Da jeg en sneklædt decemberdag tog til min sidste klavertime hos min fantastiske klaverprofessor, klaverdronningen på konservatoriet, spurgte hun mig, om jeg tog hjem til Danmark til jul. Jeg havde besluttet mig for ikke at rejse tilbage til København, selvom jeg var blevet tilbudt at holde juleaften hos min fantastiske fløjtepartner Mai's familie i år. Jeg havde besluttet mig for at opleve så meget, jeg overhovedet kunne, under mit ophold i Warszawa; også juletiden. Da dronningen hørte, at jeg ville blive i Polen, inviterede hun mig hjem til sig og sin familie - "for man kan jo ikke være alene juleaften!", som hun værdigt og kærligt understregede. Straks, da det gik op for mig, at hun virkelig havde inviteret mig hjem til sig til jul, dukkede ordene "Jul på slottet" op i mine tanker som bøjet i neon. Det var da et tilbud, jeg ikke kunne tillade mig at afslå! At blive inviteret hjem til dronningens slot en af de helligste og mest betydningsfule dage på året i Polen var mig en kæmpe ære. Så et par dage senere besluttede jeg mig for at ringe til hende og lade bordet fange. Jeg besluttede mig for at teste den polske gæstfrihed - og ikke mindst at tage imod en enestående chance for at komme tættere ind på livet af min legende af en polsk pianistinde.
Da jeg sad i taxaen på vej til min klaverlærers børn, som havde tilbudt at tage mig med fra Warszawa til dronningens hjem i en af de omkringliggende forstæder, mødtes mine hænder foran mit bryst, jeg bøjede mit hoved mod mit hjerte og ønskede, at jeg denne aften ville være en kanal for universets kærlighed. At jeg ville kunne vise de mennesker, jeg aldrig havde mødt før - mennesker, som havde knyttet sig tæt til hinanden gennem generationer af tætte famniliebånd, som talte et andet modersmål en mig, som var vokset op i et andet land, en anden tid og en anden verden end mig - noget af al den glæde, varme og taknemmelighed, jeg følte mig fuld af på denne juledag. Glæde, varme og taknemmelighed over at mennesker, som ikke kendte mig, endnu engang havde inviteret mig ind i deres hjem til hjerternes fest.
Dronningens hjem var utrolig smukt, stilfuldt og fuld af sjæl. Hendes
afdøde mand var en kendt polsk skulptør, og i entréen blev jeg mødt af den
smukkeste, enorme buste af Chopin, omkranset af 2 delikate, eksotisk
blomstrende grene i lange, elegante vaser. Huset var bygget af passion. I
stuen spredte pejsen det varmeste lys i stuen, hvor det smukt
dekorerede juletræ stod i fuld flor og nød sin velfortjente
opmærksomhed.
Det var i sandhed en jul på slottet. Den smukke dronning var den mest fantastiske værtinde, og min mistænksomhed over, hvorvidt jeg nu også virkelig var velkommen, blev gjort voldsomt til skamme.
Jeg blev mødt af så meget åbenhed, gæstfrihed, varme, respekt og åbenhed, og endnu engang blev jeg mindet om de polske juletraditioner, som jeg holder så meget af: Først og fremmest traditionen for, at der altid er dækket op til en uventet gæst, og at alle, som måtte være alene juleaften, er velkomne til at deltage i festlighederne. Derudover elsker jeg, hvordan man inden middagen deler juleoblater og velsignelser med hverandre. Der er så meget venlighed og så mange gode ønsker i luften, når juleselskabet går rundt blandt hinanden, knækker oblater og ønsker hinanden alt det bedste. Og især denne skik gjorde særligt selskab på mig denne jul, da det var min første polske af slagsen, og derfor første gang at jeg fik lov til at være en del af disse velsignelser - oven i købet med folk, som jeg knap eller overhovedet ikke kendte.
Den polske, romantiske ånd var i julestuen på dronningens slot den aften. Og jeg er så uendelig beæret over, at min læremester i romantisk sangbarhed, blødhed, afspændthed, legato, frasering, melodiøsitet, udtryk, intimitet og delikatesse ville give mig denne oplevelse af ægte østeuropæisk varme og hjertelighed.
Noget havde ændret sig dramatisk, efter at jeg havde skrevet mine tanker ned om mit polske eventyr og for alvor set min rejse og mine udfordringer i øjnene. Det var som om, at jeg havde overbevist min krop om, at det, jeg udsatte den for, var alvor. Jeg var trods alt kun halvvejs i mit studieophold i Warszawa. Det var som om, at min krop havde givet efter og accepteret sin geografiske placering. Pludselig begyndte den at gøre alt, hvad den kunne, for at jeg skulle føle mig hjemme; få mig til at hvile i de omgivelser, der var omkring mig her, i stedet for hele tiden at længes hjerteskærende efter de mennesker, jeg var rejst fra i København. Min krop accepterede udfordringen fuldt ud, og foreslog endda, at jeg kunne blive boende her i byen, hvis det skulle være på dén måde. Slå nye rødder, og lade sig forene med de nye omgivelser.
Nina fandt mig et lille yogahold, som jeg begyndte at undervise en gang ugentligt. Genforeningen med undervisningen fyldte mig med fryd, kærlighed og taknemmelighed foruden gensynsglæde med min "egen" vinyasa-inspirerede yoga, som jeg havde undervist i København, og som jeg havde sat til side i Warszawa for at stifte bekendtskab med Astanga. Det var fantastisk for mig at komme helt tæt på mennesker omkring mig igen på den måde, som man gør, når folk hengiver sind og krop til éns undervisning.
Jeg indså, at jeg havde opbrugt min asociale kvote. Jeg kastede mig mere eller mindre fra den ene dag til den anden over mine omgivelser, lavede aftaler med de folk, jeg allerede kendte, og lod mig selv opsøge nye folk ligeså åbent og ligefremt, som jeg før havde gjort. Jeg begyndte for alvor at hilse og sludre med folk jeg mødte på konservatoriet. Når folk henvendte sig til mig, forsøgte jeg ikke længere at slippe udenom dem og forblive i min lille asociale boble.
Jeg begyndte endelig at have prøver med den fantastiske tenor, som min kammermusiklærer fandt til mig i begyndelsen af semesteret, og
som havde været en af de få personer, jeg havde inviteret ind i min
lille, lukkede verden. Han har en vidunderlig, stærk stemme, et
genialt dramatisk udtryk - og er en skøn og nærværende partner. Det gjorde mig utrolig lykkelig at have fundet sporet af et nyt kammermusik-projekt efter at jeg med min ubeskriveligt dejlige fløjte-partner og veninde, Mai, havde spillet koncert med fransk musik for fløjte og klaver i København midt i november.
En dag besluttede min kammermusiklærer bestemte sig for, at jeg også skulle spille polsk musik for violin og klaver. Da han spurgte, om jeg havde nogen venner blandt violinisterne på konservatoriet, tænkte jeg straks på Ridderen, men kunne ikke gøre andet end at ryste på hovedet til hans spørgsmål, for jeg kunne jo ikke engang huske hans navn. Min lærer så lettere forundret på mig, men forsikrede mig om, at han ville forhøre sig blandt sine kolleger og prøve at finde en violinpartner til mig.
Jeg ærgrede mig. Hvis jeg bare i det mindste havde kendt hans navn... Men vi talte jo alligevel aldrig sammen. Det ville virke meget besynderligt, hvis jeg ud af det blå bad ham om at spille med mig, når jeg altid havde forsøgt at holde min afstand. Men ikke desto mindre håbede jeg, at universet måske ved et tilfælde ville få en af violin-professorerne til at foreslå Ridderen, når min lærer endnu engang gik på jagt for mig. Og hvis ikke, så ville det sikkert også være det bedste - så ville jeg lære en ny violinist at kende, og det kunne ikke skade.
Til sidst kunne jeg alligevel ikke vente på skæbnens gang og besluttede mig for at tage sagen i egen hånd.
Den polske kunstner, Juliusz Kossaks (1824-1899) malerier af polske legender og krigshelte gjorde stort indtryk på mig som barn, og Ridderen har altid mindet mig om dem - og her er et af dem, som han minder mig mest om.
Tilfældigvis (eller efter universets meget omhyggelige planlægning) var der studiekoncert for violinisterne den næste dag. Da jeg ikke huskede Ridderens navn, kunne jeg ikke finde ud af, om han overhovedet skulle spille den aften, men jeg besluttede mig for at tage chancen og ofre mig for over 2 timer i selskab med Kreislers virtuose violinværker.
Universet lod mig ikke satse forgæves. Den første, som trådte ind på scenen, var Ridderen.
I pausen stod jeg og talte med en af de andre pianister. Pludselig stod Ridderen ved siden af os, og jeg kastede mig straks over ham med ros for hans levende spil. "Vil du spille med mig?", vovede jeg. Den overraskede Ridder svarede forundret, men smilende ja til mit spørgsmål. Jeg gentog mit spørgsmål for at sikre mig, at han forstod alvoren i min henvendelse. Endnu mere forundret svarede han igen ja, med et endnu større smil, men kiggede nu lidt nervøst på pianisten ved siden af mig, og det gik op for mig, at jeg var i gang med at kapre pianistens partner. Ridderen blev nødt til at forlade os, og pianisten og jeg gik i gang med at le ad med, hvordan vi nu skulle dele vores violinist imellem os.
Så langt, så godt. Nu havde jeg hans navn fra koncertprogrammet. Da jeg kom hjem, gjorde jeg en massiv indsats for at finde kontaktoplysninger på internettet - men der var INTET at komme efter.
Næste dag så jeg ham et par gange, men altid længere væk i en gruppe af folk, som han var meget optaget af at tale med. Til sidst besluttede jeg mig hen ad aftenen for at tage mig sammen. Jeg forlod mit øvelokale og lagde kurs an mod kaffeautomaten. Og igen, efter universets præcise planlægning, stod han netop dér, lige ved kaffemaskinen, talte i telefon, og så akkurat i min retning, da jeg kom til syne i korridoren. Jeg styrede direkte mod ham. Og kaffen. Købte min kaffe, stillede mig ved siden af ham og gjorde det tydeligt, at jeg ville tale med ham. Hvilket jeg så gjorde. Og fik lokket et telefonnummer ud af ham.
Næste dag mødtes vi over en kop kaffe hos Starbucks på hovedgaden.
Aldrig havde jeg oplevet noget lignende. Jeg følte mig vitterligt båret igennem vores kaffe-date. Det var ligesom at sætte sig op på en slæde, blive trukket henover den blødeste, fineste hvide sne. Der var ikke ét tidspunkt, hvor jeg følte mig det mindste utilpas, eller hvor jeg følte, at jeg skulle presse samtaleemner frem for at holde forbindelsen kørende. Ridderen var fantastisk selskab. Og vi besluttede os for at starte med at spille den berømte Legenda af den polske violin-virtuos, Henryk Wieniawski (1835-1880), her spillet af
Konstanty Andrzej Kulka på violin med Andrzej Tatarski ved flyglet:
Jeg begyndte kun at have polsk musik på repertoiret. Jeg begyndte kun at have Polen i tankerne. Jeg begyndte at overveje, om jeg skulle blive.
*
De første måneder i Polen havde jeg tilbragt overvejende i mit eget, stilfærdige selskab, og selv når jeg befandt mig blandt mine mange medstuderende på konservatoriet, gik jeg altid rundt i min egen verden. Men efter min krop havde besluttet sig for at tå mig til at føle mig hjemme i Warszawa, måtte mit sind og mine tanker følge med. Jeg begyndte at bygge en ny tilværelse op - bygge et nyt mentalt tempel, hvor jeg kunne hvile i mig selv OG i mine omgivelser. Bevidst om den sårbarhed, jeg pludselig udsatte mig slev for med en sådan indstilling, begyndte jeg den langsommelige og grundige byggeproces. Jeg måtte med sjæl og krop for alvor acceptere den grund og det fundament, jeg ville bygge på; jeg fandt de smukke og stærke elementer i og omkring mig, som skulle blive til de solide mure omkring min nye base, og begyndte nænsomt at stable det hele op, som skulle jeg bygge et slot af LEGO-klodser.
Få dage efter at jeg havde drukket kaffe med Ridderen, kom han på besøg i mit øvelokale. Han så, at jeg havde skaffet noderne til Legenda, og gik straks ned for at hente sin violin, så vi kunne kaste os ud i vores nye projekt.
Måske var vores møde og vores første musikalske dialoger det mest blottende, jeg havde udsat mig selv for under hele mit ophold i Polen. Siden jeg havde tilbragt så meget tid alene og fundet stor styrke og stabilitet i at hvile i min egen lille verden, var det pludselig uendeligt længe siden, at jeg havde gjort mig så sårbar i et møde med et andet menneske.
Snart stod Ridderen stod klar med sin violin, og jeg begyndte at spille. Efter jeg havde spillet ikke mere end sølle to takter, stoppede Ridderen mig brat op. "Nej, nej, nej... Det skal være piano!" Bum. Der var ingen fingre imellem her. Jeg var chokeret over at blive bremset så hurtigt i første gennemspilning- så chokeret, at jeg slet ikke kunne få tonerne til at hænge sammen, da jeg forsøgte igen. Jeg havde det, som var jeg blevet slået i hovedet med en stegepande. Men ikke desto mindre fik jeg kæmpet mig ovenvande igen og fortsatte lettere tavst prøven med den meget direkte violinist, som fik luftet utrolig mange rettelser i løbet af de 15 minutter, vi brugte sammen i øvelokalet. Nåh, tænkte jeg - det er ikke som at arbejde med min tenor eller mine fantastiske partnere fra København; og måske er det derfor, at jeg aldrig har brudt mig så meget om at arbejde med violinister. Og straks begyndte jeg i tankerne at lægge planer for, hvornår jeg skulle mødes med tenoren igen.
Ridderen flåede godt og grundigt i mig, men alligevel bevarede han på mærkværdig vis sin utrolig venlige og høflige karakter. Og undervejs gik det op for mig, at han måske slet ikke var helt så ubekvem at arbejde med, som jeg først havde fået indtrykket af. Han var bare hudløst ærlig, og havde ikke tænkt sig at spilde et minut af øvetiden. Men så skete der noget. Det gik op for mig, at han bare fortsatte med at bære, præcis som han gjorde, når vi ikke var i øvelokalet; han bar mig igennem den udvikling, der fandt sted mellem vores musikalske udtryk, som langsomt begyndte at smelte sammen. Ridderen forlod øvelokalet med et stort smil, men ikke desto mindre følte jeg, at det tempel, jeg havde forsøgt at bygge, ikke havde været andet end et sølle korthus, som Ridderen havde blæst sønder og sammen. Jeg ærgrede mig over, at mit tempel var så skrøbeligt, og at der skulle så lidt til, før jeg straks begyndte at længes hjerteskærende efter mine vidunderlige venner og kammermusikpartnere i Danmark.
Få dage efter kom han igen med sin smukke violin og ville spille. Og denne gang skete der noget helt særligt. Det gik op for mig, hvor han ville bære mig hen. Den aften var det som om, at to tango-dansere nåede en dybere forståelse og accept af hinandens roller, og derved smeltede sammen til ét levende væsen. Ridderen førte mig igennem musikken som en dansende gentleman; mine harmonier og melodier fik for alvor plads til at blomstre og sno sig som arabesquer, og vi reagerede på hinandens mindste intentioner. Vores instrumenter sang til hinanden og med hinanden, dialogerne svævede i luften, og legenden blev levende imellem os.
En lørdag morgen havde vi vores første time med min kammermusiklærer. Det var en af de smukkeste, stærkeste og mest levende oplevelser, jeg nogensinde har haft med musik og mennesker. Legenden var stærkere og mere tilstede, end jeg havde kunnet forestille mig. Der var så meget kreativitet, spænding, dramatik, øjenkontakt, tilstedeværelse og kærlighed i musikken, og vi reagerede som ét kød på alle de impulser og idéer, min lærer gav os.
"Maria - ved du, hvad legenden handler om?", spurgte min lærer mig. Ja, svarede jeg - det havde min tenor fortalt mig, da han en dag havde set, at jeg havde noderne liggende i øvelokalet. "Det handler om kærlighed!", understregede han, og kastede diskret et nysgerrigt og prøvende blik hen på Ridderen, hvilket jeg virkelig måtte stramme mig an for ikke at komme til at kommentere på eller le ad. Wieniawski skrev legenda til sin kommende hustru, Isabella Hampton - eller rettere til hendes forældre, som ikke anså unge Henryk for at være en passende ægtemand for deres datter. Imidlertid blev de (ifølge fortællingen) så imponerede og bevægede af Legenda, at de besluttede sig for omsider at velsigne de unge elskendes ønske om et ægteskab. Legenda er en ægte polsk skattekiste af store følelser, drama, længsel og håb. Det er et manifest af den legendariske, dramatiske og hjerteskærende længsel efter kærlighed, som kun polakkerne forstår at udtrykke den.
Resten af dagen fløj jeg gennem Warszawas gader. Jeg var lykkelig over, at mit tempel måske slet ikke var helt så skrøbeligt, som det havde virket til i første øjekast. Måske var det i virkeligheden blot blevet stærkere af de udfordringer, Ridderen havde givet det i begyndelsen af vores udviklingsproces. Jeg befandt mig under alle omstændigheder et sted i verden, hvor musikkens legende og min kærlighed til musikken var blevet endnu mere levende for mig.
Da jeg besluttede mig for at studere i Polen, var det i høj grad fordi jeg ønskede at fordybe mig i den østeuropæiske romantik i det klassiske repetroire - nå til en dybere forståelse af, hvilke traditioner, historier og legender, der havde skabt den stil, som jeg holdt så meget af, og som jeg følte mig stærkt forbundet med. Jeg følte mig hjemme i den romantiske musik. Jeg kunne næsten ikke slippe den. Når jeg spillede wienerklassiske sonater af Beethoven (1770-1825) i Danmark, fik jeg at vide, at jeg spillede
musikken, som var den skrevet af Chopin. Ikke desto mindre skulle der komme andre boller på suppen, da jeg kom i audiens hos undervisere, som var forbundet til den polske familie Ekiers stærke Chopin-skole: da jeg kom til Warszawa, fik
jeg at vide, at jeg spillede Chopin, som var det Beethoven.
I går overværede jeg dele af en konkurrence for klaverkoncerter på konservatoriet i Warszawa. Den første deltager, som jeg fik at høre, var en koreansk pige, som spillede den berømte klaverkoncert i A-mol af den norske nationalromantiker, Edward Grieg (1843-1907). Den smukke pianistinde var mig tydeligvis fuldstændig overlegen i de romantiske fortolkninger, som jeg engang havde troet lå naturligt for mig. Havde hun spillet Chopins klaverkoncert i f-mol, ville selv min klaverprofessor være tilfreds med hendes præstation. Ikke desto mindre var det som om, at noget var helt galt. Og i dét øjeblik gik det for alvor op for mig, hvor stor forskel der er på østeuropæisk og skandinavisk nationalromantik.
Nu var det som om, at nogle af brikkerne faldt på plads i mit indre musikalske fortolkningspuslespil. For måske synes polakkerne, at jeg spiller Chopin, som var det Beethoven - men polakkerne spiller Grieg, som var det Dvorak.
Undervejs i den smukke koreaners østeuropæiske fortolkning af Grieg kom jeg til at tænke på den uendeligt smukke, bløde og gyngende serenade for strygere i E dur, op. 22, af den tjekkiske komponist, Antonin Dvořák (1841-1904):
A-mol koncerten af Grieg er ikke en romantisk, østeuropæisk rubato-serenade fra start til slut. I min optik bør den spilles lettere strikt og strømmende - måske kan beskrivelsen "køligt" til tider komme til sin ret. Der er ikke plads til for meget "slinger i valsen" - som i øvrigt er noget af det, der på bedste østeuropæsike, romantiske vis (vel følt og forstået) kan gøre en fortolkning af ovennævnte serenades 2. sats, "Tempo de Valse", til noget ganske ekstraordinært!
Blot fordi man holder tempoet flydende som strømmen i en brusende elv i de norske fjelde, behøver den absolut ikke at være mindre smuk. Tværtimod. I sådanne rammer kan man give musikken en frisk, brusende lethed, som i mine ører karakteriserer meget af den skandinaviske klassiske musik. Som en af mine tidligere klaverlærerinder engang sagde: "Nogle gange vil man så gerne gøre alt muligt, for at gøre musikken smukkere og smukkere. Men til tider skal den bare have lov til at flyde, som vand i en å, uden at blive bremset hele tiden. Så får musikken frihed til at vise sine smukkeste sider frem!"
Sådan opfatter jeg Griegs musik. Som den brusende norske elv, der vildt og køligt, omend kærligt, strømmer gennem de enorme, norske fjelde. Vandets bevægelse får solens stråler til at danse endnu smukkere, vildere og mere nuanceret i vandoverflade, og lader naturens utæmmede skønhed komme til sin fulde ret - side om side med den blide og nænsomme glinsen i vandoverfladen, hvor den vilde elv lader sig forgrene til skjulte bække af stillestående, krystalklart vand.
Om nogen pianist i denne verden kan norske Leif Ove Andsnes få den kølige, brusende vildskab frem i Griegs klaverkoncert, her ledsaget af Bergen Philharmonic Orchestra:
*
Undervejs i koncerten kom til at tænke på, at dele af Griegs (og i det hele taget skandinavisk) musik måske kan sammenlignes med en popsang. En popsang, som holder et fast tempo og aldrig går i stå, men som derved giver de bedst tænkelige rammer til - på smukkeste og mest bevægende vis - at give et stærkt, musikalsk udtryk. Og jeg kom til at tænke på en optagelse af den canadiske singer-songwriter Leonard Cohens (1934-) fantastiske Hallelujah, første gang udgivet på hans album Various Positions fra 1984, her spillet og sunget af det norske firkløver; Espen Lind, Askil Holm, Alejandro Fuentes og Kurt Nilsen:
Vildskaben i Griegs musik er længe væk, men ikke desto mindre strømmer den nordiske flod endnu. Hen over Espen Linds stabile, men bløde og rolige guitarspil får de fire fantastiske stemmer plads og støtte til at udfolde sig frit og følsomt, og sangens skønhed kommer for alvor til sin ret, og strømmen bærer et frit, interessant og intimt musikalsk udtryk frem over sine bløde bølger.
Her i Warszawa er jeg meget alene, og går rundt i min egen verden det meste af dagen. Jeg øver alene i mit øvelokale, og befinder mig ikke på konservatoriet, medmindre jeg enten øver eller har timer, så jeg kender meget få af mine medstuderende. Siden min sambo arbejder hele dagen, er jeg også alene hjemme - med katten, vel at mærke. Hver dag går jeg forbi hundreder af mennesker, men har meget beskeden kontakt med dem. For sådan valgte jeg at leve, da jeg kom herned. Jeg valgte at fordybe mig i min stilfærdige rejse. Og jeg har virkelig nydt at kunne gå rundt blandt folk på den måde. Jeg har nydt bare at være mig, og for alvor udfordre min evne til at hvile i mig selv og til at give plads til, at jeg kan rejse ind i mig selv - og gå på opdagelse. Gå på opdagelse, give plads til udvikling - og til voldsom konfrontation.
Jeg ved, at mange - især på konservatoriet - har studset over, hvem jeg er, og hvorfor jeg altid slentrer rundt alene, uden at synes trist eller ensom. Hun er en rigtig enspænder, tænker de måske. Og ja, jeg lever temmelig ensomt. Men til gengæld har jeg skabt mig eget lille farverige eventyr, som jeg lever i, og som hjælper mig med at forholde mig til min omverden - og til mig selv.
Konservatoriet er mit eventyrland. Mit slot. Jeg bor her ikke, jeg er her bare. Jeg har endda drømt om, hvordan mine eventyrfigurer optræder i og omkring slottet, og hvordan jeg har inviteret dem på the. Men hvad enten slottet er mit eget eller ej, en drøm eller en virkelig projektering, så giver disse historier mig en sublim mulighed for at arbejde med gamle minder, følelser og tanker på en måde, så jeg kan forholde mig mere sikkert og distanceret til dem. Og der er mange skeletter at finde i skabene, når jeg går på opdagelse i det store slots kældre, loftsrum og hemmelige gange.
Alting er altså med andre ord præcis sådan, som jeg ønskede mig, inden jeg tog afsted. For en af mine personlige grunde til at rejse et halvt år til Polen var at opsøge de dele af mig selv, som jeg forbinder med min polske familie, og som jeg på mange måder forsøger at fortrænge. Opsøge mine minder og tanker omkring min mor og min barndom. Opsøge det polske folk, den polske historie og kultur, det polske sprog og den polske musik - for det polske blod løber i mine årer, det løber stærkt, og jeg kan ikke løbe fra det. Jeg tog til Polen for at genopleve glimt af min barndom, og for at genopleve de ting, jeg så længe har gemt langt væk, men som jeg nu følte mig klar til at finde og frem og bearbejde.
*
Jens Elvekjær, min klaverlærer på konservatoriet i København, har altid været lidt af en klaverfar for mig. Jeg ser meget af min relation til min egen far i mit forhold til ham. Jeg har altid haft utrolig stor respekt for min far, og har - som de fleste børn - villet gøre hvad som helst for at bevise mit værd for for ham. Gøre ham stolt. Og som så mange andre også har oplevet det, kan det føles som en kamp mod vindmøller at vinde sin fars anerkendelse. Den samme enorme respekt samt trangen til at bevise mit værd har jeg oplevet i mit forhold til Jens - og til tider også den samme håbløshed, når kampen om at bevise sit værd gang på gang har slået fejl. Ikke desto mindre lod hørte klaverkongen sin datters bønner og lod hende rejse ud i verden, men gav hende 3 opgaver at løse undervejs. Han bad hende om at spille de 3 satser af Debussys (1862-1918) Images, første bind, komponeret i 1904-1905. Billeder.
Jeg var lykkelig over at have fået tilstillet så smuk en udfordring, og da jeg ankom til Polen, gik jeg fuld af entusiasme straks i gang med at arbejde på det projekt, som jeg skulle vise Klaverkongen, når jeg kom hjem. Jeg arbejdede med meget stor fascination og kærlighed til musikken, for den vækkede en helt særlig genklang i mig. En genklang, jeg senere skulle forstå, var en genklang af billeder i både lyse og mørke kroge af mit sind.
1. Reflects dans l'eau. Reflektioner i vand. Reflects dans l'eau er et mesterligt malet billede. Debussy kunne om nogen komponere musik, der ligesom et maleri viser flere lag af og former for tilstedeværelse. Han kreerede på smukkeste vis forskellige lag i musikken med hver sin betydning, klang, og stemning. Der er forgrund, mellemgrund og baggrund - og fragmenter, som høres fjernt, slet skjult af en hvid mystik. Med Reflects dans l'eau begyndte jeg at male. Jeg malede brede laveringer i baggrunden, smukke, store linjer i landskabet, spændende elementer i forgrunden, og mystiske væsener i tågen. Jeg malede kulisserne til mit eventyr.
Her spilles det levende vandspejl af den legendariske, italienske pianist, Auroto Michelangeli (1920-1995):
Hurtigt gik det op for mig, at øvningen på konservatoriet var et mareridt. Det kræver hver dag sin tørn og sine nerver at få tilkæmpet sig et par timer i et øvelokale på konservatoriet. Når det endelig lykkes, vogtes dørene til øvelokalerne, som da føles som skatkamre, af nøgledamerne, som besidder alle nøglerne til konservatoriets lokaler, og som observerer alt, som lægger vejen forbi dem, med øjne så store som thekopper. Og selvom denne kamp er skaber en ubehagelig, mørk stemning, sker der pludselig magiske ting i øvelokalerne, når man endelig er der. For så ønsker man virkelig af hele hjertet at arbejde godt, at udvikle sig, således at man bliver i stand til at skabe den musik, man drømmer om at dele med verden.
Jeg ønskede netop af hele mit hjerte at kunne spille Reflects dans l'eau, så jeg på kunne vise og udtrykke min kærlighed til mit yndlingsmotiv i musikken, nemlig vand. Og meget hurtigt lærte jeg stykket. Aldrig havde jeg arbejdet så godt, som jeg begyndte at arbejde her i Warszawa.
Vand er i symbolikkens verden ofte forbundet med følelser. I Reflects dans l'eau begyndte jeg snart at se det nuancerede billede, jeg havde malet af vand, som et billede på mine følelser. På de følelser, der kreerer harmoniske kulisser i min tilværelse; på de impulsive og nærværende følelser, der dukker op og kræver megen opmærksomhed - og på de følelser, der ligger gemt dybt nede under vandoverfladen, og som kun anes svagt, hvis man ser dem i det oplysende månelys. 2. Hommage a Rameau - hyldest til Rameau Hommage a Rameau er af Debussy skrevet som
en hyldest til en af musikkens store autoriteter: en hyldest til den
franske komponist og musikteoretiker Jean-Philippe Rameau (1683-1764),
som regnes for at være en af de mest betydningsfulde barok-komponister i
Frankrig. Det er en hyldest til en af den franske musikhistories største autoriteter. En hyldest til kongen af den franske musik.
Da jeg ankom til Fryderyk Chopin Universiy of Music, var en af de første personer, jeg lagde mærke til, en cellist, som altid skulede lidt ondt til mig. Jeg mærkede tydeligt hendes utilpashed over min indtrængen på hendes territorium. Signalerne var muligvis ikke så stærke, men et udseende, der understregede hendes ubehagelige skulen med en stor krop, langt og fladt mørkt hår, mørke, hængende øjne kunne jeg ikke lade være med at give hende en rolle i mit eventyr som den onde cellist. Hun blev for mig et symbol på den tavse og diskrete signalering af underspillede magtkampe, som så tit finder sted mellem kvinder; noget, som jeg tog stor afstand fra - men som jeg også kunne genkende et sted dybt inde i min egen kvindelig natur, hvad enten jeg ville kendes ved det eller ej. Et eller andet sted i det kvindelige væsen bor den onde dronning, som hver dag beder sit tryllespejl om at give udtryk for hendes uovertrufne skønhed, og som vil kæmpe med næb og kløer for at forblive ubesejret.
Da jeg skulle vælge lærer på Fryderyk Chopin Universiy of Music, besluttede jeg mig for at konfrontere min frygt for kvindelige autoriteter. Jeg valgte klaverprofessor Kawalla som lærerinde - og det viste sig at være intet mindre end fantastisk. Hun er noget helt for sig. Til trods for sin lille skikkelse optræder hun altid med enorm autoritet og værdighed. Når hun taler, der det som om, at guldet flyder ud af munden på hende. Hvert eneste ord er velovervejet, og hun er aldrig forhastet i sin tale. Med løftet pande, majestætisk gang og stolt holdning, blide, kærlige øjne og en fast autoritet ser jeg hende for mig som den gode dronning i mit eventyr. I Hommage a Rameau ser jeg for mig, hvordan hun skridt for skridt bevæger sig smukt og værdigt gennem sit prægtige palads:
I begyndelsen af satsen gør dronningen sin entré. De første takter består af enkle, unisone fraser. Og da Kawalla bad mig om at "løfte" klangen i netop disse takter ved at give højre hånd lidt mere kulør end venstre, kunne det ikke være anderledes; når dronningen gør sin entré, bærer hun jo hagen højt og løfter stolt blikket ud mod den scene, der venter hende. Melodierne er dronningens blide, syngende replikker, og afsluttes altid med ro og værdighed. Da den gode dronning fortalte, at jeg skulle spille satsens midterdel, som var det et billede af store, tunge søjler, prydet med de smukkeste arabesquer og andre udsmykninger, så jeg igen hendes slot for mig. Jeg forestillede mig de store, smukke søjler, der knejsende bærer de høje lofte af gyldent marmor, imellem hvilke der voksede de smukkeste blomsterranker og krybende vedbend med forgyldte blade. Mellem disse enorme søjler og skønne udsmykninger gør dronningen sin kulminerende entre med ynde og værdighed - og tager sig lige præcis den tid, hun skal bruge. Michelangeli fortryller igen:
Hommage a Rameau vækker genklang i mig som en hyldest til autoriteter. Ikke bare min klaverprofessor, men i høj grad til kvindelige autoriteter i det hele taget, og især til den største kvindelige autoritet, jeg nogensinde har haft i mit liv: min mor. Hommage a Rameau bringer med sine majestætiske, bløde klange minderne om min mor frem i mig. Det er et
gensyn med den kvinde, der gjorde det vanskeligt for mig nogensinde igen
at forholde mig til kvindelige autoriteter. Og hvor meget jeg end
forsøger at leve uden at tænke på den kærlighed, jeg savnede som barn,
ved jeg, at jeg vil gå i graven med et stort savn efter følelsen af tryghed og kærlighed i en familie.
Netop sideløbende med mit arbejde med Hommage a Rameau, gik vi i pædagogik-timerne på konservatoriet i dybden med forældre-barn relationer. Vores lærerinde underviste os i, hvor uerstattelige forældrene er i de tidlige år af menneskelivet, og hvordan de savn og svigt, man oplevede i forhold til sine forældre, altid på en eller anden måde vil forblive i sindet. De kan skjules ganske godt, vel at mærke - men de vil altid blive ved med at påvirke den måde, man opfatter sin omverden og sig selv på. Disse timer var frygtelige for mig. Jeg var hele tiden ved at bryde ud i gråd. Min lærerinde gravede i den aller mørkeste afkrog af min sjæl. Hun gravede netop dér, hvor jeg havde forsøgt at gemme alt det væk, som jeg ikke kunne ændre på, og derfor så længe havde forsøgt at fortrænge. Timerne var en voldsom konfrontation med mine fortrængte savn. På samme måde blev Hommage a Rameau en voldsom konfrontation. For Hommage a Rameau udviklede sig til at blive en hyldest til den mor, jeg altid vil savne.
3. Movement. Bevægelse.
Da jeg spillede denne utrolig spændende sats for min professor, bad hun mig om at tænke på bevægelsen som noget stærkt sombolsk. Det, Debussy havde noteret i teksten, var ikke bare en masse hurtige toner, hvorimellem fingrene skulle løbe over stok og sten. Det var bevægelse. Et billede på bevægelsen omkring os, bevægelsen mellem os - og bevægelsen inde i os. Alting er i bevægelse hele tiden, alting forandrer sig. Hun citerede følgende citat af Heraklit (535-475 f.v.t.) for mig:
“Ingen
mand træder nogensinde i den samme flod to gange,
for det er aldrig den
samme flod, og det er aldrig den samme mand."
Resten af dagen tænkte jeg over denne bevægelse og disse ord, og prøvede at få dem til at give konkret mening for mig i Movement. Og pludselig faldt brikkerne på plads. Movement er et symbol for at bevæge sig fra et sted til et andet - et symbol for udvikling. Og Heraklits ord er netop en beskrivelse af, hvordan denne bevægelse udvikler os. Hvordan vi hele tiden forandrer os, og tager alt, hvad vi oplever, med os til det næste øjeblik af vores tilværelse. I mit eventyr blev Movement et symbol for min egen udvikling. Jeg bevæger mig, og det er vanvittigt
udfordrende, præcis som klaverstykket er det, men på den anden side af det hårde arbejde vil jeg være nået til et nyt stadie i min udvikling - og jeg vil ikke længere være helt den samme, som før. På samme måde vil Reflects dans l'eau og alle de følelser, der ligger i vandspejlet, ændre sig lidt for hver eneste gang, jeg spiller den.
Gennem min ensomme tilværelse på konservatoriet mærkede jeg, hvordan især én person viste mig oprigtig interesse: Ridderen. Han gjorde altid med sin stærke, venlige udstråling et bravt forsøg på at trænge igennem tjørnehækken, vække Tornerose, og finde ud af, hvem den mystiske enspænder var.
Første gang, vi talte sammen, var den dag, jeg skulle have min første time med professor Kawalla. Jeg havde ofte set ham øve på gangene, og her stod han så igen, i sin ranke skikkelse og øvede på Tchaikovskijs violinkoncert et par meter fra mig. Han var uden tvivl den dygtigtse violinist, jeg havde hørt øve på konservatoriet. Og så mindede han mig utrolig meget om de romantiske, polske helte på hesteryg, jeg som barn havde set Juliusz Kossaks (1824-1899) malerier af i mine forældres kunstbøger. Men dén dag overraskede han mig virkelig med sin musikalitet, sit talent og sit væsen. Jeg havde altid haft store vanskelligheder med at høre violinister øve på netop denne koncert, da det var det musikstykke, som jeg var stærkest følelsesmæssigt forbundet til. Som barn ønskede jeg mig at spille violin, men blev givet til klaveret i stedet for. Tchaikovskijs violinkoncert var det værk, jeg mest af alt ønskede at spille. Jeg ejede som barn en CD med en ukendt indspilning af koncerten, og det var nok ikke den bedste, man kunne støve frem, men jeg hørte den utrætteligt. Hver gang jeg følte mig ulykkelig eller alene, satte jeg altid CD'en på mit anlæg, skruede op for lyden og satte mig til rette ved radiatoren i mit værelse. Siden da kunne ingen violinists udførelse af koncerten måle sig med denne ukendte indspilning for mig. Men som jeg sad dér og ventede nervøst på mit møde med professoren, blæste Ridderen mig omkuld med sine fortryllende toner. Jeg forsøgte at forholde mig neutral, men kunne ikke lade være med at vende blikket mod ham hele tiden i forundring over det, jeg oplevede. Han lagde mærke til min reaktion, og spurgte mig friskt og venligt: "Synes du, jeg spiller jeg falsk?". Meget forvirret over hans henvendelse begyndte jeg straks at udbryde "nej, nej - overhovedet ikke!", og forsøgte igen at koncentrere mig om noderne af Images, som jeg sad med i skødet. Men så let slap jeg ikke. Han kom venligt og prøvende hen mod mig, sagde, at han ofte havde set mig, men ikke vidste, hvem jeg var, og præsenterede sig. Navnet glemte jeg, og har aldrig fået det at vide igen, men i mit eventyr blev han bare ved med at være Ridderen. Siden da hilste han altid hjerteligt på mig, når han så mig på gangene, og selvom jeg har været utrolig vanskelig at komme i kontakt med, blev han ved med at vise sin venlighed og åbenhed, hver gang han så mig.
For nylig gik der et par uger, hvor jeg ikke så ham, og da gik det virkelig op for mig, hvor meget tilstedeværelsen af hans venlighed havde betydet for mig midt i mine bestræbelser for at følge skolegangen og passe min øvning på konservatoriet. Og det gik op for mig, at Ridderen var blevet et symbol for alle de mennesker, der havde vist mig venlighed og kærlighed, når jeg havde haft brug for det gennem tiden. Hver gang jeg havde haft brug for nogens hjælp, var det kommet en frelsende engel som sendt fra himmelen og støttet mig. Og skønt jeg ikke havde opfattet mit behov for denne venlighed før, gik det nu op for mig, hvor meget det havde betydet for mit velbefindende at få de daglige smil fra en person, som jeg mærkede, kun ville mig det godt. Den slags folk, som står ved ens side, måske endda uden selv at vide det, når man står ansigt til ansigt med svære forhindringer og stærke udfordringer. Den slags folk, som hjælper én på livets lange udviklingsvej.
*
Jeg er midt i den hårdeste udvikling, jeg har oplevet meget længe, og den grå, polske vinter vil gøre mig selskab på denne eventyrlige rejse i to lange og intense måneder endnu. Inden jeg tog afsted, var jeg overbevist om, at det ville være passende for mig kun at være på udveksling i et semester, da jeg tænkte, at jeg ville blive vanvittig af at blive så konfronteret i et helt år. Selvom jeg slet ikke vidste, hvad jeg talte om, havde jeg ret. Jeg tror, at 5 måneder er lige præcis den tid, jeg skal bruge her i Warszawa, før jeg kan fuldføre mine udfordringer, udvikle mig til et nyt og rigere menneske og afslutte mit polske eventyr.
For et par uger siden sad jeg en stille aften foran computerskærmen i mit lille værelse i Warszawa, og blev pludselig inddraget i en utrolig smuk chat på Facebook med en af de mest spændende og inspirerende mennesker, jeg kender. Vores samtale var som en lille, gylden spire, som hurtigt voksede sig overraskende stor og smuk, og hvis blade havde det dejligste, inspirerende røde skær af passion og intensitet. Samtalen gjorde stort indtryk på mig, og længe har jeg forsøgt at finde en måde at omskrive samtalen og dele tankerne, vi udvekslede, men jeg kunne ikke finde nogen ord, der var mere rammende, end dem, som vi brugte den aften, ej heller en måde at bygge det op, der var ligeså autentisk som de røde træs naturlige vækst, da vores idéer fik lov til at blomstre sammen for en stund - så her er hele samtalen gengivet i sin oprindelige form:
V: Część piękna :) Hvordan går det i Polen?
M: Det går smukt, flotte :) Jeg
finder mig stille og roligt mere og mere til rette. Sjovt, som man kan
tro, at man er faldet godt til, og så finder ud af, at der er mange
flere dybere lag under den følelse - dybere måder at falde til på og
finde en daglig rutine... Men jeg har fantastiske mennesker omkring mig,
selvom jeg har været meget tilbageholdende med at skabe nye relationer.
Da jeg kom til Polen, havde jeg mest lyst til bare at spille klaver,
passe min yogapraksis og være meget alene, men min søde flatmate fik
skovlen under mig og har endda til en vis grad fået mig til at opføre
mig "normalt" nogle aftener... Fx har jeg med hende og hendes veninder
været på karaoke-bar. Og dér stod jeg pludselig og sang Aqua for en
masse begejstrede homoseksuelle. Bum. Men så kunne jeg også mærke, at
det var på tide at vende udviklingen igen ;)Hvordan går det i København?
V: Det er jeg glad for at høre.
Det
undrer mig ikke, at du finder dybere lag i at falde til rette. Når man
falder til rette et sted, forbinder og forener man sin identitet til det
nye sted. Men man lærer jo også noget nyt om sig selv, når man
interagerer med nye omgivelser. Så når ens selverkendelse bliver dybere,
føles det også igen dybere at falde til. ..tror jeg selv. Fortæl mig;
hvordan passer du din yogapraksis?
Jeg holder meget at din nye,
udviklede person. Der er sket et eller andet med dig, der har gjort dig
rigere - i og med, du hviler så meget i dig selv. Jeg ærgrer mig
egentlig over, jeg ikke nåede at se mere til dig, inden du tog af sted.
Herre gud, vi kan alle synge Aqua for homoseksuelle - det kan ske for den bedste :) Det er kun godt, du også morer dig .. på det mere primitive plan. Men du har sjovt nok ikke nævnt klaveret, og hvordan det går?
Tja,
her i København går det henrivende. Jeg føler mig også lidt forandret.
Jeg komponerer helt fantastisk musik nu, og jeg kan endelig stå helt og
holdent ved den og være stolt af den. Her på det sidste har jeg fundet
det interessant at læse en hel del psykoterapi og faktisk ret meget om
både underbevidstheden, hypnose og sådan nogle spændende ting. Jeg er
helt i ekstase over det.
M: Fantastiske du :) Jeg elsker dine ord! Det går rigtig dejligt med klaveret. Som jeg vist
skrev, var tangenterne nogle af de eneste, jeg egentlig havde lyst til
at bruge tid sammen med, da jeg kom. Det er så smukt at spille klaver et
sted, hvor klavermusikken betyder så meget for folk. Hvor
fodgængerovergange er malet som tangenter, og hvor bænke spiller små
stykker af Chopin. Mine lærere er fantastiske. Jeg har set deres "onde",
slaviske sider overfor andre elever, men endnu ikke overfor mig... Jeg
passer min yogapraksis ved at dyrke yoga. Hmm. Med mig selv, på min
måtte og med et tændt stearinlys, eller i et yogastudie sammen med
andre, enten til guidede timer, eller hvor folk kører deres eget
program, mens en lærer går rundt og giver vejledning og udfordringer.
Giver det mening?
V: Ja, men det var jo det, du skrev - du havde lyst til tangenterne, da du kom. Ikke nu ;) Men det er lige meget. Jeg kan høre på dig, du er gladere end
nogensinde for klaveret. Virkelig smukt at høre! Og jeg forstår godt,
det giver mere mening for dig at spille derovre. Musik er jo ikke noget,
der opstår teknisk, når du spiller på klaveret, men en tilrettet
sindstilstand hos en dedikeret lytter. Uden lyttere er musikken
ingenting. At du sidder i lokale 244 og spiller for dig selv er
meningsløst, hvor meget du end sidder og nyder at spille. På den måde er
musikken komplementært modsat af dine yogaøvelser - eller de øvelser,
du laver selv. Musikken er en formidlet forplantning af energien fra den
udøvende musiker. Den er først musik, når den vækker resonans hos en
lytter. I de mediterende yoga-øvelser finder du omvendt svaret i dig
selv. (har jeg misforstået noget?)
Men alt det vrøvl for at sige: Når
din klavermusik er alt-afhængig af det lyttende sind, er det jo ikke
nok at spille for dig selv, måske i 244, og med nok så meget stearinlys.
Du har brug for et forstående miljø, din musik kan vokse i. Ellers
ville det være som at forsøge at plante en Aloe Vera i en krukke uden
jord. Det glæder mig, at du har fundet bedre jord, hvor du er nu :) Giver det mening?
M: Det giver så meget mening! Og du skal vide, at du får mig til at
smile og mærke kærligheden til musikken blomstre inde i mig, når den
for alvor bliver forstået!
V: Flot! Jeg er glad for, vi taler samme sprog. Det er sjældent, - selv på kons -, at jeg møder nogen, der virkelig
forstår det. Kærligheden for musikken kan virkelig være stærk. Det er
den også for mange inde på kons og andre steder - men dér, hvor den er
størst, er dér, hvor den er kendt og forstået. Der er så mange nuancer
og facetter af dét at elske musik, at den bliver fattig, hvis den tages
for givet. Det værste, der kunne ske mig, ville være, hvis jeg tog min
kærlighed til musikken for givet. For mig er arbejdet med musikken at
undersøge den kærlighed og dykke ned i den hver dag. "Hvorfor vil jeg
skrive tre toner for en obo her på takt 47 i partituret? Fordi det lyder
>>godt<< ? Fordi teorien forslår det? Fordi min lærer siger
det? Eller fordi det er en vane for mig, at der skal være en obo dér i
den der musikalske situation?" Det ville da være fattige svar. Ved at
spørge mig selv, hvorfor jeg har kærlighed for at skrive den tone,
vender jeg den til et sjæleligt behov, og det kan godt stikke dybere
end, hvad der lige lyder godt. Sjælen har et langt større overblik og en
dybere musikalsk hensigt, end hvad mit bevidste (heldigvis) nogensinde
kunne producere. Ved at undersøge min kærlighed til det, jeg gør, ved
jeg, om min sjæl er i balance med det, der sker. Hvis kærligheden
pludselig ikke er der, er det en alarm, der fortæller mig, at jeg gør et
eller andet afgørende forkert, der må ændres omgående.
Det skræmmer
mig hvor mange, der går og spiller (eller komponerer) på autopilot og
uden at have nogen dybere retning med foretagenet. Den eneste retning,
der er, hedder konkurrencer eller Bachelor. Helt ærligt!
Hvad er dine tanker om det? Jeg tænker bare højt.
M: Skønne - dét der lyder fuldstændig som mine tanker omkring
kærlighed mellem mennesker, hvordan den ikke må tages for givet, og
hvordan man ikke bare skal gøre tingene som man plejer, eller hvad en
eller anden tradition siger, man skal, men fordi man føler, at det er
lige præcis dét, der skal til lige nu. At undersøge relationen, alle de
ting, der sker mellem parterne, sætte pris på dem, anerkende dem,
acceptere dem - og dermed udvikle kærligheden og give den flere lag og
flere dybder. Og alarmen er den samme. Det er det, jeg umiddelbart
tænker... Og et forhold mellem mennesker er måske ikke så forskelligt
fra mellem menneske og musik.
V: Maria, hvor er du smuk. Det var meget smukt sagt. Og det havde jeg ikke
tænkt nærmere over, men hvor er det dog rigtigt. Kærligheden til
mennesker kan også behandles sådan. At man aldrig må tage nogen for
givet, er de fleste vel enige om, men at man ikke må tage kærligheden -
også sin egen rettet mod andre - for givet, har jeg ikke engang selv
tænkt over. At man skal gøre det mod sin kærlighed, som du så flot
beskriver. Hmmm. Det var lige aftenens øjenåbner :) Hvad var i øvrigt de prik der?
M: Du er aftenens øjenåbner! Det ender sikkert med at jeg skriver et blogindlæg om vores lille samtale ;)
Og
alt prikkeriet var fordi min sjæl kunne mærke, at vores sjæle havde
noget, de skulle udveksle - og få en lille plante til at spire og gro.
V: Fascinerende. Du er fascinerende og smuk.
M: I lige måde!! Nu vil jeg nørde fransk fløjtelir. Mai og jeg spiller koncert i metronomen, når jeg kommer hjem midt i november. Drøm smukt!
"Har du set Twilight, Maria?", spurgte en af mine kolleger, Nanna,
mig i formiddags på Joe and The Juice på Nørrebro, efter at Mathias og jeg havde været til en af hendes fantastiske yogatimer, ganske få timer inden
jeg skulle rejse tilbage til Warszawa efter en uge i Danmark. "Nej",
svarede jeg. "Du skal se 1, 2, 3 og 4!", sagde hun bestemt. Til mit
forvirrede ansigtsudtryk forklarede hun, at det var fordi, der var noget
meget smuk klavermusik med i filmene. Jeg vidste, hvad hun talte om,
for hver gang jeg havde søgt på Debussy's berømte klaverstykke, Clair de Lune,
på Youtube.com, dukkede altid et hav af søgeresultater op med klip fra
Twilight-filmene, hvor stykket er blevet brugt som soundtrack. Clair de Lune
(som er fransk for månelys) er et af mine absolutte yndlingsstykker fra
det klassiske klaverrepertoire. Det er et lille mesterværk, der i al
sin stille enkelthed forstår at indfange månelysets sprøde kølighed og
samtidig skyde en pil af melankoli i hjertet på sin lytter.
Da
jeg uendelig trist havde taget afsked med Mathias og mit elskede København omkring
frokosttid, havde jeg været ved at bryde ud i gråd hvert øjeblik resten
af døgnet. Universet gjorde ellers sit bedste for at støtte mig i den
rejse, der gjorde så ondt på mig. Jeg kørte i en tom bus til
Malmø med en utrolig flink chauffør, som fik mig til at smile. Jeg var
badet i det smukkeste, bløde skær fra eftermiddagssolens varme stråler,
og den spæde frosts sprødhed indhyllede verden i en tilstand af klar,
smuk og gennemsigtig tilstedeværelse. Selv Øresunds blide, blå bølger
syntes at ville vugge mig blidt, da vi i stilhed kørte over broen til
Sverige.
Det gjorde så hjerteskærende ondt på mig at forlade alt
det og alle dem, der betød så uendelig meget for mig i København - og
samtidig blev rejsen mødt af en stærk, tung og alvorlig følelse i mig
af, at det var så uendelig godt for mig leve dette halve år i Polen.
Det havde allerede nu givet min sjæl, min krop og mine følelser tid til
at hvile, restituere, styrkes og modnes.
Resten af dagen
mødte jeg jævnligt tonerne fra Debussys klaverstykke for mit indre øre.
Og da jeg nogle timer senere fløj over skyerne mod Polen under en
dybblå himmel i det smukkeste, klare månelys, vækkede musikken endnu
større genklang i min sindsstemning.
Da jeg ankom til lufthavnen i
Modlin, lidt udenfor Warszawa, var der helt mørkt omkring mig. En sprød
tåge havde lagt sig over jorden og hyllede folkene omkring mig og mig
selv endnu tydeligere ind i det klare, hvide månelys. Efter en
bustur ind til Warszawas bymidte, steg jeg ud i en by, der syntes at
leve af dette kølige lys. Det var som om, at månelysets intensitet havde
tændt en hvid flamme i folks øjne. Som om, at øjenkontakt med fremmede
på gaden pludselig var af en hel anden kaliber og styrke, end jeg havde
oplevet nogle timer inden i Danmark. Måske var det en forskel mellem de
to folkeslag, jeg ikke havde bemærket før. Eller måske var det fordi,
polakkerne kunne se grådens mørke himmel i (og under) mine triste øjne.
Måske havde månen virkelig fremmanet denne hvide flamme. Hvad
intensiteten så end skyldtes, så følte jeg, at jeg rejste rundt midt i
stemningen af Debussys Clair de Lune, indhyllet i en kold tåge,
mens aftenens spæde, sprøde frost krøb ind under huden på mig, og jeg
var badet i det hvide, kølige og melankolske månelys.
Da jeg gik igennem Warszawas gader, hørte Clair de Lune
for mig og studsede jeg over denne intensitet i folks øjne, hørte jeg
pludselig lyden af guitarmusik. Mine øjne fandt efter noget tid omridset
af guitaristen i mørket. Jeg stoppede op. Han spillede godt. Virkelig
godt. Hans spil var virtuost og levende, og det lød bestemt ikke som
noget, jeg plejede at høre gademusikanter spille. Guitaristen var en
lille, buttet mand, med et rundt og venligt ansigt, og han så på sit
instrument, som var det hans bedste ven. Som han sad dér på gaden, badet
i månens kølige skygger, lignede han en levende legende. Jeg fandt med
noget besvær frem til min pung under yogamåtten i min tætpakkede
sportstaske, og delte et par øre af min skrøbelige studenterøkonomi med
ham. Så snart mønten ramte hans guitartaske, som lå spredt ud foran ham,
startede det en lavine af ord, der nærmest faldt ud af munden på ham.
Han talte og talte og talte i ét væk, og jeg forstod næsten ingenting,
men stod bare som en stolpe i jorden foran ham, fanget i hans talestrøm.
Og som en fortsættelse af legenden trådte endnu en mystisk person
pludselig ud af gadens mørke skygger. En høj, tynd mand med mørk hår,
stærke, blå øjne og en guitar på ryggen kom hen til os, kastede et par
sparsomme ord ind i guitaristens få vejrtrækningspauser, så min
forvirrede fastlåsthed og reddede mig snart ud af strømmen. Han fulgte
mig lidt ned af gaden, præsenterede sig som Luc, som også spillede på
gaden i ny og næ. Han fortalte, at den virtuose guitarist var russer og
havde talt russisk til mig, hvorfor jeg kun havde forstået få af hans
ord. Luc anerkendte også hans virtuositet og dygtighed, og fortalte mig,
at russeren var oprevet, fordi polakkerne af historiske årsager havde
et dårligt forhold til russere - og russisk musik. Så når han sad på
gaden og spillede Tchaikovsky på sin guitar, forstod folk ikke musikken.
De kendte den slet ikke. De havde ikke lyst til at have noget med den
at gøre. Men Luc var stor fortaler for medmenneskelighed og åbenhed,og
ærgrede sig over denne distance, som han oplevede mellem det polske folk
og den russiske kultur. For musikken var jo fantastisk. Og universel.
Luc
og jeg skiltes, og jeg fortsatte hjem mod lejligheden, min sambo og
hendes kat. Jeg kæmpede fortsat med tårene, hver gang jeg kom til at
tænke på Mathias. Men igen var det som om, at universet prøvede at
støtte mig i min rejse. Nu gik det op for mig, at universet velsignede
mig med det kølende lys fra månen og stemningen af Clair de Lune.
Og snart lod jeg mig indhylle i tågen. Jeg lod frosten komme til mig,
lod skyggerne og tristheden få plads til at være i mig, uden hverken at
fortrænge dem eller begrave mig i dem.
Jeg fortsatte stille min rejse i månelys.
Claude Debussy var meget inspireret af Paul Verlaines digte, og netop han skrev et digt ved navn Clair de Lune, som Debussy (foruden klaverstykket) skrev hele to sange over. Verlaines smukke digt er fra den tidlige samling Fêtes galantes (Gallant Parties, 1869), og lyder som følger:
Clair de lune
Votre âme est un paysage choisi
Que vont charmant masques et bergamasques
Jouant du luth et dansant et quasi
Tristes sous leurs déguisements fantasques.
Tout en chantant sur le mode mineur
L’amour vainqueur et la vie opportune,
Ils n’ont pas l’air de croire à leur bonheur
Et leur chanson se mêle au clair de lune,
Au calme clair de lune triste et beau,
Qui fait rêver les oiseaux dans les arbres
Et sangloter d’extase les jets d’eau,
Les grands jets d’eau sveltes parmi les marbres.
*
Moonlight
Your soul is a select landscape
Where charming masqueraders and bergamaskers go
Playing the lute and dancing and almost
Sad beneath their fantastic disguises.
All sing in a minor key
Of victorious love and the opportune life,
They do not seem to believe in their happiness
And their song mingles with the moonlight,
With the still moonlight, sad and beautiful,
That sets the birds dreaming in the trees
And the fountains sobbing in ecstasy,
The tall slender fountains among marble statues.
Som hver morgen sad jeg i dag og øvede i et af øvelokalerne på konservatoriet. I min musikalske fordybelse kom jeg pludselig til at kigge ud af vinduet på den polske himmel udenfor, og jeg begyndte at tænke over, hvorvidt jeg kunne slå mig ned på dette smukke sted i verden. Kunne jeg finde mig til rette på længere sigt i Chopins Warszawa? Kunne jeg slå rod her og finde et job, en vennekreds, en familie, en bolig, en hund - og finde ro?
Hver dag befinder jeg mig i nærheden af dette smukke monument, som står i konservatoriets gård. Første gang jeg opdagede det, stod jeg længe og bare stirrede på det, og mærkede, hvordan de varme tårer pressede sig frem under øjenlågene. Jeg blev så bevæget af Chopins store kærlighed til fædrelandet og den polske folkemusik - og af den respekt og kærlighed til Chopin og hans musik, som det polske folk bærer i sig, og som dette monument tydeligt viser. Den store, gensidige kærlighed rørte mig dybt og gør det hver dag. Men den gør også ondt, for kærligheden er konfronterende. I hvert fald for mig, da jeg altid har følt mig lidt geografisk rodløs og haft et brændende begær for at komme andre steder hen, end der, hvor jeg er.
Da overvejelserne først var bragt til live, var de ikke til at slå ud af hovedet igen. Og mens jeg legede med de smukke klange fra Debussys Images, blev min oplevelse af musikken blandet med følelsesladede overvejelser om byen, folket, sproget, kulturen og mulighederne. Tankerne var lette, delikate og flyvske, og mindede mest af alt om frøene på en mælkebøtte, som ved et vindpust pludselig letter fra blomsten og hastigt bliver båret af vinden ud til i alverdens afkroge. Og alligevel var det som om, at de små, lette frø stak i mig som små knive, når de landede rundt omkring i mit tankevæv. Følelserne og tankerne gjorde lidt ondt i min rodløse nomade-sjæl, som inderst inde bærer et spirende ønske om at slå rod.
Med et kom jeg til at tænke på flere af mine bekendte fra musikverdenen, udøvende, lærere såvel som studerende, som altid er parat til at krydse grænser og drage over land og by for at finde et job - og måske endda finde et sted at arbejde i nærheden af eventuelle kærester og familier. Jeg kom til at tænke på en af mine veninder, en tysk-født cellist, som
studerede på Det kgl. Danske Musikkonservatorium i København, hvor hun dannede par med en dansk slagtøjsspiller. Han tog til
Tyskland for at studere, og da de afsluttede deres studier, søgte de arbejde i hele Europa, indtil de ved et mirakel begge blev ansat i et
orkester i Finland, hvor de bor nu. Jeg kom dernæst til at tænke på min tidligere
lærerinde fra Armenien, som tog til Tyskland for at studere, og derefter
fik job i Danmark, hvor hun nu har slået sig ned og fået en familie. Og ligeså tænkte jeg på min veninde, en dansk fløjtenist, hvis tidligere kæreste fik job i et orkester i Mexico, hvorefter hun ligeså prøvede at blive ansat - eller starte sin egen fløjteskole - i nærheden af hans bopæl.
Historierne meldte sig på stribe, og pludselig stod det klart for mig, at hvis man ønsker at leve med musikken, behøver man ikke at tage stilling til, hvor man vil slå rod. For det meste får man endda slet ikke mulighed for at vælge, men må være åben for alle muligheder for at kunne få sit musikalske liv til at hænge sammen.
Disse historier lettede mit hjerte. Mange musikere lever et rodløst liv - men de lever i musikken, og lige meget hvor de befinder sig i verden, er de altid hjemme, når de er ét med musikken. Og i det øjeblik gik det op for mig, at jeg var en af dem.
Det gik op for mig, at så længe jeg bare lever med musikken, ville den vise mig vejen gennem livet.
