Den stilfærdige rejse

I øjeblikket befinder jeg mig et utrolig smukt og spændende sted i verden - i Warszawa. En fantastisk by fyldt med forunderlige kontraster. En by, der udstråler historiens tyngde af 2. verdenskrig, hvor store dele blev jævnet med jorden, hvorefter præcise kopier af de gamle bydele blev bygget op igen. Hvor kommunistiske bygninger med skudhuller i cementen står side om side med nye, moderne erhvervskontorer og smukke palæer. Hvor folkene udstråler historiens tragedie  i de alvorlige miner, men samtidig viser den største gæstfrihed og høflighed, jeg nogensinde har mødt. Og hvor de stolte polakker har smykket byen med kærlige hilsner til Chopin, deres kunstneriske flagskib - og folkehelt. Hvor selv lufthavnen er opkaldt efter den romantiske komponist, og hvor bænke i byens gader afspiller nogle af hans små klaverstykker, når man sætter sig på dem.

Her skal jeg være det næste semester, mens jeg er udvekslingsstuderende på Fryderyk Chopin University of Music. Hvilket mere fabelagtigt sted kunne man befinde sig, når man ønsker at fordybe sig i den romantiske musiks rødder - og sine egne, hvis man som jeg har "Chopin i blodet" og et polsk statsborgerskab.

Jeg har altid været meget fascineret af menneskelige relationer og uden tøven kastet mig ud i alverdens eventyr med spændende mennesker, og gennem min udadvendthed følt, at min sjæl fik stillet sin store sult for udvikling. På samtlige rejser, kurser og master classes rundt om i ind- og udland  blussede min søgen efter at udforske nye relationer voldsomt op, og hver gang har jeg oplevet meget intense og dybe forbindelser med nye bekendte. Jeg har opfattet dette træk som en helt central del af mit væsen siden mine tidlige teenage-år, men for første gang mærker jeg nu at noget er forandret. Eller måske er det først nu, jeg for alvor mærker det, der har været på vej, siden jeg begyndte min yoga-rejse sidste år. Fra altid at have interesseret mig for at udforske verden udadtil, føler jeg mig nu utrolig mættet af oplevelser med nye relationer. Jeg føler derimod en stor trang til at nære de relationer, jeg har været med til at bygge op med de fantastiske mennesker, der er i mit liv nu. Min søgen har vendt sig indad. Mine dage er fyldt med ro, eftertanke og fordybelse i det, jeg bruger mit liv på nu. Min musik, min yoga, min kost, min hvile - min hverdag. Det ser ikke ud af meget, og havde jeg været dette sted i verden for bare 3 år siden, havde min tilgang til livet været meget anderledes. Nu føler jeg mig utrolig anderledes og lidt gammel, når mine nye polske bekendte prøver at få mig med ud til drinks og dans, mens jeg hellere bare vil være hjemme, høre smuk musik, som vækker genklang i mit stille sind, og udforske min krop og mit sind på yoga-måtten i det bløde, varme skær af et stearinlys, og nyde de smukke, vidunderlige mennesker,  jeg er så uendelig lykkelig for at leve dette liv sammen med - om ikke andet i tanken, når de befinder sig omkring 1000 km fra mig.

Måske er det netop den fysiske ustabilitet omkring mig, der for alvor giver mig mulighed for at mærke, hvor meget der har forandret sig i mig på det sidste. Kort inden jeg rejste, fortalte nogle af mine venner på konservatoriet i København mig, at de syntes at kunne mærke en tydelig forskel på mig efter yogaen havde fået sin plads i mit liv. Forskellene var både fysiske og psykiske: min holdning var blevet anderledes, min krop stærkere og mere harmonisk; jeg hvilede meget mere i mig selv og havde en roligere og mere stabil tilgang til min omverden. Men jeg forstod ikke rigtig, hvad de mente, selvom jeg tydeligt mærkede visse kropslige forskelle.

Først nu, når alt omkring mig er nyt, og jeg for alvor får mulighed for at knytte mig til det eneste, jeg kender - mig selv - går det op for mig, hvad de måske mente. Måske også fordi udviklingen har fået lov til at komme langt mere til udtryk nu, hvor jeg har fået en fast, privat base, hvor jeg netop kan høre den musik, tænde de lys og være alene på mit flyvende tæppe. Det flyvende tæppe, som har taget mig med på nye eventyr til en verden inde i mig. Og det smitter af på alt, hvad jeg gør.

Min øvning ved klaveret har ændret sig markant efter mit møde med yogaen. Jeg behøver aldrig at tage smertestillende for at bedøve nakkespændinger, håndledssmerter og hovedpine længere, og derudover mærker jeg alt på en helt anderledes måde end før. Jeg er langt mere tilstede i min øvning, end jeg før har været, og mærker nu også straks, når jeg arbejder godt, samt når jeg har opbrugt min koncentration, og nu kun udøver vold mod musikken i et velment men lettere blokerende ønske om at fortsætte studierne og blive dygtigere. Min øvetid er i øjeblikket ikke så lang, som den tidligere har været, med ikke desto mindre er tiden ved klaveret nu så fuld af detaljer, nuancer, kærlighed og solidt håndværk, og jeg mærker fra inderst til yderst, hvordan jeg aldrig har været mere i kontakt med musikken, instrumentet og min indlæringsevne, end jeg er nu.

Hjemvendt fra disse fantastiske stunder af fordybelse, tilstedeværelse og kærlighed på konservatoriet fortsætter min stilfærdige menneskelige og musikalske rejse hver aften i stearinlysets skær på mit flyvende tæppe til musik, der vækker genklang med mit inderste. Musik, der aldrig har givet så meget mening for mig, som det gør nu - og som gang på gang kan fylde mine øjne med tårer af kærlighed og lykke over at være til.

Når dansende stjerner fødes

Som barn var jeg meget betaget af skønlitterære fortællinger og historier. Men der gik ikke længe, før jeg så mig utilfreds med de typiske børnehistoriers lykkelige slutninger og i stedet fik et særligt forhold til de fortællinger, der brugte andre dele af det følelsesmæssige spektrum som credo.

Længslen efter den følelsesmæssige udfordring har aldrig forladt mig siden. Jeg frygter den og drages af den - og jeg kan ikke undgå at lade mig forføre af den, bevidst eller ubevidst, når den finder mig, og når jeg finder den.  
Ofte har man hørt om mennesker, hvis mål i livet er at blive lykkelige, både i eventyr og i virkeligheden. Men da min opfattelse er, at lykken aldrig vil være konstant, vil man med dette mål for øje savne lykken, når den ikke er tilstede - og derved glemme at sætte pris på de andre vidunderlige følelser, vi som mennesker har muligheden for at opleve. Følelser, som desuden vil forstærke følelsen af lykke, når den så endelig er tilstede i vores liv.
Mit mål i livet er at udforske verden - både den verden, der findes omkring mit væsen, og den verden, der er i mig. Mit ønske er at udforske alle afkroge af mit eget følelsesmæssige spektrum, og det spektrum af følelser og stemninger, der findes i verden omkring mig.
Da jeg cyklede ind på konservatoriet i solens spæde stråler i morges, meldte dagens mantra sig i mine tanker: Jeg er følelsesmæssigt udfordret - derfor er jeg! 

Jeg drages af musik, kunst og legender, der udtrykker et sammenstød og dermed en forening af harmoni og disharmoni; et sammenstød og forening mellem det bløde og det hårde, det gode og det onde, det lykkelige og det ulykkelige. Sammenspillet mellem det grimme, skærende og sårende, og det bløde, kærlige og helende. For når det forenes, bliver det til noget udefinerbart - og noget, der er større og stærkere end de to stemninger, følelser eller udtryk, både hver for sig og tilsammen.

Jeg har på det seneste ofte tænkt på en historie, jeg læste som barn, og som jeg siden aldrig har glemt. Detaljerne er mig uklare, men fortællingen handler om en ung mand, der forelsker sig i en pige, som på ulykkelig vis forhekses og forvandles til en bæk. Af længselsfuld kærlighed til hende forvandler hans sig til en poppel ved bækkens bred, med rødderne i vandet, for altid at være forenet med hende. Denne tragedie rørte mig dybt - både på grund af den stærke, smukke kærlighed, der bandt de to mennesker sammen, men også af den ubærlige længsel og dernæst ofringen af livet, der måtte til, for at de kunne være sammen. Historien gjorde særligt indtryk på mig gennem foreningen mellem disse følelser og tilstande, og ved at give plads til både lykke og ulykke - til kærlig forening og sorgfuld længsel. Til liv og død.

Følelsen af længsel er en forening mellem to tilstande - en tilstand af ensomhed eller tomhed, og en tilstand af tosomhed med den eller det, man længes efter. På magisk vis kan foreningen mellem disse to tilstande skabe en følelse, der er langt stærkere end de to tilstande.
Endnu en gang må jeg inddrage den russiske klaverlegende, Sviatoslav Richters (1915-1997) indspildning af  Rachmaninovs preludium for soloklaver Op. 23 nr. 4 i D dur. Dette værk er noget af det smukkeste kunstneriske udtryk, jeg endnu har mødt, netop fordi det for mig er et manifest af længsel. Foreningen mellem ensomhed og tosomhed. Tilstanden af forening, der gør længslen uendeligt smuk i sig selv.

Ligeledes oplever jeg Schumanns (1810-1856) klaverkvartet op. 47 i dur, 3.sats som et uendeligt smukt manifest af en forening mellem en svunden tid og et nu, hvor man længselsfuldt vender blikket tilbage mod noget der var, som ikke er mere. Jeg drages af Schumanns ubeskriveligt udtryksfulde melodi med den smukke forening af sørgmodige, små, nedadgående intervaller og store, håbefulde, opadgående septimspring, der altid forløses nedad til en sekst - til kærlighedsintervallet, som giver et indtryk af en kærlig, lys og varm erindring:

I denne fantastiske sats føler jeg mig båret igennem en følelsesmæssig rejse - både i musikkens tid, og den tid, der i min egen tilværelse ressonerer med Schumanns fortælling af stemninger og følelsestilstande. Musikken minder mig om øjeblikke med stor kærlighed og hengivenhed, og samtidig henfører den mig til tider med stor sorg, længsel og sårbarhed. De to modsætninger mødes, forstærker hinanden og blomstrer sammen op til at være et kunstværk, der kan røre menneskesjælen langt dybere end hvis de blev fremlagt og fremkaldt alene.
 
En fødsel er i min optik ligeledes en forening, der skaber noget, der er langt større og stærkere, end det, der forenes. Når muligheden for det vidunderlige og guddommelige i tilblivelsen af det nye liv møder risikoen for det tragiske i dødsfald og sorg, skabes der noget, der er langt større end livet og døden: foreningen af livet og døden.
Når Friedrich Nietzsche (1844-1900) i sit berømte værk, Also sprach Zarathustra (1885), udtrykker den berømte sætning: "Man muss noch Chaos in sich haben, um einen tanzenden Stern gebären zu können", vækker det genklang i mig. Det er for mig det smukkeste og mest poetiske udtryk af den nødvendige forening af kaos og kosmos, der må eksistere, for at kunne skabe noget, der er større.

Jeg er evigt taknemmelig for at omgås mennesker og musik, der minder mig om, hvor vigtigt det er at opleve alle aspekter af sit følelsesspektrum, være i dem, lade dem spire, blomstre og gro. Lade følelserne mødes, stemninger forenes, og give plads til komplementære sammenstød og sammenfletninger. Ikke kun søge efter styrke og lykke, men hilse sorg velkommen, og huske på, at der ud af sårbarhed kan blomstre nye, smukke eksistenser. Nye muligheder. Huske på, at man af og til må have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne.

Variationer over et tema af Verlaine

Forleden kom en sangerinde til mig med noderne til Spleen af den franske komponist Gabriel Faure (1845-1924). Sangen er skrevet til digtet "Il pleure dans mon coeur" af den franske digter Paul Verlaine (1844-1896). Jeg blev straks forelsket i den smukke og uendelig triste tekst om den uforklarlige sorg i det regnfulde gråvejr, den smukke sangstemme og de fantastiske regndråbe-lignende klange i klaveret.

Il pleure dans mon coeur

Comme il pleut sur la ville.

Quelle est cette langeur

Qui pénêtre mon coeur?

O bruit doux de la pluie

Par terre et sur le toits!

Pour un coeur qui s'ennuie,

O le chant de la pluie!

Il Pleure sans raison

Dans ce coeur qui s'écoeure.

Quoi! Nulle trahison?

Ce deuil est sans raison.

C'est bien la pire peine

De ne savoir pourquoi,

Sans amour et sans haine,

Mon coeur a tant de peine.

Jeg opfattede musikken som et helt fantastisk manifest af den stemning, Verlaine beskriver i digtet. Kølig, grå, enkel og sørgmodig. Mystisk, uforklarlig - og alligevel højst genkendelig. De smukkeste, melankolske harmonier gør deres for at fuldende scenariet.

Når jeg hører stykket, kan jeg ikke undgå at forestille mig scenariet med den uforklarligt sørgmodige kvinde, der sidder i sin vindueskarm i Paris og kigger ud på gaden, mens regnen blidt pludrer mod ruden.

Dagen efter finder jeg ud af, at Claude Debussy (1862-1918) også har lavet en sang over samme digt - og jeg må nu stille spørgsmålstegn ved min opfattelse af Faureś udgaves fuldkommenhed, da jeg hører et ganske og aldeles anderledes bud på en musikalsk genklang af digtet:

Denne sang viser også elementer af melankoli og sørgmodighed - men indeholder langt flere lyspunkter med de mange åbne og varme durklange samt den yderst melodiske og næsten improvisatoriske sangstemme med de karakteristiske store, håbefulde intervalspring.

Hvor er det vidunderligt, at to fænomenale, franske komponister har givet hver deres vidunderlige bud på en musikalsk forankring af Verlaines smukke digt. Det er et fantastisk bevis for, hvor forskelligt man kan fortolke en litterær tekst - hvor forskelligt man kan opleve stemninger, og hvor utrolig meget af dette man på helt særlig vis kan udtrykke gennem musikkens sprog; sproget, der er mystisk, uforklarligt - og alligevel højst genkendeligt.

At dø i dur

"Man kan ikke dø i dur", udbrød min lærer i musikteori og analyse meget bestemt engang i løbet af mit første år på konservatoriet, da snakken i en undervisningstime faldt på musikhistoriens skildringer af døden.
Hans ord gjorde stort indtryk på mig - men vakte ikke just genklang i mine tanker. Hvorfor skulle man ikke kunne dø i dur? Skal døden altid skildres ubetinget sørgelig og tragisk? Er det ikke ligeså smukt og accepteret at forlade denne verden til lyden af åbne, varme og involverende durklange?

Der findes utallige eksempler på musikalske dødsskildringer i mol-tonearter. Men skildringen findes  også, om end i beskedent antal, i dur; fx i satsen Im Paradisum fra Faurés Requiem (Gabriel Fauré: 1845-1924). Værket som helhed finder sit udgangspunkt i d-mol, men Im Paradisum, som er den sidste af værkets 7 satser, står i D dur, og får derved hele oplevelsen af døden til at forløses i de smukkeste og varmeste, åbne og rene dur-klange:

Som titlen på satsen - og teksten, som er angivet og oversat nedenfor - fastslår, handler denne sats om den afdødes ankomst til himmeriget:

In paradisum deducant te angeli, in tuo adventu suscipiant te martyres, et perducant te in civitatem sanctam Jerusalem.		"Må englene føre dig til paradis, og må martyrerne modtage dig og føre dig til den hellige stad Jerusalem."
Chorus angelorum te suscipiat, et cum Lazaro quondam paupere aeternam habeas requiem.		"Må englenes kor modtage dig, og må du finde evig hvile sammen  med den engang fattige Lazarus."

Dette er nok et af musikhistoriens smukkeste eksempler på en dødsrejses musikalske afslutning i dur-klange. En rejse, hvor sangernes lyse klange vækker associationer om enklekor i himmeriget, og en rejse, der - efter den naturlige og uundgåelige sorg - trods alt giver de efterladte lov til at opleve afviklingen af den afdødes tilværelse i denne verden som en smuk forening med den guddommelige, evige hvile.

Når mine tanker kredser i disse baner, kan jeg ikke undgå at tænke på det værk, jeg selv gerne vil høre som det sidste, inden jeg forlader denne verden: Rachmaninovs preludium for soloklaver Op. 23 nr. 4 - også i D dur (Sergei Rachmaninov: 1873-1943). Her findes stykket indspillet af den russiske klaverlegende, Sviatoslav Richter (1915-1997):

Dette lille og yderst værdifulde værk har ganske vist en noget anden og mere melankolsk grundstemning og -klang, men er skabt ud fra det samme tonale materiale som Im Paradisum, og indeholder derfor mange lignende åbne, afklarende og varme klange. Det er klange, der kan opleves som både trygge og fyldt med umiddelbar og ren kærlighed, men som samtidigt i al deres enkelhed understreger livets sorger og savn. Klange, der på helt særlig vis kan indramme det smukke, simple og tragiske - og gå lige i hjertet. Helt uden omsvøb. 

Introduktion til det kunstneriske studie

Da jeg var til et møde hos Hovedstadens Røde Kors om socialpsykiatri tidligere på ugen, havnede jeg i et miljø med klar overvægt af medicin- og psykologistuderende samt andre spændende mennesker fra universiteterne, for hvem musikkens verden var eksotisk og spændende. Jeg blev derfor i pausen spurgt grundigt ud om uddannelsen på musikkonservatoriet og livet som musikaspirant, og de blev introduceret til en verden, som var meget anderledes end deres egen. Det blev til et spændende møde mellem to kulturer.

Først talte vi om optagelsesprøven. Jeg fortalte, at der på min årgang var 30 pianister, der søgte ind på Det kgl. Danske Musikkonservatorium, og at der var 5, der kom ind. Det lød ikke af noget særligt, kunne jeg hurtigt fornemme. Og det er jo heller ikke noget særligt i forhold til, hvor mange der søger ind på universiteterne - eller på Det Rytmiske Musikkonservatorium i København. Men så kom jeg ind på, at det måske kunne have noget med optagelsesprøven på Det kgl. at gøre: den bestod bl.a. af en  længe forberedt solooptræden på 35-45min. Og så blev øjnene spærret op. Dét var alligevel specielt, og det gik pludselig op for både dem og jeg selv, hvor utrolig meget forberedelse, der skulle til for at blive optaget på konservatoriet i forhold til at sende en ansøgning af sted til Københavns Universitetet, som blev udfyldt på 5 minutter.

Nå, men hvad så med selve uddannelsens indhold og struktur?
Normalt var en bachelor en form for grunduddannelse, mens man specialiserede sig i kandidaten. Jeg fortalte, at man i princippet allerede har specialiseret sig længe inden man starter på konservatoriet - ellers kommer man ikke ind. Og at man således også fra begyndelsens start har et særligt fokus på fx et instrument, men at man på sin bachelor gennemfører de fleste af uddannelsens bifag, som kan siges at give en form for musikalsk "grunduddannelse". På kandidaten får man derfor mere tid til at arbejde med sit instrument eller sin stemme, og derved kunne der tegnes en parallel til universitetsuddannelsen.Var der så slet ikke nogen undervisning i videnskabsteori? Nej. Det kunne jeg ikke prale af at kende noget til. Men konservatoriet hører jo slet ikke under undervisningsministeriet - det hører under kulturministeriet, ligesom det Kgl. Teater. Selvom vi får en kandidatuddannelse, er vi ikke akademikere. Vi er kunstnere.

Hvordan foregår eksaminerne på konservatoriet?
Størtedelen af eksaminerne - i hvert fald de vigtige af dem - foregår som større eller mindre koncerter og optrædener. En bachelor-opgave er ikke en 50-siders rapport, der kan afleveres inden en deadline, hvorefter man overlader censorens oplevelse af projektet fuldstændig til vedkommende. Det er en performance, hvor man selv skal servere sit stof på et sølvfad. Man kan fifle og rette og skrive om i en rapport til man segner, så den bliver, som man vil have det, og herefter kan man aflevere den og "være færdig". På konservatoriet kan man aldrig blive færdig. Da vi uddannes til at optræde, er det dét,  vi skal kunne, når vi forlader institutionen - og det, vi eksamineres i. Om vi så har 10 min. eller en hel kandidatkoncert på ca. 3 kvarter, så vil vi altid blive bedømt på lige præces det, vi kan levere i øjeblikket. Så er alt andet, og alt det, du har gjort før og vil gøre bagefter, fuldstændig lige meget.

Men hvad så med en Ph.d?
Musikkonservatoriets svar på en Ph.D er en solistuddannelse, hvor man får endnu et par års undervisning og vejledning til at udvikle og fordybe sig. Dette vakte ikke stor tilfredshed blandt de nysgerrige. For hvad er en Ph.D uden forskning? Og hertil kunne jeg ikke svare andet end, at man altid - lige fra man begynder at stifte bekendtskab med musik og resten af livet - vil udforske musikkens verden. Livet som musiker er én lang udforskning af musikkens sjæl og væsen.

Herefter kunne de ikke lade være med at smile lidt over min poetiske tilgang til emnet. Men man er vel kunstner.

Kunsten at finde sin kvadratmeter

Her forleden nød min kæreste og jeg en søndag aften med en omgang jazz-jam på La Fontaine.
Det er et fantastisk sted. Småt, rødt, intenst og intimt. Præcis som en rigtig jazzcafé skal være det. Overalt hænger smukke billeder på væggene af musikere, der gennem tiden har sat deres præg på stedet, og giver en helt særlig stemning af tidsmæssig forening med alt det, der har været, og det, der er nu.
Og så er der evig trængsel. Både blandt publikum og på den absurd lille scene, hvor der på magisk vis altid kan blive plads til én mere.
Og som vi sad der med vores kaffe og øl, tæt klemt op og ned af alle de andre besøgende, forstod man, at denne trængsel var så utrolig vigtig for stedets energi. Man forenedes i det lille rum - både fysisk og mentalt - om det behagelige nærvær og den dejlige musik. Musikere, musik og mennesker blev til ét.

Men på scenen opstår naturligvis en helt særlig grad af denne forening. Og det blev så tydeligt i går, at jeg endnu engang undrede mig og blev fascineret over magien mellem de musikere, der virkelig forstår at blive ét med hinanden. De folk, der formår at dele puls og plads. At finde sin kvadratmeter, både på scenen og i musikken. Det kræver naturligvis noget helt særligt - ikke mindst den rette kemi og musikalske forståelse musikerne imellem. Og netop dette bliver for alvor skåret ud i pap, når man oplever en jamsession, hvor folkene på scenen hele tiden bliver skiftet ud. Da gøres det virkelig klart, hvem der er på musikalsk bølgelængde med hvem. Om de brikker, musikkerne hver i sær udgør i musikkens puslespil, passer sammen; om de kan udfylde de rette tomrum og samtidigt kende deres begrænsninger. 

Magien opstod denne aften én gang. Brikkerne faldt på plads. Fire musikere fandt hinanden og deres kvadratmeter. Musikken flød fuldstændig ubesværet igennem dem og ud i rummet, da alle forstod hinandens sprog og plads. Det så mere eller mindre sådan ud:

Rammerne udviskedes, og de blev til ét.

En oplevelse med musikmeditation

I sidste uge medvirkede jeg i en session med den fantastiske yogainstruktør Mathias From.
Temaet for denne session var det andet chakra, Svadhisthana (som fysisk især knytter sig til kønsorganerne og har betydning for sanselighed, intuition, kreativitet og lystfølelse), og vi havde derfor brugt det meste af timen på at være i stillinger, der skulle stimulere netop dette chakra.
Det særlige ved denne session var imidlertid, at der indgik en musikmeditation, hvilket jeg aldrig havde prøvet før. Og jeg må indrømme, at mine forventninger var meget små. Jeg var alvorligt bange for, at min gang på musikkonservatoriet ville have ødelagt min evne til at sætte pris på den simple newage-musik, jeg forventede, at han ville sætte på, og regnede derfor ikke just med nogen stor oplevelse. Jeg var derimod temmelig sikker på, at jeg ville blive lettere irriteret over kvaliteten af musikken og måske endda komme til at føle, at den gjorde mere skade end gavn.
Men det blev en oplevelse, jeg sent vil glemme.

"Musikken vil være relativt høj", varslede han, lige inden han tændte for anlægget. Vi sidder alle afventende i skrædderstilling eller lotus. Og jeg skal love for, at den var høj. Ikke bare i form af volumen, men især i kraft af dens ekstreme intensitet. Musikken var voldsom og agressiv, fyldt med dybe, vibrerende lyde af både instrumenter og stemmer, og hele tiden bankede en heftig puls, spillet på meget store, dybe trommer. Musikken skabte næsten med det samme en stor uro i både sind og krop på mig - jeg blev ligefrem grebet af frygt.
Så slukkedes lyset i salen pludselig. Alt var mørkt - salen, musikken, stemningen - og så pludselig aner jeg en lille lyskugle ud for mit underliv. Som en lille stjerne, der hænger i luften lidt under min navle. Denne stjerne bliver hængende under næsten hele forløbet, overraskende klar.
Jeg ser en af mine bedste veninder for mig. Jeg ser hende, fordi jeg så utrolig gerne ville have delt denne oplevelse med hende - fordi jeg er sikker på, at hun ville have fået noget helt særligt ud af dette mystiske foretagende. Og fordi jeg savner hende.
Pludselig føler jeg, at jeg vokser. Det er som om min krop forstørres - som om den pustes op som en stor ballon nedefra. Da jeg løfter nakken en lille smule, forstærkes følelsen enormt meget.
Herfra mærker jeg en stigende grad af kontakt med min venstre kropsdel. Jeg kommer mere og mere i kontakt med min venstre del, mens jeg distancerer mig mere og mere fra den højre side. på et tidspunkt ser og mærker jeg en meget tydelig, sort streg, der går lige ned gennem min centerlinje og understreger kontrasten af fornemmelsen for de to sider. Fokus flyttes langsomt fra kroppen op til hovedet, og lige med et føler jeg en voldsom overvægt i min højre halvdel af hovedet. Overbalancen bliver så stor, at jeg af frygt for at vælte må støtte mig på min højre arm og flytte lidt frem og tilbage på min krop, før jeg igen finder balancen.
Musikken pumper videre med sine yderst skræmmende vibrationer. Jeg føler mig dybt udsat og sårbar på grund af den agressive musik. Sårbarheden når sit højeste, da jeg føler, at jeg når som helst kunne blive slået i hovedet af en forbipasserende, uden at det ville overraske mig det mindste. På et tidspunkt må jeg rykke nervæst på mig, da jeg forestiller mig at Mathias står lidt til venstre for mig og bare står klar til at give mig et slag på siden af hovedet.
Musikken pumper og pumper. Stille og roligt tvinger jeg mig selv til at acceptere dens tilstedeværelse. Og lige i det øjeblik, det begynder at lykkes, fader musikken meget langsomt, men sikkert, ud. I takt med at musikkens volumen og intensitet falder, føler jeg, at den tager noget af mig med sig, og jeg krummer mig langsomt mere og mere sammen. Det føles nu overraskende nok dybt ubehageligt for mig, at den forsvinder - at den forlader mig.

Da musikken er helt væk, lyset igen tændes i salen og jeg kommer til mig selv, sidder jeg sammenkrummet med tårer strømmende ned af kinderne. Den musik, jeg havde så ringe forventninger til for blot 10 minutter siden, har ramt mig lige på det aller ømmeste sted i min sjæl.