu også virkelig var velkommen, blev gjort voldsomt til skamme.
Jeg blev mødt af så meget åbenhed, gæstfrihed, varme, respekt og åbenhed, og endnu engang blev jeg mindet om de polske juletraditioner, som jeg holder så meget af: Først og fremmest traditionen for, at der altid er dækket op til en uventet gæst, og at alle, som måtte være alene juleaften, er velkomne til at deltage i festlighederne. Derudover elsker jeg, hvordan man inden middagen deler juleoblater og velsignelser med hverandre. Der er så meget venlighed og så mange gode ønsker i luften, når juleselskabet går rundt blandt hinanden, knækker oblater og ønsker hinanden alt det bedste. Og især denne skik gjorde særligt selskab på mig denne jul, da det var min første polske af slagsen, og derfor første gang at jeg fik lov til at være en del af disse velsignelser - oven i købet med folk, som jeg knap eller overhovedet ikke kendte.

Den polske, romantiske ånd var i julestuen på dronningens slot den aften. Og jeg er så uendelig beæret over, at min læremester i romantisk sangbarhed, blødhed, afspændthed, legato, frasering, melodiøsitet, udtryk, intimitet og delikatesse ville give mig denne oplevelse af  ægte østeuropæisk varme og hjertelighed. 

Wieniawskis Legende

Noget havde ændret sig dramatisk, efter at jeg havde skrevet mine tanker ned om mit polske eventyr og for alvor set min rejse og mine udfordringer i øjnene. Det var som om, at jeg havde overbevist min krop om, at det, jeg udsatte den for, var alvor. Jeg var trods alt kun halvvejs i mit studieophold i Warszawa. Det var som om, at min krop havde givet efter og accepteret sin geografiske placering. Pludselig begyndte den at gøre alt, hvad den kunne, for at jeg skulle føle mig hjemme; få mig til at hvile i de omgivelser, der var omkring mig her, i stedet for hele tiden at længes hjerteskærende efter de mennesker, jeg var rejst fra i København. Min krop accepterede udfordringen fuldt ud, og foreslog endda, at jeg kunne blive boende her i byen, hvis det skulle være på dén måde. Slå nye rødder, og lade sig forene med de nye omgivelser.
Nina fandt mig et lille yogahold, som jeg begyndte at undervise en gang ugentligt. Genforeningen med undervisningen fyldte mig med fryd, kærlighed og taknemmelighed foruden gensynsglæde med min "egen" vinyasa-inspirerede yoga, som jeg havde undervist i København, og som jeg havde sat til side i Warszawa for at stifte bekendtskab med Astanga. Det var fantastisk for mig at komme helt tæt på mennesker omkring mig igen på den måde, som man gør, når folk hengiver sind og krop til éns undervisning. 
Jeg indså, at jeg havde opbrugt min asociale kvote. Jeg kastede mig mere eller mindre fra den ene dag til den anden over mine omgivelser, lavede aftaler med de folk, jeg allerede kendte, og lod mig selv opsøge nye folk ligeså åbent og ligefremt, som jeg før havde gjort. Jeg begyndte for alvor at hilse og sludre med folk jeg mødte på konservatoriet. Når folk henvendte sig til mig, forsøgte jeg ikke længere at slippe udenom dem og forblive i min lille asociale boble.
Jeg begyndte endelig at have prøver med den fantastiske tenor, som min kammermusiklærer fandt til mig i begyndelsen af semesteret, og som havde været en af de få personer, jeg havde inviteret ind i min lille, lukkede verden. Han har en vidunderlig, stærk stemme, et genialt dramatisk udtryk - og er en skøn og nærværende partner. Det gjorde mig utrolig lykkelig at have fundet sporet af et nyt kammermusik-projekt efter at jeg med min ubeskriveligt dejlige fløjte-partner og veninde, Mai, havde spillet koncert med fransk musik for fløjte og klaver i København midt i november.
En dag besluttede min kammermusiklærer bestemte sig for, at jeg også skulle spille polsk musik for violin og klaver. Da han spurgte, om jeg havde nogen venner blandt violinisterne på konservatoriet, tænkte jeg straks på Ridderen, men kunne ikke gøre andet end at ryste på hovedet til hans spørgsmål, for jeg kunne jo ikke engang huske hans navn. Min lærer så lettere forundret på mig, men forsikrede mig om, at han ville forhøre sig blandt sine kolleger og prøve at finde en violinpartner til mig.
Jeg ærgrede mig. Hvis jeg bare i det mindste havde kendt hans navn... Men vi talte jo alligevel aldrig sammen. Det ville virke meget besynderligt, hvis jeg ud af det blå bad ham om at spille med mig, når jeg altid havde forsøgt at holde min afstand. Men ikke desto mindre håbede jeg, at universet måske ved et tilfælde ville få en af violin-professorerne til at foreslå Ridderen, når min lærer endnu engang gik på jagt for mig. Og hvis ikke, så ville det sikkert også være det bedste - så ville jeg lære en ny violinist at kende, og det kunne ikke skade. 
Til sidst kunne jeg alligevel ikke vente på skæbnens gang og besluttede mig for at tage sagen i egen hånd.

Den polske kunstner, Juliusz Kossaks (1824-1899) malerier af polske legender og krigshelte gjorde stort indtryk på mig som barn, og Ridderen har altid mindet mig om dem - og her er et af dem, som han minder mig mest om. 

 

Tilfældigvis (eller efter universets meget omhyggelige planlægning) var der studiekoncert for violinisterne den næste dag. Da jeg ikke huskede Ridderens navn, kunne jeg ikke finde ud af, om han overhovedet skulle spille den aften, men jeg besluttede mig for at tage chancen og ofre mig for over 2 timer i selskab med Kreislers virtuose violinværker.
Universet lod mig ikke satse forgæves. Den første, som trådte ind på scenen, var Ridderen.

I pausen stod jeg og talte med en af de andre pianister. Pludselig stod Ridderen ved siden af os, og jeg kastede mig straks over ham med ros for hans levende spil. "Vil du spille med mig?", vovede jeg. Den overraskede Ridder svarede forundret, men smilende ja til mit spørgsmål. Jeg gentog mit spørgsmål for at sikre mig, at han forstod alvoren i min henvendelse. Endnu mere forundret svarede han igen ja, med et endnu større smil, men kiggede nu lidt nervøst på pianisten ved siden af mig, og det gik op for mig, at jeg var i gang med at kapre pianistens partner. Ridderen blev nødt til at forlade os, og pianisten og jeg gik i gang med at le ad med, hvordan vi nu skulle dele vores violinist imellem os.
Så langt, så godt. Nu havde jeg hans navn fra koncertprogrammet. Da jeg kom hjem, gjorde jeg en massiv indsats for at finde kontaktoplysninger på internettet - men der var INTET at komme efter.
Næste dag så jeg ham et par gange, men altid længere væk i en gruppe af folk, som han var meget optaget af at tale med. Til sidst besluttede jeg mig hen ad aftenen for at tage mig sammen. Jeg forlod mit øvelokale og lagde kurs an mod kaffeautomaten. Og igen, efter universets præcise planlægning, stod han netop dér, lige ved kaffemaskinen, talte i telefon, og så akkurat i min retning, da jeg kom til syne i korridoren. Jeg styrede direkte mod ham. Og kaffen. Købte min kaffe, stillede mig ved siden af ham og gjorde det tydeligt, at jeg ville tale med ham. Hvilket jeg så gjorde. Og fik lokket et telefonnummer ud af ham.

Næste dag mødtes vi over en kop kaffe hos Starbucks på hovedgaden.
Aldrig havde jeg oplevet noget lignende. Jeg følte mig vitterligt båret igennem vores kaffe-date. Det var ligesom at sætte sig op på en slæde, blive trukket henover den blødeste, fineste hvide sne. Der var ikke ét tidspunkt, hvor jeg følte mig det mindste utilpas, eller hvor jeg følte, at jeg skulle presse samtaleemner frem for at holde forbindelsen kørende. Ridderen var fantastisk selskab. Og vi besluttede os for at starte med at spille den berømte Legenda af den polske violin-virtuos, Henryk Wieniawski (1835-1880), her spillet af

Konstanty Andrzej Kulka på violin med Andrzej Tatarski ved flyglet: 

Jeg begyndte kun at have polsk musik på repertoiret. Jeg begyndte kun at have Polen i tankerne. Jeg begyndte at overveje, om jeg skulle blive.

*

De første måneder i Polen havde jeg tilbragt overvejende i mit eget, stilfærdige selskab, og selv når jeg befandt mig blandt mine mange medstuderende på konservatoriet, gik jeg altid rundt i min egen verden. Men efter min krop havde besluttet sig for at tå mig til at føle mig hjemme i Warszawa, måtte mit sind og mine tanker følge med. Jeg begyndte at bygge en ny tilværelse op - bygge et nyt mentalt tempel, hvor jeg kunne hvile i mig selv OG i mine omgivelser. Bevidst om den sårbarhed, jeg pludselig udsatte mig slev for med en sådan indstilling, begyndte jeg den langsommelige og grundige byggeproces. Jeg måtte med sjæl og krop for alvor acceptere den grund og det fundament, jeg ville bygge på; jeg fandt de smukke og stærke elementer i og omkring mig, som skulle blive til de solide mure omkring min nye base, og begyndte nænsomt at stable det hele op, som skulle jeg bygge et slot af LEGO-klodser.

Få dage efter at jeg havde drukket kaffe med Ridderen, kom han på besøg i mit øvelokale. Han så, at jeg havde skaffet noderne til Legenda, og gik straks ned for at hente sin violin, så vi kunne kaste os ud i vores nye projekt.
Måske var vores møde og vores første musikalske dialoger det mest blottende, jeg havde udsat mig selv for under hele mit ophold i Polen. Siden jeg havde tilbragt så meget tid alene og fundet stor styrke og stabilitet i at hvile i min egen lille verden, var det pludselig uendeligt længe siden, at jeg havde gjort mig så sårbar i et møde med et andet menneske.
Snart stod Ridderen stod klar med sin violin, og jeg begyndte at spille. Efter jeg havde spillet ikke mere end sølle to takter, stoppede Ridderen mig brat op. "Nej, nej, nej... Det skal være piano!" Bum. Der var ingen fingre imellem her. Jeg var chokeret  over at blive bremset så hurtigt i første gennemspilning- så chokeret, at jeg slet ikke kunne få tonerne til at hænge sammen, da jeg forsøgte igen. Jeg havde det, som var jeg blevet slået i hovedet med en stegepande. Men ikke desto mindre fik jeg kæmpet mig ovenvande igen og fortsatte lettere tavst prøven med den meget direkte violinist, som fik luftet utrolig mange rettelser i løbet af de 15 minutter, vi brugte sammen i øvelokalet. Nåh, tænkte jeg - det er ikke som at arbejde med min tenor eller mine fantastiske partnere fra København; og måske er det derfor, at jeg aldrig har brudt mig så meget om at arbejde med violinister. Og straks begyndte jeg i tankerne at lægge planer for, hvornår jeg skulle mødes med tenoren igen.
Ridderen flåede godt og grundigt i mig, men alligevel bevarede han på mærkværdig vis sin utrolig venlige og høflige karakter. Og undervejs gik det op for mig, at han måske slet ikke var helt så ubekvem at arbejde med, som jeg først havde fået indtrykket af. Han var bare hudløst ærlig, og havde ikke tænkt sig at spilde et minut af øvetiden. Men så skete der noget. Det gik op for mig, at han bare fortsatte med at bære, præcis som han gjorde, når vi ikke var i øvelokalet; han bar mig igennem den udvikling, der fandt sted mellem vores musikalske udtryk, som langsomt begyndte at smelte sammen. Ridderen forlod øvelokalet med et stort smil, men ikke desto mindre følte jeg, at det tempel, jeg havde forsøgt at bygge, ikke havde været andet end et sølle korthus, som Ridderen havde blæst sønder og sammen. Jeg ærgrede mig over, at mit tempel var så skrøbeligt, og at der skulle så lidt til, før jeg straks begyndte at længes hjerteskærende efter mine vidunderlige venner og kammermusikpartnere i Danmark.
Få dage efter kom han igen med sin smukke violin og ville spille. Og denne gang skete der noget helt særligt. Det gik op for mig, hvor han ville bære mig hen. Den aften var det som om, at to tango-dansere nåede en dybere forståelse og accept af hinandens roller, og derved smeltede sammen til ét levende væsen. Ridderen førte mig igennem musikken som en dansende gentleman; mine harmonier og melodier fik for alvor plads til at blomstre og sno sig som arabesquer, og vi reagerede på hinandens mindste intentioner. Vores instrumenter sang til hinanden og med hinanden, dialogerne svævede i luften, og legenden blev levende imellem os.

En lørdag morgen havde vi vores første time med min kammermusiklærer. Det var en af de smukkeste, stærkeste og mest levende oplevelser, jeg nogensinde har haft med musik og mennesker. Legenden var stærkere og mere tilstede, end jeg havde kunnet forestille mig. Der var så meget kreativitet, spænding, dramatik, øjenkontakt, tilstedeværelse og kærlighed i musikken, og vi reagerede som ét kød på alle de impulser og idéer, min lærer gav os.
"Maria - ved du, hvad legenden handler om?", spurgte min lærer mig. Ja, svarede jeg - det havde min tenor fortalt mig, da han en dag havde set, at jeg havde noderne liggende i øvelokalet. "Det handler om kærlighed!", understregede han, og kastede diskret et nysgerrigt og prøvende blik hen på Ridderen, hvilket jeg virkelig måtte stramme mig an for ikke at komme til at kommentere på eller le ad. Wieniawski skrev legenda til sin kommende hustru, Isabella Hampton - eller rettere til hendes forældre, som ikke anså unge Henryk for at være en passende ægtemand for deres datter. Imidlertid blev de (ifølge fortællingen) så imponerede og bevægede af Legenda, at de besluttede sig for omsider at velsigne de unge elskendes ønske om et ægteskab.
Legenda er en ægte polsk skattekiste af store følelser, drama, længsel og håb. Det er et manifest af den legendariske, dramatiske og hjerteskærende længsel efter kærlighed, som kun polakkerne forstår at udtrykke den. 

Resten af dagen fløj jeg gennem Warszawas gader. Jeg var lykkelig over, at mit tempel måske slet ikke var helt så skrøbeligt, som det havde virket til i første øjekast. Måske var det i virkeligheden blot blevet stærkere af de udfordringer, Ridderen havde givet det i begyndelsen af vores udviklingsproces. Jeg befandt mig under alle omstændigheder et sted i verden, hvor musikkens legende og min kærlighed til musikken var blevet endnu mere levende for mig.

Om Grieg, brusende elve, pop og nationalromantik

Da jeg besluttede mig for at studere i Polen, var det i høj grad fordi jeg ønskede at fordybe mig i den østeuropæiske romantik i det klassiske repetroire - nå til en dybere forståelse af, hvilke traditioner, historier og legender, der havde skabt den stil, som jeg holdt så meget af, og som jeg følte mig stærkt forbundet med. Jeg følte mig  hjemme i den romantiske musik. Jeg kunne næsten ikke slippe den. Når jeg spillede wienerklassiske sonater af Beethoven (1770-1825) i Danmark, fik jeg at vide, at jeg spillede musikken, som var den skrevet af Chopin. Ikke desto mindre skulle der komme andre boller på suppen, da jeg kom i audiens hos undervisere, som var forbundet til den polske familie Ekiers stærke Chopin-skole: da jeg kom til Warszawa, fik jeg at vide, at jeg spillede Chopin, som var det Beethoven.

I går overværede jeg dele af en konkurrence for klaverkoncerter på konservatoriet i Warszawa. Den første deltager, som jeg fik at høre, var en koreansk pige, som spillede den berømte klaverkoncert i A-mol af den norske nationalromantiker, Edward Grieg (1843-1907). Den smukke pianistinde var mig tydeligvis fuldstændig overlegen i de romantiske fortolkninger, som jeg engang havde troet lå naturligt for mig. Havde hun spillet Chopins klaverkoncert i f-mol, ville selv min klaverprofessor være tilfreds med hendes præstation. Ikke desto mindre var det som om, at noget var helt galt. Og i dét øjeblik gik det for alvor op for mig, hvor stor forskel der er på østeuropæisk og skandinavisk nationalromantik.
Nu var det som om, at nogle af brikkerne faldt på plads i mit indre musikalske fortolkningspuslespil. For måske synes polakkerne, at jeg spiller Chopin, som var det Beethoven - men polakkerne spiller Grieg, som var det Dvorak.

Undervejs i den smukke koreaners østeuropæiske fortolkning af Grieg kom jeg til at tænke på den uendeligt smukke, bløde og gyngende serenade for strygere i E dur, op. 22, af den tjekkiske komponist, Antonin Dvořák (1841-1904):

A-mol koncerten af Grieg er ikke en romantisk, østeuropæisk rubato-serenade fra start til slut. I min optik bør den spilles lettere strikt og strømmende - måske kan beskrivelsen "køligt" til tider komme til sin ret. Der er ikke plads til for meget "slinger i valsen" - som i øvrigt er noget af det, der på bedste østeuropæsike, romantiske vis (vel følt og forstået) kan gøre en fortolkning af ovennævnte serenades 2. sats, "Tempo de Valse", til noget ganske ekstraordinært!
Blot fordi man holder tempoet flydende som strømmen i en brusende elv i de norske fjelde,  behøver den absolut ikke at være mindre smuk. Tværtimod. I sådanne rammer kan man give musikken en frisk, brusende lethed, som i mine ører karakteriserer meget af den skandinaviske klassiske musik. Som en af mine tidligere klaverlærerinder engang sagde: "Nogle gange vil man så gerne gøre alt muligt, for at gøre musikken smukkere og smukkere. Men til tider skal den bare have lov til at flyde, som vand i en å, uden at blive bremset hele tiden. Så får musikken frihed til at vise sine smukkeste sider frem!"

Sådan opfatter jeg Griegs musik. Som den brusende norske elv, der vildt og køligt, omend kærligt, strømmer gennem de enorme, norske fjelde. Vandets bevægelse får solens stråler til at danse endnu smukkere, vildere og mere nuanceret i vandoverflade, og lader naturens utæmmede skønhed komme til sin fulde ret - side om side med den blide og nænsomme glinsen i vandoverfladen, hvor den vilde elv lader sig forgrene til skjulte bække af stillestående, krystalklart vand.

Om nogen pianist i denne verden kan norske Leif Ove Andsnes få den kølige, brusende vildskab frem i Griegs klaverkoncert, her ledsaget af Bergen Philharmonic Orchestra:

 

*

Undervejs i koncerten kom til at tænke på, at dele af Griegs (og i det hele taget skandinavisk) musik måske kan sammenlignes med en popsang. En popsang, som holder et fast tempo og aldrig går i stå, men som derved giver de bedst tænkelige rammer til - på smukkeste og mest bevægende vis - at give et stærkt, musikalsk udtryk. Og jeg kom til at tænke på en optagelse af den canadiske singer-songwriter Leonard Cohens (1934-) fantastiske Hallelujah, første gang udgivet på hans album Various Positions fra 1984, her spillet og sunget af det norske firkløver; Espen Lind, Askil Holm, Alejandro Fuentes og Kurt Nilsen:

Vildskaben i Griegs musik er længe væk, men ikke desto mindre strømmer den nordiske flod endnu. Hen over Espen Linds stabile, men bløde og rolige guitarspil får de fire fantastiske stemmer plads og støtte til at udfolde sig frit og følsomt, og sangens skønhed kommer for alvor til sin ret, og strømmen bærer et frit, interessant og intimt musikalsk udtryk frem over sine bløde bølger.

Images - billeder fra mit polske eventyr

Her i Warszawa er jeg meget alene, og går rundt i min egen verden det meste af dagen. Jeg øver alene i mit øvelokale, og befinder mig ikke på konservatoriet, medmindre jeg enten øver eller har timer, så jeg kender meget få af mine medstuderende. Siden min sambo arbejder hele dagen, er jeg også alene hjemme - med katten, vel at mærke. Hver dag går jeg forbi hundreder af mennesker, men har meget beskeden kontakt med dem. For sådan valgte jeg at leve, da jeg kom herned. Jeg valgte at fordybe mig i min stilfærdige rejse. Og jeg har virkelig nydt at kunne gå rundt  blandt folk på den måde. Jeg har nydt bare at være mig, og for alvor udfordre min evne til at hvile i mig selv og til at give plads til, at jeg kan rejse ind i mig selv - og gå på opdagelse. Gå på opdagelse, give plads til udvikling - og til voldsom konfrontation.

Jeg ved, at mange - især på konservatoriet -  har studset over, hvem jeg er, og hvorfor jeg altid slentrer rundt alene, uden at synes trist eller ensom. Hun er en rigtig enspænder, tænker de måske. Og ja, jeg lever temmelig ensomt. Men til gengæld har jeg skabt mig eget lille farverige eventyr, som jeg lever i, og som hjælper mig med at forholde mig til min omverden - og til mig selv.
Konservatoriet er mit eventyrland. Mit slot. Jeg bor her ikke, jeg er her bare. Jeg har endda drømt om, hvordan mine eventyrfigurer optræder i og omkring slottet, og hvordan jeg har inviteret dem på the. Men hvad enten slottet er mit eget eller ej, en drøm eller en virkelig projektering, så giver disse historier mig en sublim mulighed for at arbejde med gamle minder, følelser og tanker på en måde, så jeg kan forholde mig mere sikkert og distanceret til dem. Og der er mange skeletter at finde i skabene, når jeg går på opdagelse i det store slots kældre, loftsrum og hemmelige gange.
Alting er altså med andre ord præcis sådan, som jeg ønskede mig, inden jeg tog afsted. For en af mine personlige grunde til at rejse et halvt år til Polen var at opsøge de dele af mig selv, som jeg forbinder med min polske familie, og som jeg på mange måder forsøger at fortrænge. Opsøge mine minder og tanker omkring min mor og min barndom. Opsøge det polske folk, den polske historie og kultur, det polske sprog og den polske musik - for det polske blod løber i mine årer, det løber stærkt, og jeg kan ikke løbe fra det. Jeg tog til Polen for at genopleve glimt af min barndom, og for at genopleve de ting, jeg så længe har gemt langt væk, men som jeg nu følte mig klar til at finde og frem og bearbejde.

*

Jens Elvekjær, min klaverlærer på konservatoriet i København, har altid været lidt af en klaverfar for mig. Jeg ser meget af min relation til min egen far i mit forhold til ham. Jeg har altid haft utrolig stor respekt for min far, og har - som de fleste børn - villet gøre hvad som helst for at bevise mit værd for for ham. Gøre ham stolt. Og som så mange andre også har oplevet det, kan det føles som en kamp mod vindmøller at vinde sin fars anerkendelse. Den samme enorme respekt samt trangen til at bevise mit værd har jeg oplevet i mit forhold til Jens - og til tider også den samme håbløshed, når kampen om at bevise sit værd gang på gang har slået fejl. Ikke desto mindre lod hørte klaverkongen sin datters bønner og lod hende rejse ud i verden, men gav hende 3 opgaver at løse undervejs. Han bad hende om at spille de 3 satser af Debussys (1862-1918) Images, første bind, komponeret i 1904-1905. Billeder.

Jeg var lykkelig over at have fået tilstillet så smuk en udfordring, og da jeg ankom til Polen, gik jeg fuld af entusiasme straks i gang med at arbejde på det projekt, som jeg skulle vise Klaverkongen, når jeg kom hjem. Jeg arbejdede med meget stor fascination og kærlighed til musikken, for den vækkede en helt særlig genklang i mig. En genklang, jeg senere skulle forstå, var en genklang af billeder i både lyse og mørke kroge af mit sind.

1. Reflects dans l'eau. Reflektioner i vand.
Reflects dans l'eau er et mesterligt malet billede. Debussy kunne om nogen komponere musik, der ligesom et maleri viser flere lag af og former for tilstedeværelse. Han kreerede på smukkeste vis forskellige lag i musikken med hver sin betydning, klang, og stemning. Der er forgrund, mellemgrund og baggrund - og fragmenter, som høres fjernt, slet skjult af en hvid mystik. Med Reflects dans l'eau begyndte jeg at male. Jeg malede brede laveringer i baggrunden, smukke, store linjer i landskabet, spændende elementer i forgrunden, og mystiske væsener i tågen. Jeg malede kulisserne til mit eventyr.
Her spilles det levende vandspejl af den legendariske, italienske pianist, Auroto Michelangeli (1920-1995):

Hurtigt gik det op for mig, at øvningen på konservatoriet var et mareridt. Det kræver hver dag sin tørn og sine nerver at få tilkæmpet sig et par timer i et øvelokale på konservatoriet. Når det endelig lykkes, vogtes dørene til øvelokalerne, som da føles som skatkamre, af nøgledamerne, som besidder alle nøglerne til konservatoriets lokaler, og som observerer alt, som lægger vejen forbi dem, med øjne så store som thekopper. Og selvom denne kamp er skaber en ubehagelig, mørk stemning, sker der pludselig magiske ting i øvelokalerne, når man endelig er der. For så ønsker man virkelig af hele hjertet at arbejde godt, at udvikle sig, således at man bliver i stand til at skabe den musik, man drømmer om at dele med verden.
Jeg ønskede netop af hele mit hjerte at kunne spille Reflects dans l'eau, så jeg på kunne vise og udtrykke min kærlighed til mit yndlingsmotiv i musikken, nemlig vand. Og meget hurtigt lærte jeg stykket. Aldrig havde jeg arbejdet så godt, som jeg begyndte at arbejde her i Warszawa.
Vand er i symbolikkens verden ofte forbundet med følelser. I Reflects dans l'eau begyndte jeg snart at se det nuancerede billede, jeg havde malet af vand, som et billede på mine følelser. På de følelser, der kreerer harmoniske kulisser i min tilværelse; på de impulsive og nærværende følelser, der dukker op og kræver megen opmærksomhed - og på de følelser, der ligger gemt dybt nede under vandoverfladen, og som kun anes svagt, hvis man ser dem i det oplysende månelys.

2. Hommage a Rameau - hyldest til Rameau
Hommage a Rameau er af Debussy skrevet som en hyldest til en af musikkens store autoriteter: en hyldest til den franske komponist og musikteoretiker Jean-Philippe Rameau (1683-1764), som regnes for at være en af de mest betydningsfulde barok-komponister i Frankrig. Det er en hyldest til en af den franske musikhistories største autoriteter. En hyldest til kongen af den franske musik.

Da jeg ankom til Fryderyk Chopin Universiy of Music, var en af de første personer, jeg lagde mærke til, en cellist, som altid skulede lidt ondt til mig. Jeg mærkede tydeligt hendes utilpashed over min indtrængen på hendes territorium. Signalerne var muligvis ikke så stærke, men et udseende, der understregede hendes ubehagelige skulen med en stor krop, langt og fladt mørkt hår, mørke, hængende øjne kunne jeg ikke lade være med at give hende en rolle i mit eventyr som den onde cellist. Hun blev for mig et symbol på den tavse og diskrete signalering af underspillede magtkampe, som så tit finder sted mellem kvinder; noget, som jeg tog stor afstand fra - men som jeg også kunne genkende et sted dybt inde i min egen kvindelig natur, hvad enten jeg ville kendes ved det eller ej. Et eller andet sted i det kvindelige væsen bor den onde dronning, som hver dag beder sit tryllespejl om at give udtryk for hendes uovertrufne skønhed, og som vil kæmpe med næb og kløer for at forblive ubesejret.
Da jeg skulle vælge lærer på Fryderyk Chopin Universiy of Music, besluttede jeg mig for at konfrontere min frygt for kvindelige autoriteter. Jeg valgte klaverprofessor Kawalla som lærerinde - og det viste sig at være intet mindre end fantastisk. Hun er noget helt for sig. Til trods for sin lille skikkelse optræder hun altid med enorm autoritet og værdighed. Når hun taler, der det som om, at guldet flyder ud af munden på hende. Hvert eneste ord er velovervejet, og hun er aldrig forhastet i sin tale. Med løftet pande, majestætisk gang og stolt holdning, blide, kærlige øjne og en fast autoritet ser jeg hende for mig som den gode dronning i mit eventyr. I Hommage a Rameau ser jeg for mig, hvordan hun skridt for skridt bevæger sig smukt og værdigt gennem sit prægtige palads:
I begyndelsen af satsen gør dronningen sin entré. De første takter består af enkle, unisone fraser. Og da Kawalla bad mig om at "løfte" klangen i netop disse takter ved at give højre hånd lidt mere kulør end venstre, kunne det ikke være anderledes; når dronningen gør sin entré, bærer hun jo hagen højt og løfter stolt blikket ud mod den scene, der venter hende.  Melodierne er dronningens blide, syngende replikker, og afsluttes altid med ro og værdighed. Da den gode dronning fortalte, at jeg skulle spille satsens midterdel, som var det et billede af store, tunge søjler, prydet med de smukkeste arabesquer og andre udsmykninger, så jeg igen hendes slot for mig. Jeg forestillede mig de store, smukke søjler, der knejsende bærer de høje lofte af gyldent marmor, imellem hvilke der voksede de smukkeste blomsterranker og krybende vedbend med forgyldte blade. Mellem disse enorme søjler og skønne udsmykninger gør dronningen sin kulminerende entre med ynde og værdighed - og tager sig lige præcis den tid, hun skal bruge. Michelangeli fortryller igen:

Hommage a Rameau vækker genklang i mig som en hyldest til autoriteter. Ikke bare min klaverprofessor, men i høj grad til kvindelige autoriteter i det hele taget, og især til den største kvindelige autoritet, jeg nogensinde har haft i mit liv: min mor. Hommage a Rameau bringer med sine majestætiske, bløde klange minderne om min mor frem i mig. Det er et gensyn med den kvinde, der gjorde det vanskeligt for mig nogensinde igen at forholde mig til kvindelige autoriteter. Og hvor meget jeg end forsøger at leve uden at tænke på den kærlighed, jeg savnede som barn, ved jeg, at jeg vil gå i graven med et stort savn efter følelsen af tryghed og kærlighed i en familie.
Netop sideløbende med mit arbejde med Hommage a Rameau, gik vi i pædagogik-timerne på konservatoriet i dybden med forældre-barn relationer. Vores lærerinde underviste os i, hvor uerstattelige forældrene er i de tidlige år af menneskelivet, og hvordan de savn og svigt, man oplevede i forhold til sine forældre, altid på en eller anden måde vil forblive i sindet. De kan skjules ganske godt, vel at mærke - men de vil altid blive ved med at påvirke den måde, man opfatter sin omverden og sig selv på. Disse timer var frygtelige for mig. Jeg var hele tiden ved at bryde ud i gråd. Min lærerinde gravede i den aller mørkeste afkrog af min sjæl. Hun gravede netop dér, hvor jeg havde forsøgt at gemme alt det væk, som jeg ikke kunne ændre på, og derfor så længe havde forsøgt at fortrænge. Timerne var en voldsom konfrontation med mine fortrængte savn. På samme måde blev Hommage a Rameau en voldsom konfrontation. For Hommage a Rameau udviklede sig til at blive en hyldest til den mor, jeg altid vil savne.

3. Movement. Bevægelse.
Da jeg spillede denne utrolig spændende sats for min professor, bad hun mig om at tænke på bevægelsen som noget stærkt sombolsk. Det, Debussy havde noteret i teksten, var ikke bare en masse hurtige toner, hvorimellem fingrene skulle løbe over stok og sten. Det var bevægelse. Et billede på bevægelsen omkring os, bevægelsen mellem os - og  bevægelsen inde i os. Alting er i bevægelse hele tiden, alting forandrer sig. Hun citerede følgende citat af Heraklit (535-475 f.v.t.) for mig:

“Ingen mand træder nogensinde i den samme flod to gange, 

for det er aldrig den samme flod, og det er aldrig den samme mand." 

Resten af dagen tænkte jeg over denne bevægelse og disse ord, og prøvede at få dem til at give konkret mening for mig i Movement. Og pludselig faldt brikkerne på plads. Movement er et symbol for at bevæge sig fra et sted til et andet - et symbol for udvikling. Og Heraklits ord er netop en beskrivelse af, hvordan denne bevægelse udvikler os. Hvordan vi hele tiden forandrer os, og tager alt, hvad vi oplever, med os til det næste øjeblik af vores tilværelse. I mit eventyr blev Movement et symbol for min egen udvikling. Jeg bevæger mig, og det er vanvittigt udfordrende, præcis som klaverstykket er det, men på den anden side af det hårde arbejde vil jeg være nået til et nyt stadie i min udvikling - og jeg vil ikke længere være helt den samme, som før. På samme måde vil Reflects dans l'eau og alle de følelser, der ligger i vandspejlet, ændre sig lidt for hver eneste gang, jeg spiller den.

Gennem  min ensomme tilværelse på konservatoriet mærkede jeg, hvordan især én person viste mig oprigtig interesse: Ridderen. Han gjorde altid med sin stærke, venlige udstråling et bravt forsøg på at trænge igennem tjørnehækken, vække Tornerose, og finde ud af, hvem den mystiske enspænder var.
Første gang, vi talte sammen, var den dag, jeg skulle have min første time med professor Kawalla. Jeg havde ofte set ham øve på gangene, og her stod han så igen, i sin ranke skikkelse og øvede på Tchaikovskijs violinkoncert et par meter fra mig. Han var uden tvivl den dygtigtse violinist, jeg havde hørt øve på konservatoriet. Og så mindede han mig utrolig meget om de romantiske, polske helte på hesteryg, jeg som barn havde set Juliusz Kossaks (1824-1899) malerier af i mine forældres kunstbøger. Men dén dag overraskede han mig virkelig med sin musikalitet, sit talent og sit væsen. Jeg havde altid haft store vanskelligheder med at høre violinister øve på netop denne koncert, da det var det musikstykke, som jeg var stærkest følelsesmæssigt forbundet til. Som barn ønskede jeg mig at spille violin, men blev givet til klaveret i stedet for. Tchaikovskijs violinkoncert var det værk, jeg mest af alt ønskede at spille. Jeg ejede som barn en CD med en ukendt indspilning af koncerten, og det var nok ikke den bedste, man kunne støve frem, men jeg hørte den utrætteligt. Hver gang jeg følte mig ulykkelig eller alene, satte jeg altid CD'en på mit anlæg, skruede op for lyden og satte mig til rette ved radiatoren i mit værelse. Siden da kunne ingen violinists udførelse af koncerten måle sig med denne ukendte indspilning for mig. Men som jeg sad dér og ventede nervøst på mit møde med professoren, blæste Ridderen mig omkuld med sine fortryllende toner. Jeg forsøgte at forholde mig neutral, men kunne ikke lade være med at vende blikket mod ham hele tiden i forundring over det, jeg oplevede. Han lagde mærke til min reaktion, og spurgte mig friskt og venligt: "Synes du, jeg spiller jeg falsk?". Meget forvirret over hans henvendelse begyndte jeg straks at udbryde "nej, nej - overhovedet ikke!", og forsøgte igen at koncentrere mig om noderne af Images, som jeg sad med i skødet. Men så let slap jeg ikke. Han kom venligt og prøvende hen mod mig, sagde, at han ofte havde set mig, men ikke vidste, hvem jeg var, og præsenterede sig. Navnet glemte jeg, og har aldrig fået det at vide igen, men i mit eventyr blev han bare ved med at være Ridderen. Siden da hilste han altid hjerteligt på mig, når han så mig på gangene, og selvom jeg har været utrolig vanskelig at komme i kontakt med, blev han ved med at vise sin venlighed og åbenhed, hver gang han så mig.
For nylig gik der et par uger, hvor jeg ikke så ham, og da gik det virkelig op for mig, hvor meget tilstedeværelsen af hans venlighed havde betydet for mig midt i mine bestræbelser for at følge skolegangen og passe min øvning på konservatoriet. Og det gik op for mig, at Ridderen var blevet et symbol for alle de mennesker, der havde vist mig venlighed og kærlighed, når jeg havde haft brug for det gennem tiden. Hver gang jeg havde haft brug for nogens hjælp, var det kommet en frelsende engel som sendt fra himmelen og støttet mig. Og skønt jeg ikke havde opfattet mit behov for denne venlighed før, gik det nu op for mig, hvor meget det havde betydet for mit velbefindende at få de daglige smil fra en person, som jeg mærkede, kun ville mig det godt. Den slags folk, som står ved ens side, måske endda uden selv at vide det, når man står ansigt til ansigt med svære forhindringer og stærke udfordringer. Den slags folk, som hjælper én på livets lange udviklingsvej.

*

Jeg er midt i den hårdeste udvikling, jeg har oplevet meget længe, og den grå, polske vinter vil gøre mig selskab på denne eventyrlige rejse i to lange og intense måneder endnu. Inden jeg tog afsted, var jeg overbevist om, at det ville være passende for mig kun at være på udveksling i et semester, da jeg tænkte, at jeg ville blive vanvittig af at blive så konfronteret i et helt år. Selvom jeg slet ikke vidste, hvad jeg talte om, havde jeg ret. Jeg tror, at 5 måneder er lige præcis den tid, jeg skal bruge her i Warszawa, før jeg kan fuldføre mine udfordringer, udvikle mig til et nyt og rigere menneske og afslutte mit polske eventyr.  

Hvor jeg dog glæder mig til at komme hjem!